Jeg skulle forleden fordrive noget tid i Valby - lidt af en dødbider, hvis man da ikke tilfældigvis ejer en have i nærheden. Jeg havde af lettere fordrukne omstændigheder tabt min siamesiske tvilling og derved sået spindelsvæv af skår i den. Min tvilling måtte derfor under reparation hos iRepair for en stund. Halvanden time for at være eksakt. Godt så. Alle de ting jeg kom i tanke om, jeg kunne foretage mig imens indebar desværre min tvilling. Satans. Tænk sig hvor uundværlig den er blevet, og hvor hjælpeløs man er uden?
Nuvel på vejen hen til doktoren/kirurgen passerede jeg en nyåbnet café, som med det samme fangede mit øje. SNABEL B. Dén måtte jeg prøve. Jeg havde kigget langt ind af vinduerne, og konstateret at HER måtte jeg snart hen. Min første tanke var, at Kaffe havde fået en søster. Men nej. Og stedet byder da også på et mere urbant interieur end den tømmersnedkererede på Istedgade 90. - den meget elskelige ejer bag disken var nu også bekendt med den, og tog det som et kompliment. Rent faktisk mindede stedet mere og mere om noget, der var taget direkte ud af Berlin efter nærmere inspicering ( inSPISEring ).
Som billedet ovenfor viser, har de rigeligt at byde på. Jeg valgte en hvid kaffe og en africola...åh Gud de havde africola... Jeg havde ikke fået en sådan siden sidst, jeg var i Berlin... Africolaen var som altid god. Kaffen var i særklasse. Virkelig god.
Der er to vinduespladser, en lille lounge og siddepladser udendørs.
Her er hjemmebagte boller ( med tiden vil de udvide med morgenmad ) med ost eller hjemmelavet marmelade, africola og kastanjedyr i vinduet. For ikke at nævne verdens bedste vært, som tager sig overordentlig godt af sine gæster. For man er virkelig gæst her og en meget velkommen én af slagsen endda. Man kan underholdes af de forbipasserende på travle Toftegårsdsallé/Møllegade, den venlige vært, eller læse i de ældre dameblade som for eksempel Københavnerinden der blandt andet byder på gamle husgeråd om alt.
Det eneste, men det er er også det største, minus der egentlig er ved denne kaffebar, er at jeg ikke bor i Valby. For jeg ville ELSKE AT VÆRE STAMGÆST HER ( imens spiller titelsangen til Sam's Bar i mit hoved ). Berlinerhygge for alle retropengene med hjertevarmen liiige på rette sted. Max stjerner.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar