'SPRINGTUR I TOSCANA' OG INDLÆGGELSE TIL FROKOST PÅ AAMANNS

Det regnede, og vi tog forskud på foråret og sommeren og smuttede i Grand for at se 'Springtur i Tascana' ('La pazza gioia' 2016) instrueret af Paolo Virzì ('Human Capital') med Valeria Bruni Tedeschi og Micaela Ramazzotti. Et kig på plakaten vil formentlig få beskuer til at tænke 'Thelma and Louise'. Det er måske ikke helt forkert. Jeg tænkte selv tanken i filmen. Disse kvinder bor dog på et sindsygehospital. Og hvor 'Thelma And Louise' er et drama og en roadmovie, er denne en komedie med flere nuancer.  Måske er det fordi, begge film handler om to kvinder, der ikke er i tyverne, der tager hånd om deres egen skæbne og trodser omgivelserne? Hvor mange film findes der, om to mænd der stikker af fra deres liv sammen? Jeg kan nævne de første fem. Men hvor er det befriende, at se en film om kvinder oppe i årene og kvinder der taler om andet end mænd. Jeps. Den består Bechtdel-testen. Jeps. Det var der, jeg ville hen. Der er ikke noget værre end, når kvinder passeret en vis alder kun kan spille mor- eller bedstemorroller. Hvorimod mændendes roller aldrig dør ud. Samtidig er det vidunderligt at se, disse kvinder sammen. De spiller pissegodt! Fra vanvid til følsom og ja jeg græd. Det er umuligt for mig ikke at græde, når det har noget at gøre med børn.

Mange har givet filmen fire stjerner, jeg synes nu godt den kan svinge sig op på fem (ud af seks mulige).

 Fra hurtigtalende italiensk til stille omgivelser hos Aamanns.

 Al den vegetarkost, jeg prøver at finde mig til rette i, havde efterladt en ubændig craving for råt kød hos undertegnede. Og siden jeg hørte Radiofortællingers 'To smørrebrødsdramaer,' havde jeg drømt om en frokost på Aamanns hver nat. Så jeg tog forsmag på sommerens (læs: Roskildes eller Kødbyens TARTAR bod) fristelser. 

 Tartaaaaaaaaar!!! - af okseinderlår fra Grambogård med løvstikke-emulsion, syltede beder, gelé og sprøde kartoffelchips.

 Medspiser og medsammensvorne LilleM fik en hønsesalat af kylling fra Gråsten med selleri, syltede roer, spinat, kyllingeskind, sennep og honning.

 Medsammensvorne insisterede på en fadøl - undertegnede mente, at det var voldsomt meget øl for en frokost - og fik sin vilje. Jeg er ved gud ikke vant til at drikke alkohol. Det sker højst et par gange om måneden eller slet ikke. Givet det ikke er så svire-agtigt, men man bliver jo ældre. 

"Hvordan var øllen," spurgte vores super søde tjener. 

"Den var...der var meget!" konstaterede jeg og forudsagede en latter hos ham.  

 Beklager stængerne. Deres restroom er meget begrænset, og jeg ville så gerne vise de fine fliser.

Signing off.