THE DANDY WARHOLS RULE OKAY - THE BRIAN JONESTOWN MASSACRE

  Amager Bio bød på halvfemser - og nuller - ikonerne The Dandy Warhols. For selv om fejden mellem The Dandy Warhols og The Brian Jonestown Massacre opdelte folk i USA, som Blur og OASIS gjorde det i United Kingdom, så ville jeg sgu gerne se dem. Og må jeg sige, at hverken Courtney Taylor-Taylors stemme eller kendetegnende trutmund er falmet. De var sgu tight og stadig fede!!

Desværre var lyden meget lav ved koncerten, derfor vil den klappende klaphat gå rent igennem på klippet neden for. 

Man kunne argumentere for, at et menneske der blev viet samme dag som koncerten, lykkeønsket fra scenen af Anton Newcombe og hvis brudebuket kom op at stå på scenen koncerten igennem er langt mere Brian Jonestown Massacre fan end Dandy woman. Og ser man filmen om fejden mellem de to bands 'DIG!', er der ingen tvivl om hvem der er det største band rent musikalsk. Men for fanden de forvaltede det dårligt. BJM startede, mere reglen end undtagelsen, slåskampe både på scenen og med publikum for til sidst at gå i opløsning. Folk kom til sidst kun for at se bandet gå amok på hinanden.  Brian Jones, grundlægger af The Rolling Stones, kendt for at kunne spille mange instrumenter, ikke kunne styre sit stofmisbrug og der af smidt ud af bandet. En måned efter døde han i en pool ved hans hjem - der går rygter om, at det ikke var en ulykke. Især da hverken Mick Jagger eller Keith Richards deltog i begravelsen. Jonestown Massacre - don't drink the kool-aid - massedrab og selvmord ledet af Jim Jones. Umiddelbart kunne man fristes til at tro, at der fulgte en forbandelse med sammensætningen af de to tragiske historier. Naturligvis er filmen mere en mockumentary end en documentary - selv Taylor-Taylor har sagt, at han aldrig ville have været venner med Newcombe som sindsyg som han er portrætteret i filmen. Men det var reality-programmer, og nu havde han helt sikkert valgt at se filmen igennem og være med ind over redigeringen. For Newcombe er sgu, hvad jeg har læst af interviews med ham, ret sej. I stedet for at sagsøge (New Order's) Bernard Sumner for at hans band Bad Lieutenant havde stjålet Newcombes rif i 'When Jokers Attack' og brugt det i 'Sink or Swim'. Tilfældigt? Næppe. Det var skrevet til en tolvstrenget guitar. Newcombe laver i stedet et nummer, der hedder 'Blue Order/New Monday,' så hver gang folk googler deres navn og hitsang kommer Anton Newcombes sang op. Dét er fandeme sjovt.

New Order gæstede jo Roskilde sidste år. Om lørdagen - det nye søndag - og det havde bare regnet alle dage. Ja eller ikke tirsdag, men der var det jo ikke rigtigt startet endnu. Lørdag morgen kom jeg hjem fra en ven, der boede i Rockwool shelter. Jeg havde søgt ly der i håb om, at det ville stoppe på et tidspunkt. Det gjorde det bare ikke. Og jeg boede ved den diametralt modsatte indgang til festivalpladsen. Fuck it. Jeg gik. Og gik. Og gik. Da jeg kom hjem til teltet, var jeg så gennemblødt at selv mit undertøj var vådt. Og jeg havde fået nok. Nok af aldrig at blive helt tør. Nok af regn. Nok af at halvfryse. "JEG GIDER IKKE DET HER MERE!" tænkte jeg. Og pludselig gik det op for mig, at det behøvede jeg jo faktisk heller ikke..? Der gik nøjagtig ti minutter, fra jeg havde tænkt den tanke til jeg var på cyklen med taske og luftmadras. Det eneste, jeg godt ville have set var LCD Soundsystem. New Order? Fuck New Order. De har lavet én sang, jeg gider. 'Blue Monday'. Resten siger mig intet. Min ven har prøvet at omvende mig. Det virkede ikke. Og ja de spillede 'Love Will Tear Us Apart'. Men hånden på hjertet så ville jeg ikke have følt mig en skid tættere på Joy Division akkurat som hvis Foo Fighters (ikke at jeg skal se dem) spiller 'All Apologies' eller 'Love Buzz' på Roskilde til sommer. Jeg kom hjem og tog det længste (beklager klima) og varmeste bad. Bedste beslutning.

Dandy Warhols var et pænere og mere poleret band, kom fra pæne hjem, fik kontrakt og spillede store koncerter. They used to be friends. På twitter liker de da også de samme ting nu. Og som før i tiden havde Dandy Warhols også en Brian Jones T-shirt på til koncerten i Amager Bio. I det lange løb er det Anton Newcombe, der stadig spytter plader ud og Dandy Warhols der spiller gamle hits. Poleret ja. Men blandet med en god portion nostalgi, så glider det sgu fint ned. 

Da jeg for nylig var i Berlin, tog jeg et smut forbi Anton Newcombes 8MM BAR på Shönhauser Allee 177b. Koncert for 1€? Det er lige til at overkomme. Todesstrahlen - et band jeg aldrig havde hørt om, men deres spotify tracks lever på ingen måde op til deres live act. Hammer. Hammer på koklokke. Nedstryger. Elektrisk sav. Metalplade på åben vindblæser. Meget autentisk i udtrykket. Meget firser. Blå høj mohawk spillende keyboard og en dans med hovedet jeg ikke har set siden  Black Cat events i start nullerne. Til deres "lullaby" af et sidste nummer kom den elektriske sav frem, hvilket fik folk til at grine, og de glødende metalsplinter fløj rundt i rummet. Meget æstetisk og powerful. Jeg ved stadig ikke, om de har humor eller det var dødsens alvorligt. Men fedt var det.  

Så hvad er konklusionen? Tjah The Dandy Warhols rule okay, men The Brian Jonestown Massacre er sgu stadig favoritten. Ingen tvivl om, at jeg ville rejse for at se dem igen. Også selv om de måske ikke afholder ti timers koncerter mere. Desværre gør de sig for tiden mest i USA tours, man kunne håbe på en Europe tour til efteråret eller snarest derefter - de minder mig forresten ikke længere om mit bryllup eller ægteskab for den sags skyld - akkurat som den tatoverede vielsesring, Bedstes vielsesring eller mine børn heller ikke gør det. 

Life goes on.