(ENDELIG) OSCAR - HÆDREDE LEONARDO DICAPRIO I ’THE REVENANT’

'Best Picture' og 'Best Original Screenplay' gik til ’Spotlight,’ der har været vist forfilm til i Grand, og havde premiere i Grand den 25. Februar. Filmen om The Boston Globe’s undersøgelse og afsløring af børnemishandling inden for den katolske kirke med MichaelKeaton (den bedste Batman! ’Batman’ (1989) med Jack Nicholson som Jokeren og Kim Bassinger, der blev til Catwoman i ’Batman Returns’ (1992) og Danny DeVito som the Penguin – som undertegnede var rædselsslagen for, da jeg så dem med min far. Måske står netop disse som de bedste Batman film, idet det ikke handler om latterligt udstyr, men om selve universet. Og ja kun disse to er produceret og instrueret af eventyrs univers-skaberen Tim Burton – hvis du mener, du har hørt hans navn før er det ikke helt usandsynligt. Du kender ham måske fra film som ’Pee-wee’sBig Adventure’ (1985), ’Beetlejuice’ (1988), ’Edward Scissorhands’ (1990), ’The Nightmare Before Christmas’ (1993), ’Ed Wood’ (1994), ’Mars Attacks!’ (1996), ’SleepyHollow’ (1999), ’Planet of the Apes’ (2001), ’Big Fish’ (2003), ’Charlie andthe Chocolate Factory’ (2005), ’Corpse Bride’ (2005), ’Sweeney Todd: The DemonBarbar of Fleet Street’ (2007), ’Alice in Wonderland’ (2010), ’Dark Shadows’ (2012), ’Frankenweenie’ (2012) eller ’Big Eyes’ (2014) – og udkommer med ’MissPeregrine’s Home for Peculiar Children’ her i år 2016. Undertegnede er født på årets tredie sidste dag i 1982, og har derfor oplevet hele hans repertoire. De der bevægede mig mest var ’Beetlesjuice’ for morskabens skyld. ’Edward Saksehånd’ - jeg var helt fortryllet af universet og kærligheden i denne film – her startede min forkærlighed for Johnny Depp og Winona Ryder. ’Ed Wood’ og ’Sleepy Hollow’ – de bør bare ses. Desværre stopper min betagelse efter ’Big Fish.’ ’Big Fish’ er en fantastisk film af et eventyr om at miste, hvor fantasi bliver levende og man står tilbage med minderne om et menneske man har elsket. Faderens løgne viser sig at have været sandheder – hvor ville jeg ønske denne befrielse for mine børn. Den rørte mig dybt. Desværre, synes jeg, at Burton herefter mistede grebet om at skabe en fuldent film. Utroligt flotte film ja. Men jeg har manglet noget ved de senere – eller måske er jeg bare blevet for voksen til dem) og (’Birdman’ (2014)) Mark Ruffalo (’The Kids Are All Right’ (2010)).

Den mexicanske filminstruktør Alejandro Iñárritu har igen begået kunst. I min optik er det dog ikke så overlegen kunst som ved ’Birdman or (The Unexpected Virtue ofIgnorance),’ hvilken The Academi Awards så fortjent præmierede med hele fire Oscars for Best Motion Picture, Best Directing, Best Original Screenplay og Best Cinematography. Filmen vandt 178 ud af 253 nomineringer. Jeg er altså ikke alene om hverken min beundring eller betagelse af denne film. Faktisk er denne film lige præcis den åbenlyse grund til, at film skal ses på det store lærred. Her fortæres det meste af oplevelsen ved at se den på et skaldet tv i hjemmet – så kan du have købt nok så meget unikt Ikea eller Panton, lavet NoaNoa neutralt pastel univers ud af dit hjem med unik selvbygget europapalle sofa eller seng. Det er underordnet. Dit hjem er ikke en biograf. Du har ikke ydet noget for at gøre dig fortjent til dette mesterværk og alt det arbejde der ligger bag. Og måske er det alligevel også tabt på dig, hvis du kun tænker på de sparede penge. Så er kunst, i det hele taget, nok ikke dig. Af film af Iñarritus hånd kan nævnes den virkelig gode ’Amores Peros’ (’Love is a Bitch’) (2000), ’21 Grams’ (2003 ) – som egentlig er okay god, men desværre ramlede sammen med en trend i samtidens film om en fragmenteret kronologisk gennemgang og det farvede i den grad min mening om den den gang, fine ’Babel’ (2006), magisk realisme og meget fine ’Biutiful’ (2010) for så at skabe ’Birdman or (The Unexpected Virtue of Ignorance)’ (2014) der er en hel liga for sig selv – og uden sammenligning med hans tidligere film. Den er et fuldkomment mesterværk. Med ’The Revenant’ vandt Iñárritu enOscar og en Golden Globe for Best Director og yderligere en Golden Globe forbedste dramafilm.

Emmanuel ’”Chivo”Lubezki vandt en Oscar for Best Cinematography, og er dermed den første kamerafører nogensinde der har vundet en Oscar hele tre år i træk. Han vandt en Oscar som Best Cinematography for ’Birdman’ i 2015 (alt andet havde også været utilgiveligt) og for ’Gravity’ i 2014. Her skal dog lyde en opfordring til alle kvindelige kameraførere verden rundt: Kom i gang! Ud af de over femhundrede nomineringer over otteogfirs år, har der aldrig været én eneste kvindelig. Og selvsagt ingen kvindelig vinder.  

Selv bjørnen i filmen var en mester, ifølge Wulfmorgenthaler i hvert fald:

Leonardo DiCaprio vandt en Oscar for bedste mandlige hovedrolle - det var tredie gang, han vandt en Golden Globe. DiCaprio spillede under minusgrader og spiste rå bøffel lever, imens de skød filmen som gik halvfjerds millioner over budget.  Pyt. Et greb i lommen.

Den største kærlighedsscene jeg kan nævne, eventuelt grundet mine daværende blot tretten-fjorten år, er stadig til dags dato scenen i ’Romeo + Juliet’ (1996) hvor DiCaprio ser Danesgennem akvariet for første gang. Hele filminstruktøren Baz Luhrman’s maximalistiske og overdådige univers samt de to hovedrollers sublime skuespil tryllebandt denne grunge teen. Og soundtracket blev spillet tyndt. Baz Luhrman står blandt andet bag hysteriske ’Strictly Ballroom’ (1992), overdådige og fuldendte ’Moulin Rouge!’ (2001), irriterende voiceoverede ’Australia' (2008) og overfladiske ’The Great Gatsby’ (2013).

Nåh. Vi har været vidt omkring.

Allerede dengang i 1996 var der ingen tvivl om Leonardo DiCaprios åbenlyse talent. Derfor er det underligt, at han først nu med sine enogfyrre år belønnes for det. Efter hans præstation i ’The Revenant’ er det så velfortjent, at han har fået en Oscar. Jeg så denne film midt i et tilbagefald i minusgrader i dansk vejr, og havde frosset i et par uger. Jeg frøs ikke uden for igen efter at have set denne film. I to timer og seksogtredive minutter spillede DiCaprio næsten kun over for sig selv. Der er meget lidt dialog i denne film. Men det føles faktisk ikke sådan. Det er muligvis den levende kameraføring skyld, at man ikke keder sig. Men DiCaprio bærer virkelig denne film.

Jeg var imponeret over hans portrættering af en hævngering fader. Men jeg var endnu mere imponeret over hans takketale, da han vandt sin Oscar. Som det miljøbevidst ansvarlige menneske han er, benyttede han muligheden til at flytte fokus fra ham til klimaændringerne i sin tale:

 “…Making ’The Revenant was about man’s relationship to the natural world. A world that we collectively felt in 2015 as the hottest year in recorded history, our production needed to move to the southern tip of this planet just to be able to find snow. Climate change is real. It is happening right now. It is the most urgent threat facing our entire species and we need to work collectively together and stop procrastinating. We need to support leaders around the world who do not speak for the big polluters and the big corporations, but who speak for all humanity for the indigenous people of the world, for the billions and billions of underprivileged people who’ll be most affected by this. For our children’s children.  And for those people out there whose voices have been drowned out by politics of greed. I thank you all for this amazing award tonight. Let us not take this planet for granted. I do not take this evening for granted. Thank you so very much.”

’The Revenant’

’The revenant’ kan oversættes til ’en person, der returnerer (som det franske verbum ’revenir’ - at komme igen) efter lang tids fraværen.’ Dog har ordet en dobbelt betydning på engelsk, idet det også betyder ’at gå igen’ – ’at genopstå,’ ’at vende tilbage fra de døde.’ Altså et genfærd.

Forfilmen havde med sit pulserende beat, intensiverende vejrtrækning på lydsiden og smukke, men ubarmhjertige landskab på billedsiden allerede skabt en forventning i undertegnede. 

Jeg glædede mig enormt.

”Så længe du kan trække vejret, kan du også kæmpe. Bliv ved med at kæmpe.”

Allerede ved filmens start er der paralleller til kameraføringen i ’Birdman,’ der ligner et ’one take’ som kameraet dansende snurrer rundt om menneskene og indgyder beskuer med en smule køresyge. Fra mand til indianer til mand. Forvirringen er total. Netop som ekspeditionens forvirring er total, da de angribes af en regn af pile. Denne form for kameraføring sætter naturligvis større krav til skuespillerne, når der ikke brydes hele tiden. Jeg er vild med det.

Vi introduceres til John Fitzgerald (Tom Hardy), der er pelsjæger i 1820’ernes Midtvesten. Men i dette øjeblik er det ham og ekspeditionen, der er de jagede for Arikara indianerne vil stjæle skindene og sælge dem til franskmændene. Hugh Glass (Leonardo DiCaprio) får resterne af ekspeditionen i ”sikkerhed” på båden og de driver langs strømmen. Glass er ekspeditionens håb og guide hjem til fortet. Glass har sin halvt indfødte søn, Hawk, med sig. Halv amerikaner. Halv Pawnee indianer. Hvilket ikke er velanset, på grund af den tids racisme eller fordi ekspeditionen angribes af ”rødhuder.” Fitzgerald afskyr indianere, da han er blevet halvt skalperet tidligere i sit liv.

Glass angribes af en kæmpe bjørn, da han leder efter mad ude i skoven. Atter her intensiveres scenen af Lubezkis kameraføring, som føles som én lang nervepirrende indstilling. En fed detalje er bjørnens ånde på kameraet, og optikken dugger til. Ja jeg er klar over, det ikke er en rigtig bjørn, og det er en after effect. Men hele scenen er super godt lavet, som DiCaprio flåes rundt og flænses af den kolossale bjørn. Glass skyder bjørnen, og ekspeditionen kommer ham ”til undsætning.” Hans skader er selvsagt enorme. Blodet fosser ud af hans hals, som den syes sammen. Det er meget livagtigt.

”Nordlysvinden kan aldrig besejre et træ med stærke rødder,” hvisker Hawk til sin fader, der falder ind og ud af bevidsthed grundet sine fatale flænger. I en drøm flyver en fugl ud af hjertet på Glass’ døde hustru og Hawks mor…Birdwoman?

Ekspeditionen tager afsted, imens Hawk, den unge Jim Bridger og Fitzgerald melder sig frivilligt (for en løn) til at blive tilbage med den døende Glass som ikke kan klare turen hjem på en båre. De får besked på, at give Glass en ordentlig begravelse når han er død. Dette ønsker Fitzgerald at fremskynde, og han prøver at kvæle Glass på hans dødsleje da han er alene med ham. Hawk kommer sin fader til undsætning i sidste øjeblik. Fitzgerald myrder Hawk for øjnene af Glass, der intet kan foretage sig grundet sine kvæstelser. Han kan end ikke råbe på hjælp, fordi bjørnen flåede hans hals over. Hawk udånder for øjnene af sin hjælpeløse far.

Fitzgerald lokker Bridger med under løgne om angreb af indianere og at de må flygte med det samme. Glass efterlades. I en udgravet grav. Glass begynder sit ’comeback’ med at hive sig hen over den iskolde jord.

I feber-drømme ser Glass Hawk for sig ved en kirke uden tag. Med en kirkeklokke der ringer, men uden lyd. Glass krammer sin søn. Men han er et træ. Med stærke rødder.

’On est tout des savages’

(’We are all savages’ – Savages kommer i øvrigt på dette års Roskilde)

står der på skiltet ved den hængte pawnee indianer.

Kort sagt:

Lad os ikke tage denne verden for givet.

’Vi’ – mennesket -  kommer ikke tilbage, hvis vi fortsætter med at behandle jorden som vi gør nu.

Revenir.

On est tout des savages.

Så længe du kan trække vejret, kan du også kæmpe.

Bliv ved med at kæmpe.

BLÆREDE BIRDMAN

 Eksamenerne havde lagt sig, det samme havde den evindelige følelse af aldrig at slå til. For en stund i hvert fald. Dette blev fejret med en belønning i biografen. Jeg må tilstå, forventningerne var skruet godt i vejret på grund af den heftige omtale og de mange priser.
Og lad mig understrege; DETTE ER FULDKOMMEN PÅ SIN PLADS.
Den er stadig at finde i biografen, skærmen og oplevelsen den er lavet til - så gør dig selv den tjeneste, giv dig selv den gave det er at se dette mesterværk. Alle skuespillerne spiller røven ud af bukserne mildest talt! Alene Birdmans manipulerede mørke sprøde stemme knasende i højtalerne er værd at se den i biografen for. Som at blive travet i trommehinden.

Et komisk drama om en falleret ældre mands sidste chance i samfundet med klassiske ødipuskomplekser skudt så glidende og smukt, at den vil blive husket længe.

 Fra start af er vi i tvivl, om dette er virkelighed, fantasi, drøm eller blot point of view af en sindsyg mand. Riggan Thomson (Michael Keaton) er en pensioneret superhelt, der prøver at få stablet et Broadwayshow på benene. Hans forhenværende rolle som superhelten "Birdman" er hans alterego, der fylder i hans hoved, men ikke i praksis - en sjov rekvisit er den store plakat i Riggans dressing room med Birdman, der tydeligvis er en redigeret version af en gammel Batman plakat med selv samme Keaton bag masken. Dette føjer atter et metalag til filmen.
Filmen flyder i "one shot" scenerne igennem. Der klippes yderst sjældent, og når det sker er det næsten umuligt at se ved overgangen fra et rum til et andet. Jeg var meget optaget af denne meget dansende, glidende og til tider lidt køresyge-fremkaldende kameraføring. I en scene i Riggans dressing room bevæger kameraet rundt og rundt i rummet for at symbolisere, at der er gået tid. De skyder i et forholdsvis lille lokale med spejl, hvor folk forsvinder og dukker op. Jeg fornemmede i den grad den ballet, som kamerahold og skuespillerne har gennemgået for at disse shots har kunne lade sig gøre så smukt. Det er meget overvældende. Man følger Riggan rundt i rummene i teatrets gange, et sindrigt system af tankegange eller en labyrint, som han flygter gennem.

Kameraføringen giver yderligere også en følelse af, at filmen kører over realtid - før han går ud på gaden på Broadway, hører man stressende trommer. De trommer ser man i næste nu, når han går ud på new Yorks gader. Trommerne virker som et tikkende ur eller bombe.
Riggan satser alt på dette sidste show. Literally everything. Han er en ældre mand, der forsømte sin familie dengang han var Birdman og han mistede dem. Han havde et massivt alkoholmisbrug, og han har aldrig været der for sin hustru eller sit barn Sam. Sam (Emma Stone) er vokset op med en far, der aldrig var der og det antydes at hun derfor begyndte at tage stoffer. Nu er hun endelig blevet eks-narkoman, og arbejder på teatret så Riggan kan holde øje med hende. Riggan omtaler sig selv som en "shitty father," hvilket må siges at være sandt. Hele hans verden drejer sig kun om ham selv.
Ind imellem øvelserne på teatret kommer hans ekskone Sylvia (Amy Ryan) forbi og taler med ham i hans dressing room. Det er kun her, Riggan viser sit aller inderste. Såsom hans frygt for ikke at blive husket. Han fortæller hende om en drøm, hvor han og George Clooney er ombord et passagerfly og det styrter ned. Dagen efter i avisen vil det kun være Clooney, der fylder i avisen. Og intet om ham. Så selvcentreret er manden. Jeg tænkte, nu må der være en erkendelse af, at du aldrig har været der for dit barn. Men nej.
I mangel på faderens opmærksomhed i bedste faderkompleks-stil drives Sam i armene på den lettere sindsyge og meget ældre skuespiller Mike (Edward Norton) - Mike er kun sig selv, når han er på scenen siger han. Og spiller antageligt en rolle over for Sam, når hun kaster sin kærlighed på ham.

Riggan er presset fra start til slut. Få øjeblikke har han ro i sindet.

Hans meget yngre og meget uligevægtige elskerinde/kæreste er muligvis gravid, hvilket han på ingen måde ønsker. Han elsker hende ikke, hvilket nu står klart som hun presser ham. Han har brugt hende, som han bruger alle andre og det er kun i hendes verden at de har været et par. Han både frygter hende og flygter fra hende.

Han efterlader sig alle disse mennesker med uforløste drømme og behov, imens han vælter rundt for at finde en løsning eller stikke af fra dem. 

Egentlig rummer han helst kun sig selv, og selv det er for meget for ham. Når han er alene, presser stemmen i hans hoved ham.
Efter anmelderen Dickinsons udtalelse om sit planlagte nedslagtning af stykket til Riggan, slår han sig på alkoholen igen.

Han veksler mellem virkelighed og sindsyge.
Fortid og fremtid.

"Forget the Times - everybody else has," brøler hans alterego Birdman, der nu har manifesteret sig bag ham på gaden. Han selv er forvandlet til en forhutlet bums med en brown bag. Naturligvis menes der avisen, The Times, men der hentydes selvfølgelig også til den tid han prøver at drikke væk: Tiden hvor han havde en familie. Nogen der elskede ham bare fordi, han var ham. Tiden hvor han havde et hjem at komme hjem til. Tiden hvor han var Birdman, og alle så op til ham. Han var en helt. Også i familiens øjne.

"Everybody else has." Er ikke helt fair. For jovist er ekskonen kommet videre, men deres barn kom aldrig videre og famler stadig i blinde efter sin fars kærlighed og opmærksomhed. Hans publikum og beundrere fra hans storhedstid har heller ikke glemt ham - hvilket portrætteres i den absurde scene, hvor Riggan løber forvirret rundt i hvide underbukser på neonfarvede Times Square. Birdman vil gerne have ham til at glemme det, han kæmper for. Stykket. Noget hans barn kan være stolt af, det han har pantsat sit hus for. Hvis stykket fejler, arver hans barn intet. Pengene fra hans glansperiode har han drukket op.
Riggan står på taget af en bygning, nøjagtig som hans barn gjorde, og tager springet. Igen aner man ikke rigtig, om det er virkelighed eller sindsyge. Om manden er død eller ej. Har begået selvmord eller ej.
Han flyver ned langs Broadway - og kors hvor jeg dog savnede byen med det smukke overview.

"Hvad taler vi om, når vi taler kærlighed?" spørger et billboard, som han stiger ned på gaden eller ud af en yellow cap. Man er stadig ikke sikker på, om manden egentlig HAR fløjet eller blot stået ud af en taxi - eller drømt at han fløj over Broadway, og han havde byen i sin hule hånd.
Riggan taler med hans ekskone Sylvia. De mange indikationer på, at han vil begå selvmord på scenen begynder at samle sig. Han taler som en døende mand.
Han fortæller hende om en aften, dengang de stadig var en familie, hvor han kørte til Malibu og prøvede at drukne sig selv - hvilket han jo alligevel gjorde dagligt med sit druk.
Han fortæller Sylvia om stemmen i hans hoved.
Han fortæller hende, han gerne ville have været der med hende og deres barn.
Han fortæller hende, at han fortryder sine valg.

Riggan går på scenen med en pistol, der denne gang ikke ligner en legetøjspistol.
Publikum klapper af hans død på scenen. Men han rejser sig ikke op.