FREDERIKS HAVE PÅ SMALLEGADE - OG MOON DUO PÅ STENGADE

 Efter en eftermiddag med et par øl på Floss - vi skulle til koncert med Moon Duo om aftenen - kom Löjhatti i tanke om en fødseldagsgave, vi havde glemt alt om. Det drejede sig om en fødselsdagsgave i 2011. En invitation om at tage os to, hendes kæreste og min daværende mand med på Frederiks Have. Grunden til at det måtte vente var, at undertegnede var i syvende måned med vores første barn. Ergo ingen vinmenu til undertegnede, og det ville jo være en skam. Jeg havde allerede i dét år taget en tolv retters frokost på Noma på juicemenu grundet samme graviditet. Men I ved, vandet poppes, barn/børn fødes (hvilket måske er den største forenkling af det vildeste, der nogensinde er overgået min krop. Humor me.), ny verden introduceres, skolestart, stofskiftet stikker af - kort sagt - life (/shit) happens.
Löjhatti kom i tanke om denne gave, som vi sad på Floss, og instantly undersøgte vi hvorvidt om de havde bord. Det havde de. Vi brød op og cyklede mod Frederiksberg.

 Måske hører det sjældenhederne, at to kvinder kommer ind på Frederiks Have og insisterer på både fem retters menu og vinmenu, imens de har en koncert halvanden time senere. I hvert fald var det det, der skete. Vores tjener virkede ikke helt sikker på, det kunne nåes, men hun ville høre med køkkenet. Kokkene gav grønt lys, så vi kørte!

 En lille starter af rygeost og stenbidderrogn og agurk (og sødskærm) - så er foråret i gang!

 Smørristet porre med blåmuslinger, stenbidderrogn, karse og dild.

 Beaujolais Village 2011, Domaine des Ronze.

 Ballotine og sprødt skind.

 Verdens lækreste kyllingeconsommé - hånden på hjertet - jeg ville elske en fondmenu til hver servering foruden vinmenuen.

 Condado de Haza 2009, Ribera del Duero.

 Lammeculotte og lammepølse med pastinak og ramsløg.

 Löjhatti har jo siden starten af tyverne været glad for sherry, så denne faldt jo i god jord hos hende.

 Rødbedeformage med vaniljesyltede gulerødder samt gulerødssorbet med et glas Brachetto, Borgo Maragliano.

 Vores fantastiske tjener og kokke denne aften holdt et godt tempo, og vi nåede det hele. - dét selv om de havde et kæmpe selskab ved siden af. Og som de siger på hjemmesiden, som vi kun kan medgive hold     er stik: "Vi skal nok respektere, hvis I har travlt. Bare giv tjeneren besked om, hvor længe middagen må vare, så skal vi nok sørge for, at I bliver færdige til aftalt tid. Hvis I ikke har travlt, så har vi heller ikke. Vi dobbeltbooker nemlig ikke, så I skal være velkomne til at slappe af, og nyde hele aftenen hos os". 

Vi kommer helt sikkert igen, og slapper af hele aftenen hos jer. Tak for formidabel service!

Vi ræsede afsted mod Stengade. Meget meget meget fulde. Det var ufatteligt meget alkohol for undertegnede på så kort tid - og det havde været ufattelig meget alkohol for undertegnede selv for en hel aften. Jeps sådan er det at være alenemor (,der ikke har det okay med at indtage alkohol i nærheden af sine børn. Hvilket derved udelukker alle familiefødselsdage, familiefester og middage hos venner).

Det var som at spole tiden tilbage, hvor vi kunne nå et smut på Kokkeriet blot fordi vi lige lystede det (spontanitet på den måde er ikke-eksisterende som helt alenemor. Her er det mest spontane, der udfolder sig "ris" eller "pasta" i den blå time). Middagen/gaven blev ikke som først tænkt (lidt ligesom livet ikke for at blive lidt lommefilosofisk her på indlæggets faldereb), men det var et fantastisk eventyr med følelsen af, at på denne aften var alt muligt. En følelse af uovervindelighed og frihed - og fuldskab sikkert også. Den første vi mødte, da vi trådte ind ad døren på Stengade til den igangværende koncert, var selvfølgelig (selvfølgelig) eksmanden. Der var tænkt ind i gaven, da den blev givet i 2011. Hvor er livet dog ironisk og komisk nogle gange hva'? 

DAG 14: KUALA LUMPUR: MORGENMAD PÅ LA VIE EN ROSE - IGEN

 Kaffe i lykkelige omstændigheder på La Vie En Rose - undertegnede var henrykt for at kunne få en kulinarisk oplevelse kontra det evige spisekort på Tioman. Hvilken frihed at få fransk cuisine i stedet for laid back kantine kitchen.

 Det franske bagværk til brunchen

 Voila c'est un croissant magnifique! Je t'aime Claus Werner!
Huzoors tallerken som denne gang blev min -
Andeconfit-shepherd's pie. Virkelig god, fransk og selvfølgelig fed.
En champignon og andebacon bruschetta. Denne tog klart prisen blandt de tre. Vanvittig lækker!!
Røræg med røget laks. Jeg er ikke specielt vild med røræg, men laksen nærmest smeltede på tungen..

 Så var der bare tilbage at nyde omgivelserne, udsigten og selve livet.

DAG 8: KUALA LUMPUR: LA VIE EN ROSE

 Vi tog til brunch lidt ude i kanten af byen. La Vie en Rose - og ja som navnet antyder er det fransk cuisine med en dejlig fransk tjener, smukke omgivelser og bare ren forkælelse for ganen.

 Memsahib havde taget viften med for at få luft - og hun HAR vænnet sig til varmen med sine to år i eksil. - så kan I sikkert tænke jer til, hvordan undertegnede var angrebet.

 Dejlig fransk stemning i varmen og lækre omgivelser.

 Huzoor gæstede damerne.

 Kaffe a la Cafés Richard som i de gode stunder i Paris. Oh la la...
Med æblejuice af cox orange der fik sin egen isspand at stå i.

 Til al morgenmad har de hjemmebagt rbød, croissanter, chokolade croissanter og wienerbrød.
Hertil hjemmelavet blommesyltetøj og banan-abrikosmarmelade.

 Youghurt med banan-abrikosmarmelade i bunden og blommesyltetøj i toppen.

 Memsahib og jeg fik deres originale Egg à la Bénédictine - tartelet med brandade, pocheret æg og cremet trøffelsauce. Et strejf af balsamico.

 ÅHH!! Og englene synger - kan I høre det?
Hver bid var en fest i min mund!

 Huzoor fik en lille andeconfit-shepherd's pie.
En champignon og andebacon bruschetta.
Røræg med røget laks.

 Aftenkortet

SOKKELUND - CAFÉ OG BRASSERIE

 Et par trætte forældre traskede fra Zoologisk Have på Frederiksberg med en drømmende Eskillio i barnevognen. Rige på indtryk, dyr og højrystede børn fik de lyst til at afprøve de smukke omgivelser tilhørende SOKKELUND og deres mad ikke mindst. Kender I det, når man passerer et sted og er solgt på stedet? Sådan havde jeg det første gang, jernhesten bar mig forbi dette sted. Selve facaden indbød med det samme til et afstik fra den travle hverdag og et pusterum af ren forkælelse. Eskillio var som sagt gået i seng og hyggede sig sikkert med 'vovvov'er' - der er navnet for alle dyr generelt - af alle afstøbninger, så vi havde god mulighed for at sidde indenfor. Men har man overlevet vinteren i Danmark, så SKAL man sidde udendørs når den mindste lejlighed byder sig. Det er klart. 
Køkkenet lukkede denne aften klokken otte, idet stedet skulle holde personalefest. Det gav os halvanden time. Det kunne vi sagtens nå. Desværre måtte mange efter os, og det var i sandhed mange, gå forgæves. Fortvivlelsen var som bøjet i neon i deres ansigter, og man fældede da også en stille tåre på deres bekostning. 

 Som kortet så fint viser er her et overskueligt udvalg af retter, hvor både kvaliteten og dyrevelfærden er i højsæde. Se dét kan vi lide!
Kyllinger fra Hoppeballe Mølle som får lov at vokse i eget tempo, foder uden antibiotika, masser af plads, motion og slukket lys om natten.
Okser fra Grambogård får lov at vokse i eget tempo, hele sommeren på græs uden kemikalier eller gødning, masser af motion og fast Grambogårdpersonale under opvækstperioden.

 I Spiegelau-glasset fik vi østrigsk Grüner Veltliner fra 2011 af Laurenz V.
"Bouquet af æble og fersken med citrusaroma og et strejf af hvid peber."
En udsøgt perle for ganen og alt i alt fuldstændig perfekt til anledningen.

 Herunder ses det bedste fra Skagen: Skagenskinken fra Slagter Munch.
Anrettet her med saltede mandler, figen og sødskærm.

 Herunder dagens ret: Sprødstegt Hoppeballe Mølle Kyllingebryst med sauté af kål, æbler, kartofler, cremet hønse sauce, godt med dild og de mest fantastiske syltede løg.

 Herunder en Steak Béarnaise - Ribeye af krogmodnet oksehøjreb fra Grambogård med bagte tomater og hvidløg.

 Hertil Sokkelunds hjemmelavede pommes frites og Béarnaisesauce. - som vores søde og imødekommende tjenerinde informerede, at selvfølgelig ville vi få flere hvis vi kunne spise det.

 Men vi var mildest talt helt færdige efter dette overdådige måltid. Faktisk var det så galt, at vi måtte levne. Vores dejlige tjener spurgte, om vi ville have resterne med hjem. Sådan noget ELSKER jeg. Og er der noget jeg elsker endnu mere, er det når restauranten selv melder ud omkring det. Jeg er nemlig lettere elendig til at spørge om det, men hvorfor? Fordi det er pinligt.
Restauranten smider jo alligevel maden ud?
Stopspildafmad.dk du.
Jeg er god til det hjemme, jeg må og skal simpelthen blive bedre til det ude.
Nåh det var en mindre detour.
Et kort øjeblik var vi i tvivl, om vi overhovedet var i stand til at spise det stykke cheesecake vi ved ankomsten fik reserveret af vores gode tjener. Det var det aller sidste stykke, skal det lige siges. Og sådan noget lægger jo et gevaldigt pres på én. Tænk hvis man netop havde plads til netop dét stykke himmelske cheesecake efter en overdådig middag, og så var det gået med en anden hjem? Næh nej.
Men vi måtte trods alt hyperventilere i ti minutters tid, før vi genvandt fatningen og krafterne til at gennemføre desserten. Vores søde tjener var heldigvis meget forstående.
Måske endda også lidt imponeret? Det var vi selv.

Så var den her.
For at fatte stemningen ved dette, kan dette lydspor måske hjælpe jer på vej Paris-Roubaix Choir. 03:12 inde i klippet har I den eksakte følelse. 
Sokkelunds cheesecake med friske bær, fyldig karamel og pistacienødder.
Velbekomme sukkede vi, og var ved at omkomme.