GL STRAND : LEONARD COHEN : A CRACK IN EVERYTHING

 I dag er sidste dag for den fantastiske udstilling 'Leonard Cohen - A Crack in Everything' på Kunstforeningen GL STRAND - der nemlig løber fra 24.10.2019-13.04.2020. Og det er ærlig talt forfærdeligt, for det er lang tid siden at en udstilling har påvirket mig så meget sanseligt - senest skete det på 'Det Gode med det onde' på Kunstmuseum Brandts. Hvis vi snakker GL STRANDs udstillinger, så skal vi nok helt tilbage til 'Davis Lynch: The Air is on Fire' tilbage i 2010. 

Needless to say it moved me to tears. Many times.

 Udstillingen klæder GL STRAND, idet de mange rum (nogle af dem blev opført til udstillingen), som udstillingen kræver, spiller perfekt i med bygningen. Yderligere foregår dele af udstillingen i Nikolaj Kunsthal, billetten gælder til begge steder. Jeg når så ikke forbi Nikolajkirken fordi: Corona. 

Cohen blev født i 1934 i Montreal, hvor udstillingen åbnede for første gang i 2017 og siden Jewish Museum i New York. Det er sgu ret sejt at København lander så vild en udstilling to år efter premieren. Han døde i 2016 - året der tog elskede og enestående David Bowie, fucking Prince, George Michel, Else Marie Pade, Signe Anderson og Trille med sig. 

Særligt dette rum virkede meget stærkt på mig. Man behøver ikke have den største kendskab til Leonard Cohen, men man får helt klart mere ud af udstillingen hvis man kender hans sange. Jeg græd, som jeg tænkte tilbage på gymnasietiden og vores trip med Jeff Buckley. Eller da vi en otte år senere lå bænket til en dobbeltseng og plejede vores Roskilde-blues med dokumentaren 'I'm Your Man' (2005) og 'Lord of the Rings' (2001) lejet fra Blockbuster på Amagerbrogade. 

Alle burde have eller i det mindste prøve 'Depression Chamber'. Man ligger på en briks i et sort rum. I loftet ligger ens spejlbillede. Teksten dukker op på de tre vægge, hvorefter bogstaverne bliver til figurer der svømmer op i loftet på ens krop. Det er så smukt. 

 Mange af os har årskort til forskellige steder. Mange af os har koncertbilletter ude og svømme i disse Corona-karantænetider. Jeg selv har otte koncertbilletter. Hvis vi skal støtte spillesteder og festivaler, så behold jeres billetter! Og ja. Det er nederen, du ikke kan komme på museum i disse tider og at du har betalt for et helt år, men hør her: Det er faktisk ikke kulturstederne, der har opfundet det her karantæne. Og hvor vil livet efter Corona være kedeligt, hvis der ingen kultursteder er at besøge. 

Jeg ville selvfølgelig gerne have set den del af 'A Crack in Everything,' der bliver vist i Nikolaj Kunsthal. Men det bliver godt igen. Stay safe.  

ALBERTSLUND : FORBRÆNDINGEN : BURNING WITCHES : PRÆCIS SÅDAN FÅR VI FLERE KVINDER PÅ ROCK/METAL SCENEN

Det kan næppe være gået nogens næse forbi, at spillestedet Forbrændingen lavede den største revolution i dansk musikhistorie i år. Særligt webmagasinet Devilution kom på barrikaderne, da Forbrændingens benspænd for 2019's bookinger kom frem. Alt fra boycot til at spillestedet skulle skæres i støtte til "omvendt sexisme" væltede fra deres digitale pen - sjovt nok råbes der ikke lige så højt, når spillesteder eller festivaler næsten kun eller udelukkende booker mænd. Selv kunne jeg ikke få armene ned over, hvor pissesej en beslutning de tog. 

Men hvad handlede disse benspænd egentlig om?

Jo. Det handlede om at lave et musikår med kvindelige artister i fokus. 

- Jamen vil det så sige, der kun måtte være kvinder på scenen? 

Nej. Det handlede om, at der skulle være mindst én kvinde på scenen - og denne skulle have en fremtrædende rolle på scenen uden at gå på kompremis med kvaliteten. For eksempel som forsanger.

Nåh? Er det bare det?

Jeps. Det er bare det. Så kan man jo undre sig over, hvorfor folk fik så ondt i røven over dette. Jeg selv fik udelukkende lyst til at støtte op om deres mega seje initiativ!

De fleste festivaler, eller spillesteder, har en tendens til at bruge udtryk som "jamen der var ikke nogen, der kunne," "der var ikke nogen i den genre, vi var på udkik efter" eller lignende. Forbrændingens jumpstart af musikbranchen har i dén grad bevist, at der er nok bands i alle genrer der kan og vil. 

Jeg tog et smut på Forbrændingen for at se Inferno Steel, Ivy Crown og Burning Witches. 

Inferno Steel var alderspræsidenten blandt de tre bands, og de havde en ro og coolness der kun kommer med alderen. Forsangeren (den eneste kvinde i bandet) var ikke bleg for at nævne, at hun var gymnasielærer og at næste dag skulle en af hendes matematikelever spille på Forbrændingen. 

Ivy Crown bestod kun af kvinder og havde to mandlige gæstegrowlere med på hver sit nummer. De havde måneden før haft releasekoncert på BETA. Da Ivy Crown sprang en basstreng, og måtte låne en bas af Inferno Steel, råbte to ældre mænd fra publikum "vis os jeres patter!" 

"Vis os jeres nosser!" er aldrig blevet råbt af kvinder mod et band kun bestående af mænd. Det er aldrig sket. Hvorfor sker det? Det er tonedøvt og bare dybt nedværdigende. Der er brug for at mænd også slår ned på sådanne røvhuller. I metalgenren er der mangel på kvinder, og man forstår godt hvorfor. Trods den ufrivillige pause klarede Ivy Crown det godt. De kom stærkt igen!

 Burning Witches gik på scenen. Med vindkanoner og det hele. Og jeg er ikke fortaler for, at man skal snakke om kvinders udseende, men shit hvor var de flotte i deres gear. Herover ses guitaristen Sonia - der headbangende lod tankerne falde på ham med det krøllede garn fra Bæst (begge bands opstod i 2015). 

Herover står den anden guitarist, Romana, der sammen med guitaristen Sonia lavede det vildeste show når de gik rundt på scenen, stod ryg mod ryg og fyrede den af. Den rødhårede bassist, Jay, havde ikke lagt noget op på Instagram, så hun er desværre ikke med her. Jeg gør en ære ud af ikke at tage billeder, når jeg er til koncert - kald det en modreaktion på at mange konstant lægger billeder op  på sociale medier af hele deres liv minut for minut. Jeg tager næsten ingen billeder mere, hvilket er stenet når man er fotograf. 

Ovenover ses trommeslageren, der næsten ikke kunne anes bag det gigantiske trommesæt. 

Ovenover ses den nye forsanger, Laura, der leverede den vildeste koncert. Hun headbangede, slog næven i vejret i takt til musikken og fik publikum med, sang i de vildeste rock-kropspositioner, lod en fra publikum synge en linie  og var bare vild på en scene. 

Man har så tit stået på Copenhell og set milliarder af mænd lave alle disse moves. Det er der ikke noget nyt i bevares. Men som jeg stod der i mængden af publikum, så skete der sgu noget i mig. Dér fattede jeg det endelig. At se mit køn repræsenteret på alle instrumenterne på scenen - ikke bare som sanger, kor eller som ene kvinde i te mandeband -  lave den vildeste rockkoncert og se publikum gå amok over showet. Det er da klart, der er så mange mænd i rock og metalgenren - for de har kunne se og spejle sig selv i de personer/bands på scenen HELE DERES LIV. Mænd er blevet inspireret til at starte et band ved alle koncerter, de har gået til. 

Hell! JEG havde sgu lyst til at starte et band efter at have set Burning Witches! 

Åbenbart er der en overvægt af mænd, der går til koncert (jeg er tilsyneladende undtagelsen, der bekræfter reglen). Men det er måske netop fordi, der ikke er nok kvindelige artister på scenen?

Dygtige og modige Nanna Frank Rasmussen (ja dén Nanna Frank Rasmussen) holdt en talk om repræsentation af kvinder på/i film til Feministisk Soirée på Forbrændingen i starten af november, hvor hun talte om Geena Davis' See Jane initiativ. Grundet X-Files og agent Dana Scully på tv-skærmene i 1990'erne kom der flere piger/kvinder ind på STEM (Science, Technology, Engineering, Mathematics) studierne - for de havde alle set serien. Ligeledes var der en markant stigning af piger/kvinder i bueskydning efter 2012. Hvorfor? Fordi i 2012 udkom 'Hunger Games' samt Disneys (virkelig gode) 'Brave' (på dansk: 'Modig') - hvis ophavskvinde også nævnes i 'Godnathistorier for rebelske piger'. 

Så the final line er, at repræsentation betyder. Derfor bør alle, især alle med pigebørn, tage deres børn med til en Burning Witches koncert. Drenge har også godt af at se en koncert med dem, så alle fremtidens bookere har øjnene åbne for at booke kvinder til spillesteder og festivaler. 

ROSKILDE : STAGE DINING - TARTAR - OG DEN BEDSTE MUSIKOPLEVELSE PÅ DETTE ÅRS FESTIVAL: LORENZO WOODROSE

STAGE DINING. Jovist stod der FORAN Orange Stage. Men derfor blev jeg alligevel skuffet over, det ikke var PÅ Orange Stage. Desuden henvendte arrangementet sig, set i bakspejlet, nok mere til folk, der ikke har dyrket deres egne grøntsager eller spist på noma - hvilket jeg erfarer, ikke er så mange alligevel. Nuvel. Vi skulle sidde på klapstole med vores egne knæ som bord. Ikke alene skulle vi anvende vores egne knæ som bord, vi skulle også sidde i rundkreds med en del andre mennesker – hvilket måske havde været mere tåleligt, om vi havde haft et rigtigt bord. 

På vores klapstol var placeret et stykke papir med ens opgave. Denne opgave kunne bestå i at hente mad – ja – til hele kredsen, holde tale – ja – eller andre ting. Skønt klokken kun var elleve, og vi havde været i mavepuster-pitten til Justice om natten, sovet i tenthouse, været i bad og benyttet rigtige toiletter, var vi ikke gearet til denne velmenende selskabssjov. Tre ud af os fem skred mod tartar i Foodcourt i stedet. Det der gjorde udslaget var en kurv af urter, der blev tilbudt at smage på. Are you kidding? Vi kan nok nævne flere af de urter, end du kan. Og nej. Det kan ikke skrives uden, at vi fremstår som snobber. Men det er vel også ved at være ti år siden, jeg første gang blev kaldt en snob. De sidste to af vores crew var så tilpas tømmermændsramte, at vi blev siddende. De ved vores kreds var til gengæld helt med på konceptet. De tog det sprøjtede dug af ”personalet” til sig som en oplevelse. De smagte sødskærm fra kurven for første gang og var i det hele taget meget med på ideen. Jeg der ikke havde sagt en skid fornuftigt hele morgenen (eller natten med for den sags skyld) byttede min-holde-tale-stol ud med en hent-mad-stol. Mere omløb var der ikke. Depoterne var tomme. Jeg kørte på pumperne. 

Først et par syltede radiser, en rå radise og en grov ærtemos. En smoothie der blev opgivet af næsten alle – appelsinskræl? 

Brød (sendt rundt til alle så de kunne brække et stykke af, hvilket jo altid er det man ønsker på Roskilde – at så mange som muligt rører ved ens mad. Jeg siger ikke, folk er klamme. Men jeg siger heller ikke, at folk ikke er det.) med pesto og olie. 

Vi var variationer af kartoffelmos igennem. Dernæst en kartoffelkage (billede mangler) med glasur og kold kaffe til. Jeg fik min nabos kombucha, idet kaffen såvel som alt det andet ikke rigtig smagte mig. Jeg har altid haft det pænt stramt med kombucha. Hvis jeg har lyst til en øl, så tager jeg en øl. Ellers har jeg det okay med vand. Men nu var der ligesom ikke noget vand, og tog derfor en stor tår af det der var. Det gik også fint, indtil jeg mærkede et fremmedlegeme i min mund og per refleks spyede det ud – dette bidrog kun til medspisernes totale oplevelse. ”Du fik ”the mother,”” grinede Jolie (fransk udtale). What? Næppe. Den er dårlig den der. Og så var der ikke rigtig mere at hente der.

Vi gik der fra, efter at have pakket alt sammen (why?) som påskrevet og direkte i Food Court. Fra Food Court og tartar (som billedet viser en del mere nærig end sidste års og dette års version på Heartland - bollen er blevet skiftet ud med en mere brioche agtig bolle) og ind på Gloria – som fandeme er og bliver min yndlingsscene. Helvedes hedt når Roskilde sveder over af sommervarme. Tørt når Roskilde regner derudaf. Intens som ingen af de andre scener næsten lige meget, hvad musikken er. Dagens første koncert. Lorenzo Woodrose. Jeg har så meget kærlighed til overs for den mand. En uddøende race. Et brændende 68’er hjerte midt i en krigsliderlig og forbrugersvins verden. Rødere end Rød Første Maj. Her var fyldt. Ikke overfyldt. Tilpas.

”Sikke mange I er. Regner det?” trådte han på scenen og tog os med. Hvordan én mand med en guitar alene på en scene kan favne alle i teltet i ét stort kosmisk kram og opsang, er mig en gåde. Jeg stod oppe foran. Ingen skubbede. Ingen masede. Alle respekterede hver andres plads. Vi blev hele tiden af vagterne bedt om at samle os tættere, fordi der var så mange der gerne ville ind. Mange af de foran stod med lukkede øjne og flød med musikken og ordene.

Om det var grundet Uffes tekster og formidling, de få timers søvn eller tømmermændenes tag eller det evigt forandrede sind efter to graviditeter, ved jeg ikke, men teksterne og intensiteten fik tårerne til at trille ned ad mine kinder. Hårene på armene mine stod strittende hele koncerten igennem særligt, da Uffe lavede sin version af Røde Mors ’Lil’ Johnnys mund’ - ”Det var dengang, der var noget der hed ”fredsbevægelser”. Det findes ikke mere. Nu er der kun ”krigsbevægelser”. Der er sgu penge i lortet.”

 Min veninde Jolie, der intet kendskab havde til Uffe, Baby Woodrose eller Spids Nøgenhat – hun har boet i udlandet de sidste seks år- blev også ramt af hans røst, revet med og græd ved min side. Flere sange igennem måtte jeg forsøge at blokere teksten ude, for at komme til hægterne igen. 

Det var absolut dette års bedste og smukkeste koncert og øjeblik på Roskilde for mig.

Af hjertet tak kære Uffe. 

– jeg ved ikke, hvor fuck Gaffas Keld Broksø befandt sig, men det er tydeligt med hans præmierende ligegyldige fire stjerner for denne sammenknytning-af-hoved-og-hjerte-seance at han må have stået med hovedet oppe i røven på sig selv frem for at være til stede. Når nu han selv vælger at bringe teksten til ’Sang om merværdi,’ som Uffe havde bøjet fra dur til mol (selvfølgelig), må det sgu også kommenteres her.

”Hør lige:

”Jeg står op om mor’nen/og går hen på mit job/og jeg laver noget/og jeg får min løn./Men det jeg laver/ er mere værd/end det jeg får./Hvordan sku nogen men'sker ellers blive rige uden at lave no'et?”

Mine damer og herrer:

Mage til støvet verdensopfattelse her i 2017 skal man nok lede længe efter (med mindre man tilhører en lille klike af uddøende, faste abonnenter på Socialistisk Arbejderavis). Og spørg lige en selvstændig tømrermester med et par svende, hvor mange timer han arbejder om ugen.” skrev BROKsø i Gaffa.

Tjah. Nu ER min far tilfældigvis tømrermester. Han har været selvstændig, hvilket ikke kunne løbe rundt til sidst. For det han laved,’ var mere værd end det han fik. Og selv som leder af et sjak er det, han laver mere værd end det han får. I januar skar han sin ene pegefinger på en rundsav. Hvad gør man så? Man tager resten af dagen med naturligvis, rydder op og besøger skadestuen når man har fri. Man får en stiv finger ud af det, efterfølgende operationer med en trediedel af den løn, man ville få – hvilket svarer til det rene ingenting – hvis man var på job. Man bliver ødelagt i en alder af femoghalvtreds, før man overhovedet kom i nærheden af den alder der kunne påråbe sig efterløn før den målstreg også blev fjernet. Knæene er ødelagte. Ryggen er ødelagt. Et arbejdsliv der startede som fjortenårig. Op klokken fire om morgenen, og hjemme igen klokken tre om eftermiddagen.

 Næh det lugter mere af, du får mere end det du laver, er værd. Og derved er netop dette spildt på dig. Mit råd til dig: prøv at se dig omkring. Hvordan oplever de omkring mig koncerten? ER jeg helt off? I dette tilfælde : Fuldstændig. Og undlad for alles skyld at omtale Uffe som "en bamse," blot fordi han ikke er petit. 

Det er muligt, ordene, teksten, opråbet, håbet og energien var spildt på dig Broksø. For dét har jeg ondt af dig. Du gik glip af noget sublimt her. En ophøjet oplevelse. Et håb. For menneskeheden og den verden den er søsat i. Et håb som igen trækker tårer, når ens treårige i sin leg synger:

"Mere lys - mere kærlighed - mere lys - mere frihed!"

FREDERIKS HAVE PÅ SMALLEGADE - OG MOON DUO PÅ STENGADE

 Efter en eftermiddag med et par øl på Floss - vi skulle til koncert med Moon Duo om aftenen - kom Löjhatti i tanke om en fødseldagsgave, vi havde glemt alt om. Det drejede sig om en fødselsdagsgave i 2011. En invitation om at tage os to, hendes kæreste og min daværende mand med på Frederiks Have. Grunden til at det måtte vente var, at undertegnede var i syvende måned med vores første barn. Ergo ingen vinmenu til undertegnede, og det ville jo være en skam. Jeg havde allerede i dét år taget en tolv retters frokost på Noma på juicemenu grundet samme graviditet. Men I ved, vandet poppes, barn/børn fødes (hvilket måske er den største forenkling af det vildeste, der nogensinde er overgået min krop. Humor me.), ny verden introduceres, skolestart, stofskiftet stikker af - kort sagt - life (/shit) happens.
Löjhatti kom i tanke om denne gave, som vi sad på Floss, og instantly undersøgte vi hvorvidt om de havde bord. Det havde de. Vi brød op og cyklede mod Frederiksberg.

 Måske hører det sjældenhederne, at to kvinder kommer ind på Frederiks Have og insisterer på både fem retters menu og vinmenu, imens de har en koncert halvanden time senere. I hvert fald var det det, der skete. Vores tjener virkede ikke helt sikker på, det kunne nåes, men hun ville høre med køkkenet. Kokkene gav grønt lys, så vi kørte!

 En lille starter af rygeost og stenbidderrogn og agurk (og sødskærm) - så er foråret i gang!

 Smørristet porre med blåmuslinger, stenbidderrogn, karse og dild.

 Beaujolais Village 2011, Domaine des Ronze.

 Ballotine og sprødt skind.

 Verdens lækreste kyllingeconsommé - hånden på hjertet - jeg ville elske en fondmenu til hver servering foruden vinmenuen.

 Condado de Haza 2009, Ribera del Duero.

 Lammeculotte og lammepølse med pastinak og ramsløg.

 Löjhatti har jo siden starten af tyverne været glad for sherry, så denne faldt jo i god jord hos hende.

 Rødbedeformage med vaniljesyltede gulerødder samt gulerødssorbet med et glas Brachetto, Borgo Maragliano.

 Vores fantastiske tjener og kokke denne aften holdt et godt tempo, og vi nåede det hele. - dét selv om de havde et kæmpe selskab ved siden af. Og som de siger på hjemmesiden, som vi kun kan medgive hold     er stik: "Vi skal nok respektere, hvis I har travlt. Bare giv tjeneren besked om, hvor længe middagen må vare, så skal vi nok sørge for, at I bliver færdige til aftalt tid. Hvis I ikke har travlt, så har vi heller ikke. Vi dobbeltbooker nemlig ikke, så I skal være velkomne til at slappe af, og nyde hele aftenen hos os". 

Vi kommer helt sikkert igen, og slapper af hele aftenen hos jer. Tak for formidabel service!

Vi ræsede afsted mod Stengade. Meget meget meget fulde. Det var ufatteligt meget alkohol for undertegnede på så kort tid - og det havde været ufattelig meget alkohol for undertegnede selv for en hel aften. Jeps sådan er det at være alenemor (,der ikke har det okay med at indtage alkohol i nærheden af sine børn. Hvilket derved udelukker alle familiefødselsdage, familiefester og middage hos venner).

Det var som at spole tiden tilbage, hvor vi kunne nå et smut på Kokkeriet blot fordi vi lige lystede det (spontanitet på den måde er ikke-eksisterende som helt alenemor. Her er det mest spontane, der udfolder sig "ris" eller "pasta" i den blå time). Middagen/gaven blev ikke som først tænkt (lidt ligesom livet ikke for at blive lidt lommefilosofisk her på indlæggets faldereb), men det var et fantastisk eventyr med følelsen af, at på denne aften var alt muligt. En følelse af uovervindelighed og frihed - og fuldskab sikkert også. Den første vi mødte, da vi trådte ind ad døren på Stengade til den igangværende koncert, var selvfølgelig (selvfølgelig) eksmanden. Der var tænkt ind i gaven, da den blev givet i 2011. Hvor er livet dog ironisk og komisk nogle gange hva'?