2025 SUMMER MEDLEY

Midt i snestormen er det godt at huske, at sommeren kun er fire måneder væk. 

Imens kan man mindes den evige sommer med daglige ture i vandet (hav eller sø), sol og mad over bål. 

8. MARTS 2024 : GLÆDELIG KAMPDAG

Dagen i dag bliver en dag fuld af nydelse. 8. marts er hellig for mig. Alle andre dage på året er kampdage for mig (kvinder), så i dag skal bare være fuld af kærlighed og taknemmelighed over for de kvinder, jeg står på skuldrene af, og/eller omgiver mig med. Det bliver til vinterbadning kl. 12:00 med dejlige damer. Fællesspisning på Værkerne i Sorø med Sorø Bibliotek og 8. marts Initiativet i Sorø med oplæg bagefter: 

"Sprogforsker Marianne Rathje og rådgiver indenfor ligestilling og diversitet Marie Valentin Beck giver i foredraget deres bud på sprogets indvirkning på ligestilling. De kaster både et blik tilbage i historien, ned i databaserne over vores danske sprog og ind i vores vane-elskende hjerner. 

Ubevidste ideer og fordomme om køn er en hindring for ligestilling: Vi vil gerne fremme ligestilling, men kommer ofte til at gøre det modsatte. Det er ikke mindst, fordi vores sprog og kultur bærer på en historie, hvor der bestemt ikke var noget ideal om, at kvinder og mænd kunne eller skulle være det samme. 

Hvordan kan det være, at fortiden spiller en så stor rolle for vores nutidige forudindtagethed? Hvilken rolle spillet kønnet i det danske sprog – og sproget for vores opfattelser af køn? Hvordan går det fx med udviklingen fra formand, over forkvinde til forperson? Og findes der i det danske sprog flere nedsættende ord om kvinder end om mænd?"

Og så vil jeg, som altid, lade lyset skinne på en anden kvinde end mig selv og den kamp, hun fucking altid owner. Nemlig Sanne Søndergaard. Gør dig selv den tjeneste at se hendes show 'Kvinders usynlige arbejde'. Og tag gerne mænd med. They need to hear this. 

Nedenstående er også med i hendes show. Og dette favner meget godt, hvordan jeg opdrager mine drenge feminint. For skolen gør det ikke. Folkeskolen gør det ikke. Der er allerede møder om "pigefnidder" i klassen hos den mindste. Men det har været drengene i min ældstes klasse, der har været altødelæggende i klassen. Min dreng har været den, der prøvede at redde den gode stemning og glatte ud. Imens der var slåskamp i timen og fritkvarteret. På grund af de drenge kunne ingen modtage undervisning i klassen. Det blev ikke meldt ud til alle, selv det vedrører alle børn i klassen der ikke lærer en skid på grund af "drengefnidder". Fem piger og min dreng fik lov at være i et andet lokale - det var de seks elever ud af 22, der var i stand til at modtage undervisning. Resten var et socialt eksperiment. Survival of the fittest. Hvad sker der?

I min mindstes klasse er det fodbold, der er problemet. Dét dér har intet med fodbold at gøre. Det er bare en undskyldning for at smadre hinanden, og "drillerierne" (læs: mobningen) fortsætter inde i klassen. Man er uden for, hvis man ikke spillet fodbold. Og man er uden for, hvis man spiller dårligt fodbold - hvilket den lille faktisk ikke gør. Man skal mobbes, hvis man som dreng leger med piger. 

Kan vi snart lære drenge at tale om deres følelser i stedet for at smadre hinanden?

Sanne Søndergaard:

" Hvem har ansvaret for mænd?

Gloria Steinem viser den fælde, vi falder i, i samfund hvor det maskuline er mere værd end det feminine: Så sender vi gladeligt vore døtre over i den maskuline arena - fordi drengepiger er seje.

Men få tør skubbe deres sønner over i den feminine arena - fordi tøsedrenge er pinlige.

Dén statusforskel mellem hvad der opfattes som maskulint vs feminint, skaber alverdens køn-uligestilling.

For eksempel har det uoverstigelige konsekvenser, at følelsesarbejde opfattes som feminint.

Det bliver kaldt “pigefnidder”, når der bruges ressourcer på at lære piger at tale om følelser og at håndtere relationer & konflikter; at lære dem at fornemme egne og andres behov & grænser, at passe på sig selv & andre, at opbygge empati, situationsfornemmelse, behovsudsætte for andres skyld osv. osv.

Der holdes titusindvis af møder i pigegrupper landet over, fordi vi forventer af pigerne, at de skal (lære at) tage ansvar for sig selv, for hinanden OG for den gode stemning.

Men hvad med drengene?

De bliver sendt ud i skolegården og må klare alting alene. For som selvretfærdige voksne gerne udtrykker det: “Drenge har ikke brug for at tale ting igennem. Drenge laver ikke så meget drama!”

Oh jo, de gør! Det kaldes som bekendt verdenshistorien…

Og selvfølgelig har drenge brug for at tale ting igennem! Drenge har lige så mange følelsesmæssige og relationelle behov som piger. Men vi udsulter dem fra begyndelsen pga lortede kønsstereotype ideer om MANDEN som en stolt, stoisk, (s)lidende, tavs type.

Det mandeideal gør mænd afhængige af kvinder til at lave det følelsesmæssige arbejde for sig. Går det dårligt for mænd, har de kun få følelsesmæssige og relationelle ressourcer: Så de bliver deprimerede, de selvmedicinerer og får misbrugsproblemer, i værste tilfælde tager de deres eget liv.

Og de gennemsyres af vrede. Klart, for det er et skodideal, de forventes at leve op til! Men dét ansvar tager mænd ikke på sig

I stedet malplaceres vreden på os kvinder - fordi vi ikke gør vores kønsstereotype pligt at redde mænd fra sig selv.

Men mænd er IKKE kvinders ansvar! Det er på høje tide, at vi slår det fast: Mænd har ansvaret for mænd!"

KØBENHAVN : LOKOMOTIVVÆRKSTEDET : DALÍ : CYBERNETICS - THE IMMERSIVE EXPERIENCE

 

Bananerne og jeg tog på tur, idet jeg længe havde haft en ubændelig lyst til at se 'Dalí: Cybernetics - the Immersive Experience' på Otto Busses Vej 5A. Jeg har altid elsket Dalís genialiteter, og husker stadig da jeg for små 25 år siden tog alene på det overvældende Dalí museum (Dalí Theatre-Museum) i Figueres i Catalonien. "Læbesofaen" fra Mae West "billedet" stod desuden også her i forhallen til fri afbenyttelse. Dog uden kamel og kamin. 

Herover ses et billede af at man kunne male på en tegning for så at sætte den under en scanner, der derefter formede en version af yndlingsbilledet 'Galatea of spheres' og blæste det op på væggen. 

Meget fint.

Her var også et udstillingsrum, der på 360º tog os med i Dalís malerstrøg og tankegang. 

Men det klart fedeste og bedste ved udstillingen var VR-turen ombord i hans kunst. Drengene og jeg var flade af grin, som vi i dykkerklokker holdt hinanden i hånden, gik ud på dækket og sejlede ud i ørkener, hav og nød hele universet. Det var virkelig fedt. Og de havde tilført blæst for at gøre det mere livagtigt. 

Drengene var helt oppe og køre, da vi gik der fra og svor at det var det fedeste de nogensinde havde prøvet. Good parenting, job well done

STRESS : LANDE I SIG SELV OG SIN KROP IGEN : GROUNDED I EGET VIDUNDERLIGT HUS OG FORTRYLLENDE HAVE

Jeg havde fornøjelsen af at gå ned med stress i august 2021 - som så mange andre i kølvandet på COVID-19. Jeg havde ignoreret min krops signaler i så lang tid, at alt slukkede da jeg endelig knækkede. Det var blevet normalen at sove to-fire timer om natten - eller det vil sige, jeg kom op på seks-otte timer om natten i sommerferien. Samme dag, jeg var tilbage på job, ville min krop ikke lade mig sove igen. Jeg havde ugentlige galdestensanfald, skønt jeg fik fjernet min galdeblære i 2016. Også det skød jeg hen som ingenting. Det var blevet så normalt, at jeg rejste mig fra mig computer, meddelte resten af kontoret at jeg lige gik ud og fik et galdestensanfald - skulle de undre sig, hvor jeg blev af. Ja. Det er sgu sandt.

Jeg kunne heller ikke mærke sult. Jeg skød det ene sukkerholdige efter det andet for, jeg var fuldstændig tør for energi. Min krop ville ikke lade mig sove, og den ville ikke stoppe med at græde.

Så da jeg endelig knækkede, så var det midt over. 

Dagen efter ringede ejendomsmægleren for, at vi skulle komme og se på et hus. Mit ansigt var opløst af dages gråd, og jeg orkede helt ærligt ikke at se nogen eller at blive set. 

Min ældste og jeg har før været ude for at se på hus. Men billederne har været flottere end virkeligheden.  Hver gang har det været en skuffelse for, det føltes forkert. Men da jeg satte mine ben i dette hus, og kom inden for, så blev der helt stille i min krop. Her var stilhed. "Det her er mit hus. Dét hér er MIT HUS. Det her er mit hjem!" skreg mit hjerte og jeg kunne mærke det med hele min krop - hvilket var en vild oplevelse, når man ikke havde kunne mærke sig selv i halvandet år.

Mine forældre bad mig slå koldt vand i blodet - intet var sikkert endnu jo. Men jeg vidste, jeg ville få det. Jeg vidste det. 

Tre måneder gik der, før vi kunne flytte ind. Jeg havde ugentlig kontakt med min læge, der gav mig kuren:

Gå lange ture. Lav udstræk. Mediter. Spis sundt. 

Jeg begyndte at gå seks km, der snart blev til ti km og nogle gange femten-atten km. Jeg travede ud over marker og krat i vind og vejr, gennem skove og stier. Jeg sørgede for at gå en ny rute hver dag. Jeg skulle fra hovedet og ned i kroppen. Væk fra rankemylderet. Jeg skulle give slip. Jeg skulle køres så træt, at jeg nærmest besvimede på hovedpuden ved midnat. Jeg måtte ikke lægge mig før, ellers ville jeg vågne om natten og spekulere indtil daggry igen. 

Tiden kom, hvor vi rykkede i hus. Det var kaos, selv om vi gik fra 91m2-117km2 foruden et kæmpe udhus og "sommerhus" med fire sovepladser. Huset er fra 1908, og trænger til en kærlig hånd. Helt klart. Men det må komme stille og roligt. Vi elsker vores hus - og vores rescue kat - og vidunderlige to haver. Jeg er blevet så grounded med vores nye hjem. Altså jeg er jo opvokset i et hus med kæmpe have lige op ad skoven, så det giver selvfølgelig mening at det føles som at komme hjem. Haven Hul nr. 7 var også vidunderligt efter så mange år i byen. 

Foruden at rense huset, og undertegnede, som billederne indikerer, så har jeg i den grad givet slip. Som min læge sagde, så er arbejdet pisselige meget om ti år. Men hvad der til gengæld er spildt om ti år, er mine børns barndom. 

Mit vidunderlige barn der laver en cheesecake til sin mor på hendes fødselsdag.

Mine fabelagtige børn, hvis barndom jeg skal huske at være til stede i, og min fantastiske mormor, hvis alderdom og vise historier jeg skal at være med imens de er. 

Min ældste blev ti år i februar. Hvor er det vildt at tænke ti år tilbage til, han kom til verden. Hvor har vores verden dog forandret sig. Og jeg har brugt mine tredivere på mine brødrene løvehjerte. Det synes, at hver gang, jeg er noget der ender på 8 eller tæt på 9, så sker der en massiv forandring i mit liv. Jeg blev gravid som 28-årig, og jeg fødte som 29-årig. Vi rykkede i hus, da jeg var 38 (okay, 24 dage før jeg blev 39). Og nu som 39-årig handler mit liv endelig om mig selv. Jeg har kigget efter karriere, familie, uddannelse, karriere og endelig har jeg vendt blikket hjem. Det føles ret vildt. 

Som de fleste måske ved, så har den mindste fødselsdag dagen efter den ældste. Og denne ønskede at have hele klassen på besøg. Jeg har altid holdt det et andet sted, idet jeg ikke har orket at have en hel klasse spillopper oppe i en lejlighed. Og ja, årstiden gør lidt, at man ikke kan holde det uden for. Nuvel. Jeg lavede skattejagt på matriklen og derefter tøndeslagning om morgenen - om eftermiddagen kom familie og venner til fastelavn nemlig. Ja. 3 fødselsdage på én weekend - for ikke at tale om frugtskibene som uddeling i hver deres klasse. 

I sommer var drengene og jeg i Sverige i Astrid Lindgrens Verden - vi havde læst 'Ronja Røverdatter' op til, set 'Brødrene Løvehjerte' og var i gang med 'Vi på Krageøen'. Jeg håber, jeg får lavet et opslag om det - det var nogle magiske dage med mine børn, der levede sig helt ind i universet. Verdens bedste venner og verdens bedste brødrene Løvehjerte. I disse lyse forårsaftner ligger de under mine vinger, imens vi læser og snakker om teaterstykkerne i Sverige i sommer. Jeg kan kun anbefale ALV!

Jeg har skabt nogle dejlige drenge. Det vidste jeg jo godt og at se dem blomstre op her i huset, komme hjem fra skole og rende i haven, er en uventet fryd. Særligt når de har plukket en buket blomster. Jeg må indrømme, jeg bliver helt høj af at starte dagen med fuglefløjt for dernæst at gå i haven og udvælge dagens buket. Jeg har jo ikke vidst, hvad der ville komme op. Winter is over. Snetæppet blev afløst af et gult tæppe af erantis. Så kom vintergækkerne. Dernæst kom krokus i fersken, lilla og orange. Nu skyder blå og lilla hyacinter op. Tulipanblade vrider sig op af jorden. Det gule tæppe har skiftet farve til blåt af snepryd og lilla og hvide violer. Det er et bombardement af farver, og jeg nyder det i fulde drag. Og ja, der er så mange, at jeg kan lave en buket hver dag uden at løbe tør. Ovenstående buket er selvfølgelig forårsbebuderen - dog den hvide og ikke den blå anemone.

Dagens buket bestod af violette og hvide lærkespore samt snepryd. 

BILLUND : WOW PARK : WOOOOOOOOOOW!!!!

Brødrene Løvehjerte, Bedsteforældrene og undertegnede tog til Billund i Corona-sommerferien i 2020 for at prøve Wow Park. Jeg må indrømme, jeg ikke havde de største forventninger til stedet. Men de tog til genmæle. Det var mildest talt et imponerende sted, og det var fuldkommen perfekt Corona-wise. Oven over ses tønden på bjerget, der langsomt fyldtes med vand og blev tømt i kaskader af vand ned i selvbyggede vandbaner af bambus. Det her kunne vi have fået hele dagen til at gå med.

Der var labyrinter bygget i pil. 

Der var stille opstart i "forhindringsbaner".

Herunder ses Madladens vegetarsalat bowl. Madladen er en virkelig kæmpe og flot træbygning. Det var første sæson, hvilket sikkert var derfor man kunne dufte træværket. 

En mand kom ind og bad mine drenge om hjælp til at dreje det enorme træ, der stod midt i restauranten, og med deres hjælp drejede det kæmpe træ pludselig rundt. Sjov detalje. 

I det hele taget er Wow Park fuld af fede detaljer. Selv toiletterne var en oplevelse. Særligt for en seksårig. 

Efter maden kom vi til "labyrinterne oppe i træerne, og der var mange. Jeg har ikke taget billede af dem alle, men her kommer nogle af dem:

Jeg er vild med, hvor enkelt hele parken er udformet.