24. maj 2017

FORSMAG PÅ KVINDERNES KAMPDAG PÅ TATE MODERN OG UNION STREET CAFÉ

 Gennem forsinket fly (hvor det mest feministiske læsestof geniet her fandt i udvalget, var Herbjørg Wassmos 'Disse øjeblikke' - jeg VIL SÅ GERNE læse litteratur af kvindelige forfattere, men jeg falder sgu altid i Dostojevskij i stedet) og frostgrader i det ganske danske land fandt jeg frem til femten grader i London til hundrede grader i tuben med galoperende struma og stadig summe på østerskortet - has it really been seven years..? Eight? - gennemstegt uden stank ankom undertegnede til hotellet. Først næste dag startede det stramme skema, så jeg strollede mod Tate Modern. Skønt den røde nederdel lå i kufferten, ville dette jo ikke være nok at foretage sig på kvindernes kampdag. Ikke for mig i hvert fald. Og et hashtag på dagen med #kvinderneskampdag eller #feminisme for likes får det helt ærligt til at vende sig i mig. Men sådan er det vel med alle vigtige ting, som folk bruger til at få likes? Som om kæden er hoppet helt af. #børnebrud efterfulgt af peacetegns-emoji. #voldsudsattekvinder og skålende øl emoji. What the fuuuuuuuck...? 
"There's a special place in hell for all women who don't help each other," som Albright sagde det. Og dette citat dukker især op i dette forår, hvor diverse aviser prøver at kridte en krig op mellem feministerne og feminismen. Og ja der er forskellige kampe at kæmpe inden for feminismen, men derfor virker det ikke at sparke ud mod andre inden for feminismen. That's not feminism.
Click-bate - og det er lige så ulækkert, som de der bruger vigtige sager til at høste likes.  
For dem der mener, vi kun skal hylde fordums tids kæmpere denne dag og ikke stadig kæmpe for uligheden - wake the fuck up. 
Equality for all. 
 Arrangementet bestod af talerne vist på billedet oven for - tjek det ud. Blandt publikum var det så tydeligt at se forskellen på fantastiske smeltedigel-London og den opdelte verden Købehavn lever i. Nu tænker du sikkert, hvorfor skriver hun ikke noget om det de kvindelige kuratorer talte om? Fordi det ligger på lydfiler, som måske - måske ikke kommer op her. Kvinderne talte om deres eget liv og viste billeder fra forskellige udstillinger. Som sagt kan du læse om dem på billedet oven over. Lige så vel som der skal flere kvindelige kunstnere på banen, udstillingerne, museerne, så skal der også flere kvinder ind som kuratorer. Ja kvinder besidder mange af stillingerne på diverse museer og udstillingssteder, men det er stadig et voldsomt højt antal mandlige kunstnere der udstiller der (for slet ikke at tale om brune, sorte, homoseksuelle, transkønnede, handicappede etc.). 
Billedet under er et screenshot af intet mindre end verdens fedeste rejse app. Via Michelin. Den kan, som alle andre, hentes på App Store. Jeg er forestiller mig, den er også er god om man er i bil, leder efter hotel eller seværdigheder. Til at finde restauranter i nærheden er den genial! Den fungerer således, at du slår den til hvor du står, og så dukker de restauranter op du er i nærheden af som er nævnt af Guide Michelin. Den bruger naturligvis internet, hvilket alle måske ikke har i udlandet. Find i så fald wi-fi. Det er dog et minus så lidt, der står om den givne restaurant udover den korte anmeldelse og at man linkes videre til restaurantens hjemmeside. Det tager både ekstra tid og data. Men det er klart det værd. 
Jeg fandt frem til Gordon Ramsays Union Street Café, da den var blandt de nærmeste. Se det gode ved at rejse alene og at spise alene er, at man stort set altid kan få plads. De havde fuldt hus, men der var plads i baren. Perfekt. Og perfekt udsyn til hele restauranten. Klokken nærmede sig ni, og undertegnede havde sidst spist en bolle i Lufthavnens Lagkagehuset. 
Lou Reed sang sagte ud af højtalerne, som jeg parkerede mig i siden af baren for det bedste vue. "Lookin' for soul food and a place to eat". Indeed. Hyggelig belysning, sidespejle og vejspejle på væggen. Og væggen under udsnittet til køkkenet fuld af polaroidbilleder. Forbandet rart at høre italiensk igen. 
Så hvad skulle man så vælge..?
Naturligvis truffle salame som antipasti...
og lardo med ...honning? Akkompagneret med et glas Pomino fra Toscana.
Fedt og sødt? Tjah den grottelagrede fedt smeltede på tungen som forventet, men honningen virkede næsten for stærk - jeg havde helst set lardoen kædet sammen med søde dadeltomater - men det var måske for oplagt...? Olie ristede brød croutoner satte tekstur på tallerkenen og mundfulden. 
Til primi blev det linguine med muslinger, oliven, toppeskud fra broccoli og chili. Flot grøn og velduftende af havets frugter. Knas af bitte brødstykker. Olivene var et saltbittert break. Fantastisk og fuldendt! Og jeg kunne ikke færdiggøre min tallerken.. 
Når man spiser alene, får man (oftest) samtaler med personalet. Da overtjeneren havde været forbi et par gange for at høre mig i retternes noter og prøve at lokke mig til at prøve flere retter, hvor jeg  beklageligt måtte kapitulere, bad jeg om regningen. Han kom med den og et krus med sorbet - han nægtede at sende mig ud i verden uden dessert. Han havde ret. Den var virkelig god. Citronsorbet med salvie. Wow.
Jeg bevægede mig tilbage over Blackfriars Bridge. 
Hjem til hotellet. 
Gik i seng med Herbjørg Wassmo og opdagede til min store genkendelses glæde, at hun skrev om Dostojevskijs Raskalnikov fra 'Forbrydelse og straf'. Den nok lettest fordøjelige af hans historier. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar