BAKKEN : MATADOR I KORSBÆK OG MIDDAG POSTGÅRDEN

 Det var ikke fordi, undertegnede sad fast i "the orange feeling" (rent personligt har jeg aldrig fucking brugt deres slogan "join the feeling" eller lignende). Nej det var farven, vi fik da vi trådte ind i kulisserne til Matadors Korsbæk - en opdigtet by sammensat af Korsør og Holbæk - på Bakken. Altså en ærke sjællandsk saga. Det var arbejdsrelateret, men har man været handicaphjælper så har man været tvangsindlagt til at se serien mange gange. Men det er jo et stykke dansk historie.
Bakken åbner på fredag den 23. marts, så må vi håbe at foråret er på vej. Jeg har i hvert fald købt hyacinter, og vil nu glemme rent at det var vinter.
Vi starter med Lauras køkken.

Varnæs' hjem.

Jernbane restauranten.

Postgården.

Damernes Magasin.

Grisehandleren og Katrines hjem.

Vi tog en tidlig aftensmad på Postgården, hvor Matador fortsatte. Det gjorde det i form af tjenerne, der var tidstypisk påklædt og tiltalte os med "De". Midt i middagen afholdt oberst Harckel auktion.

Kammuslinger.

Tartaaaar!

Sandart med masser af kartofler serveret i en skål ved siden af.

Friske bær med marengs.

CPH:DOX : ÅBNINGSAFTEN PÅ CHARLOTTENBORG KUNSTHAL : AN EVENING WITH JENNY WILSON : EXORCISM

Dette års CPH:DOX blev i går skudt i gang med en kunstfilm tidssvarende debat og koncert med Jenny Wilson. Der var udsolgt. Jeg havde egentlig ikke billet. Egentlig startede mit kendskab til Jenny Wilson med børnenes far på vores andet møde. Det startede med 'Love and Youth' albummet, der blev skamhørt ud på de tidlige røgfyldte og berusede morgentimer. 'Let my Shoes lead me Forward,' 'Bitter? No I just love to Complain,' 'Would I play with my Band?,' 'Love ain't just a four letter Word,' 'Hey, What's the Matter?' Senere kom albummet 'Hardships!' der fik ægteparret til at danse til 'The Path,' 'Like a fading Rainbow,' 'The Wooden Chair,' 'Pas me the Salt,' 'Motherhood,' 'Hardships. Med albummet 'Demand the Impossible' fængede kun 'The Future' og 'Pyramids (Rose out of our Pain)' os. Men ved et lyt nu er der nok flere. Med det kommende album 'Exorcism' er hun blevet langt mere club. Man kan indtil videre høre to af numrene fra albummet på Spotify. Nemlig 'RAPIN*' der beskriver voldtægten og temposkiftene er symbolsk ekspressive og 'LO'HI'' der med sit lydspor af klamme støn fylder en med kvalme koblet til et fedt beat. De er bestemt et lyt værd. 

En mulighed åbenbarede sig, og jeg tog der hen. 

Åbningsaftenen på Kunsthal Charlottenborg var mest besøgt af kvinder. Seancen foregik både kl. 18:00 og kl. 20:00. Hvor fucking hardcore af Wilson. At blive interviewet af to gange om ens voldtægt. Hun blev selvsagt også lidt medtaget et par gange. CPH:DOX har nok ment det i en god mening - og Jenny Wilson VIL gerne tale om det - men det må nærmest føles som atter et overgreb at berette om den situation foran en hel sal af mennesker. Jeg følte mig som krænker i hvert fald ved at sidde som publikum, hvor det blev forudindtaget at jeg havde lyst til at sætte hende i den situation.  Det havde jeg ikke. Slet slet ikke. Det gjorde mig sgu oprigtigt ked af det. Denne oplevelse. Hendes oplevelse med voldtægten. Denne verden. 

Wilson sagde, det var én ting at optræde med sangene. Noget andet var at sidde og skulle udpensle hver følelse hver sang havde i hende. Jeg forstår hende til fulde. 

Vi lyttede en sang ad gangen. De sidste på albummet 'Exorcism'. Og Wilson blev interviewet omkring hver sang. Det var så stenet at følge beatet i hver sang om voldtægt. Rocke med, imens teksten flår dine indvolde itu. Og samtidig. Har man gjort det en million gange før, når mænd har sunget om at “tage en kvinde” og overgreb i evigheder. Eksempelvis min helt og feministen Kurt Cobain ('Rape Me' - for the less fortunate).

Det her var anderledes. En blanding af mange følelser. Og modtaget med mange blandede følelser. Selvfølgelig glæde på hendes vegne over, hun "er kommet videre". Stolthed over, hvor stærk hun er ved at vise os dette. Respekt. Taknemmelig og ydmyghed over hun ville dele dette med os. Så forbandet meget vrede over, det har fundet sted i hele taget. Frustration. Sorg. Tristhed. Sadness. Kvalme over det mindset, den hersker-mentalitet og ulækre menneskesyn. At mene at man har ret til at bestemme over en andens krop, ødelægge livet for dette menneske i denne krop - nutid og fremtid - og efterlade evige spor af sit svineri hos dette menneske i denne krop. 

Mange tænker, hun har udlevet det gennem musikken. Tjah? Det er jo ikke et 'Lemonade'-album (som jeg i øvrigt ikke kan få armene ned over - dét 'visual album' burde have vundet alt, der var at vinde dét år. Hands down.), som "blot" handler om ens mands utroskab. 

Det er en fucking voldtægt. 

Nogen har taget din krop. Krænket den og dig. Det bliver ikke værre end det. Hun har ikke udlevet det gennem musikken. Hun har tvunget sig selv til at lave musik om den umenneskelige oplevelse (og dog så hverdagskost-agtigt for så mange kvinder verden rundt - her tager jeg også "femogtyve år gamle klask i røven" med (Bornedal din negligerende idiot) for det handler om selve mentaliteten bag de overgreb. Det handler ikke om at gradbøje i overgreb (som jeg har oplevet så forbandet mange mænd gøre, jeg selv er nået til (når sætningen lyder "jeg synes, at metoo er vigtig, men..") bare at begynde at råbe "NEJ!"). Det handler ikke om at gradbøje overgreb, det handler om mindsettet bag disse overgreb. Mindsettet der legimiterer klamme bemærkninger, forklædte "komplimenter" om ens kvindelige kendetegn (luk røven - hvad fuck rager det dig?), at se på kvinder som et stykke kød, "nogens ret," klap i røven, blive raget på, "tilfældige" strejf af ens bryster eller røv i køer eller under offentlig transport, blive humpet i takt med bussens rytme når den er fyldt til randen og man ikke ved om det er ens fantasi eller..? (lad mig cementere: det er det aldrig), at ens tøj fordrer til andres upassende adfærd, overgreb, voldtægter mod kvinder) for at prøve at leve med den oplevelse. Tage tempoet af oplevelsen ved at tale om den. Prøve at få den til at fylde mindre i ens hoved ved at lukke den ud i det åbne rum. Denne skamfyldte oplevelse. Prøve at tage magten fra den. Prøve at generobre lidt kontrol over sin egen krop, som det umenneske tog kontrol over hendes krop. Ens krop der hele livet har været din. Men ikke i dét øjeblik. Og nu har man en anden krop. Der er ude af kontrol. Der ryster. Der græder. Der skælver. Der ikke lystrer. 

Kroppen husker, hvad hovedet prøver at fortrænge. 

Wilson fortalte, hun måtte tvinge sig selv til at lave musik. For at prøve at gøre et eller andet. Hun fortalte, hun startede med at lave musikken først. Teksterne kom først langt senere. Fordi det var så pissesvært for hende at sætte ord på episoden. Normalt finder hun teksterne via litteratur, film eller kunst. Her stod hun tilbage med kun hende selv. Hun skulle selv sætte ord på. Det var hårdt. Og det er også forbandet hårdt at lytte til. 'RAPIN*' er virkelig klam. Og det stikker i alle retninger i ens krop at lytte til det, og rocke med til beatet.   

Et mærkeligt spørgsmål fra en mand iblandt publikum kom med en helvedes lang mansplaining, cirkulerende rundt om hvordan hun finder på tekster...øhh har du hørt, hvad hun har sagt. Og slutteligt er der grænser for, hvad meget personligt der må komme ind i teksterne. "Langt spørgsmål - kort svar - NEJ," svarede Wilson og fik en støttende klapsalve fra publikum. 

Efter koncerten med de fire første numre fra albummet, berettede Jenny Wilson at hun giver koncert i Vega den 12. maj. 

"...det er jo ikke det, Jenny vil. Jeg er så træt af metoo, Jenny vil ikke sættes i den forbindelse," brægede en yngre kvinde bag mig som man iklædte sig sit overtøj. Are you fucking kidding? Hun har netop lige fortalt at metoo reddede hende. Som hun mente, den har gjort med så mange andre. Med metoo følte hun, at hun ikke var alene om sine oplevelser. Og der var en platform for hendes oplevelser. Her fandt hun styrken. 

CPH:DOX - please lad være med et kalde det "girl power," når det handler om en kvindes power - da det falder ind i den forestilling om, at hun ikke er voksen. Og at kvinder helst skal være unge - at gamle damer/kvinder er utiltrækkende for the male gaze. Deraf en hel makeup industri, der vil have kvinder til at købe deres yngrende produkter, give dem dårlig selvtillid og få dem til at gemme sig bag lag af makeup. "Girl Power" kom frem i halvfemserne, mon ikke vi er rykket videre til "Women Power"? Jeg anser i hvert fald ikke mig selv som en "pige" og ville aldrig referere til mig selv som en. 

Og seriøst lyserød..? 

8. MARTS - GLÆDELIG KAMPDAG

Dagen er den 8. marts.
Og skønt Ditte Giese prøvede på bedste vis at preppe folk til denne dag med et fandens fedt klummeskriv, ak ja så gik der ikke længe af denne dag før de første spader meldte sig på banen. Her vil jeg kun fremvise EKKOkammeret, der kalder sig "Danmarks tonegivende filmmagasin". Enhver der har fulgt dem, siden Björk skrev om sine #metoo oplevelser med en dansk instruktør, kan skrive under på, at de bør kalde sig "Danmarks tonedøve filmmagasin". Jeg har dagligt tabt kæben på gulvet, følt fysisk ubehag af deres dækning af metoo. Jeg har dagligt vurderet, om dette var dagen jeg stoppede med at følge dem på Facebook. Men hver gang har jeg tænkt, at hvis jeg ikke tager kampen op - hvis vi alle skrider fra disse langt ude synspunkter - hvordan ændrer vi så det her?
Jeg har haft et indlæg i fingrene, siden de første "metoo's begyndte at rulle. Jeg har været så forbandet rasende. Jeg har haft kvalme. Jeg har grædt over at se mit facebook feed flyde over med #metoo's. For nok vidste jeg, det var sådan. Men hold nu kæft hvor gjorde det dybt indtryk at se det.

I 2016 døde idolerne på stribe.
2017 var året, hvor folk stod i kø for at begå selvmord på skærmen, i klummer og radio.
Hvil i fred Lars von Trier. Ålen (selv om jeg vil applaudere, at han ikke sagde ofrene imod. Han huskede dog ikke situationerne, men at det nok skulle passe). Ole Bornedal. Christian Braad Thomsen ("Metoo-aktivisterne er endt i rollen som krænkere" og senest "jeg er stolt af at være krænkere - only the privileged..). Jens Christian Grøndahl. Nima Zamani. DR Deadline. Kevin Spacey. Louis C.K.. Quentin Tarantino (for ikke at tage Umas oplevelser omkring klamme Weinstein alvorligt første gang, hun fortalte ham om dem og for at presse hende til at køre en "ikke deathproof car" og for ikke at lade hende se optagelserne fra ulykken med den bil samt at gøre nar af det trettenårige offer for Polanski i sin tid). Woody Allen. The list continues..

2017/2018 er årene, hvor nye helte springer ud af patriarkatets lorterige. Time's 'Person of the Year's: The silence Breakers'.  Alle underskriverne på den danske 'Times up liste'.  - man kan vidst stadig skrive under. Uma Thurman. Henrik Marstal. Der skal nok komme flere på. Lige nu er toppen rød, og underlivet ligeså. Hvor symbolsk at bløde i symbiose med kvindernes kampdag - jeg dedikerer den til alle, der har mærket patriarkatet på egen krop.  

Christian Braad Thomsen har fra starten af #metoo prøvet at hijacke bevægelsen med "heksejagt" (are you fucking kidding me??? You do not get to use a historical period in which women were tortured and executed (burned alive or drowned) for imagined offenses like whitchcraft as a metaphor for men experiencing consequences for their actions) "folkedomstol" og "offentlig gabestok".  Hold nu kæft. Der er ingen "dømte". Hvem er blevet fyret i Danmark? Ålen røg hjem i en uges tid og derefter tilbage lige efter?


Kun fucking misogyne og sexistiske Ekko ville bringe sådan en derailing histore den 8. marts med eget motiv for sendetid om anti #metoo, anti feminisme  - at metoo bølgen ønskede at fjerne et maleri, nej spade, og da du selv postede underskriftindsamlingen den 18. december, var der denne opdatering på:

"I am not asking for this painting to be censored, destroyed or never seen again. I am asking The Met to seriously consider the implications of hanging particular pieces of art on their walls, and to be more conscientious in how they contextualize those pieces to the masses. This can be accomplished by either removing the piece from that particular gallery, or providing more context in the painting's description. For example, a line as brief as, "some viewers find this piece offensive or disturbing, given Balthus' artistic infatuation with young girls."

Ultimately, this is a small ask considering how expansive the Metropolitan Museum of Art's collection is (they can easily hang up another painting), how overtly sexual the painting is (the Met's description of the piece provides no background on Balthus or his reputation), and the current news headlines highlighting a macro issue about the safety and wellbeing of women of all ages. 

Please sign this petition if you agree that the Met needs to reconsider the way it is displaying Balthus' suggestive, Thérèse Dreaming. I will be sending a letter to the museum alongside these signatures."

Det hele handler om, at Balthus var pædofil. Han havde pigen hos sig fra hun var elleve, så dette billede forestiller hende som tolv/tretten årig. Mærkeligt nok var der en advarsel, de selv havde sat på deres udstilling om Balthus i 2013 - dette er Christian Braad Thomsen næppe bekendt med. The Guardian beskriver endda, the MET har sat en advarsel på til udstillingen. Hvilket er undrende. Hvorfor skal der kun advares til en midlertidig udstilling, men ikke til deres samling?

Giv endelig Ekkokammeret et spark i den rete retning på denne dag. Og alle andre dage. Selv denne dag fucker de up. Ved at deraile en vigtig dag. Med at være så ufattelig tonedøv. Ved at give CBT mere sendetid. En mand der mener at MeToo handler om "mandehad, kunsthad, seksuelangst og foragt for samfundet".
Hvor mange kvinder var det nu, der har prydet forsiden og hvor mange mænd..?


Jeg ønsker folk en glædelig kampdag