Så prøver vi.
Årets andet måltid.
Morgenmaden - der jo meget belejligt ligger lige efter blodprøverne - serveret af astronauterne. I was feeling lucky, og sagde ja til det meste. - måske af ren optimisme måske fordi at selv et maskeret menneske virker bedre at tale med end sit isolationsrum... Men hvor mange ord kan man nå at udveksle med en astronaut, der hurtigt er på vej ud og væk igen. Stemmen lyder smilende, men jeg ved jo faktisk ikke om hun smiler bag masken. Det kan ligeså vel være mit begyndende delirium? Jeg prøvede at holde på hende. Et fattigt forsøg i form af at høre hele menukortet og bagefter spørge interesseret ind til det. Ja. Tamt. Jeg ved det. But the walls are caving in...
Årets andet måltid. Yoghurt med lidt müslii. En ostemad og en måske kop kaffe - hvis den mavesyrede hals tillader det, den tillod først igår at lade lidt stemme komme forbi. Store fremskridt fra stue syv. Stooore fremskridt.
Herunder eget toilet, hvis man skulle få lyt til at strække ben. Med klokkesnor og efterladenskaber fra et par af astronauterne i skraldespanden. - jeg har en gul papirssæk på stuen til det samme...melder E.T. den udstødte fra sin isolationscelle...godt nytår!!
Men fuldstændig ligegyldig viden i længden...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar