Endelig er den vildeste sommer ved at gå på hæld - en sommer der mest af alt har mindet om de somre, der kun eksisterer i barndommens erindring. Kan I huske det? Sommerferien og sommeren varede i evigheder, og det var altid godt vejr. Selv om det måske kun har talt to måneder i praksis. Tid var sgu også en anden størrelse dengang. Nu kan man nærmest kun nå at nyse, og så er der fandeme gået en hel uge? Nåh. Jeg håber, I har nydt klimaændringerne og fået en masse oplevelser i hus. Det har jeg selv - bevæbnet med faktor fitty, som yder nogenlunde beskyttelse for en ginger, hvor solen ikke kan trænge ind, men huden heller ikke kan ånde. Peeeeerrrrfekt.
Jeg var et smut forbi Cinemateket til deres pissefede arrangement, Edible Cinema, med LilleM. Forventningerne var høje, og vi var spændte. Ikke mindst på grund af at jeg absolut elsker instruktøren Jean-Pierre Jeunet ('Le fabuleux destin d'Amélie Poulain' (2001)) og hans samarbejde med instruktøren Marc Caro - de har også lavet 'La Cité des Enfants perdus' (1995) sammen. Jeg har elsket 'Delicatessen' (1991), siden jeg så den første gang. Og hvilken genistreg at anvende netop denne film til dette koncept! Filmen foregår i sepiafarver omkring en slagterforretning, der bærer filmens titel. Der er mangel på mad, og dette løser slagteren ved at ansætte en ny vicevært i bygningen. Alle i opgangen ved, at man skal holde sig inden døre om natten. Ellers ender man i køledisken hos slagteren følgende dag. Derfor er der tit en ny ledig stilling som vicevært i den opgang..
Arrangementet indledtes med en smuk aperitif.
Bagefter fik man udleveret en bakke med otte forskellige smage og konsistenser passende til filmens handling. Når man skulle åbne og indtage indholdet, lyste en mand nede ved lærredet det givne nummer svarende til nummeret på bøtten.
1. BIN DIVING bestod af et meget lidt tilberedt stykke rødbede. Hvilket måske ikke synes af noget særligt, men til det viste billede af en afhugget hånd følte konsistensen meget lig billedet.
2. GLUE spillede sammen med billedsiden, hvor der blev malet vægge. Det smagte virkelig af lim.
3. SMOKE & BUBBLES - alle de flydende væsker var meget voldsomme. Men nu er jeg heller ikke typen, der drikker noget 'on the rocks'...men den langhårde mand med krøller ved min side gispede også efter vejret. Han fik resten af LilleM's lim. Nu ved jeg ikke, om det er grundet at være flyttet til provinsen eller at have fået børn ELLER om det bare var DENNE OPLEVELSE, der fik folk til at interagere med hinanden. For mine erfaringer siger mig, at når folk er ude hvor de enten ikke kan bunde eller er usikre så begynder de at tale sammen. Måske for at tale sig selv til ro. Måske for at finde bekræftelse i andres uro eller uvished - og derved måske også en forsikring om, at deres egen er valid eller okay. Måske et forsøg på at skabe relationer i noget ukendt. Eller måske er det bare et nervøst træk, at folk bræger når de mister fodfæste? Det er også lidt af en tillidserklæring at spise ting, man ikke kan se. Og det man KAN SE, er en film om kannibalisme.
4. RIBBIT. Pasta med blæksprutte og kål entrerede la bouche, som underboen blev præsenteret og med det også hans måde at overleve madmanglen på i dette postapokalyptiske samfund: at opdrætte snegle og frøer over alt i sin lejlighed. Her var der virkelig mange, inklusiv LilleM, der ikke kunne spise indholdet. Det var også ret slimet og fisket.
5. BEDSTRINGS bød på atter en sjov konsistens. Her reparerede den nye vicevært en knirkende seng. Deraf fjederen.
6. AU REVOIR GRANDMA var den absolut værste. Bedstemoderen går ned ad trapperne efter sit tabte garnnøgle. Fælden var egentlig sat til viceværten. Men nuvel. Den lille pakke var pænt pakket ind, som var den fra slagteren, og inden i var en luns hærdet kød. Det var umuligt at bide af den, så sej var den - som man fik forestillingen om at en olde ville smage - jeg opgav og tog hele lunsen i munden. Det skulle jeg fortryde. Det blev meget kvalmt. Umuligt at tykke. Panikken tog over, og jeg sank dette seje holdkæftbolsje. Jeg mærkede denne luns hele vejen ned gennem spiserøret.
7. RED PILLS & LIGHTER FLUID - en sjov og uventet konsistens med pillerne, der ikke skulle synkes, men deles over og indholdet hældes i munden. Dette synkroniseret med billedsiden, hvor stakkels stakkels Aurore er i færd med atter et velforberedt, men mislykket selvmord.
8. UNDERWATER KISS. Pyhh afslutning med atter et spark af alkohol.
Alt i alt en fantastisk oplevelse. Det havde naturligvis været endnu bedre, om den eller de personer der have badet sig i myggespray havde undladt dette bad. Det sved i øjnene, og ødelagde lidt duftoplevelsen - som jo er det, man støtter sig til når man ikke kan se. Men det kan ikke hæftes på arrangørerne. Det var et perfekt og vellykket arrangement, som alle burde prøve.
Man bliver ikke mæt af "menuen," så man bør have spist først. Ellers bliver man hurtigt fuld. Tro mig. Det er mere en oplevelse af smagsprøver. Ikke et måltid.
Jeg anbefaler i øvrigt - hvis man er i Berlin - at tage et smut på Unsicht-Bar Dunkelrestaurant. Synet gør så meget for, hvordan vi oplever mad. Derfor bør man opleve, hvordan et måltid er uden. Desuden er det sjovt at ankomme, anført af blinde tjenere, i totalt og omsluttende mørke. Der er meget stille. Når man har været der lidt, bliver man mere fortrolig med at mangle en sans, og pludselig går det op for én at lokalet er proppet med sagtetalende mennesker. Man sænker derved tonelejet. Alle, de der kommer ind, snakker meget højt, når de kommer ind. Nervøsitet eller mistet fodfæste. Og så snart de har været der lidt, så sænker de også stemmerne, som de registrerer at være omgivet af mennesker de ikke kan se. Tjah. Jeg var der med en kæreste i 2007, der er sikkert lavet meget om - ikke at jeg ville kunne se det. Vi tog en surprise menu. Selvfølgelig. Man er vel en spade. Vi fik en suppe til at starte med. At hælde vand og vin op var fint. Man stak sin finger i glasset, og mærkede hvor langt man var kommet. Men Suppe? Yup. Det var over det hele. Men det var fandeme sjovt.
