BANKERÅT - DØD - OG EN NY START

 De fleste kender nok til BankeRåt. Jeg selv frekventerede der, netop da jeg var kommet hjem fra højskoleophold, boede i kollektiv med veganeren i Nørre Søgade, gik på teknisk skole, lavede dyster kunst og interieuret her passede til den stemning (ikke som den Bo Bedre stil, der synes at regere og ligegyldiggøre diverse københavnske cafeer nu - dog bedre end 90'er svampen, indrømmet, der stadig er at finde hist og pist på provinsens malede vægge). Der var en rå æstetik - og det må alligevel høre til sjældenhederne, at man bliver skræmt af interieuret. Nuvel. Her var lamper af kropsløse dukkehoveder. Og udstoppede dyrehoveder med mannequinkroppe i menneskestørrelse af kunstneren Filip Jensen.

Jeg havde ikke været her i flere år, da jeg kom forbi. Der var sgu noget mærkeligt ved det hele. Som om det var helt skævt. Manden bag disken, ejeren, forklarede, at Filip året før havde taget sit eget liv (mental illness er sgu så forbandet ubarmhjertig og trist) og derfor var hans værker blevet taget tilbage for at opgøre dødsboet. 

Jeg ved ikke, hvorfor sådan noget altid rammer mig. Særligt sensitiv much? I en verden der bliver mere og mere kold og upersonlig med sociale medier, hvor folk ytrer ting (de måske aldrig ville have sagt, havde der været en direkte facial reaction - det gør det stadig ikke okay) som dødstrusler, voldtægtstrusler, videresender nøgenbilleder uden accept (jeg bryder mig ikke om ordet "hævnporno," da porno ikke behøver at være negativt, og ofte har disse usle individer intet at hævne - det kan ligeså godt være en fra samme by, der søger eller deler nøgenbilleder af piger eller kvinder de ikke kender - og må jeg benytte lejligheden til AT SKAMROSE PULTERKAMMERETS AKTIVISTER for deres pissefede indsats!! Ikke som den gængse victimblaming som blandt andet DR har bidraget til med "Pigernes eget ansvar?" - programmet havde nuancer, men shit for en titel - ville man bebrejde et offer, der var blevet udsat for røveri? Nej. Gerningspersonen. Hvorfor er det så, man gør det i sager om "hævnporno" eller voldtægtssager, hvor påklædning, at opholde sig alene, indtag af alkohol pludselig er en del af offerets eget ansvar for forbrydelsen?) eller stalker andre, er det måske okay stadig at have sine følelser? Hvor alle har pissetravlt med at være spindoktorer i deres eget liv og udstille hver en ting, de laver. Alt det smukke. Alt det fede. Jagte likes. Who the fuck cares? Det mangler nerve. 

Jeg selv har altid ment, at mit liv var så tilpas kedeligt at ingen kunne eller burde for den sags skyld interessere sig for det. Alligevel har jeg stadig en stalker. Om jeg begriber hvorfor. Her spiller sociale medier også en rolle. Måske havde hun bare levet sit eget liv i stedet for at forfølge mig, om de ikke eksisterede? Jeg ville/vil gerne åbne for en dialog med dette menneske, så hun kan komme videre. Men hun var åbenbart ikke minded for det den aften. Tilbuddet står stadig. Fair nok at man kan være betaget af et andet menneske. Men når man forfølger dette menneske på de sociale medier og in real life opsøger de steder jeg befinder mig så grænser det til sygelighed. Jeg tænker, hun/du må bruge umådelig meget tid på det. Hvorfor? Jeg vil gerne forstå det. Det må være super hårdt at opretholde det - i over tre år. Måske det kunne hjælpe dig til at komme videre at tale om det? Jeg er faktisk bare et menneske. Der sveder, bløder en gang om måneden, prøver at gøre de rigtige ting (såsom ikke spise sukker, minimere indtag af kød, kun købe økologisk fordi min samvittighed i forhold til dyrene og jorden ikke tillader andet, genbruge, købe genbrug frem for nyt, stoppe forbrugermentaliteten,  minimere mit forbrug af Manitou cigaretter, minimere mit alkoholindtag, være en god ven, en overskudsagtig og fantasifuld mor for mine børn), laver mad fra bunden, drømmer og føler ligesom alle andre. Hvorfor bruge tid på mig? Vil du gerne være min ven? Vil du gerne VÆRE mig? Ved du selv, hvorfor du forfølger mig? Har du prøvet at stille dig selv disse spørgsmål? Har du prøvet at besvare dem? 

Jeg tænker, livet er for kort til at leve andres liv. Du er ikke en del af mit liv, hvis det er den reaktion du ønsker for mig med din stalking. Dette er for din skyld. For i mine og mine venners øjne, må jeg fylde ret meget i dit liv. Og det er sgu da tåbeligt. Smid mig en mail, hvis du har lyst til at komme videre. Eller lad være. 

Jeg synes, det kunne være fedt med en udstilling omkring stalking - og det ville være fedt, hvis du ville deltage. Måske ville det hjælpe dig til at komme videre. Måske du ville få forståelsen af, hvordan jeg har oplevet din stalking? Jeg formoder, det er stukket helt af for dig og er blevet en slags...syge? Giver det mening? Tro mig. Jeg om nogen ved, hvordan det er at leve med en sociopat. Jeg ved godt, hvordan man mister sig selv med ham. Hende før mig sagde som det første til mig:
"Han ødelagde mig. Fuldstændigt."
Det var en lettelse at høre. Og vi havde nogenlunde de samme historier at fortælle. Havde jeg kendt hende før, havde jeg vidst at han aldrig ville ændre sig. Ikke fordi han ikke vil, for det skal der nok være øjeblikke hvor han vil, men simpelthen fordi han ikke kan.
Se ikke på hvad han siger, men hvad han rent faktisk gør.
Jeg ved, at der er stor succes (for det meste) med at ofre møder deres gerningspersoner under optimale forhold og begge parter faktisk får noget ud af det. Hvem ved, måske får jeg en forståelse af hvorfor du har stalket mig i over tre år? Men du skal vide, at jeg ikke gør det for min skyld. Det er faktisk kun for din skyld. Så DU kan komme videre. Jeg er fireogtredive, og du fylder ikke i mit liv. Jeg er helt og helt alenemor, så mine dage æder hinanden op i gøremål og stærk demonstration af simultan kapacitet. Du eller andre tænker måske: "Jamen hvis du bruger tid på det nu, må det jo fylde hos dig?" Ja det kunne man sagtens argumentere for. Og jeg ville også gerne berette præcis hvor omfangsrigt, stalkingen har været. Men løser det noget for dig/hende eller bidrager det til endnu mere selvretfærdigende grænseoverskridende adfærd? Jeg tror det sidste, og så kommer du aldrig videre. Du ved godt selv, hvor meget tid du bruger på mig, og hvor konfliktoptrappende du har været. Selv om det måske ikke er noget, du indrømmer overfor dine venner eller kæreste. Men du ved det. Og jeg ved det. Jeg medgiver, et forhold med ham kan drive én mod sindsyge. Men det er stadigvæk kun dig, der kan drages til ansvar for dine handlinger. 

Som sagt så blev jeg venner med hende før mig, da du overtog. Vi var blevet spillet ud mod hinanden, erfarede vi hurtigt. Hvorfor? Hvis vi ikke talte sammen, kunne vi ikke sammenligne historier og opklare de løgne vi var blevet fodret med. Vi er ret tætte i dag. Er det dét, du ønsker? At få svar? At sammenligne historier? At være tæt? Så må du lægge taktikken om. Du får ikke en konflikt. Men du bestemmer selv, hvor længe jeg skal fylde i dit liv. 

Jeg har intet udestående med dig. I don't care. Du fik besked om mig samme dag, jeg opdagede din eksistens. Du var på dét tidspunkt lige så uvidende som jeg. Det er tre år og fire måneder siden. Det er lang tid siden nu. Og jeg har aldrig været lykkeligere end, jeg er nu. Jeg er tilbage til den, jeg var før ham, and then some! Så vi har ikke noget udestående. Det er ikke for min skyld, jeg her giver dig den opmærksomhed, jeg formoder, du higer efter. Jeg synes måske bare, du burde gå op i dit eget liv i stedet for mit. Giver det mening?

Tilbage til BankeRåt. 

Jeg så mig om. Det var dét! Den store isbjørn i kjole og hvidt (ja ret mig endelig Mads Christensen - here's zero fucks to you and your patriarchy)!! Den var væk! Og strudsen skulle jeg senere erfare. 

Ejeren havde pludselig fået travlt med at udfylde de steder, værkerne havde stået. Det tror jeg gerne. Ikke et ligetil job. 

Jeg husker at have set en video med Filip engang, hvor han fortalte om sin kunst. Han sagde noget om, at han ikke så sin kunst som makaber. At det da var mere makabert at fjerne dyrs hoveder fra deres krop. True. Så det var det, han gjorde. Han gav dyrene en krop igen. 

Jeg fandt det ret fint.

Menukortet var i den grad også blevet forenklet. Fra at have en kæmpe brunchtallerken (jeg husker mest deres suppe, - som til tider fik liiiiiidt for meget fløde - cappuccinos og croissanter) hvor folk ikke spiste alt, og de derfor måtte smide en del mad ud, var de nu gået over til at folk bestilte hvad de ønskede at spise. Enkelt og uden madspil. Bedre for miljøet og deres budget. 

Jeg lystede hummus (den kunne sagtens trække meget mere hvidløg og smag), røget laks rillette og avokado med citron og sesam.

Den nye menu spiller fuldstændigt! 

Men der vil stadig gå noget tid, før jeg kommer forbi igen. Det gør simpelthen for ondt i hjertet ikke at se BankeRåts trademarks stå og byde velkommen, og grunden til manglet gør endnu mere ondt.