8. marts 2019

8. MARTS : GLÆDELIG KAMPDAG !!!

Jeg har glædet mig virkelig meget til denne dag! Meget mere end jeg gjorde til min fødselsdag - og nej jeg hører ikke til dem, der har nedtur på over at blive ældre. Jeg havde virkelig bare glædet mig så meget til denne dag. Faktisk kunne jeg slet ikke falde i søvn i nat, fordi jeg glædede mig så meget! Ja eller..den sidste måned har den stået på søvnmangel og max. fire timers per nat. Jeg ved ikke, hvad der sker. (Struma much? I don’t want to jinx it)
Jeg havde en aftale med min mor om, at jeg tog børnene op, gjorde dem klar, satte dem til at spise havregrød, hun kom, tog over og jeg løb mod toget mod Politikkens hus og ‘Argumenter mod kvinder’ (af professor emerita Birgitte Possing, som jeg købte for lang tid siden. 1. Udgave. 1. Oplag.).
Men netop denne morgen var de langhårede hankøn ikke det hjælpsomme humør. Råben, skrigen og lettere slåskamp mellem de to - Elvisio havde fået til opgave at sørge for vitaminpiller til dem, men børnesikringen gjorde dette umuligt for ham og derfor mente storebroren at dette gjorde det i orden at prøve at flå det ud af hans hænder. Oh my God. Med serveret havregrød med rosiner og æblestykker var der pludselig fire minutter til togetsafgang, jeg stod stadig i nattøj, de forbistrede bananer tudede nu og jeg var ikke fri for at tænke at selv på kvindernes kampdag er det hankøn der dikterer dagsordenen. Jeg gjorde, hvad enhver anden dødelig ville gøre. Jeg begyndte at tude. Min mor kom således ind ad døren, og mødte os alle tudende.

Jeg tog det næste tog en halv time senere med blodskudte øjne og gennemvædet fjæs. 
Jeg fandt en plads, smed mine ting og nåede akkurat at høre resten af en monolog fra en mand i båsen ved siden af med tre kvinder siddende ved sig: “...det er bare bedre, når det er blandet. Jeg har prøvet det. Når det kun er kvinder på arbejdspladsen, så går der vare hønsegård i den. Der skal ligesom være en mand til at styre dem.”

Den ene af kvinderne, alle havde de passeret 55 år, kiggede op fra sit strikkeren: “Tror du ikke, du er lidt forudindtaget der?”

“Sikke noget sexistisk pis at fyre af!” sagde jeg højt og de tre kvinder skreg af grin og manden krympede sig. 
Back on track. 

Hvordan kan en mand vide, hvordan kvinder er på en arbejdsplads når mænd ikke er der? 

Dagens første dumme kommentar fra en ældre hvid cismand. Det bliver sikkert ikke den sidste, men efter en rask tudetur skulle der være plads til at kæmpe imod. 

Glædelig fucking kampdag der ude til alle køn! 
Så meget kærlighed til alle køn smides afsted her fra! 
Ses til demo på Vor Frue Plads kl. 16.15/16:30!

20. december 2018

NØRREBRO : POLITIMUSEUM & PLANT POWER FOOD MED LILLE M


Den lille havde i et stykke tid haft dette sted i tankerne, så vi besøgte PLANT POWER FOOD på Fælledvej 15 på Nørrebro. Et udemærket tiltag når tarmene skal sættes i gang igen oven på den kødfestival, julen som regel rummer for danskerne. Det var ikke december, da vi gæstede stedet, faktisk kom vi direkte fra Politimuseet på den anden side af vejen. Det var nemlig noget, jeg havde villet i lang tid. Særligt med deres særudstilling om 'Trusler,' som trods sagernes alvor er meget underholdende. Eksempelvis:

"KUN STORE SEDLER - HURTIGT! JEG ER BEVÆBNET OG HAR TØMMERMÆND"


TRIGGER WARNING: Hvis du ikke vil læse om mord, lemlæstelse eller voldtægt, så spring ned til under næste billede.



I øvrigt havde én af mine yndlingspodcasts pudsigt nok også nævnt stedet om mandagen. Podcasten hedder 'Mørkeland,' og jeg venter nærmest kun på at det bliver mandag når det nye afsnit udkommer. Det er to kvinder, det burde ikke være nødvendigt at nævne deres køn, men det spiller faktisk en rolle her i forhold til formidlingen. De er altid 100% inde i stoffet - det skal man jo være som kvinde, når man går offentligt med noget - og så hul i, at de ikke kender hele retsloven. Det er der seriøst én, der har skrevet i sin anbefaling af dem. Really? "I får topkarakter, meeen!" Det skal være spotless, hvis kvinder laver noget der offentliggøres. Det er en podcast om mord for fanden! Ikke jura. 
De tager udgangspunkt i offeret, hvor mordet formidles på en respektfuld måde. Der er så meget empati og sympati i deres vinkling af sagerne, undren og "hvis nu..". Nogle sager tages op netop for at skabe opmærksomhed på glemte og uopklarede sager. Jeg elsker deres perspektiv, hvor ofrene ikke bare er ofre, men mennesker.  Og luk nu røven med hvordan de taler. Who cases? Jeg ved godt, man altid må kommentere eller korrigere en kvinde - gu må man ej, men det gør man - men hør den nu bare. Det er en pissefed podcast. De er pisseseje! 

En anden podcast, der afsluttede anden sæson i går - hvilket jeg faktisk er lettet over, for jeg irriteres grænseløst over den. Alligevel kan jeg ikke lade være med at høre den, hvilket irriterer mig endnu mere - 'Myrdet' af de der to mænd, tales der om seriemordere. Og i dækningen af eksempelvis Fred West, en virkelig virkelig klam satan, jokes der ligefrem over at West voldtager sin datter og der grines...? 
Og så snart offeret er slået ihjel, bliver det til "liget". Og altså ikke længere nogens liv eller krop. Jeg er indforstået med, at den ene er forhenværende politibetjent og måske derfor er farvet med denne labelling. Det er nok en måde at håndtere så grelle hændelser i sin hverdag på. Det bliver dog en anelse for klinisk, kynisk og for tingsliggørende for mig. Vi har trods alt § 139. i Straffeloven, der straffer "Den, som krænker gravfreden eller gør sig skyldig i usømmelig behandling af lig".
Jaja "boys will be boys" (og nej "boys will grow up to be responsible and respektable men), men det er ikke just et ajour værdisæt man tillægger dem. Piger og/eller kvinder der voldtages eller myrdes på brutal vis får ikke den store reaktion. "Så er vi ligesom i gang," fornøjes der. Måske er man bare for vant til misogyni og kvindedrab? Det fik mig til at tænke på denne mand, der prøvede at få mænd til at sætte sig ind i kvinders situation.  For det eneste der egentlig får nogen reel form for reaktion er, hvis seriemorderne skærer i drengebørns kønsdele. Yup. Og det ér frygteligt, men det er en meget meget lille brøkdel af, hvad de ellers fortæller om. Grunden til, der overhovedet kommer en reaktion omend lille, er, at den ene har fået børn. Og mit gæt er, at han kun har fået drenge. Som når mænd kan forstå noget af kvinders utryghed eller liv begrundet med: "nu har jeg selv fået piger" - fordi du har fået en datter, kan du nu sætte dig ind i kvinders situation...? Man spekulerer på, om de i deres lange liv slet ikke har været "udsat" for hunkøn før..? Mor? Mormor? Søster? Veninde? Nabo? Kollega? Kæreste? Anyone? No?

Any way støt op om 'Mørkeland,' de er fandeme gode. De er ulønnede, de gør det i deres fritid og de hæver i den grad niveauet af podcasts. Jeg ville ønske, der var flere kvinder på banen dér - som når man har set 'Girls,' 'Insecure,' 'The Handmaid's Tale,' 'Pose,' 'No Offence,' 'Killing Eve,' 'Divorse,' 'Big Little Lies,' 'Better Things,' 'Orange is the new Black,' 'Sharp Objects,' 'Heathers,' 'She's Gotta Have It' eller 'The Deuce' og endelig fatter, hvor rart det er at se sit eget køn repræsenteret. Og ja sådan må POC, homoseksuelle, transkønnede og alle de andre køn have det hele tiden. Selvfølgelig. Men det er ligesom først, når man præsenteres for noget andet at man egentlig lægger mærke til "det normale" udbud. 
I de fleste film spiller kvinden blot en mor - for det meste uden navn - eller er et stykke kød. Der er overrepræsentation af mænd i film, og det er ikke homoseksuelle roller. I øvrigt sørg for at se 'Call Me by Your Name' (2017), den er ret god. Og har du ikke set 'Ditte og Louise' (2018), så gør det! Jeg var målløs over, hvor mange pointer de får med - uden at mange nok lægger mærke til det. Og så er den virkelig sjov. Som i, jeg havde regnet med at smile, men jeg grinede ufrivilligt højlydt så tårerne trillede. Og ja jeg var alene. Tænk sig, hvis 'Klovn' kunne andet end "drengerøvshumor," men faktisk ændrede verden til det mere positive? Og tænk sig hvis mænd også gik ind og så en film med to kvinder i hovedrollen? (en skidegod artikel, ikke at det sexistiske Ekkokammer fortjener hits, men Laura Dyhrcrone gør det sgu godt her.) Desværre har ikke så mange set dygtige Ditte og Louise, som man kunne ønske sig, men den barnlige 1990'er agtige 'En frygtelig Kvinde' kunne trække fulde huse...? Åhh Danmark hvor har vi dog langt igen...siger jeg med nedslået blik (ja jeg har set den - da jeg ligesom havde vagt og skulle vise den. Den var så dårlig, at jeg var mere interesseret i dens  locations. Og hep hey! Der var sgu da Gravens Rand?) 
Få set 'Ditte og Louise' - også selv om du er en mand eller måske netop derfor. Den handler ikke om at sable mænd ned, men om samfundets normer. Og ja måske nogle mænd ikke tør, fordi "hvad nu hvis de blev tvunget til at se indad!!" eller, gud forbyde det, "vise hensyn fremover!? GISP!" - som de lige nu flyder over med på facebook af krænkelser over, at nogen er blevet krænket. Det er sgu da ironi, der vil noget. De skriger og råber op om "krænkelseskultur," hvilket de er så krænkede over at der kommer det ene opslag efter det andet. Gerne hvide mænd. 'nuff said. En Grundtvig sang "..den danske sang er en ung blond pige.." - for det første hvad er det for noget nationalistisk pis at forsvare og insistere på at synge? - for det andet ad. I øvrigt er jeg PISSETRÆT af, at al respekt over for andre mennesker skal latterliggøres med "svenske tilstande" tihihihi. Denmark - you should only be so lucky. Dét er præcis, hvad vi burde stræbe efter. Og at blive lige så ligestillede som Island. 

Man kan undre sig over, hvorfor Mofibo støttede de to mænd frem for 'Mørkeland'. Var det grundet "kendisfaktoren"? Eller var det noget andet? 
'Mørkeland' har lavet 41 episoder, foruden 'minimord' en slags digitalt postkort, de har været i luften siden 20. februar 2018  ('Myrdet' har lavet to sæsoner på i alt tyve episoder siden 7. juni 2018). 
Hver  fucking mandag? Det er ret vildt.
Raw og dehydrerede snack.

Vi valgte brunchtallerken med ruller af rispapir med spirer og agurk. Patè af champignoner. Karrysalat. En halv avokado med tahindressing, ristede nødder og sfærer af balsamico. Bagte svampe med rosmarin. Raw kiks med kul.
Alene æstetikken er værd at komme efter.

12. december 2018

HENNE KIRKEBY : HENNE KIRKEBY KRO : VORES HENNE

Turen gik rask afsted mod WAAAAARDE ad motorveje for at inkassere en længe ventet og udsat fødselsdagsgave. Med pitstop et eller andet sted på Fyn hvor vi tog en rasteplads med noget natur vue. Undertegnede havde lavet porre/bacon tærte om morgenen forsejlet i flamingokasse og kolde gule Kinleys til. Hvid dug (arvestykke fra min oldemor), frokosttallerkner og rigtigt bestik til. Man skal altid huske at træne maven op til at indtage otte retters menu, det nytter ikke noget at holde igen hele dagen. Det hævner sig senere. True story. 
Vi nåede Waaaaarde, men ikke eftermiddagskaffen på Henne Kirkeby Kro. Nuvel. Vi fik vores værelse i Staldgården. Der var omtrendt tredive minutter til, vi havde bord. Vi inspicerede og afprøvede alt på værelset, som de spader vi er, og tog en øl med på ryge/spadsertur rundt på matriklen. Gloede ind af de fleste vinduer, mest køkkenvinduerne, hvor visse døre åbner når man står for tæt på.
Papadam med chutney og frisk fra haven. SÅ var vi i gang!
Hennes egen lufttørrede skinke. 
Havens kartofler og porre med friteret Gillardeau østers. Ja den her var klart en af de tre bedste. 
Kyllingelever (som mine øjne nægter at læse på andre måder end "kylling elever") parfait med syltede valnødder og trøfler. Hvabehar! Needless to say this was like touching God. 
Blæksprutte kimchi. 
Han Solo brødet - de har god erfaring med at døbe deres brød, så bliver det bedre. Der har således eksisteret et Helena Christensenbrød også. 

Havesmør. Et kunstværk i sig selv. 
Cannelloni med kammusling og hummer og røget smørsauce. Den var vidunderlig. 

Stegt pighvar med citroncurd, oksehale, baby løg og rødvinssauce. Surf'n'turf. 

Label Rouge and l'orange. And er jo bare altid perfekt.

Brilliant savoring og efterårstrøffel. 
Paul's modnet aftenost, hasselnød og sort honning. 


Æble tarte fine, Calvados karamel og brunet smør is. 

Mørk chokolade Delice.
Kirsebærsorbet. 
Vi var ude og ryge nogle gange. Vi bad vores perfekte tjener, Emil, om lov. Vi ville jo ikke være til besvær - selv om vi spurgte ind til alt - så da ingen havde ænset at vi var kommet ind anden eller tredie gang, fandt vi selv den gemte garderobe og hængte vores overtøj op. Selvfølgelig var der numre på bøjlerne, og selvfølgelig vidste vi ikke hvad vores bordnummer var. Så lidt efter kom Emil hen til os ved bordet, og spurgte diskret hvor vi havde gjort af vores overtøj. Vi undskyldte vores detour. Og at vi grinede eller snakkede for højt - Emil mente, vi godt kunne larme lidt mere. Der var meget stille i restauranten, når der ikke var så mange gæster som i weekenderne. Han mente, det hjalp de andre gæster til ikke at hviske så meget. Der var kun tre par fordelt på tre borde foruden os. Helt klart en perfekt tjener, men vi kommer åbenbart også fra samme by. 
Vores (ekstremt) sødt til kaffen nydt ude i blæsten, hvor der var sat spots op mod trækronerne på alléen skabende et meget dramatisk look på denne årstid og disse kanter. Vores cafébord var dækket med grønt fra haven, rundt om os stod græskar og masser af potter med planter. Det søde bestod  af passionsfrugt og verbena pâte de fruits (den runde), fransk nougat og English country fudge. 
Loungen hvor vi nød (lad os bare sige "drak") ufiltreret øl. Musikken var en playliste, vi ikke kunne gøre noget ved - heller ikke tjenerne - og fra køkkenet stormede Black Sabbath, som vi selvfølgelig meget hellere ville høre i stedet for Lukas Graham. No offense Graham. 
Vores øl. Og jeg må ærligt indrømme, at det føltes som Lokes prøve i Valhalla at drikke den. Lige meget hvor meget vi drak, lige lidt svandt der i glasset. Jeg burde have lagt en tændstiksæske ved siden af, så man forstår størrelsen på glasset bedre. Da vi kom igennem den, havde vi jo lyst til mere. Klokken har vel været midnat eller et. 
"Joh..men vi har egentlig lukket, men vi vil jo heller ikke sige nej," tjenerne nærmest stivnede, da vi spurgte om en mere.  
"Nåh nej men det var til at tage med, tænkte vi. Der er jo ingen bar her ude." 
"Jo selvfølgelig!" responderede de, "men der er også en minibar på værelset."
"Ja. Den har vi tømt."
Vi fik et par mere med. Vi spurgte, om vi måtte gå på opdagelse rundt omkring. Drivhuset for eksempel. Det måtte vi endelig. 
Vores fantastiske tjener Emil kom med menuen - han havde nok regnet med, vi for længst var stået af. Good call. Den kom i en rulle - desværre uden champagnen og øllet. Byd gerne ind. 

Det kæmpestore drivhus, hvor vi sad under varmelamper, blandt geranium (ha!), korkpropper og tomatplanter, spillede musik, drak, røg, kværulerede og glemte klokken. Men vi løb tør for øl ved halv fire tiden - hvilket vist var meget passende. Hold kæft en fed aften/nat. Det gav så meget mening at kunne trække her ud efter endt madoplevelse og ikke som på noma, hvor spaderne her bagefter prøvede at forlænge og fordøje oplevelsen på Eiffelbar og opfordrede de faste kunder til at tage på noma. "Gør det mand! 2500 kroner! Det er billet for at spise på verdens bedste restaurant!" Morons. 
Fribløderdrømme i Hästens seng. Hvis billedet er utydeligt, er det fordi at det var vi. 
Morgenstund har Henne i mund - vi havde ikke nået mange timer på langs, men vi blev nødt til at få morgenmaden med. Selv om vi eeegentlig ikke var sultne. Det var ikke fordi, vi trængte, men vi havde lyst. Jeg ville hellere have kigget mere på den der Hästens seng, skønt allergipillen så småt var stoppet med at virke og dunpuderne stille begyndte at tage kvælertag om åndedrættet. Her erfarede vi, at vi altså havde haft naboer i Staldgården (hvor morgenmaden også blev serveret). Vi mødte smil fra de andre borde, der helt sikkert har hørt en af spaderne banke på døren (fordi der ingen skraldespande var at finde uden for til smøgpakke fyldt med skoder - og jeg var vidt omkring) og den anden råbe fra det hellige i morges. Breakfast of shame much..? Ej det gik. De har vel også været yngre (bemærk jeg afstår fra at skrive "unge") selv og svagt retarderede.
Tjenerne fra natten løj ikke. Det er virkelig en overdådig morgenmad. Med frugt, båd (?), pålæg, brunsviger og ja alt. Men efter vinmenu, og hvad der nu føltes som min egen kropsvægt i øl, var maven og munden lettere snøret sammen, jeg kunne mærke min puls i hver en åre og havde egentlig mest lyst til at drikke deres æblemost i én køre nogle timer frem og genvinde mig selv og måske livslysten.
Brunsviger. 

Men okay. Når man præsenteres for muligheden for at smage tilberedt æg - og mulighederne syntes i min tilstand uendelige - så må man sgu lige kvinde sig op og huske, hvorfor man var kommet. Jeg var i vildrede. Jeg havde lyst til det hele! When in doubt - gå med trøfler. Så det gjorde jeg. Men jeg havde fandeme ikke regnet (håbet på) med at få hele to æg. Damn. Men jeg gjorde det. Madspild du ved nok. 

Farvel kære Henne. Vi ses helt sikkert igen. Næste gang lover vi at arte os. 

5. december 2018

PARIS : MUSÉE EDITH PIAF, CIMETIÈRE DU PÈRE-LACHAISE & CHEZ MARIE LOUISE


De gange jeg har været i Paris, sidst bryllupsrejsen med ja gæt selv hvem, har det ærgret mig at jeg ikke har nået Musée Edith Piaf. Jeg har hørt hende, siden jeg var seksten år. Ja ja big deal tænker du - og ja det er det sgu, dengang var musik på CD'er og nået man opsøgte på biblioteket eller i pladeforretninger. Det kunne ikke streames, man havde ikke en radio funktion eller "sounds like" på Spotify. Det var en fucking videnskab. En mani. En opdagelsesrejse. Hvor noget førte til noget andet. Og i øvrigt måtte man læse om kunstnere i BØGER, for internettet var ret tomt. Dengang man hørte en her plade. Igen og igen. Jeg ved godt, jeg lyder pissegammel nu - and I'm not even sorry. 
Any way you get it. I was very into La Môme Piaf. Derfor ringede jeg til museet, for det skal man, og manden taler kun fransk. Det er gratis, men det forventes at man lægger nogle "drikkepenge".
Museum er nok så meget sagt. Men en flot gammel lejlighed, Piaf boede her i starten af hendes karriere, hvor to rum er dedikeret til memorabilia af varierende og tvivlsom kvalitet - proppet så meget til randen at det ville få Niels Rydungs lejlighed til at se nærmest minimalistisk indrettet ud. Der er et par kjoler, men det er vidst også det mest autentiske. Der er mange malerier og tegninger af spurven foruden en én til én pap figur af hende - hun havde ca. gået mig til navlen. 
Af en så stor stjerne er det bemærkelsesværdigt, at der ikke findes et offentligt museum til ære for Piaf. Museet drives af 'Edith Piafs venner,' og ligger på 5 rue Crespin du Gast i det 11. arrondissement. Det er åbent fra 13:00-18:00 mandag til onsdag, og man skal som sagt ringe og lave en aftale på forhånd. 

Nåh det var overraskende nok hurtigt overstået, så hvad gør man så på disse kanter? Man tager selvfølgelig på Père-Lachaise for at finde døde - denne gang havde jeg jo ligesom ikke eksmanden med to slow me down - og man kunne jo passende starte med La Môme Piaf. Man kan tage et kort ved en af indgangene for at finde de kendtes sidste hvilested, men på en så stor kirkegård som denne er det ikke den store hjælp. 

Nuvel Edith Piaf. 



Intet besøg her uden at besøge The Lizzard King, hvor teens ironisk nok spillede 'The End' - her er tonerne til 'Break on Through' mere passende efter min mening. 

Ingen akademiker uden at have beskæftiget sig til hudløshed med sociolog og antropolog Pierre Bourdieu, så han skulle selvfølgelig også findes. 
Komedieforfatteren Moliere.
Den amerikanske forfatter Gertrude Stein.
Og ganske uventet, denne er forståeligt nok ikke på kortet, stødte man på denne. Hjertet sank, jeg tabte pusten og trillede et par tårer. Det blev lige lidt for tæt på og ganske virkeligt. Hvis man skulle være helt blank over for, hvem der ligger her, så er det tegneren Tignous der døde under terrorangrebet på Charlie Hebdo. Shit. 
"Tu rêvais d'être libre, et je te continue," kan oversættes med "du drømte om at være fri, og jeg vil fortsætte dig," som var de sidste ord den franske justitsminister Christiane Taubira sagde til Tignous' begravelse citerende den franske poet Paul Élaurd.
Videre til Oscar Wilde hvis gravmonument desværre er dækket af en glasvæg nu. Folk kysser stadig væggen, men det var nu smukkest med en næsten helt rød version. 


Maleren Eugène Delacroix. 
Forfatteren Honoré de Balzac. 
Komponisten Giacchino Rossini (ikke at forveksle med kaviaren). 
Den polske komponist Frédéric Chopin. 
Den tyske maler, grafiker og skulptør Max Ernst var ret svær at finde. 
Den franske filminstruktør, skuespiller, tryllekunstner, illusionist og opfinder George Méliès. 
Kirkegården lukkede og jeg gik mod mit eget kvarter i Belle Ville. Jeg havde ikke nået frokost, og var nu meget sulten, men det var alt for tidligt at spise i forhold til franske tider. Som småbørnsmor er man ret wired til at spise kl. senest seks..jeg satte mig på en bænk og røg en smøg i stedet. Lidt efter kom en lille MEGET krumbøjet ældre kvinde gående, hun bukkede sig så langt ned som min hofte. Hun rakte ud efter bænken, jeg sad på. Aede den. Kiggede på sin hånd. Hun spurgte mig om noget på fransk. Jeg greb det ikke. Hun sagde noget med "peindre," og jeg forstod at hun tjekkede om den var nymalet. Det håbede jeg virkelig ikke. "No, je ne crois pas," sagde jeg og tjekkede mit tøj. Hun kravlede i land på bænken ved mig. "Oh la la," stønnede hun grinende, jeg smilede til hende. Hun havde en fin hat på trukket ned over det farvede sorte hår. Hun havde markant sort streg om øjnene. Og øjne der var placeret dybt dybt inde i dybe dybe øjenhuler. Tynd og afmagret. Gammel og umådelig smuk. Hun mindede mig med det samme om Edith Piaf. Hun spurgte mig, hvor jeg var fra. Hun grinede ved mit svar, og fortalte mig, også ved hjælp af kropssprog, at sidst, hun var i København var da hun tomlede der op med sin mand (mari) på deres bryllupsrejse. Jeg fortalte, at sidst jeg var i Paris var med min mand. På bryllupsrejse. Hun grinede og spærrede øjnene dybt inde overrasket op. 
"Men..han er død nu," sagde hun. 
"Hm. Det er mit ægteskab også," sagde jeg. Hun grinede igen. Og sådan sad vi langt fra lost in translation, men med minder fra hver andens by. Pudsigt. Jeg undlod selvfølgelig at tage et billede af hende, momentet var magisk nok i sig selv. Selv om jeg gerne ville have dokumenteret de øjenhuler. Hun trykkede begge mine hænder og kyssede mine kinder, da hun bød mig farvel. Jeg tog min telefon og tændte for Via Michelin app'n.  
Via Michelin trak mig hen til Chez Marie Louise, da de havde åbentfor servering. Godt mættet af indtryk er det nogle gange rart, at man har ting man ikke kan gå forbi. Kyllingelever (hjernen læser "kylling elever") naturligvis med kirsebær med Griottine (franske dessertkirsebær  i kirsch), sæde blade og honning.
Andebryst med grønkål, verdens bedste sauce og sorte spanske hvidløg.

64% chokolademousse med marengs og vanilje is.