SKUESPILHUSET : PORTEN TIL RIGET ER BEGYNDT AT ÅBNE SIG : RIGET MED LILLEM

Det er nok næppe gået nogen næse forbi, at undertegnede elsker LVT og 'RIGET' (1994). Derfor ærgrede jeg mig gevaldigt over, jeg ikke nåede det sidste gang. Måske var det ubevidst bevidst, for det er risky business at rode rundt med nostalgiens mesterværker. Jeg anede ikke, om der var bygget videre på serien eller om stykket genfortalte serien. Jeg havde dog en anelse om, det var det sidste grundet ovenstående pressefotoet.

Jeg elsker Skuespilhuset. Æstetikken virker direkte beroligende, det er zen for mig. Det er jo det arkitektur og design kan! Det kan skabe stemninger og indtryk. Jeg kunne bruge timer på det sted! 

- men at sætte én person til at styre garderoben på en kold januar-aften (hvor det må forventes, at folk har en frakke på), var knap så zen. Stakkels den kvinde der druknede i jakker og teatergæster. Vi nåede kun lige akkurat op på første balkon på anden række i midten af Store Scene, skønt vi kom en halv time før. Havde der været flere skabe, havde jeg gerne benyttet et sådant. 

Jeg er vild med, stolene ikke hænger  sammen på en række på Store Scene - der er altid en eller anden på rækken, der laver vilde ryk, så man er ved at falde ned fra sædet, eller sidder med sitrende ben. Armlænene skal også nævnes i denne sammenhæng, for her har man hele to for sig selv. Ja. Det kan synes som detaljer, men det gør alt sammen sit. 

Tæppet gik op og den velkendte intro udtaltes linie for linie af en ny blegeperson, imens de vaskede deres kitler på en røgfyldt scene i en permanent tåge: 

"Grunden under Rigshospitalet er en gammel mose. Her lå blegedammene engang. Her gik blegemændene og fugtede deres store lærreder i det lave vand for at lægge til blegning. Fordampningen indhyllede stedet i en permanent tåge. Senere byggedes Rigshospitalet her, og blegemændene blev skiftet ud med læger og forskere og landets bedste hjerner og mest fuldendte teknologi, og som kronen på værket kaldte man stedet for "RIGET". Nu skulle livet defineres, og uvidenhed og overtro aldrig mere kunne ryste videnskaben. Måske er det blevet for meget med hovmodet og den konsekvente fornægtelse af det åndelige, for det er, som om kulden og fugten er vendt tilbage... Små tegn på træthed er begyndt at vise sig i de ellers så solide og moderne bygninger... Ingen levende ved det endnu, men "PORTEN TIL RIGET" er begyndt at åbne sig på ny".

LilleM havde ikke set alle afsnit af serien, som undertegnede, og var godt underholdt. Jeg, on the other hand, havde lidt svært ved at se disse skuespillere som repræsentanter for 'RIGETS' ikoniske karakterer. Hvor 'Riget' i 1990'erne var det perfekte miks af gyser, drama, komedie, soap opera,   kærlighedsfilm, metafiktion og thriller, (på det tidspunkt var postmodernistiske film ret moderne eksempelvis 'Twin Peaks' (1990) og 'Natural Born Killers' (1994) ), syntes folkekomedien (à la Morten Koch) og gysergenren at være de bærende genrer på de skrå brædder. Kirsten Olesen gjorde det godt som fru Drusse, men hun var lidt for adræt og har en alt for venlig stemme. Der er ingen, der slår Kirsten Rolffes aka havhesksen Ursulas stemme. Helmer, til gengæld, skreg alle sine replikker i vanvittig udgave af den svenske læge i stedet for den egentlige optrapning af sindsstemning - det var ret trættende at høre på. Men de gamle mænd, som vredt tyssede på LilleM i starten af stykket da hun forsøgte at få et bolsje op af en pose, var godt underholdt ved hvert af disse overspillede udbrud. Det er måske en generationsting?

Den lille pige Mary var udstyret med en klokke for at skærpe publikums opmærksomhed - næsten alle skreg, da Mary med teknisk hjælp fløj ud over publikum som hendes sidste hvilested blev fundet. LilleM der er kommet her, siden stedet blev bygget, var meget imponeret og havde aldrig  oplevet Skuespilhuset være så moderne i sit udtryk. 

"Ting man siger i trediverne: "...er det ikke meget sent for sådan en lille pige at være oppe..?" - der sikkert er ældre end hendes udseende og højde afslører. Sekvenserne der plejede at indeholde parret med Downs Syndrom er virkelig fedt lavet, se billedet oven for. Tilsæt skuespillerne der siger replikkerne mekanisk (som i serien) samtidigt.

Vi var på vej mod trapperne, da den ene af et par tjenere standsede os og spurgte om vi drak rødvin. "Øhhh ja..?" svarede vi. "Ejhhh nu vandt I igen!" udbryder den anden. ...igen?

Nogle havde åbenbart bestilt rødvin, vand og peanuts, men ikke afhentet det. Det var det, vi havde vundet. Det passede os fint. 

ISHØJ : ARKEN : ELSKET AF PICASSO : PÅ TUR MED BØRN

 Vi elsker at tage toget på tur! Ganske vidst har undertegnede ikke kørekort, og har heller aldrig haft lyst til at tage det - skønt jeg er fra provinsen, OG er flyttet til provinsen igen. I disse tider kan det vel nærmest ses som et statement. Her ude har fol minimum to biler. Selv katten og hunden har deres eget køretøj. Any way den frihed folk med kørekort og bil taler om, ænser jeg ikke. Til gengæld er det sådan jeg har det på min cykel i København, hvor den står fast. Nothing beats biking in CPH. Hvor folk med bil gruer for en togtur, gør jeg det samme med en længere tur fastklemt i en bil. I toget er der plads til at tegne (ovenstående billede er et ud af tusinde. Ja. Det er drenge, og de elsker denne kunstpause (som Brandts kalder deres krea-rum) mellem os og næste oplevelse. 

 Denne gang var det Arken, vi skulle besøge. Yes. Man har set Picasso en milliard gange - faktisk også på Arken i 2008, da udstillingen hed 'Picasso og kvinderne' med MM. Man kan sige, der er sket lidt med fokus på de tolv år. Fra blot at være én kvinde ud af mange kvinder, er de nu gået til at være elsket af Picasso. Selv havde jeg ikke behov for at se flere Picasso-udstillinger. Men min ældste søn synes ikke, han tegner så pænt sammenlignet med pigerne fra hans klasse. Det er måske også rigtigt nok, at de adskiller sig fra hinanden. Men det gør jo ikke hans tegning til en dårlig tegning. Min tanke var at hive ham med på Arken, så han kunne se at et øje, næse eller øre kan placeres på den mest gakkede måde og folk vil stadig lave en hel udstilling med de billeder selv snart halvtreds år efter hans død. 

 Den mindste fangede faktisk godt, at dette var et kys.

 I forhold til at være genert over sine streger hjalp det faktisk min ældste at tage på 'Elsket af Picasso'. Han gav sig i krea-rummet til at tegne efter et sort/hvid billede, hvor han normalt ville have været for genert til dette. Den lille fik til opgave at tegne næse, øjne, mund og ører på et papir, klippe det ud og klistre det på et hoved på en anden tegning. 

 Arkens Café er og bliver et af mine yndlingssteder at spise, når det drejer sig om museers spisesteder. Deres altid fine tallerkner med udvalgte velsmagende små retter glæder mig hver gang. Jeg elsker, at børn er velkomne og at de er tilgodeset på menukortet. De fik en sandwich med citronkylling og flødeost, hjemmelavet müslibar, et stykke frugt og en juice.

Selv var jeg ude i en Picasso tallerken med citronkylling med saltede mandler, chorizo, salchichon, spansk lufttørret skinke med pesto af soltørrede tomater, cornichoner og oliven. 

Som altid, når der er cheesecake, skulle ældstesønnen og undertegnede dele et stykke cheesecake. Denne med en lækker syltet blomme. Mach cut til udstillingen 'Ung dansk kunst - samfundsprognoser'.

Som mor bliver man sgu helt blød om hjertet med to børn med så tæt et forhold til hinanden. Pseudotvillingerne. De kunne have sat sig med mellemrum mellem hinanden - eller valgt slet ikke at sætte sig - men billedet herover beskriver mine brødrene løvehjertes bånd så fint. 

RØNNEBÆKSHOLM KUNSTHAL : TRINE BOESEN : INTO DIMENSION : AUDIO & VISUEL WORKSHOP : MED VEGANEREN & BØRN

 Dagen var den 18. januar, vi tog på Kunsthal Rønnebæksholm for at deltage i lydkunstner og musiker Anders Mathiasen og kunstner Jakoob Mathias i forbindelse med Trine Boesens udstilling 'Into Dimension'.  

 Workshoppen var et samarbejde mellem Kunsthal Rønnebæksholm samt Billedskolen Storstrøm. Der er ikke noget federe end, når man besøger et sted (med børn) for børn og de folk, der er der, er helt gearede til at det rent faktisk ER børn, der kommer. Når alt appellerer til leg og nysgerrighed. Når de voksne er helt i øjenhøjde med børnene. Særligt Anders fik antændt en nysgerrighed og vilje til at udforske de forskellige dele på "lydbordet" i min ældste. Og selv om han fik lavet en vild eller høj lyd - som han selv kunne høre i høretelefonerne, og vi andre kunne høre over højtalerne - så modtog han ros for lyden. Dét er fedt - præcis sådan inspirerer man børn til at blive ved. 

 Jeg har sagt det før, og jeg siger det igen: Jeg ELSKER at mine drenge kun er to år fra hinanden. En slags pseudotvillinger. De har et utroligt tæt bånd, og er hinandens bedste venner. 

Kunstner Jakoob satte gang i tegneriet - for hvor henne må man lige tegne på væggene og gulvet?

Veganeren havde de to krøllede piger med, der er toogethalvt år mellem hendes børn, der satte i gang med at tegne My Little Ponys (min mindstes) og Barbie (yes, det er de nye med forskellige kropstyper og ikke den forældede utopiske). 

 Jeg ELSKER simpelthen, en af mine bedste veninder (og ældste venskaber) har børn på samme alder som undertegnede. Min yngste og hendes ældste, Duponderne, har deres helt egen verden sammen og et særligt bånd. De svømmede i hver deres mave, da deres mødre svømmede runder i DGI-Byen. De er født med fjorten dages mellemrum, og har kendt hinanden altid. Deres personligheder er meget lig hinandens, hvor min ældste og hendes yngstes personligheder ligner meget hinanden. Sjovt. 

 Overheads. Åh hvor har man set mange af disse i folkeskolen (og særligt én lærer brugte den også på universitetet - lyset er også langt mere behageligt end lede powerpoints).

 Dagen før havde vi været til sammenkomst med den ældstes klasse, hvor jeg havde lavet en vegansk ret bestående af:

Hummus på tortilla pandekage med avokadoskiver, lagt som en stjerne, granatæble, cashewnødder og koriander - inspireret af Mahalle i Nansensgade eller Birkegade. Dem havde jeg også med på vores tur.