2. juni 2020

COVID - 19 : DROP DIET CULTURE : BODY POSITIVITY : YOU DO YOU

Jeg skrev egentlig det meste af dette indlæg for over en måneds tid siden. Jeg udgav det ikke. Men som den sidste tid er gået, har det pisset mig mere og mere af. Og hvis nogen sidder og mangler dette indlæg til at få det godt med sig selv, så er det det værd. Here goes.

I disse karantænetider flyder kommentarer som ”jeg har taget så meget på af at blive hjemme,””udskyder bikinikroppen” (ALLE kroppe er bikinikroppe), ”Corona-karantæne-krop” eller folk går på kur eller begynder at træne grundet karantænen. Hvis du har en person i dit netværk, der er tykkere end dig, hvordan tror du så den person får det med sin krop? Hvordan tror du, den person tror at du tænker om hens krop når du klandrer din egen krop for at være forkert på grund af vægt? Hvad er det for et verdensbillede, du videre til børn (oftest piger) når du forherliger vægttab og tynde kroppe? Det er en hel diet culture og reklameindustri, der klarer dette helt fint selv. Alle disse kommentarer sender et budskab om, hvilke kroppe der er værd at elske og hvilke kroppe der er værd at have. Lige nu foregår der en kæmpe stigmatisering omkring, at tykke kroppe har lettere ved at få CV-19 end tynde kroppe. Tidligere på året handlede det om, at tykke kroppe udledte mere CO2 og var derfor en større belastning for klimaet end tynde kroppe. 

Jeg ved sgu ikke, om det har været min krop der altid har haft en fed timing, eller om tiden har haft en fed timing for min krop. Jeg har altid været tynd. Sygeligt tynd faktisk. I barndommen var jeg nærmere blå end bleg, for blodet skinnede igennem min hud. Jeg blev kaldt ”radmagre jagthund” af alle voksne i min familie. Men egentlig tænkte jeg ikke så meget over min krop. Det havde selvfølgelig været anderledes, hvis jeg havde været tyk. Tykke Thomas fra folkeskolen var ikke i tvivl om, at han var tyk. Og hvis han skulle have glemt det en dag, var der nok nogen der skulle være behjælpelige med at huske ham på det. 


 Spiseforstyrrelse 

I mine teenageår jeg fik bulimi, og jeg tænkte nu kun på min krop. Heroin chic var moden i halvfemserne, og jeg fattede tilsyneladende ikke at jeg allerede var der. Jeg havde på ingen måde behov for at tabe mig – det har kun de, der direkte får en advarsel af lægen. Det er altså et fåtal. Men nu er det også af helt andre årsager end selve vægttabet, at man bider på en spiseforstyrrelse. Det handler om kontrol. Jeg spiste ikke morgenmad. Min frokost bestod i at åbne køleskabet og indtage lugtene af mad for derefter at lukke det igen. Min aftensmad blev indtaget ved bordet sammen med familien, hvorefter jeg bagefter kastede alt op igen. Jeg kan stadig ihukomme mig smerten ved at have en ært siddende fast langt oppe i næsen. Jeg blev så ”god” til at kaste op, at jeg ikke behøvede at stikke to fingre ned i halsen mere. Min mor har hele mit liv været på kur og/eller snakket om at tabe sig. Hvor må det være opslidende ikke at føle sig tilpas i sin krop? Og ja hun var kun 20 år, da hun fik mig (min far var 21 år), så hendes konsekvenscenter var ikke færdigudviklet – også selv om det var en anden tid dengang. Selvfølgelig påvirker det én, at den du spejler dig i, ikke føler sig tilpas i sin krop. 
Da min bulimi var på sit højeste/værste, vejede jeg kun 52 kg. fordelt på 183 cm’s højde. Jeg blev ikke indlagt, da man havde alt for travlt med andre ting til at lægge mærke til mit forsvindingsnummer. Jeg klandrer ikke nogen her. Det er ikke det, det handler om her. Men det er en forklaring på, hvorfor der ikke blev taget hånd om dette. Der var heller ingen lærer, der spurgte ind til min vægt. 
Jeg havde, udover min vægt, masser af ting, jeg gerne ville ændre ved min krop. Der var stort set intet, jeg kunne lide ved min krop. Jo. Jeg syntes, mine hænder var ret flotte. De var meget skeletagtige, kan I nok regne ud. 
Jeg kunne nogenlunde acceptere, min vægt lå mellem 55 og 56 kg. Så det gjorde den for det meste. På dette vægttrin kunne jeg slappe af. På dette vægttrin kunne jeg lave lektier. Jeg vejede mig flere hundrede gange om dagen: efter en tår vand, når jeg havde tisset, før jeg kastede op og efter jeg havde kastet op etc. Konstant. En spiseforstyrrelse efterlader ikke meget tid til ret meget andet end den. Jeg gik i full blown panic, hvis vægten lå på 58 kg. og jeg hadede mig selv. Så blev der ikke lavet lektier. 
Jeg havde en idé om, at hele min verden ville bryde sammen hvis jeg kom op på en BMI der sagde at jeg var 'undervægtig'. Og gud forbyde det hvis jeg nogensinde ramte 'normalvægtig'. Jeg lå under 'undervægtig'. Jeg var så hamrende tynd, men jeg var langt langt fra glad eller lykkelig. Jeg havde det elendigt. 

Mine tyvere gik stadig med at være tynd, men uden at kaste op eller at sulte min krop. Jeg befandt mig gørende ting, som jeg havde lyst til. Jeg lavede film, kunst, havde atelier og produktionsfirma med mine bedste venner. Jeg boede sammen med Veganeren, Løghatten og siden Nordkvinden, før jeg flyttede sammen med en mand igen. Det havde jeg ligesom prøvet i gymnasiet og året efter, før jeg tog på højskole. Det kan man sidst nok komme til. 

Graviditet og struma 

Det er klart, at når sådan en krop, der aldrig bare har fået lov bare at være som den er, venter et barn, så tager hovedet en voldsom drejning. Der skulle rigtig meget mind control til at acceptere, at selvfølgelig tager man på når man er gravid. Efter graviditeten fik jeg struma. Forhøjet stofskifte. Så grelt at jeg skulle tage tre piller om dagen. Min skjoldbrugskirtel var simpelthen stoppet med at virke. Jeg mistede hukommelse, koncentration og overskud, og jeg tabte mig vanvittigt meget. Jeg havde det altid varmt, for hele min krop arbejdede på højtryk. Jeg spiste tre portioner aftensmad, foruden meget mad hele dagen lang, men jeg forbrændte det hurtigere end jeg kunne indtage det. Mit hjerte galoperede afsted, og min hvilepuls lå på 112. Jeg kunne ikke trække vejret ordentligt, da min skjoldbruskirtel klemte i min hals og på mit luftrør. Mine knæ rystede, når jeg gik på trapper. Min hånd rystede, når jeg rakte en arm i vejret. Jeg var svimmel, når jeg rejste mig. Jeg tabte pusten af at gå få skridt. Jeg var slap i mine muskler, der var umådeligt tunge. Jeg var stresset hele tiden og ulidelig træt. Jeg lagde mig til at sove samtidig med Eskillio kl. 19:00, men jeg var stadig lige træt når jeg vågnede om morgenen. Jeg kunne se på mine notater, at jeg havde været i skole. For det var min skrift. Men jeg havde ingen hukommelse af at have været i skole. 
Det normale tal for stofskiftet ligger mellem 0,5 og 5,0. Mit lå på 52. Havde jeg haft et svagt hjerte, så var jeg klart kradset af. Nu er det desværre ikke sådan, at det hele kommer fra den ene dag til den anden. Nej. Så havde jeg nok lagt mærke til det. Det kommer snigende, så du gradvist vænner dig til det. Da jeg kom på medicin, fandt jeg til gengæld ud af, fra den ene dag til den anden, hvor dårligt jeg længe havde haft det. 
Spørgsmålet er, om jeg altid har haft forhøjet stofskifte? På et mindre plan end dér naturligvis. Jeg har aldrig taget på lige meget, hvad jeg spiste. 

Under anden graviditet blev mit stofskifte normalt. Jeg havde overskud, og min hjerne fungerede fint. Der var det ligesom de ydre omstændigheder, der fuckede min graviditet op. Desværre kom strumaen igen efter fødslen, og jeg var tilbage til at skulle huske at tage mine piller for at kunne huske at tage mine piller. Jeg blev igen lige så tynd, som da jeg var seksten år. Jeg havde intet overskud. Jeg begyndte at få galdestensanfald fra månedlig basis til flere gange om ugen. Derfor fik jeg opereret min galdeblære væk. Heldigvis er jeg blandt de få, der efter fjernelse af galdeblæren, stadig får anfaldene. Yay! Det er dog de færreste anfald, der nu ender i ambulance, udrykning og morfin. Med tiden har jeg lært at tyde signalerne, før anfaldet er full on. Åndedrætsnød, en følelse af at skulle kaste op (uden at tænderne løber i vand, som hvis man rigtig skulle kaste op) og tiltagende smerte i solar plexus. 
Til mit held – der er folk, der må døje med dette hele sit liv – begyndte min skjoldbruskirtel at virke igen efter fem år. Jeg begyndte nemlig at få de samme symptomer, som gælder for for lavt stofskifte. Men altså dét troede man ikke på hos lægen i en by i provinsen, og holdt fast på at det var stress. Jeg tabte mit hår. Jeg havde ”vat om hjernen” - et udtryk folk med lavt stofskifte vil kunne nikke genkendende til.  Jeg græd det meste af dagen, når børnene var fulgt i institution, når jeg ikke sov. Jeg kunne ikke huske mine børns navne – men det var åbenbart meget normalt med stress. Sagde lægen. Jeg havde ikke kræfter til at cykle ladvognen, derfor foregik al transport af børn til fods. Mine hænder lignede manden fra ’Memento’s (2000), jeg havde ingen hukommelse. Jeg måtte skrive på mine hænder, at jeg skulle kigge i min kalender. Jeg kunne ikke selv huske at gøre det. Jeg kunne ikke nøjes med sedler på køkkenbordet, for jeg så dem ikke. Hænderne og fingrene lagde jeg mærke til, når jeg vaskede hænder. For det meste. I kalenderen stod, at jeg igen skulle tage kontakt til lægen for at få en henvisning til en endokrinolog. Efter tre måneder fik jeg endelig den henvisning, som jeg på mine grædende knæ havde tryglet om. Jeg regnede naturligvis med at skulle bruge lige så lang tid på at overbevise den interne mediciner, som jeg havde skulle bruge på provins-lægen. Da jeg fik henvisningen, fik jeg at vide at jeg selv måtte finde en intern mediciner (fordi hvis det nu var stress, så lader man bare patienten stå for sin egen recovery..?). I forhold til ikke at kunne huske sine børns navne var det ret vildt at genkende noget ved navn. Nemlig endokrinologen, jeg havde haft, efter første fødsel. Jeg skrev mine symptomer i en mail, da jeg ikke ville være i stand til at huske dem derinde. Da jeg kom ind, sagde han at med de symptomer havde jeg helt sikkert for lavt stofskifte og  at min skjoldbruskirtel var begyndt at virke igen. Jeg blev derfor trappet ned og ud af stofskiftemedicinen. Men for hver gang, jeg blev trappet ned, så fuckede det mit stofskifte op. Min skjoldbruskirtel hævede op og tog kvælertag på min hals. Jeg fik symptomer både for for lavt og forhøjet stofskifte i en måneds tid, indtil det havde stabiliseret sig. 
Jeg fik gradvist mit liv og hjerne tilbage. Og jeg begyndte også at tage på. Med en hjerne, der i så mange år har trænet sig selv til at tale negativt om sin krop, skulle der noget seriøs mind control til. Det lort jeg og diætkulturen har lært mig selv at tænke fra barns ben af, skulle omkodes. 

Jeg er kvinde. Jeg er mor til to fantastiske drenge. Jeg har former. Former der er helt naturlige at få, når man har groet to børn i sin krop. I mine teenageår during heroin-chik-halvfemserne ville jeg have hadet denne krop. Men faktisk er det en helt anden følelse, jeg har for min krop nu. Om det er sindet, der kommer i trediverne, eller tidens body positivity, ved jeg ikke. Måske en blanding? Min krop har former. Min hud er slap der, hvor den har groet liv. Den har strækmærker dér, hvor den skabte mine børn. Jeg er fuldstændig okay med, hvordan den ser ud nu. Faktisk synes jeg, den er flottere som den er nu end den tynde krop jeg havde for bare tre år siden. Jeg ville aldrig bytte til den og det mindset, der fuldte med. 

I takt med feminisme fylder mere, eller de fleste folk (forhåbentlig) bliver klogere, er body positivity/kropspositivisme (ENDELIG) også kommet til Danmark. Min aktivisme med feminismen startede med Nordkvinden efter bruddet med det værste, der har ramt mit liv (yes – børnenes far. Min eksmand). Hun anbefalede mig at se alt med Sofie Hagen. Det gjorde jeg, og jeg begyndte selvfølgelig at høre ’The Guilty Feminist’ med det samme podcasten startede i 2015. 
Sofie Hagen blev min helt (det er hende neden under på swimsuit shoot). My chik heroine. 

Oh hi, this is a photo of me taken from a swimsuit photo shoot in Dubai for a women's magazine. Objectively speaking, I look fucking hot as shit. So let's talk about 'the haters'. The post I made a few days ago on Facebook has naturally meant that a lot of people have commented with either extreme ignorance (dieting advice or pretending to be concerned about my health - in which case, go fuck yourself) or with vile and abusive comments.

This is - well, a lot of things.

It's normal. Terrifyingly normal. Exist online as a femme and this is what you get on a daily basis. Throw in some opinions as well and you might as well stay away from your timeline forever. So that's one thing.

I deleted all of the abuse at first. And banned the people from the page. Because it's annoying and I don't want any of you lovely people reading it and feeling sad. You might not be used to reading and disregarding these things like I am.

But I stopped deleting it - for two reasons. First of all, you guys were incredibly funny when taking on these trolls. I was laughing at how superiorly intelligent you were and how easy it was for you to make fun of them or destroy their arguments. Second of all, I was busy. 
And this is what I want to say and why I post this photo.

There are two kinds of people. Creators and destroyers.

No happy person feels the need to go online and attempt to make a stranger sad. These people who are making these shitty comments wear their vulnerability on their sleeves. No one writes "DIE U FAT BITCH" and then goes out for a nice meal with some friends and laugh and feel content. No one says "Fucking pig kill yourself" and then gets into bed with their soulmate and feels that pinch of true happiness in their stomachs. I am not saying that trolls are all sad men sitting in their mothers' basements - because as we've seen over the years, a lot of them walk among us. Lawyers, accountants (so many accountants), teachers, politicians. What I am saying is: They are so, so sad. So unhappy. So desperately miserable. 

Imagine feeling the need to do something like that.

They have groups as well. I was under attack (again) a few months ago and a friend of mine showed me a group online, where they were discussing their attack. Now, I had tweeted that I wasn't seeing any of the abuse - which was true. Twitter made it so that it filtered out accounts that weren't verified or that were reported as being abusive before. And the trolls were so *upset*. One was saying, "She is saying she can't see it! Is this real?!" and the rest were comforting him, "Don't worry, she can see it." and then they continued to tell me to kill myself on Twitter. It was... adorable? So much vulnerability, so much fear and self-hatred.

Which leads me to us - the people on the other end of the abuse. The creators. The activists. The people with empathy.

I was too busy yesterday to read or delete the abuse. I spent an hour with my therapist trying to sort out my shit. I then went to record two podcast episodes with some truly incredibly artists and activists who told me things that blew my mind and who enriched my life and my day. I had a lovely meal by myself - with dessert - as I listened to my favourite podcast created by friends of mine. I sat and wrote jokes for a few hours. Then had a lovely phonecall with my friend about his jokes. I then performed my regular gig 'Sofie Hagen is Alone With Other People' at the Phoenix Artist Club. And I saw seven of my colleagues just be hilarious and intelligent and happy on stage. In front of a sold out crowd full of *my people*. People were laughing. It was incredible. On my way home, I had a long and empowering chat with one of my best friends. It was then midnight and I was too happy to even care about the fact that a tiny war was happening on my Facebook fanpage.

There are people who spend their lives trying to spread joy or positivity and there are people who spend their lives trying to spread sadness and negativity.

Imagine being one of them. Imagine being that sad. And imagine being that deluded that you actually think that writing "DIE U FAT BITCH" would affect me in even the slightest bit. Bitch, I'm too busy doing swimsuit photoshoots in Dubai to die. 

For those of you who take the fights - who write the hilarious comments underneath the trolls' ridiculous comments - I have a suggestion. If you want to fight online, oh by all means, do. I respect and understand that completely.

But here is a thought: Whenever you see anyone post a vile and sad abusive message online - go find someone who receives it and give them love. For every abusive comment or tweet - send two supportive and loving tweets or comments to someone who deserves it. Or knit a scarf or paint a picture. Do something creative that makes you or someone else happy. Go share a video by a band that no one knows. Retweet a funny tweet. Tweet your favourite comedian that you actually just find them really funny. Spread joy and positivity and love.

Because, by the way, we're alone in this. 
Facebook, Instagram and 
Twitter 
aren't helping us. They are, on a daily basis, silencing women's profiles and ignoring reports about abusive and threats. I want you all to know that. The trolls are part of a system that works to their advantage. We can merely do our best to distance ourselves from the destroyers. And put a shit-ton of pressure on social media platforms to fucking take femmes' safety online into account.

But as of now: Do something incredibly nice to yourself. 

And if you read this whole thing and you're someone who's ever left a message online to a stranger, wanting their feelings to be hurt: Turn your life around, mate. Get help. Talk to someone. But not me, because I'm too fucking busy being hot in a swimsuit.

Peace. 
(Fra Sofie Hagens Facebookside 26. sept. 2017 - der er kommet meget og lige så fedt siden)

Hvordan ændrer du dit syn på din krop (og andres kroppe)?

Lad dit feed flyde over med tykke og ikke kapable kroppe. Du kan starte med at følge eller slette folk eller venner, der konstant poster noget med løbeture eller viser deres tynde eller muskuløse krop frem. De der fortæller dig, hvilke kroppe er rigtige eller forkerte. Alle kroppe er rigtige. 
Jeg har ret mange tykke mennesker i mine vennekreds, som jeg ser op til. Jeg elsker, hvordan de ikke gemmer sig på grund af deres krop. Jeg elsker, de tropper op i bikini så folk (oftest kvinder) kan se at man ikke behøver at gemme sig. Jeg elsker, de har farverigt og kunstnerisk spraglet tøj på som ikke er til at overse. Jeg elsker det! DE er mine helte! 
Jeg er ikke i nærheden af at kunne påkalde mig kropspositivisme. Dertil er jeg alt for privilegeret, I know. Jeg får ikke tilråb på gaden om at tabe mig. Jeg oplever ikke at blive kaldt fed, ulækker, lad, doven eller dum på grund af min krop. Jeg oplever ikke at blive behandlet dårligt eller nedladende hos lægen, eller i resten af sundhedspersonalet, som tykke mennesker bliver udsat for. Det er direkte usmageligt. Tykke kroppe oplever at blive filmet, blive taget billede af og latterliggjort. Der ligger så mange negative konnotationer i at være tyk. Ord som ”overvægtig” (og ”undervægtig” for den sags skyld) skal man helt undlade at bruge, da det insinuerer at der findes en normal vægt. Kroppe er forskellige. Den gængse overbevisning er, at det er usundt at være tyk. Derfor må personen jo være dum, når hen bliver ved med at se sådan ud. At det er et valg den tykke har taget. Hvorfor skulle man vælge at blive grinet af og hånet i offentligheden? Det er faktisk de færreste, det er direkte usundt for at være tyk. Tilråb handler ikke om omsorg eller bekymring for personens helbred. Som Inger Bols og Dina Amlund skriver, så er den stres og stigmatisering, som tykke kroppe er udsat for, langt mere sundhedsfarligt end selve vægten. Man behøver bare at se den fine dokumentar om fantastiske Jada (’Jada – Lillebitte kæmpestor’ (2019)) for at se, hvor lede folk kan være i forhold til tykfobi  og fatshaming. Og hun er ikke tyk?! Det handler om, at det er legit at fatshame. Det handler om tykfobi. Det handler om samfundets besættelse af at tabe sig, og at vægttab er det mest vigtige i vores liv. Hvorfor er det et kompliment at sige til nogen, at de har tabt sig? Hvorfor er dét pænt? Hvorfor er det en succes? Javel det gør det lettere at finde tøj, men det er sgu også et problem at tykke kroppe ikke har samme muligheder for at finde tøj som tynde kroppe har. Drop diet culture. Stop med at komplementere kroppe (oftest kvinders) for vægttab. I det hele taget stop med kun at komplementere kvinder for deres udseende. I don't. 

Jeg vil langt hellere se tykke kroppe, der danser, optager det offentlige rum og er glade end tynde og trænede kroppe der er på kur. Jeg kan ikke claime kropspositivisme, men jeg kan gøre mit for at sige fra over for folk der lader klamme kommentarer falde om andres vægt og kroppe. Hvilket jeg gør. I min familie, og andres så det har nok været tiden som tilrettelægger Alberte Clement og manuskriptforfatter og instruktør Anna Emma Haudal taler om i podcasten 'Tynd og glad?' (stødte på den i går, så den måtte lige med som anbefaling her også. Sådan er det altid. Hvis man er gravid, er alle pludselig gravide), har man altid kommenteret på kvinders udseende og vægt. Selv om jeg husker, at mine klassekammeraters mødre så langt mere afslappede ud i forhold til deres krop. Der var mere okay, at man havde en mave der lignede, at den havde groet børn. Nu er det et must at fjerne alle spor af at have groet børn i sin krop. Kvinder skal helst være naturlige, men det skal de i virkeligheden helst ikke. Menstruation, kvinders sexlyst, kvinders orgasme, fødsel, amning, post preggers krop, kvinder i fyrrene/halvtredserne, mormorarme, overgangsalder - gem det væk! Gem det hele væk!
Jeg står for sociale medier for to arbejdspladser. Det er det eneste tidspunkt, jeg poster billeder på Instagram. Og nej, det er ikke selfies. Det hjælper nemlig ikke at lade sig påvirke af sociale medier. Det hjælper både på ens selvværd, og så bekæmper det kapitalismen. For kors hvor handler alt om at købe - SÅ MEGET lærte en global pandemi os så alligevel heller ikke. Desværre. 
Måske stop med at tage selfies - I don't - og se dig i stedet for i spejlet. Gør som piseseje Tessa siger: "Sig du er smuk" og bliv ved med det. Sig det til din krop og bliv ved med det. 


Jeg hader, hvordan nogle folk spiller på tykfobien og fatshaming i disse tider til at fremme deres forretning via kostplaner og/eller træningsprogrammer. Jeg HAR været sygeligt tynd. Men det var ikke en særlig lykkelig periode i mit liv. Har man levet i spiseforstyrrelseshelvede, som optager dine tanker konstant, så ved man hvor svært det er at komme ud af. Og man vil måske nok altid have nogle rester af det. Derfor skal man virkelig huske at hanke op i sig selv from time to time og rose sin krop. Hvem ved, hvordan den ser ud om ti år? Hvem ved, om den lever? Nyd den nu! Vær god mod den! Snak pænt om den og til den! Ikke kun når den har tabt sig. Jeg kunne, som min mor, have brugt hele mit liv på at være på kur. Men jeg vil langt hellere være glad. ”I’d much rather eat pasta and drink wine than be a size 0,” som Sophia Loren sagde.

Jeg håber, at tiden er med dem de der lever med spiseforstyrrelser (både anoreksi og binge eating disorder). Jeg håber, de ser kropsaktivisterne frem for træningskroppene. Jeg håber, de ser ’Tykke Ida,’ ’Idas fede fatcamp’ på DR, følger Body Posi Panda Megan Jayne Crabble på Instagram, FedFront, Knee Deep in Life (fordi sociale medier og reklamer er så latterligt polerede og ligegyldige) på Facebook eller megaseje Sofie Hagen, som alle er med til at sætte en anden dagsorden end blot at være tynd. Det handler ikke om din krop. Det handler om, hvordan du har det i din krop. 
Det handler om, at folk skal stoppe med at udskælde kroppe. 
Kroppe er forskellige. 
Alle kroppe må godt være her. 
Også din!

1 kommentar:

  1. Jeg vil gerne dele mit vidunderlige vidnesbyrd om, hvordan jeg fik min mand til mit liv tilbage, jeg vil fortælle folk i verden, at der er en rigtig stavebeslag online og er magtfuld og ægte. Hans navn er Baba Wale Wiseman, han hjalp mig for nylig at genforene mit forhold til min mand, der dumpede mig. Da jeg kontaktede Wiseman, kastede han en kærlighedsspil til mig, og min mand, der sagde, at han ikke har noget at gøre med mig igen, kaldte mig og begyndte at tigge mig. For alle, der læser denne artikel og har brug for hjælp, kan Wiseman også tilbyde alle former for hjælp som Gensammenføring af ægteskab og forhold, helbredelse af alle typer sygdomme, retssager, graviditetstave, vi er nu meget tilfredse med os selv. Wiseman får ham til at indse, hvor meget vi elsker og har brug for hinanden. Denne mand er for ægte og god. Han kan også hjælpe dig med at løse dit ødelagte forhold. Jeg havde min mand tilbage! Det var som et mirakel! Ingen ægteskabsrådgivning, og vi klarer os meget godt i vores kærlighedsliv. Kontakt denne store mand, hvis du har problemer med en varig løsning
    via e-mail: babaidadawiseman01@gmail.com
    WhatsApp: +2348136951551
    Viber: +2348136951551

    SvarSlet