2020: SIKKE ET ÅR. 5 ÅRS SKILSMISSEDAG OG VEGANSK FØDSELSDAG FOR VENINDERNE

2020 var et virkelig stenet år for alles vedkommende, kan man vidst roligt sige. Mine uadskillelige drenge og jeg rejste rundt i det danske land og nød hinandens selskab - selv om man selvfølgelig savnede Copenhell. Det blev til en halv måned på Bornholm, derefter en halv måned rundt med campingvogn med mormor og morfar omkring Vejle. Jeg må se, om jeg får tid til at uploade. 

Jeg har jo som bekendt fødselsdag i de sidste dage på året, og jeg har aldrig egentlig lyst til at fejre mig selv. Jeg har altid fundet det for selvhøjtideligt. Det er sikkert samme afsky, som selviscenesættelse på sociale medier afføder (eksempelvis fatter jeg ikke forældre, der skriver "tillykke" efterfulgt af længere ode til deres barn og billeder af denne, når deres barn ikke er på Facebook eller Insta..? - jeg tror, dit barn får mere ud af at du bare siger det direkte til hen. Just a thought). Fødselsdage. Det er mærkeligt for, jeg går altid helt amok når det drejer sig om drengenes fødselsdage - som jo har fødselsdag dagen efter den anden, hvilket resulterer i fødselsdagsfestival når den samlede for familie og den for deres venner holdes i weekenden. Kompenserer jeg for deres faders manglende tilstedeværelse og interesse i dem? Oh yes indeed, og det ville også være mærkeligt andet.  

I december 2020 havde jeg også 5 års skilsmissedag, efter at være blevet gift for 10 år siden. Som folk melder ud på Facebook, at det er deres "bryllupsdag," så bør "skilsmissedag" også fejres. Det føles empowering, og dét forhold (til dig selv) kan du med sikkerhed nyde lige til dine dage endes. 

Nuvel. Da nytårsaften skulle bestå af, at mine drenge og jeg lavede mad til Olde (tak til Børneavisen for at guide os igennem både dessert og drinks) og altså ingen vilde alkoholindkøb besluttede jeg mig for at lave noget alligevel på min fødselsdag (seriøst bare at skrive "min fødselsdag" sender gags gennem ganen). Men igen gad jeg ikke "fejre mig selv". Hmm, men jeg ville faktisk gerne fejre mine veninder. Det var egentlig en præmis, som jeg godt kunne finde mig tilpas i. Jeg tænkte på om aftenen, som jeg lagde mig til at sove, at det kunne afholdes i den biograf jeg er frivillig operatør i. Masser af plads til afstand. Jeg besluttede mig med det samme for en vegansk menu, idet vi er så mange veganere, vegetarer og pescetarer i min kreds af vidunderlige veninder samlet op gennem et liv på efterskole, akademiet, højskole, teknisk skole (film), film, mødregrupper, universitetet og arbejde. Men det var forholdsvis mærkeligt at invitere folk ad hoc, sætte en deadline for deres svar for dernæst at kunne invitere i næste led. Jeg er ikke fan af at rangere folk, men det tvang pandemien ligesom én til at tænke i. Jeg undskylder til dem, invitationen ikke nåede ud til. 

Og hvor jeg altid står i køkkenet og kokkererer amok til drengenes fødselsdage, og alle andre dage for den sags skyld (heja provinsen for ikke at have take away), så skulle netop denne dag ikke bestå af dette. Jeg ville have tid til at mærke mine gæster. Som altid bad jeg om, at folk ikke tog gaver med - det var gave nok i sig selv, at de kom. Det var en aften for at fejre dem og ikke mig.  

I denne tid (2020) er jeg blevet virkelig god til at komme helt ned i tempo. Yes, det er det, alle siger. I know. Bare at rejse alene med mine børn og nyde naturen er vidunderligt. Men det her handler også om synkronisitet. At lægge mærke til ting, der sker omkring én og for én. Den næste dag fik jeg en besked om at 'like' min gamle ven, som jeg ikke har set siden han besøgte mig på Kunsthøjskolen, 's nye cateringselskab. Han lavede faktisk maden til en surprise party fødselsdag, min ekskæreste og venner holdt for mig da jeg blev..19? 20? Som sagt det er lang tid siden. Stenet. Jeg skrev til ham, om han kunne lave en vegansk menu (og ja, jeg indhentede også tilbud et par andre steder fra. Det ville være dumt ikke at afsondre området. Inderst inde vidste jeg godt, jeg kun ville blive tilfreds med hans bud. Kender I det? Når beslutninger allerede er taget, for de kan mærkes i kroppen og ikke kun i hovedet?). Han kunne helt bestemt lave en vegansk menu.

Prisen, jeg satte, var 150,- pr. kuvert - maden blev leveret i flotte skåle (godt for miljøet) af Kristian selv. Og nej, jeg får intet for at nævne for hans business. Jeg vil bare rigtig gerne videreformidle hans info til andre veganere/vegetarer, som ikke bor i hovedstaden, for på Midt/Sydsjælland er der faktisk ikke noget vegansk catering at opdrive. Det her var så overdådigt eksekveret. Vi var alle ved implodere ved alle de forskellige fantastiske smage og teksturer i vores munde. 

Den eneste rettelse til ovenstående menu er, det blev mango sorbet og havtorn sfærer.

- okay faktisk lavede jeg liiiiidt mad den dag. Jeg poppede naturligvis afsindigt mange popcorn, som man kunne øse op i sit krus. Derudover skar jeg og min førstefødte grøntsagsstænger til de forskellige veganske dips:

Cashewnøddedip. 400gr. cashewnødder, to hvidløg, saft fra en citron, et bundt dild, et bundt persille, en dl vand, salt og peber. Afhængigt af, hvor tyk/flydende man ønsker dippen, kan man fortynde med vand. Blend. 

Inspireret af Emmas blog.

Ærtedip. Ærter, to hvidløg, løg/skalotteløg, vegansk yoghurt (jeg valgte soya), citron, olivenolie, agavesirup, æblecidereddike, et bundt basilikum, et bundt mynte, salt og peber. Løg sauteres i olie, tilsæt eddike og sirup. Kom det op til resten. Blend. 

Inspireret af Albertes blog.

 

Hummus. Ja, den ligger vel på rygraden hos alle: kogte kikærter, tahin, hvidløg, citron, olivenolie, spidskommen, paprika, salt og peber. Blend. 

RØNNEBÆKSHOLM KUNSTHAL : TRINE BOESEN : INTO DIMENSION : AUDIO & VISUEL WORKSHOP : MED VEGANEREN & BØRN

 Dagen var den 18. januar, vi tog på Kunsthal Rønnebæksholm for at deltage i lydkunstner og musiker Anders Mathiasen og kunstner Jakoob Mathias i forbindelse med Trine Boesens udstilling 'Into Dimension'.  

 Workshoppen var et samarbejde mellem Kunsthal Rønnebæksholm samt Billedskolen Storstrøm. Der er ikke noget federe end, når man besøger et sted (med børn) for børn og de folk, der er der, er helt gearede til at det rent faktisk ER børn, der kommer. Når alt appellerer til leg og nysgerrighed. Når de voksne er helt i øjenhøjde med børnene. Særligt Anders fik antændt en nysgerrighed og vilje til at udforske de forskellige dele på "lydbordet" i min ældste. Og selv om han fik lavet en vild eller høj lyd - som han selv kunne høre i høretelefonerne, og vi andre kunne høre over højtalerne - så modtog han ros for lyden. Dét er fedt - præcis sådan inspirerer man børn til at blive ved. 

 Jeg har sagt det før, og jeg siger det igen: Jeg ELSKER at mine drenge kun er to år fra hinanden. En slags pseudotvillinger. De har et utroligt tæt bånd, og er hinandens bedste venner. 

Kunstner Jakoob satte gang i tegneriet - for hvor henne må man lige tegne på væggene og gulvet?

Veganeren havde de to krøllede piger med, der er toogethalvt år mellem hendes børn, der satte i gang med at tegne My Little Ponys (min mindstes) og Barbie (yes, det er de nye med forskellige kropstyper og ikke den forældede utopiske). 

 Jeg ELSKER simpelthen, en af mine bedste veninder (og ældste venskaber) har børn på samme alder som undertegnede. Min yngste og hendes ældste, Duponderne, har deres helt egen verden sammen og et særligt bånd. De svømmede i hver deres mave, da deres mødre svømmede runder i DGI-Byen. De er født med fjorten dages mellemrum, og har kendt hinanden altid. Deres personligheder er meget lig hinandens, hvor min ældste og hendes yngstes personligheder ligner meget hinanden. Sjovt. 

 Overheads. Åh hvor har man set mange af disse i folkeskolen (og særligt én lærer brugte den også på universitetet - lyset er også langt mere behageligt end lede powerpoints).

 Dagen før havde vi været til sammenkomst med den ældstes klasse, hvor jeg havde lavet en vegansk ret bestående af:

Hummus på tortilla pandekage med avokadoskiver, lagt som en stjerne, granatæble, cashewnødder og koriander - inspireret af Mahalle i Nansensgade eller Birkegade. Dem havde jeg også med på vores tur. 

REUNION #5 : PRÆSTØ & KALVEHAVE LABYRINTPARK

Veganeren, Svenskeren og undertegnede gik på efterskole sammen 1998/1999. Veganeren flyttede derefter i lejlighed med en veninde, blot sytten år, Svenskeren ville ikke hjem til Sverige og vi tog derfor på gymnasiet sammen. Hun som kostelev og jeg som "madpakke". Efter de tre år tog hun tilbage til Sverige og vi sås ikke så tit. I 2011, da jeg ventede Eskillio, tog Veganeren og jeg til Sverige for at besøge Svenskeren. Før baby tur. Vi havde ikke været samlet i fem år. Vi havde om natten, da vi ankom op til talt om, at Svenskeren var bange for at hende og hendes mand ikke kunne blive gravide, og hun var tæt på at miste modet. Jeg havde fortalt, hvordan jeg fandt ud at at jeg var gravid. Der var mange lighedstegn, og hun havde taget en test. Den første morgen vi vågnede i Eskildstuna (nej det er ikke derfra, han har navnet - han er opkaldt efter min oldefar det bedste menneske i mit liv), havde Svenskeren taget en graviditetstest og opdaget til stor lykke at den var positiv. Hun havde bare ventet på, vi vågnede så hun kunne fortølle det. What are the odds?
Dette var Reunion #1.  Så her kommer et tilbageblik - throwback som det vel kaldes i disse tider - til Reunion #5 med fem børn og tre voksne. Super feje hold. Eskillio, Juliet, Elvisio, Solbjørgen og lille Ellen. Dengang boede Veganeren på en lejet gård uden for Præstø - fra to etagers lejlighed på Enghave Plads til en mark. Sejt!

Her er det største kirsebærtræ, som halvandenårige Elvisio konstant snackede ved. Det gik ud over tøjet, så til sidst blev det nøgensnack. 

De to Duponder på dengang halvandet år - awww - de er født med tretten dages mellemrum. Elvisios eneste ord var: "bær! Bær! Bær!" Det er fantastisk at have børn på samme alder med en af sine bedste veninder.  

Pottetræning for en på halvandet? Men det kunne han sgu. 

Veganerens morgenmad. Frosne bananer og bær lavet om til is. En maskine jeg desværre ikke selv ejer, men som Eskillio mente var nødvendig at have. Morgenen efter stod den på bananvafler. Veganeren vendte op og ned på Eskillios forståelse af måltider - på den gode måde. 

Veganer "babyen". 

I Katmandu, hvor Veganeren var i praktik, har de fleste biler en lille Ganesh i forruden for good luck. Det var der også folk i New Delhi, der havde da vi var der i 2006. Med børn i bilen er det måske en okay cultural (eller religious) appropriation.  

Vi tog til Kalvehave Labyrintpark, som helt sikkert er bedst i godt vejr eftersom det hele foregår udendørs. Til gengæld kan de fleste aldre være med, for der er ikke noget der kan smadres - bevares der er rig mulighed for at få smidt sine børn væk. Eller sig selv. 

Og så er det overskuelige priser. 

For en ekstra service er her et overblik over mad og drikke muligheder - Veganeren er så vant til på disse kanter, at der ikke er noget for dem så vi have picnickurven med. 

Og igen i forhold til københavnske priser så er 22kr. for kaffe ad libitum virkelig i den lave ende. Men ja det var filterkaffe og intet andet. Vi fik en kande med kopper til ned til tæppet. 

Her prøvede Juliet en af de mere overskuelige. 

Og imens Duponderne og Veganeren powernappede, tog Eskillio og undertegnede fat på en anden labyrint tænkende: "Den kan vi sgu hurtigt nå igennem". 

Vi fandt også hurtigt midten. Men vi fandt aldrig ud. Fyrre minutter senere så man Eskillio og hans mor møve sig ud under en af væggene. Enough is enough. "Mor det er jo snyd!" "Ja. Og overlevelse."

Vi tog til Præstø for at bade med svenskerne, inden de skulle afsted. Eskillio og Juliet har været tre og et halvt år. Juliet forstår dansk, men taler det ikke. Stakkels Eskillio forstod ikke helt altid, hvad hun sagde, hvilket frustrerede hende lidt. 

Veganerne fik koldskål lavet på soyamælk, vores var bare straight up koldskål. Dessert til aftensmad. 

Der er bare noget helt rigtigt over at have børn i naturen.

ARKEN : JULEFROKOST MED VEGANEREN & KVIUM : CIRKUS EUROPA

Da nyheden om en Michael Kvium udstilling på Arken (2. september 2017 -14. januar 2018) udkom september 2016, var jeg mildest talt lykkelig og jeg glædede mig. Jeg glædede mig i et helt år. Så selvfølgelig så jeg den af flere gange, da den kom. Fordi, ja, den var det værd. Og jeg kunne sagtens have set den endnu flere gange, jeg elsker Arken og jeg elsker Kvium. De to forbundet var jo intet mindre end perfekt. 

Arken ville gerne lave en tilbageskuende udstilling med Kvium. Men så pissesej som han er, så ville han hellere lave helt nye billeder til udstillingen - det andet kunne de gøre, når han var død mente han. Så i stedet for at støve gamle malerier op, satte han i gang med at skabe en her ny serie af malerier, film, installationer og skulpturer til Arken med humor, ironi og en ordentlig opsang til verden.   

You gotta love this guy. Der er fandeme mange, der havde hoppet med på at fejre sig selv på den måde - men han griber chancen for at sprede vigtige budskaber i stedet. 

Veganeren og undertegnede havde aftalt at holde en julefrokost, og vi lod det blive på Arken - jeg havde muligvis skamrost udstillingen til skyerne fra mit besøg her ved åbningen med LilleM.

Ja. Det var, som det ses. Karrysild med æg, fiskefillet med rejer (ingen blomkål), æbleflæsk, and med spidskål, ost og figenkompot. Veganeren fik naturligvis en vegansk udgave af den vegetariske. 

Hvor fed en titel er 'Cirkus Europa' ikke lige? 

Hvor, når man går gennem forhænget, er man en del af én stor installation pyntet med samtidsklovne. 

'Mud Tale' (2016).

'Small Talk Show' (2016).

'Stand Up Comedy' (2016).

'Illusion' (2016).

'The Justice' (2017).

'The Liberty' (2017).

'The Faith' (2017). 

'Fake News' (2017). Jeg elsker, han bruger rummets vægge anderledes end blot midt på væggen. Som man måske har opdaget, så bruger denne udstilling netop hjørnerne af rummet til malerierne. Sjovt. 

'Vertical Tale' (2016).

Film med tryllekunstneren Rune Klan der iført 'Alien Aftermath mønster' tryller og brækker blod op, musikken fra filmen flød ud over udstillingen - sådan lidt tumpet cirkusmusik hvis det giver mening. 

'The Duke' (2017).

'An eye fall Scene' (2017).

'Beach of Plenty' (2017). Der - hvis de andre malerier eller skulpturer ikke har - bør give beskuer en helvedes dårlig følelse i kroppen og smag i munden. Til at toppe det kan man sidde på et møbel, også lavet af Kvium, 'The Furniture,' og nyde udsigten på 'Alien Aftermath mønster' og sortfodsskinkeben. Så er der grisefest.

Et hav af ordbøger i en punkteret redningsbåd i manegen og lysspottet flakker rundt, som var det spottet i cirkusmanegen eller kystvagtens søgende lys. 

Derpå kommer rummet for 'The Gallery' (2017).

Mit gæt er, han har hygget sig gevaldigt med at lave det her navlestrengede fosterlignende spindelvæv. Amazing.