STAGE DINING. Jovist stod der
FORAN Orange Stage. Men derfor blev jeg alligevel skuffet over, det ikke var PÅ
Orange Stage. Desuden henvendte arrangementet sig, set i bakspejlet, nok mere til folk, der ikke har
dyrket deres egne grøntsager eller spist på noma - hvilket jeg erfarer, ikke
er så mange alligevel. Nuvel. Vi skulle sidde på klapstole med vores egne knæ
som bord. Ikke alene skulle vi anvende vores egne knæ som bord, vi skulle også sidde
i rundkreds med en del andre mennesker – hvilket måske havde været mere
tåleligt, om vi havde haft et rigtigt bord.
På vores klapstol var placeret et
stykke papir med ens opgave. Denne opgave kunne bestå i at hente mad – ja – til
hele kredsen, holde tale – ja – eller andre ting. Skønt klokken kun var elleve,
og vi havde været i mavepuster-pitten til Justice om natten, sovet i tenthouse,
været i bad og benyttet rigtige toiletter, var vi ikke gearet til denne velmenende
selskabssjov. Tre ud af os fem skred mod tartar i Foodcourt i stedet. Det der
gjorde udslaget var en kurv af urter, der blev tilbudt at smage på. Are you
kidding? Vi kan nok nævne flere af de urter, end du kan. Og nej. Det kan ikke
skrives uden, at vi fremstår som snobber. Men det er vel også ved at være ti år
siden, jeg første gang blev kaldt en snob. De sidste to af vores crew var så
tilpas tømmermændsramte, at vi blev siddende. De ved vores kreds var til
gengæld helt med på konceptet. De tog det sprøjtede dug af ”personalet” til sig
som en oplevelse. De smagte sødskærm fra kurven for første gang og var i det
hele taget meget med på ideen. Jeg der ikke havde sagt en skid fornuftigt hele
morgenen (eller natten med for den sags skyld) byttede min-holde-tale-stol ud
med en hent-mad-stol. Mere omløb var der ikke. Depoterne var tomme. Jeg kørte
på pumperne.
Først et par syltede radiser, en rå radise og en grov ærtemos. En
smoothie der blev opgivet af næsten alle – appelsinskræl?
Brød (sendt rundt til
alle så de kunne brække et stykke af, hvilket jo altid er det man ønsker på
Roskilde – at så mange som muligt rører ved ens mad. Jeg siger ikke, folk er klamme. Men jeg siger heller ikke, at folk ikke er det.) med pesto og olie.
Vi var
variationer af kartoffelmos igennem. Dernæst en kartoffelkage (billede mangler)
med glasur og kold kaffe til. Jeg fik min nabos kombucha, idet kaffen såvel
som alt det andet ikke rigtig smagte mig. Jeg har altid haft det pænt stramt
med kombucha. Hvis jeg har lyst til en øl, så tager jeg en øl. Ellers har jeg
det okay med vand. Men nu var der ligesom ikke noget vand, og tog derfor en
stor tår af det der var. Det gik også fint, indtil jeg mærkede et fremmedlegeme
i min mund og per refleks spyede det ud – dette bidrog kun til medspisernes
totale oplevelse. ”Du fik ”the mother,”” grinede Jolie (fransk udtale). What?
Næppe. Den er dårlig den der. Og så var der ikke rigtig mere at hente der.
Vi gik der fra, efter at have
pakket alt sammen (why?) som påskrevet og direkte i Food Court. Fra Food Court og
tartar (som billedet viser en del mere nærig end sidste års og dette års version på Heartland - bollen er blevet skiftet ud med en mere brioche agtig bolle) og ind på Gloria – som fandeme er og bliver min yndlingsscene. Helvedes
hedt når Roskilde sveder over af sommervarme. Tørt når Roskilde regner derudaf.
Intens som ingen af de andre scener næsten lige meget, hvad musikken er. Dagens
første koncert. Lorenzo Woodrose. Jeg har så meget kærlighed til overs for den
mand. En uddøende race. Et brændende 68’er hjerte midt i en krigsliderlig og
forbrugersvins verden. Rødere end Rød Første Maj. Her var fyldt. Ikke
overfyldt. Tilpas.
”Sikke mange I er. Regner det?”
trådte han på scenen og tog os med. Hvordan én mand med en guitar alene på en
scene kan favne alle i teltet i ét stort kosmisk kram og opsang, er mig en
gåde. Jeg stod oppe foran. Ingen skubbede. Ingen masede. Alle respekterede hver
andres plads. Vi blev hele tiden af vagterne bedt om at samle os tættere, fordi
der var så mange der gerne ville ind. Mange af de foran stod med lukkede øjne
og flød med musikken og ordene.
Om det var grundet Uffes tekster og formidling, de få timers
søvn eller tømmermændenes tag eller det evigt forandrede sind efter to
graviditeter, ved jeg ikke, men teksterne og intensiteten fik tårerne til at
trille ned ad mine kinder. Hårene på armene mine stod strittende hele
koncerten igennem særligt, da Uffe lavede sin version af Røde Mors ’Lil’
Johnnys mund’ - ”Det var dengang, der var noget der hed ”fredsbevægelser”. Det
findes ikke mere. Nu er der kun ”krigsbevægelser”. Der er sgu penge i lortet.”
Min veninde Jolie, der intet kendskab havde
til Uffe, Baby Woodrose eller Spids Nøgenhat – hun har boet i udlandet de
sidste seks år- blev også ramt af hans røst, revet med og græd ved min side.
Flere sange igennem måtte jeg forsøge at blokere teksten ude, for at komme til
hægterne igen.
Det var absolut dette års bedste og smukkeste koncert og øjeblik
på Roskilde for mig.
Af hjertet tak kære Uffe.
– jeg ved ikke, hvor fuck Gaffas
Keld Broksø befandt sig, men det er tydeligt med hans præmierende ligegyldige
fire stjerner for denne sammenknytning-af-hoved-og-hjerte-seance at han må have stået med hovedet oppe i røven på sig selv frem for at være til stede. Når nu
han selv vælger at bringe teksten til ’Sang om merværdi,’ som Uffe havde bøjet
fra dur til mol (selvfølgelig), må det sgu også kommenteres her.
”Hør lige:
”Jeg står op om mor’nen/og går
hen på mit job/og jeg laver noget/og jeg får min løn./Men det jeg laver/ er
mere værd/end det jeg får./Hvordan sku nogen men'sker ellers blive rige uden at
lave no'et?”
Mine damer og herrer:
Mage til støvet verdensopfattelse
her i 2017 skal man nok lede længe efter (med mindre man tilhører en lille
klike af uddøende, faste abonnenter på Socialistisk Arbejderavis). Og spørg
lige en selvstændig tømrermester med et par svende, hvor mange timer han
arbejder om ugen.” skrev BROKsø i Gaffa.
Tjah. Nu ER min far tilfældigvis tømrermester.
Han har været selvstændig, hvilket ikke kunne løbe rundt til sidst. For det han
laved,’ var mere værd end det han fik. Og selv som leder af et sjak er det, han
laver mere værd end det han får. I januar skar han sin ene pegefinger på en
rundsav. Hvad gør man så? Man tager resten af dagen med naturligvis, rydder op og besøger
skadestuen når man har fri. Man får en stiv finger ud af det, efterfølgende
operationer med en trediedel af den løn, man ville få – hvilket svarer til det
rene ingenting – hvis man var på job. Man bliver ødelagt i en alder af
femoghalvtreds, før man overhovedet kom i nærheden af den alder der kunne
påråbe sig efterløn før den målstreg også blev fjernet. Knæene er ødelagte.
Ryggen er ødelagt. Et arbejdsliv der startede som fjortenårig. Op klokken fire
om morgenen, og hjemme igen klokken tre om eftermiddagen.
Det er muligt, ordene, teksten, opråbet, håbet og energien var spildt på dig Broksø. For dét har jeg ondt af dig. Du gik glip af noget sublimt her. En ophøjet
oplevelse. Et håb. For menneskeheden og den verden den er søsat i. Et håb som igen trækker tårer, når ens treårige i sin leg synger:
"Mere lys - mere kærlighed - mere lys - mere frihed!"
Ingen kommentarer:
Send en kommentar