2020 var et virkelig stenet år for alles vedkommende, kan man vidst roligt sige. Mine uadskillelige drenge og jeg rejste rundt i det danske land og nød hinandens selskab - selv om man selvfølgelig savnede Copenhell. Det blev til en halv måned på Bornholm, derefter en halv måned rundt med campingvogn med mormor og morfar omkring Vejle. Jeg må se, om jeg får tid til at uploade.
Jeg har jo som bekendt fødselsdag i de sidste dage på året, og jeg har aldrig egentlig lyst til at fejre mig selv. Jeg har altid fundet det for selvhøjtideligt. Det er sikkert samme afsky, som selviscenesættelse på sociale medier afføder (eksempelvis fatter jeg ikke forældre, der skriver "tillykke" efterfulgt af længere ode til deres barn og billeder af denne, når deres barn ikke er på Facebook eller Insta..? - jeg tror, dit barn får mere ud af at du bare siger det direkte til hen. Just a thought). Fødselsdage. Det er mærkeligt for, jeg går altid helt amok når det drejer sig om drengenes fødselsdage - som jo har fødselsdag dagen efter den anden, hvilket resulterer i fødselsdagsfestival når den samlede for familie og den for deres venner holdes i weekenden. Kompenserer jeg for deres faders manglende tilstedeværelse og interesse i dem? Oh yes indeed, og det ville også være mærkeligt andet.
I december 2020 havde jeg også 5 års skilsmissedag, efter at være blevet gift for 10 år siden. Som folk melder ud på Facebook, at det er deres "bryllupsdag," så bør "skilsmissedag" også fejres. Det føles empowering, og dét forhold (til dig selv) kan du med sikkerhed nyde lige til dine dage endes.
Nuvel. Da nytårsaften skulle bestå af, at mine drenge og jeg lavede mad til Olde (tak til Børneavisen for at guide os igennem både dessert og drinks) og altså ingen vilde alkoholindkøb besluttede jeg mig for at lave noget alligevel på min fødselsdag (seriøst bare at skrive "min fødselsdag" sender gags gennem ganen). Men igen gad jeg ikke "fejre mig selv". Hmm, men jeg ville faktisk gerne fejre mine veninder. Det var egentlig en præmis, som jeg godt kunne finde mig tilpas i. Jeg tænkte på om aftenen, som jeg lagde mig til at sove, at det kunne afholdes i den biograf jeg er frivillig operatør i. Masser af plads til afstand. Jeg besluttede mig med det samme for en vegansk menu, idet vi er så mange veganere, vegetarer og pescetarer i min kreds af vidunderlige veninder samlet op gennem et liv på efterskole, akademiet, højskole, teknisk skole (film), film, mødregrupper, universitetet og arbejde. Men det var forholdsvis mærkeligt at invitere folk ad hoc, sætte en deadline for deres svar for dernæst at kunne invitere i næste led. Jeg er ikke fan af at rangere folk, men det tvang pandemien ligesom én til at tænke i. Jeg undskylder til dem, invitationen ikke nåede ud til.
Og hvor jeg altid står i køkkenet og kokkererer amok til drengenes fødselsdage, og alle andre dage for den sags skyld (heja provinsen for ikke at have take away), så skulle netop denne dag ikke bestå af dette. Jeg ville have tid til at mærke mine gæster. Som altid bad jeg om, at folk ikke tog gaver med - det var gave nok i sig selv, at de kom. Det var en aften for at fejre dem og ikke mig.
I denne tid (2020) er jeg blevet virkelig god til at komme helt ned i tempo. Yes, det er det, alle siger. I know. Bare at rejse alene med mine børn og nyde naturen er vidunderligt. Men det her handler også om synkronisitet. At lægge mærke til ting, der sker omkring én og for én. Den næste dag fik jeg en besked om at 'like' min gamle ven, som jeg ikke har set siden han besøgte mig på Kunsthøjskolen, 's nye cateringselskab. Han lavede faktisk maden til en surprise party fødselsdag, min ekskæreste og venner holdt for mig da jeg blev..19? 20? Som sagt det er lang tid siden. Stenet. Jeg skrev til ham, om han kunne lave en vegansk menu (og ja, jeg indhentede også tilbud et par andre steder fra. Det ville være dumt ikke at afsondre området. Inderst inde vidste jeg godt, jeg kun ville blive tilfreds med hans bud. Kender I det? Når beslutninger allerede er taget, for de kan mærkes i kroppen og ikke kun i hovedet?). Han kunne helt bestemt lave en vegansk menu.
Prisen, jeg satte, var 150,- pr. kuvert - maden blev leveret i flotte skåle (godt for miljøet) af Kristian selv. Og nej, jeg får intet for at nævne for hans business. Jeg vil bare rigtig gerne videreformidle hans info til andre veganere/vegetarer, som ikke bor i hovedstaden, for på Midt/Sydsjælland er der faktisk ikke noget vegansk catering at opdrive. Det her var så overdådigt eksekveret. Vi var alle ved implodere ved alle de forskellige fantastiske smage og teksturer i vores munde.
Den eneste rettelse til ovenstående menu er, det blev mango sorbet og havtorn sfærer.
- okay faktisk lavede jeg liiiiidt mad den dag. Jeg poppede naturligvis afsindigt mange popcorn, som man kunne øse op i sit krus. Derudover skar jeg og min førstefødte grøntsagsstænger til de forskellige veganske dips:
Cashewnøddedip. 400gr. cashewnødder, to hvidløg, saft fra en citron, et bundt dild, et bundt persille, en dl vand, salt og peber. Afhængigt af, hvor tyk/flydende man ønsker dippen, kan man fortynde med vand. Blend.
Ærtedip. Ærter, to hvidløg, løg/skalotteløg, vegansk yoghurt (jeg valgte soya), citron, olivenolie, agavesirup, æblecidereddike, et bundt basilikum, et bundt mynte, salt og peber. Løg sauteres i olie, tilsæt eddike og sirup. Kom det op til resten. Blend.
Hummus. Ja, den ligger vel på rygraden hos alle: kogte kikærter, tahin, hvidløg, citron, olivenolie, spidskommen, paprika, salt og peber. Blend.
