ARoS : BACON FOR BREAKFAST & FISKESKIND TIL FROKOST - BACON, FREUD, AND THE LONDON PAINTERS

Efter tre timer i tog fandt jeg vej til ARoS - af en eller anden grund var det gået min viden forbi, at Bacons malerier var på dansk jord. Eftersom den løb fra 14. oktober 2017- 4. februar 2018, var det bare om at komme afsted (how the hell did I miss this?!). Jeg er stadig in awe over udstillingen om Francis Bacon på Tate Britain (11. september 2008- 4. januar 2009), det må gerne fortsætte.

Det overrasker mig i øvrigt altid, hvor grim ARoS bygningen, tegnet af Schmidt Hammer Lassen, er uden på, for så at "totally redeem itself" når man kommer inden for. Pludselig er det som at stå på Guggenheim i New York - det kan man kun blive i godt humør af jo. 

Den ældre dame, I ser ryggen på her, havde årskort da hun bor i byen. Vi fik en lang snak om kunst, og hun anbefalede mig at tage på Silkeborg Kunstmuseum (det der nu hedder Museum Jorn). Det måtte blive en anden dag. 

Francis Bacon 'Blue Crawling Figure, No. 1.', 'Figure in Landscape,' 'Collapsed Figure,' ' Reclining Figure,' 'Figure With Left Arm Raised, No. 2'. 1952-1961.

 Ovenstående 'Second version of Triptych 1944' (1988) er min yndling, og den jeg var kommet for. Hvis du undrer dig over, hvorfor den så ikke er afbilledet bedre, kan jeg oplyse at det var ikke muligt med så lidt plads der hvor den var placeret. Bare rolig jeg hader det også. Men i det mindste fik jeg dette. Og jeg oplevede det live. Igen. 

Tallene ved billederne var ikke kronologiske - som hvis man gik langs væggen - faktisk skulle man gå rundt og lede efter næste tal, der ofte var placeret langt væk, og jeg spurgte derfor den ældre kustode om der var en speciel rute, man burde tage. Den ældre søde herre sagde, at det var der ikke, men han anbefalede at man startede med tegningerne og skitserne. Det gjorde jeg. Da jeg stod ved 'Triptych August - 1972' (1927)(som er et så FUCKING VANVITTIGT FEDT BILLEDE), kom han hen til mig og sagde at det var forkert hvad der stod i programmet. Det var ikke et selvportræt. Jeg nævnte, det stod der i hvert fald heller ikke på Tate, da jeg så den dengang. Han var intriged, og fortalte at udstillingen var lånt fra Tate. Jeg var ikke overrasket. Jeg fortalte, jeg kun var kommet for Bacon. At jeg var rejst seks timer kun for at se ham. Han forstod mig udemærket. Men selvfølgelig var de andre kunstnere som Lucian Freud, Michael Andrews, Frank Auerbach, David Bomberg, William Coldstream, R.B. Kitaj, Leon Kossoff, Paula Rego og Euan Uglow også en bonus. Dette var udstillingens hovedværk.

Jeg fandt min kustode ind imellem og drøftede de forskellige malerier med ham. Egentlig fandt jeg den diffuse nummerorden interessant - det gjorde, at man var nødt til at engagere sig i sin oplevelse. Hvor malerier normalvis præsenteres fra et af og op efter i programmet, så var dette nærmest som en skattejagt - eller der var andre ruter igennem udstillingen. Dette komplimenterede jeg kustoden for. Han var glad for at høre noget positivt om denne formidling, for det var stort set kun negativ feedback de havde fået. Hmm.

Paula Rego 'The Betrothal: Lessons: The Shipwreck, after 'Marriage a la Mode' by Hogarth' (1999).

 Frank Auerbach 'Primrose Hill' (1967-1968).

 Leon Kossoff 'Children's Swimming Pool, Autumn Afternoon' (1971).

 Francis Bacon 'Reclining Woman' (1961).

Lucian Freud 'David and Eli' (2003-2004).

Voldsomt imponerende ikke sandt? Francis Bacon 'Three Figures and Portrait' (1975).

Lucian Freud 'Girl with a Kitten' (1947).

Lucian Freud 'Girl with a White Dog' (1950-1951).

Lucian Freud 'Man With a Thistle (self-portrait)' (1946)

 

Min kustode anbefalede mig, da jeg berettede for ham at jeg ville få noget at spise, at jeg besøgte den blivende udstilling. Der var blandt andet Kvium. Jeg smilede indviet til ham, og spurgte om han fik set Kvium på Arken. Han sank lidt i benene. JA. Han havde taget hele vejen fra Jylland hen til Arken for at se ham. Vi var begge enige om, at Kvium var/er fantastisk. Faktisk havde kustoden købt nogle litografier af ham, han havde taget et lån for at købe dem. Han MÅTTE have dem. Jeg forstod ham så udemærket. Han havde dette job, så han kunne gå og se på kunst dagen lang. Og nogle gange kom der gæster, der var lige så interesseret i kunst som han selv. Vi krammede farvel, da hans vagt snart var slut og vi derfor ikke skulle genses efter min frokost. Jeg overvejede, om jeg burde have spurgt om jeg måtte se hans litografier, men at det måske var for anmassende. 

 

Jeg havde samlet appetit hele vejen fra Sjælland til Jylland, og selv om dagen indtil videre mest havde bestået af Bacon, prøvede jeg deres sprøde fiskeskind til frokost. 

Ja. Intet besøg på ARoS uden 'Your Rainbow Panorama' - Olafur Eliasson (2011) - det bliver man aldrig træt af. På denne årstid ser byen måske lidt trist ud - til gengæld er man ikke ved at besvime af varme.

Jørgen Boberg. Der døde for ikke så længe siden, og hvis søn jeg gik på gymnasiet med. 'Jæger og falkoner' (1971-1974).

Jørgen Boberg 'Fantastisk fødsel' (1969-1971).

Michael Kvium 'Think Bigger' (2003).

Olafur Eliasson 'Your Condensation' (2013).

LONDON : FORSMAG PÅ KVINDERNES KAMPDAG PÅ TATE MODERN OG UNION STREET CAFÉ

 Gennem forsinket fly (hvor det mest feministiske læsestof geniet her fandt i udvalget, var Herbjørg Wassmos 'Disse øjeblikke' - jeg VIL SÅ GERNE læse litteratur af kvindelige forfattere, men jeg falder sgu altid i Dostojevskij i stedet) og frostgrader i det ganske danske land fandt jeg frem til femten grader i London til hundrede grader i tuben med galoperende struma og stadig summe på østerskortet - has it really been seven years..? Eight? - gennemstegt uden stank ankom undertegnede til hotellet. Først næste dag startede det stramme skema, så jeg strollede mod Tate Modern. Skønt den røde nederdel lå i kufferten, ville dette jo ikke være nok at foretage sig på kvindernes kampdag. Ikke for mig i hvert fald. Og et hashtag på dagen med #kvinderneskampdag eller #feminisme for likes får det helt ærligt til at vende sig i mig. Men sådan er det vel med alle vigtige ting, som folk bruger til at få likes? Som om kæden er hoppet helt af. #børnebrud efterfulgt af peacetegns-emoji. #voldsudsattekvinder og skålende øl emoji. What the fuuuuuuuck...? 

"There's a special place in hell for all women who don't help each other," som Albright sagde det. Og dette citat dukker især op i dette forår, hvor diverse aviser prøver at kridte en krig op mellem feministerne og feminismen. Og ja der er forskellige kampe at kæmpe inden for feminismen, men derfor virker det ikke at sparke ud mod andre inden for feminismen. That's not feminism.

Click-bate - og det er lige så ulækkert, som de der bruger vigtige sager til at høste likes.  

For dem der mener, vi kun skal hylde fordums tids kæmpere denne dag og ikke stadig kæmpe for uligheden - wake the fuck up. 

Equality for all. 

 Arrangementet bestod af talerne vist på billedet oven for - tjek det ud. Blandt publikum var det så tydeligt at se forskellen på fantastiske smeltedigel-London og den opdelte verden Købehavn lever i. Nu tænker du sikkert, hvorfor skriver hun ikke noget om det de kvindelige kuratorer talte om? Fordi det ligger på lydfiler, som måske - måske ikke kommer op her. Kvinderne talte om deres eget liv og viste billeder fra forskellige udstillinger. Som sagt kan du læse om dem på billedet oven over. Lige så vel som der skal flere kvindelige kunstnere på banen, udstillingerne, museerne, så skal der også flere kvinder ind som kuratorer. Ja kvinder besidder mange af stillingerne på diverse museer og udstillingssteder, men det er stadig et voldsomt højt antal mandlige kunstnere der udstiller der (for slet ikke at tale om brune, sorte, homoseksuelle, transkønnede, handicappede etc.). 

Billedet under er et screenshot af intet mindre end verdens fedeste rejse app. Via Michelin. Den kan, som alle andre, hentes på App Store. Jeg er forestiller mig, den er også er god om man er i bil, leder efter hotel eller seværdigheder. Til at finde restauranter i nærheden er den genial! Den fungerer således, at du slår den til hvor du står, og så dukker de restauranter op du er i nærheden af som er nævnt af Guide Michelin. Den bruger naturligvis internet, hvilket alle måske ikke har i udlandet. Find i så fald wi-fi. Det er dog et minus så lidt, der står om den givne restaurant udover den korte anmeldelse og at man linkes videre til restaurantens hjemmeside. Det tager både ekstra tid og data. Men det er klart det værd. 

Jeg fandt frem til Gordon Ramsays Union Street Café, da den var blandt de nærmeste. Se det gode ved at rejse alene og at spise alene er, at man stort set altid kan få plads. De havde fuldt hus, men der var plads i baren. Perfekt. Og perfekt udsyn til hele restauranten. Klokken nærmede sig ni, og undertegnede havde sidst spist en bolle i Lufthavnens Lagkagehuset. 

Lou Reed sang sagte ud af højtalerne, som jeg parkerede mig i siden af baren for det bedste vue. "Lookin' for soul food and a place to eat". Indeed. Hyggelig belysning, sidespejle og vejspejle på væggen. Og væggen under udsnittet til køkkenet fuld af polaroidbilleder. Forbandet rart at høre italiensk igen. 

Så hvad skulle man så vælge..?

Naturligvis truffle salame som antipasti...

og lardo med ...honning? Akkompagneret med et glas Pomino fra Toscana.

Fedt og sødt? Tjah den grottelagrede fedt smeltede på tungen som forventet, men honningen virkede næsten for stærk - jeg havde helst set lardoen kædet sammen med søde dadeltomater - men det var måske for oplagt...? Olie ristede brød croutoner satte tekstur på tallerkenen og mundfulden. 

Til primi blev det linguine med muslinger, oliven, toppeskud fra broccoli og chili. Flot grøn og velduftende af havets frugter. Knas af bitte brødstykker. Olivene var et saltbittert break. Fantastisk og fuldendt! Og jeg kunne ikke færdiggøre min tallerken.. 

Når man spiser alene, får man (oftest) samtaler med personalet. Da overtjeneren havde været forbi et par gange for at høre mig i retternes noter og prøve at lokke mig til at prøve flere retter, hvor jeg  beklageligt måtte kapitulere, bad jeg om regningen. Han kom med den og et krus med sorbet - han nægtede at sende mig ud i verden uden dessert. Han havde ret. Den var virkelig god. Citronsorbet med salvie. Wow.

Jeg bevægede mig tilbage over Blackfriars Bridge. 

Hjem til hotellet. 

Gik i seng med Herbjørg Wassmo og opdagede til min store genkendelses glæde, at hun skrev om Dostojevskijs Raskalnikov fra 'Forbrydelse og straf'. Den nok lettest fordøjelige af hans historier.