BERLIN : FRIDRICHSHAIN : COMPUTERSPIELE MUSEUM : JA TAK

Fejring af 20 års venskab.

Lille M og jeg tog til Karl-Marx-Allee i Fridrichshain for at besøge Computerspiele Museum. Jeg er jo født i slutningen af 1982, og jeg har været med helt fra Super Mario Bros. platformspillet til Nintendo Entertainment System  (1985) - hvilket må være kommet til Danmark og min fætters værelse i slutningen af 19980'erne. Vi, min lillebror og jeg, havde kun et tv-spil, der mest mindede om Pong, men må have været en af klonerne med en knap at skrue på samt en affyringsknap.   

Jeg fucking ELSKER Mario. Og ja, jeg har selvfølgelig præget mine drenge med min kærlighed og nostalgi til Mario spillene. And just for the record: it's exactly like riding a bicycle. Da de var helt små, elskede de at se deres mor gennemføre de forskellige spil. Nu er den mindste endelig blevet nogenlunde til spillene, og dør ikke som det første i hver bane (med dertilhørende tantum over spillets uretfærdighed eller whatever). Og jeg elsker at se, hvor meget de her i vintermånederne får ud af at spille sammen. Hvor meget deres iver, mavekrampende latter og venskab fylder huset, imens jeg laver aftensmad i køkkenet. Det er sgu fedt. Det er også fedt, og plat bevares, når de beder om hjælp til baner, de ikke kan klare, og jeg træder ind i spillerummet (det hedder deres fællesrum til alle deres spillemaskiner) og løser deres problem uden at blinke. Plat. I know. Men for satan, jeg er en superhelt i deres øjne i det øjeblik! Og det skal nok snart ændre sig, nu de lige er blevet 12 og 10 år gamle. 

Summa summarum: Jeg elsker videospil (ja, det hed det) og Mario. Jeg var måske også den af os, der glædede mig allermest til at se 'Super Mario Bros' (2023). Men den mindste har det virkelig også vildt over Mario, så jeg havde én at dele spændingen med. Og vi glæder os til 2'eren, so der varsles med Yoshi-ægget i slutningen. Vi kommer!

Når man kommer ind på museet, og har betalt, er alle spillekonsoller og spillemaskiner up for grabs. Man må, forståeligt nok, ikke have mad og drikkelse med ind. 

Jahuu! Totalt glædeligt gensyn og nostalgisk øjeblik med Super Nintendoen, Mario og Yoshi. Shit, hvor har jeg spillet det meget!

Åh! Nintendo64 !! Dejligt gensyn! Vi nåede aldrig at have en SEGA eller playstation. 

Oh my God. Alle bilferiers redning når walkman eller senere discman'en blev for kedelig og man ikke kunne tage billeder med sin kamera (med film). Hvor er det vildt, hvor mange apparater man havde med sig - ikke så sært, at Salomon tasken var så tung. Og hvor er det vildt, at alle de ting nu bor i en mobil. Og hvor lyder jeg gammel med mine tanker. But so be it. 

Den her! Damn, hvor har mine barnehænder smertet af dette firkantede design efter timers spil med familie til familiekomsammen eller med venner efter skole - for det var en social ting for mig. Det var aldrig noget, jeg gad at spille alene. Det er vel det, børn oplever online i dag?

Intet spillemuseum uden arkadespil. Hello 1980'es!

Donkey Kong Arkadespillet fra 1991 - og hvem ses her som den lille Jump Man, der skal redde pigen fra aben? Korrekt. Figuren der bliver til Mario et par år efter:) 

Space Invaders. Oh My God. Hvor har jeg spillet det meget. Jeg husker, min far (født 1961) var vildt god til det. Det og flipperskiner. 

BERLIN BABY !!! : FEJRING AF 20 ÅRS VENSKAB MED LILLEM : UD OG SE MED S-BAHN : BERLIN MEDLEY

2023. Og dermed var det tyve år siden, at LilleM og jeg mødte hinanden på højskolen og blev smaskvenneforelskede i hinanden. Vi blev enige om, at det skulle fejres med mere end blot at spise sammen, men rent faktisk rejse ud sammen. Lil havde aldrig været i Berlin, og jeg har altid ønsket, at hun skulle opleve den. Det blev derfor hurtigt besluttet, at Berlin blev destinationen. Da Lille er panisk for at flyve og køre i bus, og jeg sidst fløj i 2017 og ikke flyver på på grund af dårlig klimasamvittighed og før har taget toget til Berlin, var det oplagt at tage toget til Berlin. Vi havde købt alt muligt med, hvis samtalen skulle slippe op. Men det gjorde den aldrig. Vi sad ved to ældre par, der havde lånt en lejlighed i Berlin. De var i 70'erne. Mændene sad over for os, imens damerne sad i båsen ved siden af. Vi skålede lystigt med dem. De havde rigeligt at drikke med. LilleM havde siddet sammen med dem siden københavn, hvor jeg tilsluttede mig selskabet i Ringsted. De to par havde kendt hinanden i et halvt årti, og de var meget optagede af vores mål med vores færd. Man kunne se deres øjne tage turen down memory lane, når de fortalte os hvor fedt det var, at vi havde holdt sammen i tyve år. Da vi skulle skifte i Hamburg, sørgede herrerne for at holde øje med os og at vi kom med toget. Det er der sgu noget fint over. Vi havde delt et fint øjeblik sammen på nogle timer, hvor de fortalte om deres lange venskab og vi om vores. 

Altid enestående smukke Philharmonie. Elsker denne bygning. Også ved skumringstid.  

                   

Jeg elsker simpelthen de imposante rum, som Berlin flyder over med. Hvor der er højt til loftet, og alt ser industrielt ud. 

Burgermeister. Og ja, det burde måske også trigge min klimasamvittighed. Det gør det også til daglig, hvor vi i husstanden lever meget vegetarisk og plantebaseret. Men vi er ikke længere vegetarer med flere veganske dage om ugen, som børnene bestemte for os i et år. Den kunne jeg godt gå med på. Efter det år ville de gerne have ost tilbage og køddage en gang imellem igen. Fint. Så gør vi det. 

Og ærligt, for én der har lidt af spiseforstyrrelser gennem sine teenageår, så var det rart at fjerne fokus på maden igen. Det fyldte for meget, og det gav mig nogle ubehageliger flashbacks af af en tid hvor hele mit liv handlede om mad, hvad der ikke måtte indtages og skammen over mad. Det var en mani, og jeg kunne ane samme tendenser i forsøget på at gøre aftenmåltiderne helt veganske. Jeg ved ikke, om det er et levn fra den tid, der bliver triggeret, eller om andre også oplever det. Det er i hvert fald rigtig sundt for mig ikke at have et overdrevet fokus på, hvad jeg spiser. De fleste kvinder er vel blevet indoktrineret hele deres liv til at have dårlig samvittighed over deres madindtag. Den typiske kønstereotype i gamle film, hvor mænd bestilte en bøf og kvinden en salat - og mænd blev irriterede over, at hun spiste af deres fritter. Hallo! Damen er sgu da sulten! Den salat dér er jo kun flere former for vand! No wonder she's hungry!

Næh. Men når jeg er på ferie, så skal jeg (også) spise som jeg har lyst. 

Boston Creme.

Memorial to the Murdered Jews of Europe.

En anden ting, der gavner miljøet når man rejser, er at finde rejsebøger guides på biblioteket. Herved får du den nyeste version, og du skåner miljøet i forhold til forbrug - det er de færreste, der vil have dine gamle rejseguides når du er træt af dem. Det er også fedt at være offline og være til stede i nuet (i det hele taget, men især), når man er på ferie. 

Et fif fra en af rejsebøgerne var business lunch på Qui med de andre business people - okay, vi var mere pleasure end business, men det passede perfekt med vores smut på Filmmuseet over for bagefter. 

En ting i Berlin: Boston Creme med Oreo. Jeg er egentlig ikke vild med Oreos, men det er min ældste. Derfor var jeg nødt til at smage denne - ellers havde han aldrig tilgivet mig.

Nu har jeg jo været i Berlin mange gange - det er nok den by, jeg har besøgt mest - og derfor har jeg jo fået krydset alle de typiske seværdigheder af. Men Lille havde jo aldrig været der, og netop derfor var projektlederen her dybt opsat på både at komme rundt om seværdighederne, men samtidigt også få de dejligste steder med på gåben. Dette resulterede i nogle gange at tage et par stop med U-Bahnen for at dukke op på gadeplan og se eksempelvis Brandenburger Tor. 

The Visit er bestemt et besøg værd - og vi ville netop nå det inden loppemarked og derefter toget hjem. Aner ikke, hvordan sørøverkortet/skattekortet i plastik kommer ind i billedet..?

Slut på en skøn tur. Bevæbnet med mere chokolade til drengene end, de nogensinde har set i deres liv.

Tak for turen, LilleM. Jeg glæder mig til de næste tyve år <3