ORANGERIET MED VEGANEREN

 Det blev endelig forår, og veganeren og undertegnede hoppede i Kongens Have - nærmere bestemt Orangeriet.

Den fine dåse var askebægeret.

Undertegnede tog frokostmenuen.

Imens det for veganeren var lidt vanskeligere. Det er det jo gerne for veganere med mindre, man befinder sig på en vegansk restaurant. Men tjeneren - som viste sig, at være en bekendt fra en film vi begge havde arbejdet på. Dengang var hun kok, men arbejdede nu som tjener - fik tryllet en vegansk tomatmad frem.

Og en kartoffelmad.

Og sørme også en dessert af jordbærsorbet - skønt den ser noget flødet ud - med bær og hvid chokolade.

BERLIN : HAMBURGER BAHNHOF - SARAH WIENER

 Geniet her havde nået alt på sin data-indsamlingstur og havde et par timer, før toget gik fra Berlin mod Danmark. Ergo var der lige tid til at smutte forbi Hamburger Bahnhof  inden take off. Der er mulighed for store skabe, hvis man har bagage med - modsat Hauphbahnhof er disse gratis.

Photo bomber. Men hun passede godt til genspejlingen af væggen bag mig. Så hun får lov at blive.

This always gets to me. Optical illusions. 

 Et smut på Sarah Wiener - for hvornår finder man noget igen på togturen på vej til Danmark, man har lyst til at indtage?

 Hjemmelavet rødbede-ravioli.

 Quark-knödel med blommekompot - jeg havde tænkt mig en apfelstrudel, men den var desværre udsolgt. Denne var...mærkelig. For en der ikke er specielt meget til desserter, var dette...ja det var fandeme mærkeligt. Både i konsistens og smag. Meget fast dej - på ingen måde let - med smag af vanilje. Blommekompotten var god til gengæld. Så den blev spist op. Knödlen not so much. 

  Robert Indianas 'Imperial Love' pop art skulptur foran Hamburger Bahnhof ledte mig for en stund til New York - nærmere bestemt hjørnet af Sixth Avenue og 55th street p Manhattan - hvis læser skal slutte med et stykke musik i tankerne, så bør Rage Against the Machines album 'Renegades' nævnes. Her er bogstaverne R A G E placeret over samme "tema" som 'The Love Sculpture' på Manhattan,  kunst i det offentlige rum, der er blevet fotograferet i uendeligheder og minder os midt i de neonglødende skyskrabere om noget så basalt som 'kærlighed'.

It's only love - give it away.

KUMA - JAGTVEJS JAPANSKE PARADIS - OG MOON DUO

Vi havde stævne i Pumperen/Pumpehuset og stoppede ved Jagtvejs KUMA for aftensmad, inden der skulle danses til måne duoen. Min ven havde hørt meget om stedet og glædede sig til at prøve det.

De stakkels unge mænd i køkkenet havde vurderet, at der ville være stille sådan en onsdag, men det væltede ind med kunder. De beklagede ventetiden. Det var helt okay, vi havde alligevel en del der skulle indhentes. Og selv om de havde travlt blev hver enkelt servering udført med største omhyggelighed og præsenteringen lige så. Som sagt så er det fantastisk at mærke, når folk gør sig umage, og man var ikke i tvivl om kokkens kærlighed for sin fremførte tallerken. Du har sikkert hørt om stedet, og det er der en grund til. Selv om de er forholdsvis nye på adressen, så er retternes renomé allerede rendt byen rundt. Sågar kokke fra Kiin Kiin kommer forbi. 

 Der er få siddepladser i den lille restaurant, og det er derfor også muligt at få maden med hjem. Alligevel vil jeg anbefale at få serveringerne ved bordet. Anretningen er simpelthen fantastisk, og ligefrem levende - forsøgt demonstreret på videoen neden for. Vi fik hver en okonomiyaki (japansk omelet) med shiitake svampe og kyllinge nanban ved siden af. Omeletten er den bedste og mest velsmagende, jeg nogenside har fået. Hver mundfuld var ren lykke. Så afstemt og så præcis i alle aspekter. Jeg drømmer mig stadig tilbage til hver en bid af den. Det skal prøves!!

Vi måtte videre, skønt vi kunne have taget hele kortet for smagsoplevelsens skyld alene. Maverne havde nok sagt stop på et tidspunkt. Vi cyklede mod Pumperen, gik glip af opvarmingsbands, men nåede da Moon Duo. Hvis du befinder dig på Roskilde Festival sommeren 2017, vil jeg anbefale dig at tage forbi Pavilion scenen fredag kl. 02:15. Trods tidspunktet tror jeg godt, jeg tør love dig at du kommer til at danse. Om ikke andet så til deres Moon Duoede cover af Iggy Pops 'No Fun'.

BANKERÅT - DØD - OG EN NY START

 De fleste kender nok til BankeRåt. Jeg selv frekventerede der, netop da jeg var kommet hjem fra højskoleophold, boede i kollektiv med veganeren i Nørre Søgade, gik på teknisk skole, lavede dyster kunst og interieuret her passede til den stemning (ikke som den Bo Bedre stil, der synes at regere og ligegyldiggøre diverse københavnske cafeer nu - dog bedre end 90'er svampen, indrømmet, der stadig er at finde hist og pist på provinsens malede vægge). Der var en rå æstetik - og det må alligevel høre til sjældenhederne, at man bliver skræmt af interieuret. Nuvel. Her var lamper af kropsløse dukkehoveder. Og udstoppede dyrehoveder med mannequinkroppe i menneskestørrelse af kunstneren Filip Jensen.

Jeg havde ikke været her i flere år, da jeg kom forbi. Der var sgu noget mærkeligt ved det hele. Som om det var helt skævt. Manden bag disken, ejeren, forklarede, at Filip året før havde taget sit eget liv (mental illness er sgu så forbandet ubarmhjertig og trist) og derfor var hans værker blevet taget tilbage for at opgøre dødsboet. 

Jeg ved ikke, hvorfor sådan noget altid rammer mig. Særligt sensitiv much? I en verden der bliver mere og mere kold og upersonlig med sociale medier, hvor folk ytrer ting (de måske aldrig ville have sagt, havde der været en direkte facial reaction - det gør det stadig ikke okay) som dødstrusler, voldtægtstrusler, videresender nøgenbilleder uden accept (jeg bryder mig ikke om ordet "hævnporno," da porno ikke behøver at være negativt, og ofte har disse usle individer intet at hævne - det kan ligeså godt være en fra samme by, der søger eller deler nøgenbilleder af piger eller kvinder de ikke kender - og må jeg benytte lejligheden til AT SKAMROSE PULTERKAMMERETS AKTIVISTER for deres pissefede indsats!! Ikke som den gængse victimblaming som blandt andet DR har bidraget til med "Pigernes eget ansvar?" - programmet havde nuancer, men shit for en titel - ville man bebrejde et offer, der var blevet udsat for røveri? Nej. Gerningspersonen. Hvorfor er det så, man gør det i sager om "hævnporno" eller voldtægtssager, hvor påklædning, at opholde sig alene, indtag af alkohol pludselig er en del af offerets eget ansvar for forbrydelsen?) eller stalker andre, er det måske okay stadig at have sine følelser? Hvor alle har pissetravlt med at være spindoktorer i deres eget liv og udstille hver en ting, de laver. Alt det smukke. Alt det fede. Jagte likes. Who the fuck cares? Det mangler nerve. 

Jeg selv har altid ment, at mit liv var så tilpas kedeligt at ingen kunne eller burde for den sags skyld interessere sig for det. Alligevel har jeg stadig en stalker. Om jeg begriber hvorfor. Her spiller sociale medier også en rolle. Måske havde hun bare levet sit eget liv i stedet for at forfølge mig, om de ikke eksisterede? Jeg ville/vil gerne åbne for en dialog med dette menneske, så hun kan komme videre. Men hun var åbenbart ikke minded for det den aften. Tilbuddet står stadig. Fair nok at man kan være betaget af et andet menneske. Men når man forfølger dette menneske på de sociale medier og in real life opsøger de steder jeg befinder mig så grænser det til sygelighed. Jeg tænker, hun/du må bruge umådelig meget tid på det. Hvorfor? Jeg vil gerne forstå det. Det må være super hårdt at opretholde det - i over tre år. Måske det kunne hjælpe dig til at komme videre at tale om det? Jeg er faktisk bare et menneske. Der sveder, bløder en gang om måneden, prøver at gøre de rigtige ting (såsom ikke spise sukker, minimere indtag af kød, kun købe økologisk fordi min samvittighed i forhold til dyrene og jorden ikke tillader andet, genbruge, købe genbrug frem for nyt, stoppe forbrugermentaliteten,  minimere mit forbrug af Manitou cigaretter, minimere mit alkoholindtag, være en god ven, en overskudsagtig og fantasifuld mor for mine børn), laver mad fra bunden, drømmer og føler ligesom alle andre. Hvorfor bruge tid på mig? Vil du gerne være min ven? Vil du gerne VÆRE mig? Ved du selv, hvorfor du forfølger mig? Har du prøvet at stille dig selv disse spørgsmål? Har du prøvet at besvare dem? 

Jeg tænker, livet er for kort til at leve andres liv. Du er ikke en del af mit liv, hvis det er den reaktion du ønsker for mig med din stalking. Dette er for din skyld. For i mine og mine venners øjne, må jeg fylde ret meget i dit liv. Og det er sgu da tåbeligt. Smid mig en mail, hvis du har lyst til at komme videre. Eller lad være. 

Jeg synes, det kunne være fedt med en udstilling omkring stalking - og det ville være fedt, hvis du ville deltage. Måske ville det hjælpe dig til at komme videre. Måske du ville få forståelsen af, hvordan jeg har oplevet din stalking? Jeg formoder, det er stukket helt af for dig og er blevet en slags...syge? Giver det mening? Tro mig. Jeg om nogen ved, hvordan det er at leve med en sociopat. Jeg ved godt, hvordan man mister sig selv med ham. Hende før mig sagde som det første til mig:
"Han ødelagde mig. Fuldstændigt."
Det var en lettelse at høre. Og vi havde nogenlunde de samme historier at fortælle. Havde jeg kendt hende før, havde jeg vidst at han aldrig ville ændre sig. Ikke fordi han ikke vil, for det skal der nok være øjeblikke hvor han vil, men simpelthen fordi han ikke kan.
Se ikke på hvad han siger, men hvad han rent faktisk gør.
Jeg ved, at der er stor succes (for det meste) med at ofre møder deres gerningspersoner under optimale forhold og begge parter faktisk får noget ud af det. Hvem ved, måske får jeg en forståelse af hvorfor du har stalket mig i over tre år? Men du skal vide, at jeg ikke gør det for min skyld. Det er faktisk kun for din skyld. Så DU kan komme videre. Jeg er fireogtredive, og du fylder ikke i mit liv. Jeg er helt og helt alenemor, så mine dage æder hinanden op i gøremål og stærk demonstration af simultan kapacitet. Du eller andre tænker måske: "Jamen hvis du bruger tid på det nu, må det jo fylde hos dig?" Ja det kunne man sagtens argumentere for. Og jeg ville også gerne berette præcis hvor omfangsrigt, stalkingen har været. Men løser det noget for dig/hende eller bidrager det til endnu mere selvretfærdigende grænseoverskridende adfærd? Jeg tror det sidste, og så kommer du aldrig videre. Du ved godt selv, hvor meget tid du bruger på mig, og hvor konfliktoptrappende du har været. Selv om det måske ikke er noget, du indrømmer overfor dine venner eller kæreste. Men du ved det. Og jeg ved det. Jeg medgiver, et forhold med ham kan drive én mod sindsyge. Men det er stadigvæk kun dig, der kan drages til ansvar for dine handlinger. 

Som sagt så blev jeg venner med hende før mig, da du overtog. Vi var blevet spillet ud mod hinanden, erfarede vi hurtigt. Hvorfor? Hvis vi ikke talte sammen, kunne vi ikke sammenligne historier og opklare de løgne vi var blevet fodret med. Vi er ret tætte i dag. Er det dét, du ønsker? At få svar? At sammenligne historier? At være tæt? Så må du lægge taktikken om. Du får ikke en konflikt. Men du bestemmer selv, hvor længe jeg skal fylde i dit liv. 

Jeg har intet udestående med dig. I don't care. Du fik besked om mig samme dag, jeg opdagede din eksistens. Du var på dét tidspunkt lige så uvidende som jeg. Det er tre år og fire måneder siden. Det er lang tid siden nu. Og jeg har aldrig været lykkeligere end, jeg er nu. Jeg er tilbage til den, jeg var før ham, and then some! Så vi har ikke noget udestående. Det er ikke for min skyld, jeg her giver dig den opmærksomhed, jeg formoder, du higer efter. Jeg synes måske bare, du burde gå op i dit eget liv i stedet for mit. Giver det mening?

Tilbage til BankeRåt. 

Jeg så mig om. Det var dét! Den store isbjørn i kjole og hvidt (ja ret mig endelig Mads Christensen - here's zero fucks to you and your patriarchy)!! Den var væk! Og strudsen skulle jeg senere erfare. 

Ejeren havde pludselig fået travlt med at udfylde de steder, værkerne havde stået. Det tror jeg gerne. Ikke et ligetil job. 

Jeg husker at have set en video med Filip engang, hvor han fortalte om sin kunst. Han sagde noget om, at han ikke så sin kunst som makaber. At det da var mere makabert at fjerne dyrs hoveder fra deres krop. True. Så det var det, han gjorde. Han gav dyrene en krop igen. 

Jeg fandt det ret fint.

Menukortet var i den grad også blevet forenklet. Fra at have en kæmpe brunchtallerken (jeg husker mest deres suppe, - som til tider fik liiiiiidt for meget fløde - cappuccinos og croissanter) hvor folk ikke spiste alt, og de derfor måtte smide en del mad ud, var de nu gået over til at folk bestilte hvad de ønskede at spise. Enkelt og uden madspil. Bedre for miljøet og deres budget. 

Jeg lystede hummus (den kunne sagtens trække meget mere hvidløg og smag), røget laks rillette og avokado med citron og sesam.

Den nye menu spiller fuldstændigt! 

Men der vil stadig gå noget tid, før jeg kommer forbi igen. Det gør simpelthen for ondt i hjertet ikke at se BankeRåts trademarks stå og byde velkommen, og grunden til manglet gør endnu mere ondt.   

'SPRINGTUR I TOSCANA' OG INDLÆGGELSE TIL FROKOST PÅ AAMANNS

Det regnede, og vi tog forskud på foråret og sommeren og smuttede i Grand for at se 'Springtur i Tascana' ('La pazza gioia' 2016) instrueret af Paolo Virzì ('Human Capital') med Valeria Bruni Tedeschi og Micaela Ramazzotti. Et kig på plakaten vil formentlig få beskuer til at tænke 'Thelma and Louise'. Det er måske ikke helt forkert. Jeg tænkte selv tanken i filmen. Disse kvinder bor dog på et sindsygehospital. Og hvor 'Thelma And Louise' er et drama og en roadmovie, er denne en komedie med flere nuancer.  Måske er det fordi, begge film handler om to kvinder, der ikke er i tyverne, der tager hånd om deres egen skæbne og trodser omgivelserne? Hvor mange film findes der, om to mænd der stikker af fra deres liv sammen? Jeg kan nævne de første fem. Men hvor er det befriende, at se en film om kvinder oppe i årene og kvinder der taler om andet end mænd. Jeps. Den består Bechtdel-testen. Jeps. Det var der, jeg ville hen. Der er ikke noget værre end, når kvinder passeret en vis alder kun kan spille mor- eller bedstemorroller. Hvorimod mændendes roller aldrig dør ud. Samtidig er det vidunderligt at se, disse kvinder sammen. De spiller pissegodt! Fra vanvid til følsom og ja jeg græd. Det er umuligt for mig ikke at græde, når det har noget at gøre med børn.

Mange har givet filmen fire stjerner, jeg synes nu godt den kan svinge sig op på fem (ud af seks mulige).

 Fra hurtigtalende italiensk til stille omgivelser hos Aamanns.

 Al den vegetarkost, jeg prøver at finde mig til rette i, havde efterladt en ubændig craving for råt kød hos undertegnede. Og siden jeg hørte Radiofortællingers 'To smørrebrødsdramaer,' havde jeg drømt om en frokost på Aamanns hver nat. Så jeg tog forsmag på sommerens (læs: Roskildes eller Kødbyens TARTAR bod) fristelser. 

 Tartaaaaaaaaar!!! - af okseinderlår fra Grambogård med løvstikke-emulsion, syltede beder, gelé og sprøde kartoffelchips.

 Medspiser og medsammensvorne LilleM fik en hønsesalat af kylling fra Gråsten med selleri, syltede roer, spinat, kyllingeskind, sennep og honning.

 Medsammensvorne insisterede på en fadøl - undertegnede mente, at det var voldsomt meget øl for en frokost - og fik sin vilje. Jeg er ved gud ikke vant til at drikke alkohol. Det sker højst et par gange om måneden eller slet ikke. Givet det ikke er så svire-agtigt, men man bliver jo ældre. 

"Hvordan var øllen," spurgte vores super søde tjener. 

"Den var...der var meget!" konstaterede jeg og forudsagede en latter hos ham.  

 Beklager stængerne. Deres restroom er meget begrænset, og jeg ville så gerne vise de fine fliser.

Signing off.

JAGTEN PÅ 'DEN BLÅ ANAMONE' OG GEO CENTER MØNS KLINT

 Sidste år gik jagten på Oldes minde fra barndommen om den blå anemones beliggenhed, og vi endte med at den blå balkan anemone ved tipoldernes grav. I år satte vi ud for at finde den ægte vare. Denne gang gik vi efter undertegnedes barndomsminde. Møns Klint. Og vi skulle ikke mere end halvtreds-hundrede trin ned mod vandet, før den var at finde.

 Akkurat så betagende som jeg huskede og forestillede mig den. Og ja. Jeg plukkede den. Det må man så ikke. Jeg erfarede, efter den lange rejse ned ad trapperne til vandet med en treårig på armen og op ad trapperne, at alle planter i området var fredet. Så jeg beklager. Dybt. Men eftersom de var plukket, ville det være åndsvagt ikke at presse dem. Jeg havde for en gangs skyld undladt at medbringe kalender - idet tasken skulle være så let som muligt - så det måtte blive i undertegnedes pung. Dette gav naturligvis bagslag, hybris, da der skulle betales i Geo Centerets café Sommerspiret og rødderne  sladrende stak ud af pungen. Kassérens formanende blik mødte mit skyldige og undskyldende blik. Jeg nikkede. I know. Han nikkede. Don't do it again. Og så snakkede vi ikke mere om det.

 Frokosten bestod af nedenstående. Ungerne fik hver en Dino Madpakke. Jeg tænker, det ville klæde cafeen at gøre al mad økologisk. Ja vi er i Udkantsdanmark, og det er måske ikke københavnere der benytter stedet mest, men nærmere tyskerne. Derfor vil jeg nu alligevel give denne opfordring videre. Der MÅ simpelthen være økologisk landbrug i lokalområdet. For vegetarer (her findes en vegetartærte med grøn salat og pesto) eller veganere vil jeg anbefale at medbringe en madpakke, og der er masser af betagende steder at indtage denne i området. Det er ikke gastronomi på højt plan og ikke værd at rejse efter. Men kombineret med en klatretur til vandet og en dag i Geo Centeret går det an. 

 Mormor og undertegnede delte denne oven på den grusomme stigning både ned og op fra vandkanten. Måske ikke økologisk, men i det mindste lokal. Og ja. Jeg har hypermobile led. Den er ikke brækket. 

Og nu til det fede! Fra interesseret til nørdet eller en børnefamilie med børn i alle aldre er Geo Centeret i den grad et oplevelsescenter, der henvender sig til alle. - hjemmesiden tager sig ikke lige så godt ud på computer som på mobil (eller Iphone i hvert fald). Den er virkelig flot! Fuld af lækre indbydende farver i stil med vandets farver på kalkgrunden. 

Indgangen for en voksen koster 140,- og 95,- for et barn. Men billetten er fungerer faktisk som et årskort, og man kan derfor benytte samme billet resten af året. Se dét er sejt! Tag den Den Blå Planet og ZOO!!

 Vi blev ved udstillingens start mødt af en formidler, der spurgte om vi havde lyst til den lange eller den korte introduktion. Det er bare så fedt, når man møder folk der bare ELSKER deres arbejde!! Vi tog den korte, idet bananerne allerede var strøget afsted. Udstillingen rummer mange stenfostre og fosiler, men der er i den grad også meget interaktivt at give sig i kast med. Der er  vand, is, ild, grus, luftblæsende montre (jeps elementerne er godt i spil), klatrevæg, tegneborde, skattejagt, 3D film, løbemaskine hvor man løber foran en skærm som en dinosaur eventuelt konkurrende mod en ven. 

 Her over ses eksempler på, hvad der indeholder kalk. Disse ting hænger i loftet, spændt fast med reb, der kan trækkes i nede på væggen.

Geo Centeret Møns Klint er bestemt værd at besøge!! Værd at rejse til og at besøge skulle man feriere i Danmarks sydspids og Knuthenborg ikke kan udfylde en hel uge. 

- men vogt jer for at jeres børn ikke rører ved legetøjet i butik Orkidé! Selv det i tyve centimeters højde er ikke til at lege med. 

Måske man så skulle fjerne det fra børnehøjde..? Eller sætte det i montre? 

Det var dog kun én af de arbejdende i butikken, der fik en hjerneblødning over at den treårige satte to dinosaurusser af træ (ikke pakket ind) til at kysse med hinanden og skældte ham ud. 

Chiiiiill woman.