CHARLOTTENBORG : BIG ART : THE HOUSE THAT JACK BUILT

Siden jeg så 'RIGET' (1994) rulle over skærmen i 1990'erne, og Lars Von Trier takke af efter hvert afsnit, har jeg elsket LVT. Som et barn der glæder sig til juleaften, havde jeg ventet mig meget af 'The House that Jack Built' (2018). Den kom i kølvandet på METOO, der jo som bekendt kom til Danmark med Björk og Lars Von Trier. Så jeg havde det lidt stramt og ambivalent over at MÅTTE SE DEN, og højst sandsynligt nyde den, og støtte upassende adfærd.. 

Men Trier har altid opført sig upassende. Det er jo nærmest hans varemærke. Men grænseoverskridende adfærd over for kvinder var alligevel ny for mig. Skønt ikke mange kvindelige skuespillere har haft lyst til at lave flere film med ham - jeg har altid tilskrevet det, at han kørte dem for hårdt/brød dem ned som instruktør. Man er ikke fri for at tænke, at måske var der også andre ting til grund for denne beslutning..? Charlotte Gainsbourg, nævnte min ven, har jo lavet flere film med ham. Jo jo. Det sandt. Måske skal man også huske på, hvor vanvittig Serge Gainsbourg, hendes far, var - Filmen om ham, 'Gainsbourg, Vie Heroïque,' belyser det meget godt. Ellers kan man jo se dette interview, hvis man vil. Dermed sagt at hun måske har været mere vant til grænseoverskridende adfærd end Björk.

Det kommer nok til at blive en svær overgang. Jeg får det stadig dårligt, når jeg hører en Michael Jackson-sang spille et tilfældigt sted. Ligesom jeg altid lige synker ekstra en gang, hver gang jeg støder på The Weinstein Company-logoet til starten af en film. 

Og nu havde Geniet begået en film om en seriemorder. Som udgangspunkt tænkte jeg, at jeg var/er ret træt af at se kvinder myrdet, lemlæstet og voldtaget på film. At det var malplaceret oven på det bestialske mord på Kim Wall (læs eventuelt 'Bogen om Kim Wall,' velskrevet af hendes forældre). At det ikke just hjalp på hans omdømme som den, der fik METOO til Danmark med en film om kvindehad - og i øvrigt siden 'Breaking the Waves' (1996) er blevet beskyldt for at være kvindehader med sine film. 

Det var derfor med skepsis og alle disse modstridende tanker, at jeg gik i Grand og så 'The House That Jack Built'. Men jeg må indrømme at efter ti minutter med Uma Thurmans karakter, tænkte jeg nok det samme som hovedpersonen. 

Hovedrollens navn leder naturligvis tankerne hen på morderen Jack the Ripper, men jeg ser flere referencer til andre seriemordere - det skal tilføjes, at Jack også dræber børn (Grumpy) og mænd senere i filmen. 

Selve jagtscenen med Sofie Gråbøl minder om seriemorderen Robert Hansens modus operandi - hvis far var dansk deraf det danskklingende navn. Han kidnappede og fløj kvinder ud i ødemarken i Alaska, hvor han gav dem et forspring (de var nøgne med bind for øjnene og bundede hænder) hvorefter han jagtede dem med skydevåben. Han blev dømt for 17 mord på kvinder mellem 16 og 41 år. Ved ransagning af hans hus fandt man et flykort med 26 krydser, hvilket tyder på flere ofre. Mørkeland har også dækket historien ellers læs mere her. 

På et tidspunkt går Jack med krykke, hvilket minder om Ted Bundys modus operandi til at lokke ofre med sig. Han anvendte ofte slynge om sin arm, plastikskinne på sit ben eller humpede på krykker og bad i fuldt dagslys unge kvinder om hjælp til at bære bøger eller mapper hen til sin bil - en hvid Beetle, hvor forsædet manglede - der var parkeret langt væk. Han tilstod 30 mord på kvinder. 

Lars Von Trier er helt sikkert inspireret af disse seriemordere, og faktisk har han selv inspireret en seriemorder. Tækkemanden Peter Frederiksen var nemlig vild med 'Antichrist,' hvor Gainsbourg klipper sin klitoris af. Podcasten ('I en danskers blodspor' om ham kan høres her, den er ikke for sarte sjæle.

Efter det første drab eskalerer det for Jack, og han prøver at planlægge sit næste drab. Men da han har OCD, har han svært ved at forlade matriklen for tvangstanker om ikke at have gjort rent nok. At der er blodspor bag billedet og under stolbenet. Han må altså ind og skrubbe og skure igen. Da han endelig kører afsted, er det til tonerne af David Bowies 'Fame'. Det er kitsch, morsomt og horribelt på én gang. Det er Trier. 

Jeg grinede mange gange gennem filmen. Ligesom resten af salen. Dog er der et sted, hvor Jack (Mr. Sophistication) taler til en kvinde (hans kæreste) han kalder "Simple," hvor filmen bryder med sig selv. Et sted hvor mange i biografer i USA åbenbart udvandrede. Det er en underlig lang monolog om, hvor hårdt mænd/han har det i vore tider. At mænd per definition er skyldige, imens kvinder er ofre. Jeg ser det som en kommentar til METOO, selv om jeg sikkert tillægger det noget der ikke er der. Jeg har en fornemmelse af, denne scene er kommet på eller er blevet gjort længere efter METOO. Måske er det ikke en direkte undskyldning, men der hen ad samt en latterliggørelse af mænd og ikke mindst ham selv (eller det håber jeg i hvert fald). Dette siger jeg på baggrund af Triers altid gennemsyrede sarkasme i hans værker, der trækker referencer til hans eget liv. Mange har lavet sammenligningen mellem Trier og Jack. Jacks tvangstanker leder tankerne hen på Trier. Ligesom at Verge, som Jack først taler med på lydsiden over hans forskellige byggeprojekter, spilles af Bruno Ganz (der spillede Hitler i 'Der Untergang') tager Jack med ned til Helvede. Verge er repræsentant for romantikkens forestilling om det gode og det onde og må ses som Vergil, der leder Dante gennem helvedes cirkler i 'Den guddommelige komedie'. Her er en direkte reference til 'Persona non Grata-affæren'. 

Der vises montager fra andre af hans film, og man er ikke fri for at se det hele som en slags opsummering af Triers værker og en afsked. Selv har han sagt, han ikke orkede atter en spillefilm eller at bygge atter et "hus". Men så igen gav han sig selv mundkurv på efter "Jeg forstår Hitler-bemærkningen" i Cannes i 2011 og brød den i 2014 - da han barberede sig skaldet for Politiken og sprang ud som tørlagt.   

 På Kunsthal Charlottenborg (21. september 2018 - 13. januar 2019) løb BIG ART - en udstilling om "samtidskunst i stor skala i Bjarke Ingels Groups arkitektur". Ja. Jeg elsker Bjarke Ingels Group! Jeg har elsket dem lige siden, jeg hev eksmanden med på udstillingen 'YES IS MORE' på DAC i 2009. Men jeg må indrømme, jeg kom her af en helt speciel grund. Jeg kom for at se 'The House that Jack Built' eller havde bygget i samarbejde med BIG. Yderligere blev der vist Lars Von Trier film (og serier) fra den 26. til og med den 30. december. Jeg brugte naturligvis min fødselsdag på 'Riget 1'.

 Hvis man ikke har set filmen, virker det absurd at vise billede af smilende vinkende barn. Det gør det måske også selv om, man har set filmen. Men. Dette er Grumpy. Jacks papbarn der altid var sur. Da han har slået ham ihjel, former han munden på Grumpy i et smil og tændstikker i øjnene og vinkende hånd, inden rigor mortis sætter ind - så han ikke er sur mere. Herunder ses "bagvæggen" på "huset".

CPH:DOX : ÅBNINGSAFTEN PÅ CHARLOTTENBORG KUNSTHAL : AN EVENING WITH JENNY WILSON : EXORCISM

Dette års CPH:DOX blev i går skudt i gang med en kunstfilm tidssvarende debat og koncert med Jenny Wilson. Der var udsolgt. Jeg havde egentlig ikke billet. Egentlig startede mit kendskab til Jenny Wilson med børnenes far på vores andet møde. Det startede med 'Love and Youth' albummet, der blev skamhørt ud på de tidlige røgfyldte og berusede morgentimer. 'Let my Shoes lead me Forward,' 'Bitter? No I just love to Complain,' 'Would I play with my Band?,' 'Love ain't just a four letter Word,' 'Hey, What's the Matter?' Senere kom albummet 'Hardships!' der fik ægteparret til at danse til 'The Path,' 'Like a fading Rainbow,' 'The Wooden Chair,' 'Pas me the Salt,' 'Motherhood,' 'Hardships. Med albummet 'Demand the Impossible' fængede kun 'The Future' og 'Pyramids (Rose out of our Pain)' os. Men ved et lyt nu er der nok flere. Med det kommende album 'Exorcism' er hun blevet langt mere club. Man kan indtil videre høre to af numrene fra albummet på Spotify. Nemlig 'RAPIN*' der beskriver voldtægten og temposkiftene er symbolsk ekspressive og 'LO'HI'' der med sit lydspor af klamme støn fylder en med kvalme koblet til et fedt beat. De er bestemt et lyt værd. 

En mulighed åbenbarede sig, og jeg tog der hen. 

Åbningsaftenen på Kunsthal Charlottenborg var mest besøgt af kvinder. Seancen foregik både kl. 18:00 og kl. 20:00. Hvor fucking hardcore af Wilson. At blive interviewet af to gange om ens voldtægt. Hun blev selvsagt også lidt medtaget et par gange. CPH:DOX har nok ment det i en god mening - og Jenny Wilson VIL gerne tale om det - men det må nærmest føles som atter et overgreb at berette om den situation foran en hel sal af mennesker. Jeg følte mig som krænker i hvert fald ved at sidde som publikum, hvor det blev forudindtaget at jeg havde lyst til at sætte hende i den situation.  Det havde jeg ikke. Slet slet ikke. Det gjorde mig sgu oprigtigt ked af det. Denne oplevelse. Hendes oplevelse med voldtægten. Denne verden. 

Wilson sagde, det var én ting at optræde med sangene. Noget andet var at sidde og skulle udpensle hver følelse hver sang havde i hende. Jeg forstår hende til fulde. 

Vi lyttede en sang ad gangen. De sidste på albummet 'Exorcism'. Og Wilson blev interviewet omkring hver sang. Det var så stenet at følge beatet i hver sang om voldtægt. Rocke med, imens teksten flår dine indvolde itu. Og samtidig. Har man gjort det en million gange før, når mænd har sunget om at “tage en kvinde” og overgreb i evigheder. Eksempelvis min helt og feministen Kurt Cobain ('Rape Me' - for the less fortunate).

Det her var anderledes. En blanding af mange følelser. Og modtaget med mange blandede følelser. Selvfølgelig glæde på hendes vegne over, hun "er kommet videre". Stolthed over, hvor stærk hun er ved at vise os dette. Respekt. Taknemmelig og ydmyghed over hun ville dele dette med os. Så forbandet meget vrede over, det har fundet sted i hele taget. Frustration. Sorg. Tristhed. Sadness. Kvalme over det mindset, den hersker-mentalitet og ulækre menneskesyn. At mene at man har ret til at bestemme over en andens krop, ødelægge livet for dette menneske i denne krop - nutid og fremtid - og efterlade evige spor af sit svineri hos dette menneske i denne krop. 

Mange tænker, hun har udlevet det gennem musikken. Tjah? Det er jo ikke et 'Lemonade'-album (som jeg i øvrigt ikke kan få armene ned over - dét 'visual album' burde have vundet alt, der var at vinde dét år. Hands down.), som "blot" handler om ens mands utroskab. 

Det er en fucking voldtægt. 

Nogen har taget din krop. Krænket den og dig. Det bliver ikke værre end det. Hun har ikke udlevet det gennem musikken. Hun har tvunget sig selv til at lave musik om den umenneskelige oplevelse (og dog så hverdagskost-agtigt for så mange kvinder verden rundt - her tager jeg også "femogtyve år gamle klask i røven" med (Bornedal din negligerende idiot) for det handler om selve mentaliteten bag de overgreb. Det handler ikke om at gradbøje i overgreb (som jeg har oplevet så forbandet mange mænd gøre, jeg selv er nået til (når sætningen lyder "jeg synes, at metoo er vigtig, men..") bare at begynde at råbe "NEJ!"). Det handler ikke om at gradbøje overgreb, det handler om mindsettet bag disse overgreb. Mindsettet der legimiterer klamme bemærkninger, forklædte "komplimenter" om ens kvindelige kendetegn (luk røven - hvad fuck rager det dig?), at se på kvinder som et stykke kød, "nogens ret," klap i røven, blive raget på, "tilfældige" strejf af ens bryster eller røv i køer eller under offentlig transport, blive humpet i takt med bussens rytme når den er fyldt til randen og man ikke ved om det er ens fantasi eller..? (lad mig cementere: det er det aldrig), at ens tøj fordrer til andres upassende adfærd, overgreb, voldtægter mod kvinder) for at prøve at leve med den oplevelse. Tage tempoet af oplevelsen ved at tale om den. Prøve at få den til at fylde mindre i ens hoved ved at lukke den ud i det åbne rum. Denne skamfyldte oplevelse. Prøve at tage magten fra den. Prøve at generobre lidt kontrol over sin egen krop, som det umenneske tog kontrol over hendes krop. Ens krop der hele livet har været din. Men ikke i dét øjeblik. Og nu har man en anden krop. Der er ude af kontrol. Der ryster. Der græder. Der skælver. Der ikke lystrer. 

Kroppen husker, hvad hovedet prøver at fortrænge. 

Wilson fortalte, hun måtte tvinge sig selv til at lave musik. For at prøve at gøre et eller andet. Hun fortalte, hun startede med at lave musikken først. Teksterne kom først langt senere. Fordi det var så pissesvært for hende at sætte ord på episoden. Normalt finder hun teksterne via litteratur, film eller kunst. Her stod hun tilbage med kun hende selv. Hun skulle selv sætte ord på. Det var hårdt. Og det er også forbandet hårdt at lytte til. 'RAPIN*' er virkelig klam. Og det stikker i alle retninger i ens krop at lytte til det, og rocke med til beatet.   

Et mærkeligt spørgsmål fra en mand iblandt publikum kom med en helvedes lang mansplaining, cirkulerende rundt om hvordan hun finder på tekster...øhh har du hørt, hvad hun har sagt. Og slutteligt er der grænser for, hvad meget personligt der må komme ind i teksterne. "Langt spørgsmål - kort svar - NEJ," svarede Wilson og fik en støttende klapsalve fra publikum. 

Efter koncerten med de fire første numre fra albummet, berettede Jenny Wilson at hun giver koncert i Vega den 12. maj. 

"...det er jo ikke det, Jenny vil. Jeg er så træt af metoo, Jenny vil ikke sættes i den forbindelse," brægede en yngre kvinde bag mig som man iklædte sig sit overtøj. Are you fucking kidding? Hun har netop lige fortalt at metoo reddede hende. Som hun mente, den har gjort med så mange andre. Med metoo følte hun, at hun ikke var alene om sine oplevelser. Og der var en platform for hendes oplevelser. Her fandt hun styrken. 

CPH:DOX - please lad være med et kalde det "girl power," når det handler om en kvindes power - da det falder ind i den forestilling om, at hun ikke er voksen. Og at kvinder helst skal være unge - at gamle damer/kvinder er utiltrækkende for the male gaze. Deraf en hel makeup industri, der vil have kvinder til at købe deres yngrende produkter, give dem dårlig selvtillid og få dem til at gemme sig bag lag af makeup. "Girl Power" kom frem i halvfemserne, mon ikke vi er rykket videre til "Women Power"? Jeg anser i hvert fald ikke mig selv som en "pige" og ville aldrig referere til mig selv som en. 

Og seriøst lyserød..? 

Foråret - som det forholdt sig på Forårsudstillingen

Og det blev første strejf af foråret og derved tid til Forårsudstillingen på Charlottenborg.
Der var gratis adgang på åbningsdagen, hvilket godtgjorde valget om at tilbringe dagen inden døre frem for udendørs i forårets frostsolskin. ( - stadig med isflager på kanalen )
Som forårsblomsterne tittede frem i ude det fri, fandt vi da også et par spirrende fund i bygningen.