30. december 2012

...:::..HIPSTERJUL..:::...


Flæskestegen, rødkålen og kartoflerne var som de plejer at være til jul. Det lille juletræ derimod var blevet udskiftet med et smukt, højt hipster-juletræ.






3. november 2012

Nu' det jul igen! Nu' det jul igen!

Så står julen for døren! Vi er alle imod juleri før december måned som regel. MEN! Når man passerer elitejulerne på CENTRALHJØRNET ved Farvergade, så er det så tilladt! Svirelivet har en tradition for at tage en cola på baren sent på juleaften. Her kommer så småt gang i den ved ettiden, og man har god mulighed for en snak. Men det der især skal nævnes, er den vilde pynt de disker op med. Go home Magasin! Og glædelig jul til alle på CENTRALHJØRNET.

8. oktober 2012

SNABEL B i Valby

Jeg skulle forleden fordrive noget tid i Valby - lidt af en dødbider, hvis man da ikke tilfældigvis ejer en have i nærheden. Jeg havde af lettere fordrukne omstændigheder tabt min siamesiske tvilling og derved sået spindelsvæv af skår i den. Min tvilling måtte derfor under reparation hos iRepair for en stund. Halvanden time for at være eksakt. Godt så. Alle de ting jeg kom i tanke om, jeg kunne foretage mig imens indebar desværre min tvilling. Satans. Tænk sig hvor uundværlig den er blevet, og hvor hjælpeløs man er uden?
Nuvel på vejen hen til doktoren/kirurgen passerede jeg en nyåbnet café, som med det samme fangede mit øje. SNABEL B. Dén måtte jeg prøve. Jeg havde kigget langt ind af vinduerne, og konstateret at HER måtte jeg snart hen. Min første tanke var, at Kaffe havde fået en søster. Men nej. Og stedet byder da også på et mere urbant interieur end den tømmersnedkererede på Istedgade 90. - den meget elskelige ejer bag disken var nu også bekendt med den, og tog det som et kompliment. Rent faktisk mindede stedet mere og mere om noget, der var taget direkte ud af Berlin efter nærmere inspicering ( inSPISEring ).

 Som billedet ovenfor viser, har de rigeligt at byde på. Jeg valgte en hvid kaffe og en africola...åh Gud de havde africola... Jeg havde ikke fået en sådan siden sidst, jeg var i Berlin... Africolaen var som altid god. Kaffen var i særklasse. Virkelig god.
Der er to vinduespladser, en lille lounge og siddepladser udendørs.
Her er hjemmebagte boller ( med tiden vil de udvide med morgenmad ) med ost eller hjemmelavet marmelade, africola og kastanjedyr i vinduet. For ikke at nævne verdens bedste vært, som tager sig overordentlig godt af sine gæster. For man er virkelig gæst her og en meget velkommen én af slagsen endda. Man kan underholdes af de forbipasserende på travle Toftegårsdsallé/Møllegade, den venlige vært, eller  læse i de ældre dameblade som for eksempel Københavnerinden der blandt andet byder på gamle husgeråd om alt.
Det eneste, men det er er også det største, minus der egentlig er ved denne kaffebar, er at jeg ikke bor i Valby. For jeg ville ELSKE AT VÆRE STAMGÆST HER ( imens spiller titelsangen til Sam's Bar i mit hoved ). Berlinerhygge for alle retropengene med hjertevarmen liiige på rette sted. Max stjerner.

4. oktober 2012

Moonrise Kingdom


Når nu sommeren så småt er ved at gå på hæld, så kan hyggen og mystikkens stadig findes i biografen. Og ja vi taler stadig om Grand Teatret, når jeg siger biografen.
Jeg havde den udsøgte fornøjelse at have et par timer til overs. Billetterne er billigere omkring middag, skal det lige nævnes, og biografen er knap så fuld som ved aftentid. - dog skal man være der lidt før, hvis man skal på det hellige først for biografgængerne ved denne tid, er lidt oppe i årene. Og skønt der ikke er nær så mange som om aftenen, står de alle i kø op ad trappen til toiletterne.
Nåh det var lige lidt information. Det grå guld er stadig et godt publikum.
Jeg havde kun flygtigt set plakaten for filmen ved fugleflugt på cykel gennem byen. Som altid tjekkede jeg  Grands hjemmeside ( nej aldrig i livet om jeg gider bruge kino.dk ) for at finde ud af, hvilken film jeg skulle se. Jeg fandt Moonrise Kingdom, som svarede til plakaten jeg havde skimtet.  Instruktør Wes Anderson? Okay allerede dér starter associationerne, ( The Royal Tenenbaums. Life Aquatic With Steve Zissou! Darjeeling Limited. Fantastic Mr. Fox! ) og det tegner sgu godt! Rollelisten består af Bruce Willis, Edward Norton, Tilda Swinton, Frances McDormand og Bill Murray?!! Hvis det ikke kan få folk i bigrafen, så ved jeg ikke hvad.
Som linket til Grand vil fortælle, fik filmen hele seks stjerner af Filmagasinet Ekko.
En sød kærlighedshistorie mellem to unge skævt fortalt i tredsernes gule og brune farver med dertilhørende lækker musik. Se den.


































25. september 2012

Under grev INGOLFS overbid

Nogle gange er det bare held i uheld, når man møder op til et tomt klasseværelse. Man bliver hurtigt klar over, man tydeligvis ikke har fået samme besked som sine medstuderende. Og man får snart følelsen af, at man burde være et andet sted. Det var i den grad også gældende for denne morgen. Jeg burde have været hjemme, for timerne var aflyst.
Hvad gør man så, nu man er kommet hele vejen ud til Amager? Man glæder sig over at kunne besøge en af Amagers få RIGTIGE caféer. ( Der er i alt tre. Ingolfs Kaffebar, Under Elmene og Madmanifesten. )
Deres brunch er gennemført god. Pomme röstien var så vanvittig lækker og sød, at jeg overvejede at bestille en tallerken af dem alene! Alt er selvfølgelig hjemmelavet, og alt købt er også hjemmelavet - i Danmark altså. Vesterhavsost med rabarberkompot med lakrids. Stikkelsbærjuice fra Bornholm Mosteri. Den havde jeg end ikke prøvet endnu, men den var velsmagende. Godt sur - uden at fjerne emaljen på tænderne.

22. august 2012

SVIRELIV PÅ RESTAURANT DAY

 Vi hørte desværre alt for sent om Restaurant Dag ( mandagen op til ), men selvfølgelig tog vi udfordringen op. Temaet blev automatisk, hvad haven bød på.
Det blev til muffins æble/rosmarin og rabarber/basilikum, som det søde indslag.
Alt er økologisk med mindre andet er angivet. Som altid.
 Sommersalat versus noma eller 'Svireliv møder Fyn'

Rygeostcreme:

Rygeost
Crème fraîche
Purløg fra haven
Minimale agurketern ( julienne > brunoise)

Rugbrøds-crumble
Radiser

Serveres i kop med cremen i bunden. Radiserne "plantes" i, disse fungerer således også som ske og det ristede rugbrøds-crumble strøes rundt om som "jord".
Billedet her under er taget efter de første hundrede gæster, og vi bakkede op med andet grønt fra haven idet vi løb tør for radiser. Vi havde også ærtecreme med peberrod med gulerodssticks.
 Vi havde hjemmelavede chips, lavet af vores egne nyopgravede kartofler fra haven. - en reeeeeet langsommelig proces, skulle vi hilse og sige, for dem der ikke har prøvet det selv.
Respekt for Kim's eller Jørgen eller hvem af dem der holder kog i olien.
 Löjhatti bevæbnet med ærtecremen efter stormen af mennesker så småt loddede af, og vi atter fik pusten tilbage.
 Vi ankom til Dronning Louises Bro med masser af mad, køletasker, grøntsager, udstyr og højt humør ved halv elleve tiden. Vi begyndte at sætte vores lille restaurant op i ro og mag. Samtidig drønede politiet med hvinende sirener hen til værtshuset Louises for at stoppe et kæmpe slagsmål, der var rykket ud på Nørrebrogade. Deres bragende brandert var omtrent lige så høj, som solen stod på himmelen. Nuvel vi fortsatte klargøringen.
Lidt tid efter fortrak en gruppe, godt stegt, sig fra optøjerne og satte sig bag ved statuen af pigen og drengen, der stirrer på hinanden. Liiiiige ved siden af os... Vi helligede os stadig klargøringen.

Pludselig kommer gruppen op at skændes/toppes med en mand fra gruppen. Eller rettere sagt: han går løs på dem, og de går fra ham. Lad os kalde ham galningen for nemhedens skyld. Vi forsætter med vores restaurant. Klokken nærmer sig tolv, og dér er vi sat til at åbne.
Et råb lyder, og vi vender os straks - til synet af galningen der nu slår ud efter en stakkels cyklist, der kommer trækkende over broen med sin cykel. Cyklisten beder ham roligt slappe af, galningen slår i stedet ud efter ham imens han skriger: "I KILL PEOPLE!!!" Cyklisten afværger slagene ved at smide cyklen og trække baglæns. Galningen, og dette her sker altså ved højlys dag mine damer og herrer, med blodskudte øjne og spyttet flyvende fra munden samler simpelthen cyklen op for derefter at smide den efter cyklisten???
Som en rutine ser man nu tyve mennesker synkront tage deres telefon op til øret og ringe hundredeogtolv, imens de bakker nogle skridt tilbage. Jeg orienterer mig, at vi selv har tre telefoner i gang. Jeg vender igen blikket mod den utilregnelige, lige tidst nok til at se galningen løfte det ene ben og styrte mod vores bod! Han sparker vores veldækkede bord omkuld? WHAT?! "NOOO!??" råber jeg løbende mod ham, indtil han vender sig mod undertegnede og geniet her smart nok smutter tilbage igen. Tyve mennesker yderligere ringer alarm.
Manden går over mod Uzbekistanboden. Pastis går efter ham.
Vi begynder at rejse restauranten så småt op igen...prøver at danne os et overblik over det tabte service og maden. Vores hænder og ben sitrer. Snart lyder sirenerne igen. Heldigvis tager de den utilregnelige galning med, skønt han er kølet ned.
Vores humør har fået knækket. Alligevel får vi restauranten op at stå. Ganske vidst ikke til klokken tolv, men vi når det før menneskemængderne vælter os med bestillinger. - imens radioen beretter, at politiet netop har arresteret en udenlandsk mand ved Dronning Louises Bro.
Vi vidste ikke, vi skulle have en bouncer med klokken tolv ved højlys dag?
Heldigvis blev restauranten gæstet af så mange dejlige og glade mennesker bagefter!
Det gjorde hele udslaget, og vi havde en fantastisk god dag.
Så tusinde tak for det - I kan forvente, vi tropper op næste gang også!


21. august 2012

...:::...RESTAURANT DAY : HANDBURGERS...:::...


Handburgerne gik som varmt brød til Restaurant Day. Vi havde lidt over 100 burgere med, men enkelte gik desværre tabt, da en morgensur mand besluttede sig for at vælte vores restaurant lige inden åbning. Tak til politiet og de andre tilstedeværende for hurtig udrykning og hjælp. Ikke tak til manden for den forskrækkelse. Det var en lidt mere dramatisk start på dagen end man havde regnet med og håbet på.

Alle ingredienser var naturligvis økologiske med mindre andet er anført.

Handburgers

Kødboller

Løg
Hvidløg
Chili
Pecorino
Parmigiano Reggiano
Æg
Kalv
Flæsk
Rosmarin
Timian
Salt (ikke økologisk)/peber

Basilikum

Tomatsovs

Dåsetomat
Løg
Hvidløg
Pecorino
Parmigiano Reggiano
Salt (ikke økologisk)/peber

Handburgerboller

Hvedemel/Ølandshvede
Sødmælk
Smør
Sukker
Salt (ikke økologisk)
Æg til pensling
Sesam

20. august 2012

Søndags Sangria

Da gæsterne til restaurant dag viste sig at være så glade for vores Sangria, at der blev drukket 14 ltr. på to timer, tænker vi at det vil være på sin plads at dele opskriften, så alle jer der ikke nåede forbi har en chance for at få den smagt.

 1 flaske rødvin
1/2 ltr. Tuborg Squash
alle former for frugter,
6 cl. Grand Marnier
citronsaft
Isterninger





                                                                                                                                                                                                                                                                                         

19. august 2012

SVIRELIV SOLGTE UD PÅ FÅ TIMER

Vi nød dagen med masser af kunder ved restauranten i dag ved Dronning Louises Bro.
Vi takker for enormt fremmøde og interesse!! - beskrivelse af dagen kommer i morgen, men her er en lille teaser.

12. august 2012

...:::...::..SVIRELIV ÅBNER RESTAURANT FOR EN DAG..::...:::...

Hver dag er en høstfest i øjeblikket. Haven bugner af grøntsager, der vil høstes og spises. Søndag den 19. august er Restaurant Dag. Vi åbner derfor restaurant på Dronning Louises Bro (på Nørrebrosiden) til frokost kl 12.00. Menuen er endnu ikke helt fastlagt, men én ting er sikkert, alle retter kommer til at indeholde friske, økologiske, lokalt dyrkede råvarer fra vores havefællesskab. Der kommer til at være noget for den sultne og selvfølgelig også til den lækkersultne, så kig forbi, venner. Mere info følger, så snart vi får det hele på plads. Her er nogle af de lækkerier, som vi medbringer d. 19. august. Vi ses!





















4. august 2012

GODFATHER ET KVART ÅRHUNDREDE I PARIS


 Godfather blev hele femogtyve år og inviterede i den anledning os alle med til Paris for en aften!
Vi pakkede gladeligt pusletasken og tog afsted mod Værnedamsvej.
Cofoco havde ligesom sidste år deres kampagne SPIS, hvor alle deres restauranter var forskellige rejsedestinationer. Og som med afbestillingsrejser kan man få rejsen, menuen, til billigere penge. Alt afhængig af hvornår man booker. Et skidesmart stunt hvis man vil have fyldte restauranter, når de fleste danskere er på ferie. Et enkelt minus er måske, at det tiltrækker de der ellers aldrig går ud og således kun flotter sig med en vand ad libitum til tyve kroner hele menuen igennem - som de har fået halvtreds procent rabat på. Men dem om det.



 De franske forretter bestod af escargot, foie gras rillettes de canard et chévre chaud.
( Snegle med hvidløg, smør og persille, ande-og foie gras rillettes og gedeost salat med pære og valnød. )


 Les Trois cochons' specielle kartoffelmos, der nærmest indeholder mere smør end kartoffel er altid en succes. Haricot verts med skalotteløg. Unghanen spillede førsteviolin i ensamblet med svampe og majs. Fransk landkøkken med parisiske toner. Lækkert.
 Denne destinations desserter var chokoladefondant med blødende hjerte. Crème brûlée. Hindbærsorbet med kys.


 Alt i alt en smuk sød symfoni af smage, der rundede aftenen perfekt af. Merci et au revoir!