Vi glæder os - noma

Fredag den 19. august starter Copenhagen Cooking, og svirelivet glæder sig bravt!
Alle Michelin restauranterne i København deltager i år, så der vil være rig mulighed for at prøve én af dem af. - billetter frigives den 10. august.
Selvfølgelig vil der også være en masse andre interessante bud i hele København, så hold jer endelig ikke tilbage. Programmet kan ses på linket ovenfor.

Vi selv skyder festivallen i gang med at gæste noma.
Et glædeligt gensyn der sætter gisninger i gang om vores menu.
Er det denne gang, vi skal have dunhammere? Cirka de nederste fem-ti cm er nemlig spiselige, og resten af den to meter lange dunhammer kan man så baske gæsten overfor i hovedet med. Det skulle efter sigende være ganske underholdende at se på.
Eller skal vi have levende fjorrejer? Disse serveres i flamingokasser, og kan få selv det stiveste jakkesæt til at spjætte.

Og nu vi er ved noma, så lad os lige bringe en sød historie fra det virkelige liv.

Dreng på fjorten år har bord til en frokost på noma.
Han ankommer og får vist sit bord. Han lægger sin notesbog med blyant og kamera klar på bordet. Tjeneren spørger lidt ind til ham. Drengen har taget toget alene fra Jylland for at spise her og har alle sine sparepenge med til formålet. Han går meget op i mad og synes, at det de laver her er fuldstændig fantastisk. Men ingen af hans venner interesserer sig så meget for dette, derfor har han taget turen alene. Sparepengene har vel været fra hans konfirmation.
Tjeneren smiler anerkendende af den seje dreng og sætter en juicemenu i gang ( vinmenu er jo desværre ikke muligt ). Tjeneren fortæller René Redzepi om drengen i køkkenet, som beder tjeneren give drengen alt!
Drengen nyder alle tolv retter, tager billeder og skriver ned. Da han er færdig, beder han ydmygt om regningen. Tjeneren laver en bon på nul kroner og afleverer den ved drengen.
"Det er bare fordi, det har jo været helt vildt godt, så jeg vil jo gerne betale," undrer drengen sig til tjeneren. Tjeneren smiler til drengen og siger, at det er ordre fra Redzepi. Drengen måber.
Som drengen bevæger sig ud af restauranten, prikker tjeneren Redzepi, der netop er i færd med at give et interview til en spansk tv-station, på skulderen og fortæller ham at drengen er ved at gå. Redzepi afbryder interviewet, går direkte hen til drengen for give ham hånden og sige tak for besøget. - at det er præcis sådan nogle som ham, han gerne vil have der kommer og spiser på restauranten. Drengen smiler lykkeligt og uvirkeligt, lover at komme igen snarligt, men at det jo er lidt svært at få bord. "Du skal bare sige i telefonen, hvem du er så har vi altid bord til dig," forsikrer Redzepi og takker atter en gang drengen.

Jeg gad godt have set drengens ansigt, da han så regningen, ligeledes da han tog toget alene hjem til Jylland igen. Som at være blevet rørt af guds hånd.
Verdens bedste restaurant? - ja, det tror jeg nok.