BERLIN : HAMBURGER BAHNHOF - SARAH WIENER

 Geniet her havde nået alt på sin data-indsamlingstur og havde et par timer, før toget gik fra Berlin mod Danmark. Ergo var der lige tid til at smutte forbi Hamburger Bahnhof  inden take off. Der er mulighed for store skabe, hvis man har bagage med - modsat Hauphbahnhof er disse gratis.

Photo bomber. Men hun passede godt til genspejlingen af væggen bag mig. Så hun får lov at blive.

This always gets to me. Optical illusions. 

 Et smut på Sarah Wiener - for hvornår finder man noget igen på togturen på vej til Danmark, man har lyst til at indtage?

 Hjemmelavet rødbede-ravioli.

 Quark-knödel med blommekompot - jeg havde tænkt mig en apfelstrudel, men den var desværre udsolgt. Denne var...mærkelig. For en der ikke er specielt meget til desserter, var dette...ja det var fandeme mærkeligt. Både i konsistens og smag. Meget fast dej - på ingen måde let - med smag af vanilje. Blommekompotten var god til gengæld. Så den blev spist op. Knödlen not so much. 

  Robert Indianas 'Imperial Love' pop art skulptur foran Hamburger Bahnhof ledte mig for en stund til New York - nærmere bestemt hjørnet af Sixth Avenue og 55th street p Manhattan - hvis læser skal slutte med et stykke musik i tankerne, så bør Rage Against the Machines album 'Renegades' nævnes. Her er bogstaverne R A G E placeret over samme "tema" som 'The Love Sculpture' på Manhattan,  kunst i det offentlige rum, der er blevet fotograferet i uendeligheder og minder os midt i de neonglødende skyskrabere om noget så basalt som 'kærlighed'.

It's only love - give it away.

LONDON : FORSMAG PÅ KVINDERNES KAMPDAG PÅ TATE MODERN OG UNION STREET CAFÉ

 Gennem forsinket fly (hvor det mest feministiske læsestof geniet her fandt i udvalget, var Herbjørg Wassmos 'Disse øjeblikke' - jeg VIL SÅ GERNE læse litteratur af kvindelige forfattere, men jeg falder sgu altid i Dostojevskij i stedet) og frostgrader i det ganske danske land fandt jeg frem til femten grader i London til hundrede grader i tuben med galoperende struma og stadig summe på østerskortet - has it really been seven years..? Eight? - gennemstegt uden stank ankom undertegnede til hotellet. Først næste dag startede det stramme skema, så jeg strollede mod Tate Modern. Skønt den røde nederdel lå i kufferten, ville dette jo ikke være nok at foretage sig på kvindernes kampdag. Ikke for mig i hvert fald. Og et hashtag på dagen med #kvinderneskampdag eller #feminisme for likes får det helt ærligt til at vende sig i mig. Men sådan er det vel med alle vigtige ting, som folk bruger til at få likes? Som om kæden er hoppet helt af. #børnebrud efterfulgt af peacetegns-emoji. #voldsudsattekvinder og skålende øl emoji. What the fuuuuuuuck...? 

"There's a special place in hell for all women who don't help each other," som Albright sagde det. Og dette citat dukker især op i dette forår, hvor diverse aviser prøver at kridte en krig op mellem feministerne og feminismen. Og ja der er forskellige kampe at kæmpe inden for feminismen, men derfor virker det ikke at sparke ud mod andre inden for feminismen. That's not feminism.

Click-bate - og det er lige så ulækkert, som de der bruger vigtige sager til at høste likes.  

For dem der mener, vi kun skal hylde fordums tids kæmpere denne dag og ikke stadig kæmpe for uligheden - wake the fuck up. 

Equality for all. 

 Arrangementet bestod af talerne vist på billedet oven for - tjek det ud. Blandt publikum var det så tydeligt at se forskellen på fantastiske smeltedigel-London og den opdelte verden Købehavn lever i. Nu tænker du sikkert, hvorfor skriver hun ikke noget om det de kvindelige kuratorer talte om? Fordi det ligger på lydfiler, som måske - måske ikke kommer op her. Kvinderne talte om deres eget liv og viste billeder fra forskellige udstillinger. Som sagt kan du læse om dem på billedet oven over. Lige så vel som der skal flere kvindelige kunstnere på banen, udstillingerne, museerne, så skal der også flere kvinder ind som kuratorer. Ja kvinder besidder mange af stillingerne på diverse museer og udstillingssteder, men det er stadig et voldsomt højt antal mandlige kunstnere der udstiller der (for slet ikke at tale om brune, sorte, homoseksuelle, transkønnede, handicappede etc.). 

Billedet under er et screenshot af intet mindre end verdens fedeste rejse app. Via Michelin. Den kan, som alle andre, hentes på App Store. Jeg er forestiller mig, den er også er god om man er i bil, leder efter hotel eller seværdigheder. Til at finde restauranter i nærheden er den genial! Den fungerer således, at du slår den til hvor du står, og så dukker de restauranter op du er i nærheden af som er nævnt af Guide Michelin. Den bruger naturligvis internet, hvilket alle måske ikke har i udlandet. Find i så fald wi-fi. Det er dog et minus så lidt, der står om den givne restaurant udover den korte anmeldelse og at man linkes videre til restaurantens hjemmeside. Det tager både ekstra tid og data. Men det er klart det værd. 

Jeg fandt frem til Gordon Ramsays Union Street Café, da den var blandt de nærmeste. Se det gode ved at rejse alene og at spise alene er, at man stort set altid kan få plads. De havde fuldt hus, men der var plads i baren. Perfekt. Og perfekt udsyn til hele restauranten. Klokken nærmede sig ni, og undertegnede havde sidst spist en bolle i Lufthavnens Lagkagehuset. 

Lou Reed sang sagte ud af højtalerne, som jeg parkerede mig i siden af baren for det bedste vue. "Lookin' for soul food and a place to eat". Indeed. Hyggelig belysning, sidespejle og vejspejle på væggen. Og væggen under udsnittet til køkkenet fuld af polaroidbilleder. Forbandet rart at høre italiensk igen. 

Så hvad skulle man så vælge..?

Naturligvis truffle salame som antipasti...

og lardo med ...honning? Akkompagneret med et glas Pomino fra Toscana.

Fedt og sødt? Tjah den grottelagrede fedt smeltede på tungen som forventet, men honningen virkede næsten for stærk - jeg havde helst set lardoen kædet sammen med søde dadeltomater - men det var måske for oplagt...? Olie ristede brød croutoner satte tekstur på tallerkenen og mundfulden. 

Til primi blev det linguine med muslinger, oliven, toppeskud fra broccoli og chili. Flot grøn og velduftende af havets frugter. Knas af bitte brødstykker. Olivene var et saltbittert break. Fantastisk og fuldendt! Og jeg kunne ikke færdiggøre min tallerken.. 

Når man spiser alene, får man (oftest) samtaler med personalet. Da overtjeneren havde været forbi et par gange for at høre mig i retternes noter og prøve at lokke mig til at prøve flere retter, hvor jeg  beklageligt måtte kapitulere, bad jeg om regningen. Han kom med den og et krus med sorbet - han nægtede at sende mig ud i verden uden dessert. Han havde ret. Den var virkelig god. Citronsorbet med salvie. Wow.

Jeg bevægede mig tilbage over Blackfriars Bridge. 

Hjem til hotellet. 

Gik i seng med Herbjørg Wassmo og opdagede til min store genkendelses glæde, at hun skrev om Dostojevskijs Raskalnikov fra 'Forbrydelse og straf'. Den nok lettest fordøjelige af hans historier. 

BOTTEGA DELLA PASTA - TORVEHALLERNE - COFFEE COLLECTIVE

Når klokken runder frokost er der rift om pladserne på plads E4 i Torvehallernes hal 2. Bottega Della Pasta.

Stedet hvor den enorme pastamaskine kører i ét væk og spyer pasta ud i stride strømme. Man tilsætter blot en pakke tipo 00, så starter magien og maskinen klarer næsten resten. - som Löjhatti og undertegnede talte om, smed de nok bare hele høns i i forhold til æg ( måske kommer maskinen endda MED indbygget høne? ) e ecco lo! Så er der ravioli!  

Og hvor fantastisk med frisklavet pasta med parmesan og revet sort trøffel til frokost! Så bliver man glad!

Bagefter besøgte vi kaffebønnerne og kaffesekten.

Og nød lidt mokka inden weekenden startede. Macchiato og latte - og lidt fordøjelig læsning med henblik på at blive en del af kaffesekten på sigt. Vi hjerter kaffe

MARTINI'S PÅ CHRISTIANSHAVN OG MACBETH I OPERAEN (GULD OG BLOD )

 Vi tog forsmag på julegaverne igår, idet operaen af Verdi kun løb indtil den 14. december 2013. Og hvad var mere passende end italiensk mad før en italiensk opera?

 Vi gæstede Martini's - The Italian New Yorker - på Christianshavn Torv, der åbnede i slutningen af sidste år. Adressen er som bekendt Bottega's gamle lokaler.
Her er Frank Sinatra i højtalerne og generel god stemning - selv om køkkenet mister fokus, så snart bordene fyldes. Dejlige omgivelser med flotte Fil de Fer stole.
De rammer bredt med både pizza og burger.

 Manden havde klædt sig efter undertegnedes juice af ananas, appelsin, banan, hindbær og akacie honning.

 Vi var begge ude i en tre-retters menu.
Jeg valgte min favoritspise til antipasti: Vitello Tonnato - kalv med tunsauce med ansjoser og kapers og ... rødløg? Den var ny... - og faktisk udemærket.

 Manden valgte hans favorit: Carpaccio di Manzo - skåret filet med rucola, parmesan, olivenolie, citron og trøffeldressing. Desværre lidt underkrydret, men vi bad om salt og peber og fik hurtigt rettet op på ubalancen.

 Derpå fik han, efter en del ventetid, tagliatelle al funghi e tartufo: tagliatelle med skovsvampe og trøffelsauce. - det både duftede og smagte fantastisk!

 Ja disse lokalers historie lod mig ikke vælge andet end en pizza. Og med en stenovn i huset og et hurtigt blik på den skare af folk der konstant hentede pizzaer bag glasruden i take away'n, var valget ligesom taget på forhånd. Jeg valgte gorgonz og parmaskinke.
Og jo der ER faktisk en tallerken under den pizza på vores Sylvester Stallone bord. Og ganske som hos de gamle indehavere var stilen napolitansk - altså rigtig Turttle's pizza.

 Manden fik en virkelig god tiramisu.

 Undertegnede fik en pana cotta med blandede skovbær og coulis.

 Vi tog videre til aftenens forestilling.
Macbeth - den Shakespeare baserede opera af Verdi - iscenesat af teaterinstruktør Benedict Andrews, som i den grad er blevet sablet ned for forestillingen. Med kun to stjerner fra Politiken.
Salen var ikke fyldt. Musikken, trods det fine ensamble, kom ikke ud over scenen. Det samme gjaldt for opsætningen. Vi var dog begge begejstrede for lyssætningen, guldet og blodet.
...kvinden med den nøgne overkrop på stripperstangen var måske lidt malplaceret...

 Rygning på højt plan