VIS MIG DIT KØLESKAB

Vores køleskab er prydet med minder fra diverse rejser. I første omgang rejser med den fantastiske Löjhatti! Siden rejser med "manden."

Oven over har vi Pope Innocent af Francis Bacon - en enestående udstilling med ham på Tate i London. Löjhatti og undertegnede drog afsted med udstillingen som eneste mål - den var fuldstændig ALLE pengene værd!! 

BIRTHDAY PÅ BROR OG NYMFOMANIAC

 Undertegnede havde fødselsdag, og bedsteforældrene ville gerne passe Eskillio imens forældrene fik lidt alenetid. Eskillio og manden var listet ud af soveværelset og lod undertegnede sove, imens de lavede kaffe og gjorde klar til gæsterne der kom til morgenmad.
Aftenen bød på et restaurantbesøg på BROR i Sankt Peders Stræde i indre by. Og jeg må indrømme, jeg havde LÆNGE glædet mig til at gæste dem.
Vi lagde ud med paté.

 Krabbe med brøndkarse.

 TARTAAAAAR!!! Med syre. Man må aldrig gå af vejen for rawfood, når det er bedst!

Den sprøde rødspættefilet med syltede glaskål var helt perfekt. Sprød skal og smørsmeltende på tungen indeni. Dette var helt sikkert min favorit!

 Hovedretten var svin med julesalat. Saucen var fantastisk - jeg er bare ikke så meget til julesalat hvor meget, jeg end prøver.

 Til dessert fik vi is af skyr med kvæde.

Bagefter gik turen i Grand mod Von Triers nye komedie. Fire timer i geniets underholdende univers - selv om han ikke ville have sit navn på denne "korte" udgave.

Bagefter var det sidste tog jo selvsagt gået mod provinsen, og vi overnattede i København - til mandens store hjerneblødning - dengang var undskyldningen for udbruddet, at der rodede i hans lejlighed. Nu vides det selvfølgelig, at undertegnede ikke skulle opdage/møde hans teenagekæreste - altså sideløbende forhold. Jeg studsede ikke videre over det den gang, skønt historierne blev ved at ændre sig. Det kan jo også være svært at holde styr på alle løgnene for en på treogtredive.
Sandheden kommer man længst med - løgnen er de svages våben.
Jeg skal kun huske én version.
Men man kan jo undre sig over, hvorfor jeg ville tage "manden" med ud at spise på min fødselsdag - såfremt vi stadig ikke var sammen - det er ikke just et greb i lommen for en på SU.
Og anede jeg, "manden" havde en attenårig kæreste på daværende tidspunkt, så havde jeg taget en alle andre end ham med ud. Selv en perifer én af slagsen havde stået sig bedre end denne løgner - "manden" vælter rundt i søforklaringer, idet han nu prøver at beskære historien så den passer til hans løgne til hans nye kæreste - og hun skal helst tro, at "manden" og jeg ikke var sammen da de mødtes.
Jaja.
Man tror på dét, man vil tro på. Billeder og kvitteringer lyver ikke.
Men jeg ville aldrig have inviteret "manden" ud på en aften til en værdi af 1400,- hvis ikke vi stadig var sammen.

Selvfølgelig burde jeg have tænkt over de parvis parkerede vinglas, de mange tandbørster ved køkkenvasken (bortforklaret med den forrige lejer...ad?) eller det blodige menstruationsbind i spanden på toilettet - ja han havde et forspring på sin cykel, da jeg tog bus, men spanden på toilettet havde han ikke fået tømt eller tænkt over og der må have været rigeligt stres på i de få minutter han kom hjem før mig..og shit hvor må han have hjulet på højtryk på den tur, det morer mig umådeligt. Hans undskyldning var, siden toilettet var på gangen, at jeg skulle holde fast i begge døre da der kunne komme folk ind. Altså var mit fokus på at gøre mit besøg mindre offentligt end det i forvejen offentlige toilet. For fanden. Jeg havde ham allerede dér.

En nat i klamt blåt satin efterlod mig søvnløs. Hele min krop vidste, han havde knaldet én dér. Jeg ventede. Til hans ur ringede. Jeg spurgte ham lige ud. Han spurgte om, jeg havde ventet hele natten på at uret ringede med at spørge. Jeg nikkede.

"Det var sødt af dig," sagde han.

"Ja. Så må du også godt fortælle mig sandheden," sagde jeg stille.

Han fortalte, han havde haft et forhold til en nittenårig fra oktober til december. Karoline. "Karo" blev hun kaldt. Langt mørkt hår. Men de havde stoppet deres forhold igen, fordi vi ventede barn. 

Jeg var målløs. 

Jeg kunne have brækket mig.

Men det var så også kun en halv sandhed. De var på det tidspunkt, 29. december 2013, stadig sammen. Hun var fra oktober til december kun atten år. Havde langt afbleget hår. Gik i tredie G i gymnasiet og boede hjemme hos sin mor...WHAAAAAAAAT?

Hvilken amøbehjerne kommer op med "Karoline" som løgn, når teenagerens mellemnavn er det?

Men til hendes forsvar har hun ikke været klar over, vi stadig var sammen. At vi ventede barn sammen og stadig var gift. Hun var også blevet ført bag lyset. Løjet for.

FØDSEL - HVOR ER FADEREN? - FØDSELSDAG - FØDSEL - DET VILDESTE DØGN IMIT LIV

 Som før nævnt i forrige indlæg havde undertegnede bagt boller og muffins, idet Eskillio rundede to år. Jeg havde højgravid den 28. januar 2014 erfaret, at "manden" havde en kæreste ved siden af og havde haft det i fire måneder...???

Han havde med sine treogtrediveogethalvt år søreme fundet sig en attenårig hjemmeboende gymnasieelev. Og nej dette er ikke en joke. I shit you not. Og ja det er helt Woody Allen - men han er også én af mine yndlingsinstruktører, så jeg anerkender da referencen. Ulækre gamle mand.
Teenageren havde tilsyneladende heller ikke kendt til min eksistens, så han havde jo løjet overfor hende hele deres fire måneders lange forhold. Men dét havde hun det fint med, hun VILLE være sammen med ham. Mere selvrespekt havde hun ikke. "Fra NU af, lyver jeg ikke mere!" har han vel overtalt hende med eller...?
Jeg ville aldrig have fortsat med sådan et udyr. Og når der er børn inde i billedet, så backer man bare the fuck of. Også selv om man er teenager. Vi er fucked med Generation X - factor. Så er det sagt. Han havde nok haft mere til fælles med hendes mor, der kun er fem år ældre end ham.
Jaja det styrer de selv. Jeg sætter min lid til karmaloven. 

Fair nok man bliver forelsket, det kan jo ske - skønt dette mest af alt lignede en udvej, en undskyldning for at skride fra sine børn, en identitetskrise af den mest absurde af slagsen dog ikke helt uden underholdningsværdi ( indrømmet, den må man give ham ) - men så vær dog ærlig omkring det menneske. 

"Jeg har fundet en anden," havde helt sikkert gjort ondt, men det går jo over. Næh det der nager er alle løgnene. Hver evig eneste dag spurgte jeg ham, om han havde en anden. Min mavefornemmelse sagde mig, at noget var fuldstændig galt. Der var for mange ting, der ikke passede. Og hver evig eneste gang sagde han, at min mavefornemmelse tog fejl. Jeg så spøgelser. Sagde han. Hvor forvirrende og opslidende er det ikke at mærke, at noget er galt og man får det modsatte at vide? - til sidst kan man jo ikke engang stole på sig selv længere? Man forbliver mistroisk, drives til at være en anden end den man er - ja til jalousi faktisk fordi man tvivler på sit eget værd. Jovist jeg var blevet ked af sandheden, men løgnene var direkte ødelæggende. Utroskabet er jeg kommet mig over. Løgnene nagede. Længe. 

"Var de fem års forhold ikke den respekt værd? Din viv? Den du valgte som mor til dine børn?" Jeg begyndte at granske hele forholdet igennem, for nu skulle ALT opklares.

STOL på din mavefornemmelse. 

Ringen varede længere end ægteskabet - mit gæt er, at den nok bliver krævet lavet om af teenageren på et tidspunkt - men de fleste mænd eller kvinder har en fortid med en eller anden, det er lidt svært at ændre på.
Nåh. Efter afsløringen gik "manden" under jorden med sit barn, altså teenageren, og Eskillio og jeg var alene til at klare hverdagen. Selvsagt var den måned ikke nem. Jeg aner simpelthen ikke, hvordan jeg overlevede det. 

Jeg måtte holde fokus på at trække vejret.

Breathe. Just keep breathing. Breathe.
Jeg skrev ham en mail om lørdagen op til Eskillios fødselsdag, om onsdagen, hvor jeg fortalte, at han gerne måtte komme til to års fødselsdag og han måtte også gerne deltage i fødslen af vores næste - hvis jeg ombestemte mig under veerne, skulle han selvfølgelig gå ud med det samme. "Manden" skrev ikke tilbage.
Jøden, der just havde været igennem fire dages fødsel, magtede ikke at lade sin veninde gennem femten år gennemgå en fødsel alene og opsøgte derfor "manden" på hans arbejde som caféarbejder på Sebastopol om mandagen. Vi har jo været sammen i fem år, så de har jo selvfølgelig også kendt hinanden i fem år.
Tirsdag var Jøden/Veganeren og jeg på tur. Der skulle købes fødselsdagsgave til Eskillio, som fortjente den bedste fødselsdag! Jeg havde nævnt, jeg kunne fornemme og se at fedmen var sat ind i mit ansigt. Altså vand. Altså var der ikke lang tid igen til baby launch. Og kors hvor fik jeg ret.
Endelig skrev "manden" ( og ja det er meget nærliggende, at kalde ham liiiiige præcis de ukvemsord han fortjener, men jeg tror der er et maksimum af ord per indlæg og undlader derfor ).
Han ville gerne komme til fødselsdag og fødsel.
Okay.
Godt.
Okay.
Jeg besvimede næsten, da jeg erfarede at jeg havde en mail fra ham. Chok.
Jeg læste mailen igen, før jeg lagde mig til at sove og tænkte: "We're okay. We're okay." Satte uret på min telefon og lagde mig til at sove 23:45. For første gang i en måned med en rolig følelse i kroppen.

 00:05 vågnede jeg pludseligt med en følelse af at tisse i sengen!
Jeg væltede ud på badeværelset og kunne konstatere, at det var ikke tis.
Vandet var gået.
PIS!
Sgu da ikke samme dag???
Fjorten dag før termin???
Ved fødslen af Eskillio tog de vandet på ham på Hvidovre, og han blev født femogtyve minutter efter. Jeg sad nu lækkende på toilettet og fandt oplysninger på Hvidovre og nummeret til Hvidovre.
Jeg ringede til dem. Damen var meget munter, og hun bad mig komme ind ved en 07:00 tiden til tjek. "Ja, kan det blive lidt senere? Jeg har lige en, der bliver to år i dag..eller nu og skal have morgenfødselsdagsbord..." spurgte jeg. Damen svarede klukkende af grin, at det kunne selvfølgelig godt lade sig gøre. Vi aftalte kl. 10:00 og lagde på.
PIS!
Nu begyndte jagten på "manden," der i sin sindsyge havde skiftet telefonnummer og undladt at give mig det i sin mail. - man kan selvfølgelig argumentere for, at det var nyttigt for mig at have dersom jeg havde ansvaret for vores toårige og at jeg var gravid med vores næste. Det kunne man sagtens argumentere for, men det ville kun rationelle, normalt velfungerende mennesker kunne begribe.
Jeg lod en del facebookbeskeder gå hans vej. Mails. Jeg skrev til hans venner og familie. Jeg skrev endda til ham via Myspace...og ja jeg havde veer. Jeg var i fødsel og skulle bruge tid på at finde faderen i stedet for at finde hvile. Velvidende at jeg ville føde indenfor et døgn. Panik. Og alligevel så typisk for den taber at være uden for kontakt...
Kl. 02:00 ringede hemmeligt nummer til min telefon...?
Jo jo den er god nok. Det var ham. ( Indsæt selv eder og forbandelser )
"Hallo?" sagde jeg.
"Hej det er mig," sagde han i den anden ende.
"Hvorfor ringer du fra hemmeligt nummer?" spurgte jeg.
"Skal vi tale om det nu?"
"Du synes ikke, det er relevant at jeg har dit nummer når jeg har Eskild i min varetægt? Og nu er i fødsel med vores andet barn?"
Hans undskyldning for at ringe fra hemmeligt nummer var, at han ikke var sikker på om det var rigtigt nok at jeg var i fødsel - Som om det er noget at joke med..? - som om jeg nogensinde har joked med alvorlige ting omkring mine børn. Og jeg havde stadig det fulde ansvar for vores toårige...?
"Manden" lovede at sende mig sit nummer, når vi havde lagt på.
Det gjorde han ikke. Selvfølgelig.
Hvad der kunne have været en mulighed for mig at lade op ved at få noget søvn, henholdt mig i stedet i panik indtil kl. 05:00 hvor jeg endelig faldt i søvn. Heller ikke dette kunne han være behjælpelig med. Heller ikke denne respekt undede han mig.
Jeg havde skrevet til hans mor, at vi havde talt sammen og at han havde sagt at han ville sende sit nummer, men ikke havde gjort det endnu. Jeg var i fødsel, og om hun gad at sende mig hans nummer. Jeg følte selv, det var relevant.
 Kl. blev 06:30, uret ringede og veerne var der stadig. Op og lave klar med flag, boller, kakao og boller. Mormor kom. Som den engel hun er. Og hjalp til.
Vi vækkede Eskillio. Så var dagen i gang.

Ved morgenbordet fik jeg en "held og lykke" sms fra "mandens" mor - min indtil for en måned siden svigermor gennem fem år. Intet telefonnummer. Hun ville sikre sig, at det var okay med hendes søn før hun sendte det...??? - så havde han sagt nej, havde hun gerne sendt mig i fødsel alene? Mange tak - dette menneske skulle så til fødselsdag hos mig og Eskillio senere på dagen. Det gør sig vidst gældende for både "manden" og dennes mor, at de absolut ingen tanke har for tiden bagefter og kun har hjerne til at vurdere ting direkte i nuet. Det er fødslen af dit barnebarn? Og ønsker du ikke, din søn er med til sit barns fødsel? Jeg rykkede igen for at få nummeret. Og endelig sendte hun det. - fordi hun havde fået grønt lys fra sin søn. I fucking Guder.
Hvis mine drenge nogensinde laver sådan noget svineri, vil det ALDRIG være op til dem om deres børns mor har deres nummer. Yderligere havde jeg nok spurgt til kørslen til hospitalet eller om der var andet jeg kunne være behjælpelig med. Nu er der så heller ingen chance i livet for, at mine børn skal ende op som sådan et ynkeligt menneske. Det har jeg alt for stærke værdier til.

Eskillio kom i vuggestue med en pose hjemmebagte boller, som jeg havde lavet sent aftenen før - skønt det føltes som samme døgn, idet jeg næsten ingen hvile havde fået.

Vi skulle mødes kl. 10:00 på Hvidovre.

Min mor og jeg ventede. Med veer.

"Manden" havde ville købe en fødselsdagsgave til sin på daværende tidspunkt eneste søn, men han havde jo "glemt" at butikkerne først åbnede kl. 10:00. Ja de er jo luskede på den måde, de butikker, pludselig åbner de først samme tid som de altid har gjort. Derfor kom han først 10:30. Uden gave. - det havde han jo heller ikke haft en hel måned til at købe. Eller et år for den sags skyld. Næhh det var nok bare atter en løgn. 

Gensyn med det mest gemene menneske jeg nogensinde har mødt. Og sidste gang var ikke kønt..jeg erfarede rivemærkerne på hans ryg i badet. 

Gensynet med dette ulækre ulækre menneske...det var urealistisk..

Min mor græd som pisket. Måske på grund overgangsalderen, krammets lange varighed, min tudetur i tre uger, den uvisse fremtid eller håbet om, at idioten var kommet på bedre tanker.

Jeg blev undersøgt. Dette gav os lidt tid at snakke med hinanden. Det var SÅ surrealistisk.

Her sad jeg overfor et menneske, jeg havde været sammen med i fem år. Fem fucking år?!!! Gift med på hans initiativ og overtalelse. Fået et barn med på hans overtalelse. Rejst verden rundt med på min regning. Delt mit hjerte, sind, sorg, glæder, seng, krop og æggestokke med. Dét menneske jeg kendte aller bedst i denne verden, og efter den sidste måned havde jeg ingen anelse om hvem helvede dette menneske var? En skal af noget velkendt og bundrådden inden i. 

Han havde løjet for mig i et år? 

Han havde haft et forhold til et barn på atten i fire måneder? Han havde undladt at bruge kondom, så jeg havde fået urinvejsbetændelse - jeg begyndte at bløde i januar, og de var bange for at jeg var ved at miste eller føde barnet i uge 32. Sådan hang det ikke sammen. Det var hans værk. Hans løgne. Hans svigt. Min svie.

Dét menneske jeg troede, jeg skulle være sammen med resten af mit liv havde prøvet at slå mig ihjel? Mit livs kærlighed var i virkeligheden min morder??? Ganske vidst en super dårlig én af slagsen, siden jeg jo stadig var i live. Det er klart. Men hvordan kan man knalde med sin gravide hustru, efter man har knaldet en grønlandsk transvistit i kanalen (his words) uden kondom på den knap så cosy Cosybar? Dette var bare én af hans mange bedrifter i år 2013. Listen er lang. Sikke en helt. 

Jeg sad altså overfor dette menneske, jeg havde kendt i fem år. Et halvt årti.

Og jeg var ved at føde vores barn nummer to. Jeg havde lyst til at læne mig tilbage i sædet med popcorn og nyde denne forestillingen, lige indtil det gik op for mig at det var MIT LIV der udspillede sig på nethinden. Havde der været en nødbremse, havde jeg trukket den. Jeg havde lyst til, at han skulle skride hjem til sin teenager og bare blive væk. Samtidig frygtede jeg fødslen. Og han havde jo faktisk været en solid støtte ved første fødsel. Breathe. Just keep breathing. Breathe.

Vi fik lov at tage hjem og afholde Eskillios fødselsdag.

"Manden" kørte med min mor og jeg hjem i bilen. Han sad på bagsædet og sms'ede med sin teenager.  Måske var/er det alligevel godt, han ingen situationsfornemmelse har? For så havde han set, hvor ynkelig og sørgeligt et syn vi andre så/ser. Så ville han vide, hvor meget til grin han var/er.

Manglende fortand og fremskydende isse med en teenager i hånden. Verdens mindste knold til at holde hentehåret på plads, så de nye venner i form af gymnasielever ikke åbenlyst bemærker de FEMTEN ÅRs aldersforskel.

- men han passer også bedre sammen med en teenager med druk og bytur hver dag. Det er lige ham. Og hvor er jeg glad for ikke at skulle slås med hans druk mere.

Men sad jeg med et bord fuld af studenterhuer, hvis kors i kokarderne skinnende i bodegaens skær, og det eneste der skinnede hos én selv var ens fremtrædende måne - så burde man simpelthen få et klarsyn, se sig selv udefra, og tænke: "Hvad fanden har jeg gang i?" - og så luske pænt væk fra bordet, inden kommentarerne om "far," "onkel klam" eller "pædofil" begyndte at svire på Karrussellen - og ja studenterbordet og "manden" som eneste halvskaldede, øldunk-havende og i øvrigt fortand-manglende påhæng skete. Til stor morskab for mine veninder i tyverne som hurtigt spottede ham i mængden uden studenterhue, men med fremtrædende isse. Igen ikke helt uden underholdningsværdi. Det må man sgu gi' ham.

Herover ses den ellers forsvundne fader og hans mor med brillerne lige ved siden af ham.
De bedste bedsteforældre er ikke med på billedet.
Veganeren og solstrålen Bjørg nåede heller ikke med.
Opskriften på muffins kan til gengæld findes lige HER.
Herunder ses min søde fødselar og undertegnede.

Bemærk: Vand i ansigtet hos den ene og kage i ansigtet hos den anden.

 Vi nåede lige et smut forbi en dagens ret bestående af fiskefrikadeller, rødkålssalat og hjemmerørt remoulade. Veerne trak til. Og kæmpe tak til Smertefri Fødsel. Kl. 20:00 kørte min far os til Hvidovre Hospital.

 Hvem der bare havde så meget tid til at afprøve alle de stillinger under en fødsel. Det tog to timer.
Elvis has left the building!!!
Ikke så meget pjat. Intet smertestillende denne gang heller. Denne gang var det dog et valg.
"Manden" huskede at ae lænden under veerne - når han altså ikke sad og sov - og come on TO TIMER??? - så kan man vidst godt holde sig vågen.
Nedenunder et billede efter fødslen, hvor vandet har forladt ansigtet. Det er jo helt vildt, så stærkt det går!

 Morgenmad/brunch på Hvidovres regning. Makrelguf til morgenmad? Hmmm...

 Og herunder ses det lille vidunder. Perfekt helt ud til fingerspidserne.

Hvis læser håber på en happy ending, kan jeg hermed indfri læsers håb:

"Manden" skred fra sit kun et døgn gamle spædbarn og hjem til sin teenager.

Vi blev et døgn mere.

Jeg tvang "manden" til at tage tre måneders barsel, så jeg kunne gøre mit semester færdigt. Det sagde han skoleret også til min mor, at han skyldte mig efter alt hvad han havde gjort. At det var det mindste, han kunne gøre. Damn straight! (hvis man altså regner transvestitten fra) 

Selvsagt var det de værste tre måneder i mit liv. Et fuldstændigt selvdestruktivt projekt at indlede. 

Min logik var, at dette skulle ikke være året hvor dét udyr tog alt fra mig. Jeg skulle ikke gå på barsel, sumpe ned i tårer over tabet af vores tabte familieliv og dø lidt for hver dag. Nej jeg skulle bestå dét semester på universitetet, bibeholde en hverdag og sikre børnenes fremtid. 

Forestil dig det menneske, du elskede højere end livet. Efter fem år en del af dig selv. I har været alt igennem sammen. I blev forældre sammen for første gang. Pludselig finder man ud af, dette menneske har bedraget én i et år. Dét menneske man stolede aller mest på i denne verden, har bedraget dig. Din tillid er smadret. Din forvirring er komplet. Din og dine børns fremtid er uvis. Din selvtillid er ikke til stede. Og du skal til at finde dig selv som person igen - og nu alenemor til to små børn. Og dét menneske der smadrede din verden og verdensbillede, som du aller helst aldrig så igen, befinder sig i dit hjem. Dit køkken. Din stue. Dit badeværelse. Dit bad. Du fisker lange sorte hårlokker op af risten i badet og væmmes. 

Du konfronteres konstant med hans nyvalgte livsstil i form af bideSÅR i hans pande, rivemærker og bidemærker på hans arme og sugemærker ( oh yes ) på hans hals og arme - en usikker hilsen eller territorieafmærkning fra teenageren jovist, men bestemt ikke bidragende til en forsøgt bedste stemning i hjemmet. Mit hjem blev mit fængsel. Med en fængselsvogter jeg havde delt mit, bogstavelig talt, aller inderste med i fem år. Han havde misbrugt min tillid. Smadret min selvtillid. Og hånet min værdighed med sine altødelæggende løgne. Dette menneske skulle jeg se på dagligt. Et sandt levende helvede. Jeg aner ikke, hvordan jeg overlevede den dødsdrone. Men fokus måtte være børnenes fremtid. Det holdt hårdt. 

Masochismen stoppede den første juli, da semesteret sluttede.

Og ja gu fanden bestod jeg! Wuhuuuuu!!! Jokeren ville sige "klap dig selv på skulderen."

"Manden" forsvandt heldigvis ud af vores liv ( og sig selv og af sig selv ) og sank ned i druk, stoffer og teenager. Blev fyret fra sit caféjob, var ved af at blive smidt ud af "sin" lejlighed på grund af ikke betalt husleje og måtte tage imod teenagerens insisteren på at flytte hjemmefra fra sin mor.

Elvisio er startet, lidt tidligt, i vuggestue. Den samme som storebror Eskillio går i, og det kører super godt. Jeg er tilbage på universitetet fra en fantastisk lækker sommerferie med verdens bedste drenge. Vi har det fantastisk sammen! Og jeg er taknemmelig for hvert sekund af vores liv!

Alt kan lade sig gøre med verdens bedste familie og verdens bedste og dejligeste venner!

Det er en happy ending at være fri for sådan et egoistisk "menneske" - man skal sgu holde sig for god til dét. 

 - måske har de mere held sammen, hende har han jo allerede været utro. Hun skal være velkommen til at se sms'erne, der bekræfter hans løgne. Jeg havde selv værdsat sandheden i hvert fald. Så havde det måske ikke taget et helt halvt år at hele - så lang tid skulle der gå, før jeg fandt ind til mig selv igen.

BREAK BREAD BEFORE BABY LAUNCH

 Veganeren eller "Jøden" var nedkommet, næsten nedfaret til dødsriget, på tredie dag opstanden efter et skud morfin og et velfortjent hvil efter tre dages fødsel uden le grand finale.
Vi havde begge taget kurset "Smertefri Fødsel." Det var Veganerens initiativ, og undertegnede oplyste hende om at en så vanvittig oplevelse som at FØDE et barn aldrig ville blive smertefri. Af samme grund holdt jeg på, at jeg ikke skulle have flere børn. - måneden efter erfarede jeg, at jeg selv var gravid...
Første fødsel blev taget på rygraden. Uden nogen for for undervisning eller kurser. - kvinder har gjort det i årtusinder, hvor svært kan det være? Det kan vel ligesom kun gå én vej?
Det tog fire timer. Uden nogen form for smertestillende, for det kunne ikke nås.
Jeg fik at vide, at jeg med min "naturlige fødsel" havde klaret det til toppræstation. - jeg vil gerne understrege, at der er INTET naturligt ved at presse et barn ud i den ondeste smerte man nogensinde har oplevet. Og sagt mellem os, havde jeg haft muligheden, så havde jeg likvideret mig selv. Uden at tøve.
Nåh. Men jeg var åbenbart gravid igen. Panikken greb stille og kvælertagsagtigt om sig. Jordemoderen spåede mig en fødsel på kun to timer. - det hjælp næppe på skrækken. Tværtimod faktisk. Noget måtte gøres! Jeg magtede ikke at miste mig selv på dén måde én gang til.
Jøden havde fundet kurset om smertefri fødsel. Jeg var skeptisk. Men dét der gjorde udslaget var, at Anja Bay, der er kursets moder, havde haft den værste oplevelse ved sin første fødsel. Også hun svor, hun aldrig skulle være have flere børn ud fra den første forfærdelige fødsel. Også hun blev hurtigt gravid igen. Og så begyndte hun at indsamle empiri for at forbedre oplevelsen af næste fødsel. Den gik overraskende godt, hun følte at hun var med hele vejen.
Som I nok kan se, så jeg en del lighedspunkter og jeg var derfor villig til at give det en chance.
Alt andet end dét helvede jeg gennemlevede i 2012.
Jøden gik som sagt i fødsel efter vores tur i teatret på Blumenbach Instituttet, og undertegnede gik mod bussen. Det tog hende næsten fire døgn. Jovist kurset kostede 2500kr, og Jøden ville jo gerne have noget for pengene, men på fjerdedagen efter en endelig lur på Hvidovre overvejede hun at måske måtte det blive et kejsersnit...?
Det blev det heldigvis ikke. Det blev heller ikke en hjemmefødsel, som hun ønskede. Men det blev en naturlig fødsel, og hun var med hele vejen.
Vi mødtes elleve dage efter til en tur rundt i København for at finde fødselsdagsgaver til Eskillio. - der havde to års fødselsdag den følgende dag. Vi endte ved Antons Spiseri på Frederiksberg. Veganeren fik en vegansk sandwich med kartoffel, tomat og sennepsdressing. Undertegnede fik en laksesanwich, og Bjørg fik en tår mælk.
Sjovt nok havde jeg netop bemærket, mit hoved var begyndt at hæve. Som jeg sagde til Jøden;"Så er der ikke lang tid igen."
Vi gik hver til sit bagefter. De to gik mod Enghave. Og efter bollebagning og muffinsbagning om aftenen gik jeg i fødsel.

BIOMIO OG BLUMENBACH INSTITUTTET

Et besøg på BioMio med Veganeren før en forestilling på 'Blumenbach Instituttet' ved Dybbølsbro. - vi havde ingen anelse om, hvad sidstnævnte ville byde på. Førstnævnte har man jo prøvet før. Det er økologisk. Der er mulighed for både vegetarer, veganere og kødædere. Det er dog lidt for kantine-agtigt skønt beliggenheden er at finde i det ellers så happening Meat Packing District.

Man skal selv bestille maden ved kokken i køkkenet og drikkevarerne ved baren, hvor de smider din bestilling ind på dit kort som du til sidst afleverer ved kassen. I'm not a fan. Vi sad i det bløde arrangement frem for de høje borde, så det blev lidt mere hygge end kantine. 

Vi fik en Fitness Wok - det gav mening for de to højgravide at work out'en bestod i at indtage mad - med spidskål, kikærter, svampe, brokkoli, peberfrugter, teriaki sauce, sesam og korriander. Veganeren spædede tofu til og undertegnede tilvalgte kylling. 

Trods de mange lækre råvarer var smagen aldrig helt oppe at ringe. Vi bad om soya for at peppe retten lidt op. Det hjalp lidt, men retten manglede stadig smag, kant og spark. Bønner og kikærter er for de fleste melede og fortjener i den grad at blive krydret godt. 

Nåh. Videre til aftenens kulturelle og spændende indslag. Vi havde kun information om, at teaterstykket foregik på tre etager hvor publikum frit kunne begå sig. Vi skulle snart finde os selv midt i et fire timers langt interaktivt scenarie med psykoanalyser, antropologiske tests, lægetjek, suppe med Meta i køkkenet, messe og folkedans. - preparation til "vandet kommer" og vi var blandt de få udvalgte til at videreføre artens overlevelse. Ikke så små ting endda. Særlig virkefuldt var det at stå i et bælgmørk, koldt og fugtigt rum holdende hænder med ti fremmede mennesker under alarmen alle stemmende i til:

"Det er i dag et vejr - et solskinsvejr!

O, søde vår, så er du atter nær!

Nu vil jeg glemme rent, at det var vinter,

nu vil jeg gå og købe hyacinter

og bringe dem til en, som jeg har kær" under stærk ledelse af en ældre dame med skinger vibrerende røst blandt publikum. - og den højgravide der netop havde købt hyacinter dagen før for at glemme rent, at det var vinter - symbolsk for hendes mands utroskab - lod tårerne falde frit og følte et særligt sympatisk sammenhold blandt disse fremmede folk. Midt i dette omsluttende mørke mødte hun en anderledes fred med omstændighederne.

Som klokken nærmede sig elleve svingede de to højgravide sig op ad sporene ved dybbølsbro, oplevede af en uforventet forunderlig aften og med et bredt smil på læben over det fuldførte ved forestillingen. 

Efter en varm afsked gik den ene mod bussen. Den anden gik i fødsel. 

VARM MAD PÅ 42RAW

Et smut forbi 42Raw.

Veganeren havde været stolt af undertegnede - men hvad vælger man på et spisested, hvis motto er at varme maden op til 42*? Varm svamperisotto med portobello svampe der har været over de 42*, og konceptet er hermed overskredet.

En ret lækker juice bestående af gulerod, ananas og mynte. Rawfood risotto med portobello svampe. Ja det kunne man vel have sagt sig selv, at de selvfølgelig havde sparet osten væk. Fejlen ligger fuldkommen på min side. Indrømmet blankt. Hvad er risotto uden ost? I dette tilfælde velsmagende grød med lækre svampe. Jeg ville til hver en tid foretrække mandens svamperisotto. 

Men det er da et udemærket bud for en laktoseallergiker - eller veganeren.

Herefter fik vi en orange chokoladekage med hasselnød og raw chokolade. Det er da en form for gevinst at vide, kagen er spækket med sunde ting frem for sukker og fedt. Vi kunne sagtens have delt en, for den blev meget hurtigt for meget af det gode. 

Desværre har de ikke en towel dispenser, men en håndtørrer. I ved fra tidligere indlæg, hvad undertegnedes tanker er om disse.

NOER I NÆSTVED - NOGET AT NYDE

 Der er mange betænkligheder ved at skulle flytte fra Hovedstaden til provinsen. Kulturlivet er én ting, men i gevinst får man naturen. En bedre og flottere variation af årstiderne.
Min største skræk var spisestederne. Eller mangel på samme. For pizza og elendigt cafémad er her masser af. - ganske vidst ikke gode italienske pizzaer bagt i stenovn eller yderligere omtanke for oplevelsen. Nej. Kvalitet skal man lede længe efter.
Men en dag den 24. januar, præcis fire dage før mit verdensbillede ændrede sig radikalt, fandt manden og jeg denne café/blomsterforretning for enden af Jernbanegade. Café Noer's. Og det var faktisk som at være hjemme ( i København red. ). Her havde man en holdning til varerne og en forkærlighed til dét, man serverede.

Vi havde netop afleveret den førstefødte i vuggestue og blev mildest talt henrykte, da vi erfarede at kaffen var af perfektion.

Jeg, der var i ottende måned, fik en super lækker brunch.

Manden fik et brædt med fem forskellige tapas.

 En delikat lille og luftig omelet med ost og skinke.

 Café latte og en crossant - en følelse af at være langt væk fra provinsen og tættere på Provence!!

 I deres boutique kan man man købe en blomst, buket og gourmet varer med hjem.
Det bliver et klart JA her fra, og vi vender med sikkerhed tilbage.

FØRSTE KOP KAFFE I ÅR 2014

Så prøver vi. 

Årets andet måltid. 

Morgenmaden - der jo meget belejligt ligger lige efter blodprøverne - serveret af astronauterne. I was feeling lucky, og sagde ja til det meste. - måske af ren optimisme måske fordi at selv et maskeret menneske virker bedre at tale med end sit isolationsrum... Men hvor mange ord kan man nå at udveksle med en astronaut, der hurtigt er på vej ud og væk igen. Stemmen lyder smilende, men jeg ved jo faktisk ikke om hun smiler bag masken. Det kan ligeså vel være mit begyndende delirium? Jeg prøvede at holde på hende. Et fattigt forsøg i form af at høre hele menukortet og bagefter spørge interesseret ind til det. Ja. Tamt. Jeg ved det. But the walls are caving in...

Årets andet måltid. Yoghurt med lidt müslii. En ostemad og en måske kop kaffe - hvis den mavesyrede hals tillader det, den tillod først igår at lade lidt stemme komme forbi. Store fremskridt fra stue syv. Stooore fremskridt. 

Herunder eget toilet, hvis man skulle få lyt til at strække ben. Med klokkesnor og efterladenskaber fra et par af astronauterne i skraldespanden. - jeg har en gul papirssæk på stuen til det samme...melder E.T. den udstødte fra sin isolationscelle...godt nytår!!

Og i bedste E.T. stil har man da også fået smuglet M&M's ind i cellen - foruden lidt eksamenslæsning for jeg tror jeg har afprøvet alt, hvad sådan en elevationsseng har i sig. Great fun! 

Men fuldstændig ligegyldig viden i længden...

HOSPITALSMAD - ÅRETS FØRSTE OG ENESTE INDTAG

Her er et billede af det første, undertegnede har indtaget. En maveforgiftning eller svangerskabsforgiftning - lægerne har ikke helt bestemt sig endnu - sendte mig med ambulance på hospitalet. Bevares opkast i stride strømme er hårdt, men ikke noget alvorligt vil man jo nok mene. Det var også først, da det var mundfulde af blod jeg ofrede at jeg konfererede med min kære moder. Hun mente bestemt, jeg skulle efterses. Jeg var ikke rigtig til stede under ambulanceturen. 

Men befinder mig altså stadig med tilført vand i drop i den ene arm og bliver tappet for blod i den anden - bliver tilset af astronauter hvis identitet jeg ikke har gættet endnu, men dialekten er fra midtsjælland. Jeg føler mig som E.T. - infected og alien. Nuvel. Nedenfor ses mit første måltid siden 2013. Bløde pandekager med noget oksekød. Jeg håber, min afsyrede hals er i stand til at få noget ned. 

Godt nytår her fra!