BERLIN : FRIDRICHSHAIN : COMPUTERSPIELE MUSEUM : JA TAK

Fejring af 20 års venskab.

Lille M og jeg tog til Karl-Marx-Allee i Fridrichshain for at besøge Computerspiele Museum. Jeg er jo født i slutningen af 1982, og jeg har været med helt fra Super Mario Bros. platformspillet til Nintendo Entertainment System  (1985) - hvilket må være kommet til Danmark og min fætters værelse i slutningen af 19980'erne. Vi, min lillebror og jeg, havde kun et tv-spil, der mest mindede om Pong, men må have været en af klonerne med en knap at skrue på samt en affyringsknap.   

Jeg fucking ELSKER Mario. Og ja, jeg har selvfølgelig præget mine drenge med min kærlighed og nostalgi til Mario spillene. And just for the record: it's exactly like riding a bicycle. Da de var helt små, elskede de at se deres mor gennemføre de forskellige spil. Nu er den mindste endelig blevet nogenlunde til spillene, og dør ikke som det første i hver bane (med dertilhørende tantum over spillets uretfærdighed eller whatever). Og jeg elsker at se, hvor meget de her i vintermånederne får ud af at spille sammen. Hvor meget deres iver, mavekrampende latter og venskab fylder huset, imens jeg laver aftensmad i køkkenet. Det er sgu fedt. Det er også fedt, og plat bevares, når de beder om hjælp til baner, de ikke kan klare, og jeg træder ind i spillerummet (det hedder deres fællesrum til alle deres spillemaskiner) og løser deres problem uden at blinke. Plat. I know. Men for satan, jeg er en superhelt i deres øjne i det øjeblik! Og det skal nok snart ændre sig, nu de lige er blevet 12 og 10 år gamle. 

Summa summarum: Jeg elsker videospil (ja, det hed det) og Mario. Jeg var måske også den af os, der glædede mig allermest til at se 'Super Mario Bros' (2023). Men den mindste har det virkelig også vildt over Mario, så jeg havde én at dele spændingen med. Og vi glæder os til 2'eren, so der varsles med Yoshi-ægget i slutningen. Vi kommer!

Når man kommer ind på museet, og har betalt, er alle spillekonsoller og spillemaskiner up for grabs. Man må, forståeligt nok, ikke have mad og drikkelse med ind. 

Jahuu! Totalt glædeligt gensyn og nostalgisk øjeblik med Super Nintendoen, Mario og Yoshi. Shit, hvor har jeg spillet det meget!

Åh! Nintendo64 !! Dejligt gensyn! Vi nåede aldrig at have en SEGA eller playstation. 

Oh my God. Alle bilferiers redning når walkman eller senere discman'en blev for kedelig og man ikke kunne tage billeder med sin kamera (med film). Hvor er det vildt, hvor mange apparater man havde med sig - ikke så sært, at Salomon tasken var så tung. Og hvor er det vildt, at alle de ting nu bor i en mobil. Og hvor lyder jeg gammel med mine tanker. But so be it. 

Den her! Damn, hvor har mine barnehænder smertet af dette firkantede design efter timers spil med familie til familiekomsammen eller med venner efter skole - for det var en social ting for mig. Det var aldrig noget, jeg gad at spille alene. Det er vel det, børn oplever online i dag?

Intet spillemuseum uden arkadespil. Hello 1980'es!

Donkey Kong Arkadespillet fra 1991 - og hvem ses her som den lille Jump Man, der skal redde pigen fra aben? Korrekt. Figuren der bliver til Mario et par år efter:) 

Space Invaders. Oh My God. Hvor har jeg spillet det meget. Jeg husker, min far (født 1961) var vildt god til det. Det og flipperskiner. 

REUNION #5 : PRÆSTØ & KALVEHAVE LABYRINTPARK

Veganeren, Svenskeren og undertegnede gik på efterskole sammen 1998/1999. Veganeren flyttede derefter i lejlighed med en veninde, blot sytten år, Svenskeren ville ikke hjem til Sverige og vi tog derfor på gymnasiet sammen. Hun som kostelev og jeg som "madpakke". Efter de tre år tog hun tilbage til Sverige og vi sås ikke så tit. I 2011, da jeg ventede Eskillio, tog Veganeren og jeg til Sverige for at besøge Svenskeren. Før baby tur. Vi havde ikke været samlet i fem år. Vi havde om natten, da vi ankom op til talt om, at Svenskeren var bange for at hende og hendes mand ikke kunne blive gravide, og hun var tæt på at miste modet. Jeg havde fortalt, hvordan jeg fandt ud at at jeg var gravid. Der var mange lighedstegn, og hun havde taget en test. Den første morgen vi vågnede i Eskildstuna (nej det er ikke derfra, han har navnet - han er opkaldt efter min oldefar det bedste menneske i mit liv), havde Svenskeren taget en graviditetstest og opdaget til stor lykke at den var positiv. Hun havde bare ventet på, vi vågnede så hun kunne fortølle det. What are the odds?
Dette var Reunion #1.  Så her kommer et tilbageblik - throwback som det vel kaldes i disse tider - til Reunion #5 med fem børn og tre voksne. Super feje hold. Eskillio, Juliet, Elvisio, Solbjørgen og lille Ellen. Dengang boede Veganeren på en lejet gård uden for Præstø - fra to etagers lejlighed på Enghave Plads til en mark. Sejt!

Her er det største kirsebærtræ, som halvandenårige Elvisio konstant snackede ved. Det gik ud over tøjet, så til sidst blev det nøgensnack. 

De to Duponder på dengang halvandet år - awww - de er født med tretten dages mellemrum. Elvisios eneste ord var: "bær! Bær! Bær!" Det er fantastisk at have børn på samme alder med en af sine bedste veninder.  

Pottetræning for en på halvandet? Men det kunne han sgu. 

Veganerens morgenmad. Frosne bananer og bær lavet om til is. En maskine jeg desværre ikke selv ejer, men som Eskillio mente var nødvendig at have. Morgenen efter stod den på bananvafler. Veganeren vendte op og ned på Eskillios forståelse af måltider - på den gode måde. 

Veganer "babyen". 

I Katmandu, hvor Veganeren var i praktik, har de fleste biler en lille Ganesh i forruden for good luck. Det var der også folk i New Delhi, der havde da vi var der i 2006. Med børn i bilen er det måske en okay cultural (eller religious) appropriation.  

Vi tog til Kalvehave Labyrintpark, som helt sikkert er bedst i godt vejr eftersom det hele foregår udendørs. Til gengæld kan de fleste aldre være med, for der er ikke noget der kan smadres - bevares der er rig mulighed for at få smidt sine børn væk. Eller sig selv. 

Og så er det overskuelige priser. 

For en ekstra service er her et overblik over mad og drikke muligheder - Veganeren er så vant til på disse kanter, at der ikke er noget for dem så vi have picnickurven med. 

Og igen i forhold til københavnske priser så er 22kr. for kaffe ad libitum virkelig i den lave ende. Men ja det var filterkaffe og intet andet. Vi fik en kande med kopper til ned til tæppet. 

Her prøvede Juliet en af de mere overskuelige. 

Og imens Duponderne og Veganeren powernappede, tog Eskillio og undertegnede fat på en anden labyrint tænkende: "Den kan vi sgu hurtigt nå igennem". 

Vi fandt også hurtigt midten. Men vi fandt aldrig ud. Fyrre minutter senere så man Eskillio og hans mor møve sig ud under en af væggene. Enough is enough. "Mor det er jo snyd!" "Ja. Og overlevelse."

Vi tog til Præstø for at bade med svenskerne, inden de skulle afsted. Eskillio og Juliet har været tre og et halvt år. Juliet forstår dansk, men taler det ikke. Stakkels Eskillio forstod ikke helt altid, hvad hun sagde, hvilket frustrerede hende lidt. 

Veganerne fik koldskål lavet på soyamælk, vores var bare straight up koldskål. Dessert til aftensmad. 

Der er bare noget helt rigtigt over at have børn i naturen.