23. september 2018

SENSOMMER : VALNØDDER - KVÆDER - KVÆDEMARMELADE - CHIAGRØD



Sensommeren takker så småt af, og efteråret begynder at vise sig. For jer, der bor i Indre by, er der måske ikke så meget at samle eller plukke. Men på landet eller i provinsen er der stadig meget at hente. Undertegnede har i gennemsnit spist tyve æbler om dagen den sidste måned på min tur rundt i det grønne ved siden af skriveriet. Og der er stadig masser af æbler at plukke! Jeg har et par naboer, jeg sætter en pose æbler foran deres dør i ny og næ. Særligt et ældre par der har boet på en gård, men som nu bor i lejlighed grundet deres alder. Dette resulterer i gaver den anden vej i form af marcipanbrød til bananerne. Så bliver man sgu glad inden i. Også selv om, man hverken kan lide marcipan eller Anton Berg. 
Nåh i går samlede Eskillio valnødder fra træet uden for vores vindue. Dem er han meget glad for. Jeg selv er allergisk over for nødder, men nød da at smadre valnødder med kagerullen i mangel af nøddeknækker. Ét slag per nød. 
Vi har også fundet kastanjer til at lave sæsonens obligatoriske kastanjedyr. Kastanjerne er ikke synligt store i år, men netop kastanjetræerne har været de første til at give op i denne hede sommer - hvis jeg ikke medregner undertegnede selv naturligvis. Elvisio ønsker at lave et egern af kastanjer, hvilket jeg endnu ikke har udtænkt hvordan det skal gøres... 
Kvæder. I dette tilfælde japanske kvæder. Også de spottede jeg på min tur rundt i naturen. Som sådan havde jeg ingen speciel plan med dem, men nu havde jeg jo fundet dem. Altså skulle de bruges til noget. 
Umiddelbart er japanske kvæder en pisseutaknemmelig frugt, eller de her var, for de er små, stenhårde og med umådelig meget forarbejdning uden det store resultat. Tjek størrelsen på kernehuset. Men hvor de dog DUFTER!!! De dufter så parfumeret, at man på ingen måde ville kalde det naturligt. Wauw! 
Og sikke et tværsnit! Det får I lige et closeup af. Mesmerizing eh?
Af bestanden blev der kogt marmelade plus et par deciliter vand og nok sukker til, det smagte. En masse arbejde for to glas' skyld. Var det umagen værd? Bestemt. Ville jeg gøre det igen? Absolut.
Og hvad skal man så bruge denne stive, syrlige og søde sag til? Tjah. Jeg kombinerede den med chiagrød. Denne chiagrød bestod af 6 spsk chiafrø, 4 dl kokosmælk, lidt havremælk og skyr ( økologisk vanilje var udsolgt, så derfor brugte jeg vaniljeskyr). En nat i køleskabet et voilà! Jaja det synes måske ikke af det vilde trylleri, men hvis man hver fucking morgen står klokken crap og laver havregrød i bedste sisifosstil og snitter eller river æbler til så er dette faktisk magisk at stå op til. 
Det skal lige tilføjes, at dette er dobbeltportion.

1 kommentar:

  1. Hvor kan jeg få fat i frugter af Japanske kvæder. Jeg synes ikke jeg ser dem i handelen.

    SvarSlet