Turen gik rask afsted mod WAAAAARDE ad motorveje for at inkassere en længe ventet og udsat fødselsdagsgave. Med pitstop et eller andet sted på Fyn hvor vi tog en rasteplads med noget natur vue. Undertegnede havde lavet porre/bacon tærte om morgenen forsejlet i flamingokasse og kolde gule Kinleys til. Hvid dug (arvestykke fra min oldemor), frokosttallerkner og rigtigt bestik til. Man skal altid huske at træne maven op til at indtage otte retters menu, det nytter ikke noget at holde igen hele dagen. Det hævner sig senere. True story.
Vi nåede Waaaaarde, men ikke eftermiddagskaffen på
Henne Kirkeby Kro. Nuvel. Vi fik vores værelse i Staldgården. Der var omtrendt tredive minutter til, vi havde bord. Vi inspicerede og afprøvede alt på værelset, som de spader vi er, og tog en øl med på ryge/spadsertur rundt på matriklen. Gloede ind af de fleste vinduer, mest køkkenvinduerne, hvor visse døre åbner når man står for tæt på.
Papadam med chutney og frisk fra haven. SÅ var vi i gang!
Hennes egen lufttørrede skinke.
Havens kartofler og porre med friteret Gillardeau østers. Ja den her var klart en af de tre bedste.
Kyllingelever (som mine øjne nægter at læse på andre måder end "kylling elever") parfait med syltede valnødder og trøfler. Hvabehar! Needless to say this was like touching God.
Blæksprutte kimchi.
Han Solo brødet - de har god erfaring med at døbe deres brød, så bliver det bedre. Der har således eksisteret et Helena Christensenbrød også.
Havesmør. Et kunstværk i sig selv.
Cannelloni med kammusling og hummer og røget smørsauce. Den var vidunderlig.
Stegt pighvar med citroncurd, oksehale, baby løg og rødvinssauce. Surf'n'turf.
Label Rouge and l'orange. And er jo bare altid perfekt.
Brilliant savoring og efterårstrøffel.
Paul's modnet aftenost, hasselnød og sort honning.
Æble tarte fine, Calvados karamel og brunet smør is.
Mørk chokolade Delice.
Kirsebærsorbet.
Vi var ude og ryge nogle gange. Vi bad vores perfekte tjener, Emil, om lov. Vi ville jo ikke være til besvær - selv om vi spurgte ind til alt - så da ingen havde ænset at vi var kommet ind anden eller tredie gang, fandt vi selv den gemte garderobe og hængte vores overtøj op. Selvfølgelig var der numre på bøjlerne, og selvfølgelig vidste vi ikke hvad vores bordnummer var. Så lidt efter kom Emil hen til os ved bordet, og spurgte diskret hvor vi havde gjort af vores overtøj. Vi undskyldte vores detour. Og at vi grinede eller snakkede for højt - Emil mente, vi godt kunne larme lidt mere. Der var meget stille i restauranten, når der ikke var så mange gæster som i weekenderne. Han mente, det hjalp de andre gæster til ikke at hviske så meget. Der var kun tre par fordelt på tre borde foruden os. Helt klart en perfekt tjener, men vi kommer åbenbart også fra samme by.
Vores (ekstremt) sødt til kaffen nydt ude i blæsten, hvor der var sat spots op mod trækronerne på alléen skabende et meget dramatisk look på denne årstid og disse kanter. Vores cafébord var dækket med grønt fra haven, rundt om os stod græskar og masser af potter med planter. Det søde bestod af passionsfrugt og verbena pâte de fruits (den runde), fransk nougat og English country fudge.
Loungen hvor vi nød (lad os bare sige "drak") ufiltreret øl. Musikken var en playliste, vi ikke kunne gøre noget ved - heller ikke tjenerne - og fra køkkenet stormede Black Sabbath, som vi selvfølgelig meget hellere ville høre i stedet for Lukas Graham. No offense Graham.
Vores øl. Og jeg må ærligt indrømme, at det føltes som Lokes prøve i Valhalla at drikke den. Lige meget hvor meget vi drak, lige lidt svandt der i glasset. Jeg burde have lagt en tændstiksæske ved siden af, så man forstår størrelsen på glasset bedre. Da vi kom igennem den, havde vi jo lyst til mere. Klokken har vel været midnat eller et.
"Joh..men vi har egentlig lukket, men vi vil jo heller ikke sige nej," tjenerne nærmest stivnede, da vi spurgte om en mere.
"Nåh nej men det var til at tage med, tænkte vi. Der er jo ingen bar her ude."
"Jo selvfølgelig!" responderede de, "men der er også en minibar på værelset."
"Ja. Den har vi tømt."
Vi fik et par mere med. Vi spurgte, om vi måtte gå på opdagelse rundt omkring. Drivhuset for eksempel. Det måtte vi endelig.
Vores fantastiske tjener Emil kom med menuen - han havde nok regnet med, vi for længst var stået af. Good call. Den kom i en rulle - desværre uden champagnen og øllet. Byd gerne ind.
Det kæmpestore drivhus, hvor vi sad under varmelamper, blandt geranium (ha!), korkpropper og tomatplanter, spillede musik, drak, røg, kværulerede og glemte klokken. Men vi løb tør for øl ved halv fire tiden - hvilket vist var meget passende. Hold kæft en fed aften/nat. Det gav så meget mening at kunne trække her ud efter endt madoplevelse og ikke som på
noma, hvor spaderne her bagefter prøvede at forlænge og fordøje oplevelsen på Eiffelbar og opfordrede de faste kunder til at tage på noma. "Gør det mand! 2500 kroner! Det er billet for at spise på verdens bedste restaurant!" Morons.
Fribløderdrømme i Hästens seng. Hvis billedet er utydeligt, er det fordi at det var vi.
Morgenstund har Henne i mund - vi havde ikke nået mange timer på langs, men vi blev nødt til at få morgenmaden med. Selv om vi eeegentlig ikke var sultne. Det var ikke fordi, vi trængte, men vi havde lyst. Jeg ville hellere have kigget mere på den der Hästens seng, skønt allergipillen så småt var stoppet med at virke og dunpuderne stille begyndte at tage kvælertag om åndedrættet. Her erfarede vi, at vi altså havde haft naboer i Staldgården (hvor morgenmaden også blev serveret). Vi mødte smil fra de andre borde, der helt sikkert har hørt en af spaderne banke på døren (fordi der ingen skraldespande var at finde uden for til smøgpakke fyldt med skoder - og jeg var vidt omkring) og den anden råbe fra det hellige i morges. Breakfast of shame much..? Ej det gik. De har vel også været yngre (bemærk jeg afstår fra at skrive "unge") selv og svagt retarderede.
Tjenerne fra natten løj ikke. Det er virkelig en overdådig morgenmad. Med frugt, båd (?), pålæg, brunsviger og ja alt. Men efter vinmenu, og hvad der nu føltes som min egen kropsvægt i øl, var maven og munden lettere snøret sammen, jeg kunne mærke min puls i hver en åre og havde egentlig mest lyst til at drikke deres æblemost i én køre nogle timer frem og genvinde mig selv og måske livslysten.
Men okay. Når man præsenteres for muligheden for at smage tilberedt æg - og mulighederne syntes i min tilstand uendelige - så må man sgu lige kvinde sig op og huske, hvorfor man var kommet. Jeg var i vildrede. Jeg havde lyst til det hele! When in doubt - gå med trøfler. Så det gjorde jeg. Men jeg havde fandeme ikke regnet (håbet på) med at få hele to æg. Damn. Men jeg gjorde det. Madspild du ved nok.
Farvel kære Henne. Vi ses helt sikkert igen. Næste gang lover vi at arte os.
