GLORIA : TESTVISNING : LAV MAND PÅ STOLERYG : LISE RØNNE

I onsdags var jeg til testvisning på Zentropas nye biiiiiiip i Gloria. Det stod derfor én fuldstændig frit for, hvor man satte sig - på nær på de reserverede pladser bagerst naturligvis. 

Jeg sætter mig tredie række (talt fra forrest) til venstre midt for.

En lille mand med hans to høje mandlige venner og en kvinde går ind ad rækken foran mig. De diskuterer lidt, om det er for tæt på. 

Det er det.

De beslutter sig for at sætte sig på de fire pladser ved siden af mig, da de spotter dem. 

I stedet for at gå ad samme vej tilbage, begynder den lille mand (med alt for korte ben til dét stunt) at kravle over rækken. Og selv om han træder op på armlænet, sidder han nærmest fast på sædets ryglæn. Jeg kan ikke lade være med at grine af ham - og dem alle sammen - da jeg får øjenkontakt med ham. Han griner tilbage til mig. Som om det er uundgåelig situation, han ikke selv har sat sig i. De er meget højtsnakkende. 

"Hvorfor går I ikke bare uden om? - der er tid jo nok? - her er ikke proppet? Hvem i alverden kravler over ryglæn? - jeg var gået bananas, hvis det havde været min biograf," tænker jeg. 

Da de omsider er kommet om på min række, vurderer de igen situationen og ca. samme handling gentager sig. De får øje på atter fire pladser på rækken bag ved. De begynder at klatre. Den lille mand sidder fast på toppen af et nyt sæde. De fylder hele rummet. 

De sætter sig. Endelig. Måske mest fordi næste række ikke har fire ledige pladser. De snakker stadig meget højt, da produceren prøver at informere om filmen. Hun prøver at overdøve dem uden at skulle bede dem klappe i. Det lykkes til sidst.

Ved en testvisning er der naturligvis ikke reklamer eller forfilm, så filmen starter så snart lyset er blændet ned. 

Da filmen starter, bliver jeg prikket på skulderen. 

Jeg vender mig om: det er den lille mand. 

“Kan du ikke bukke dig?” spørger han.

“Hva’?” hvisker jeg. 

“Du er ret høj. Kan du ikke lægge dig ned i sædet?” spørger han.

“Nej,” svarer jeg og leder efter spor i hans ansigt for bekræftelse af, at det er en joke. 

Det er ikke en joke. Han mener det. 

Mit ansigt ligner helt sikkert ét, der bliver taget gas på. 

"Nej," svarer jeg. Han ser undrende på mig. 

“Det gider jeg altså ikke,” siger jeg uden plads til forhandling og ser bestemt på ham.

“Nåh?” siger han og ser uforstående på mig.

Jeg er egentlig paf over, han beder mig om dette.. 

- i stedet for at bytte plads med en af sine høje venner 

- i stedet for at være blevet på en af de to forcerede rækker 

- i stedet for at han var blevet siddende på en af de to stolerygge, han alligevel ikke kunne komme ned fra 

- stedet for at han hentede et børnesæde (som mine egne drenge på hans højde gør helt automatisk i en biograf)

Jeg er sikker på, han undrede sig over at jeg ikke ville ligge krøllet sammen med en scoliose i sædet i to timer, at jeg “optog” rummet, uden en tanke på selv at have optaget rummet ved at kravle over stolerygge (who does that?).

Jeg er 182 cm høj. Én cm over gennemsnitsmanden i Danmark. SÅ høj er jeg sgu heller ikke. Jeg oplever til gengæld tit til koncerter at blive bedt om at flytte mig. Hvorimod min korte veninde nyder stort set alle koncerter med at glo ind i lænden på folk eller at se brøkdele af storskærme. Hun har aldrig bedt nogen om at dukke eller flytte sig. 

Så flytter hun sig selv. 

Og for de, der måske ikke fik læst Lise Rønnes saglige og rolige (som Berlingske Tidende beskrev som 'oppe i det røde felt' - way to prove a point Berlingske!) appel til Politiken, så tryg på linket neden under. 

Du er SEJ Lise Rønne, dine arme er helt normale - og der er intet småneurotisk eller vimseri over din måde at stå på. 

Husk at optage det offentlige rum Ladies!

NØRREBRO : POLITIMUSEUM & PLANT POWER FOOD MED LILLE M

Den lille havde i et stykke tid haft dette sted i tankerne, så vi besøgte PLANT POWER FOOD på Fælledvej 15 på Nørrebro. Et udemærket tiltag når tarmene skal sættes i gang igen oven på den kødfestival, julen som regel rummer for danskerne. Det var ikke december, da vi gæstede stedet, faktisk kom vi direkte fra Politimuseet på den anden side af vejen. Det var nemlig noget, jeg havde villet i lang tid. Særligt med deres særudstilling om 'Trusler,' som trods sagernes alvor er meget underholdende. Eksempelvis:

"KUN STORE SEDLER - HURTIGT! JEG ER BEVÆBNET OG HAR TØMMERMÆND"

TRIGGER WARNING: Hvis du ikke vil læse om mord, lemlæstelse eller voldtægt, så spring ned til under næste billede.

I øvrigt havde én af mine yndlingspodcasts pudsigt nok også nævnt stedet om mandagen. Podcasten hedder 'Mørkeland,' og jeg venter nærmest kun på at det bliver mandag når det nye afsnit udkommer. Det er to kvinder, det burde ikke være nødvendigt at nævne deres køn, men det spiller faktisk en rolle her i forhold til formidlingen. De er altid 100% inde i stoffet - det skal man jo være som kvinde, når man går offentligt med noget - og så hul i, at de ikke kender hele retsloven. Det er der seriøst én, der har skrevet i sin anbefaling af dem. Really? "I får topkarakter, meeen!" Det skal være spotless, hvis kvinder laver noget der offentliggøres. Det er en podcast om mord for fanden! Ikke jura. 

De tager udgangspunkt i offeret, hvor mordet formidles på en respektfuld måde. Der er så meget empati og sympati i deres vinkling af sagerne, undren og "hvis nu..". Nogle sager tages op netop for at skabe opmærksomhed på glemte og uopklarede sager. Jeg elsker deres perspektiv, hvor ofrene ikke bare er ofre, men mennesker.  Og luk nu røven med hvordan de taler. Who cases? Jeg ved godt, man altid må kommentere eller korrigere en kvinde - gu må man ej, men det gør man - men hør den nu bare. Det er en pissefed podcast. De er pisseseje! 

En anden podcast, der afsluttede anden sæson i går - hvilket jeg faktisk er lettet over, for jeg irriteres grænseløst over den. Alligevel kan jeg ikke lade være med at høre den, hvilket irriterer mig endnu mere - 'Myrdet' af de der to mænd, tales der om seriemordere. Og i dækningen af eksempelvis Fred West, en virkelig virkelig klam satan, jokes der ligefrem over at West voldtager sin datter og der grines...? 

Og så snart offeret er slået ihjel, bliver det til "liget". Og altså ikke længere nogens liv eller krop. Jeg er indforstået med, at den ene er forhenværende politibetjent og måske derfor er farvet med denne labelling. Det er nok en måde at håndtere så grelle hændelser i sin hverdag på. Det bliver dog en anelse for klinisk, kynisk og for tingsliggørende for mig. Vi har trods alt § 139. i Straffeloven, der straffer "Den, som krænker gravfreden eller gør sig skyldig i usømmelig behandling af lig".

Jaja "boys will be boys" (og nej "boys will grow up to be responsible and respektable men), men det er ikke just et ajour værdisæt man tillægger dem. Piger og/eller kvinder der voldtages eller myrdes på brutal vis får ikke den store reaktion. "Så er vi ligesom i gang," fornøjes der. Måske er man bare for vant til misogyni og kvindedrab? Det fik mig til at tænke på denne mand, der prøvede at få mænd til at sætte sig ind i kvinders situation.  For det eneste der egentlig får nogen reel form for reaktion er, hvis seriemorderne skærer i drengebørns kønsdele. Yup. Og det ér frygteligt, men det er en meget meget lille brøkdel af, hvad de ellers fortæller om. Grunden til, der overhovedet kommer en reaktion omend lille, er, at den ene har fået børn. Og mit gæt er, at han kun har fået drenge. Som når mænd kan forstå noget af kvinders utryghed eller liv begrundet med: "nu har jeg selv fået piger" - fordi du har fået en datter, kan du nu sætte dig ind i kvinders situation...? Man spekulerer på, om de i deres lange liv slet ikke har været "udsat" for hunkøn før..? Mor? Mormor? Søster? Veninde? Nabo? Kollega? Kæreste? Anyone? No?

Any way støt op om 'Mørkeland,' de er fandeme gode. De er ulønnede, de gør det i deres fritid og de hæver i den grad niveauet af podcasts. Jeg ville ønske, der var flere kvinder på banen dér - som når man har set 'Girls,' 'Insecure,' 'The Handmaid's Tale,' 'Pose,' 'No Offence,' 'Killing Eve,' 'Divorse,' 'Big Little Lies,' 'Better Things,' 'Orange is the new Black,' 'Sharp Objects,' 'Heathers,' 'She's Gotta Have It' eller 'The Deuce' og endelig fatter, hvor rart det er at se sit eget køn repræsenteret. Og ja sådan må POC, homoseksuelle, transkønnede og alle de andre køn have det hele tiden. Selvfølgelig. Men det er ligesom først, når man præsenteres for noget andet at man egentlig lægger mærke til "det normale" udbud. 

I de fleste film spiller kvinden blot en mor - for det meste uden navn - eller er et stykke kød. Der er overrepræsentation af mænd i film, og det er ikke homoseksuelle roller. I øvrigt sørg for at se 'Call Me by Your Name' (2017), den er ret god. Og har du ikke set 'Ditte og Louise' (2018), så gør det! Jeg var målløs over, hvor mange pointer de får med - uden at mange nok lægger mærke til det. Og så er den virkelig sjov. Som i, jeg havde regnet med at smile, men jeg grinede ufrivilligt højlydt så tårerne trillede. Og ja jeg var alene. Tænk sig, hvis 'Klovn' kunne andet end "drengerøvshumor," men faktisk ændrede verden til det mere positive? Og tænk sig hvis mænd også gik ind og så en film med to kvinder i hovedrollen? (en skidegod artikel, ikke at det sexistiske Ekkokammer fortjener hits, men Laura Dyhrcrone gør det sgu godt her.) Desværre har ikke så mange set dygtige Ditte og Louise, som man kunne ønske sig, men den barnlige 1990'er agtige 'En frygtelig Kvinde' kunne trække fulde huse...? Åhh Danmark hvor har vi dog langt igen...siger jeg med nedslået blik (ja jeg har set den - da jeg ligesom havde vagt og skulle vise den. Den var så dårlig, at jeg var mere interesseret i dens  locations. Og hep hey! Der var sgu da Gravens Rand?) 

Få set 'Ditte og Louise' - også selv om du er en mand eller måske netop derfor. Den handler ikke om at sable mænd ned, men om samfundets normer. Og ja måske nogle mænd ikke tør, fordi "hvad nu hvis de blev tvunget til at se indad!!" eller, gud forbyde det, "vise hensyn fremover!? GISP!" - som de lige nu flyder over med på facebook af krænkelser over, at nogen er blevet krænket. Det er sgu da ironi, der vil noget. De skriger og råber op om "krænkelseskultur," hvilket de er så krænkede over at der kommer det ene opslag efter det andet. Gerne hvide mænd. 'nuff said. En Grundtvig sang "..den danske sang er en ung blond pige.." - for det første hvad er det for noget nationalistisk pis at forsvare og insistere på at synge? - for det andet ad. I øvrigt er jeg PISSETRÆT af, at al respekt over for andre mennesker skal latterliggøres med "svenske tilstande" tihihihi. Denmark - you should only be so lucky. Dét er præcis, hvad vi burde stræbe efter. Og at blive lige så ligestillede som Island. 

Man kan undre sig over, hvorfor Mofibo støttede de to mænd frem for 'Mørkeland'. Var det grundet "kendisfaktoren"? Eller var det noget andet? 

'Mørkeland' har lavet 41 episoder, foruden 'minimord' en slags digitalt postkort, de har været i luften siden 20. februar 2018  ('Myrdet' har lavet to sæsoner på i alt tyve episoder siden 7. juni 2018). 

Hver  fucking mandag? Det er ret vildt.

Raw og dehydrerede snack.

Vi valgte brunchtallerken med ruller af rispapir med spirer og agurk. Patè af champignoner. Karrysalat. En halv avokado med tahindressing, ristede nødder og sfærer af balsamico. Bagte svampe med rosmarin. Raw kiks med kul.

Alene æstetikken er værd at komme efter.

CPH:DOX : ÅBNINGSAFTEN PÅ CHARLOTTENBORG KUNSTHAL : AN EVENING WITH JENNY WILSON : EXORCISM

Dette års CPH:DOX blev i går skudt i gang med en kunstfilm tidssvarende debat og koncert med Jenny Wilson. Der var udsolgt. Jeg havde egentlig ikke billet. Egentlig startede mit kendskab til Jenny Wilson med børnenes far på vores andet møde. Det startede med 'Love and Youth' albummet, der blev skamhørt ud på de tidlige røgfyldte og berusede morgentimer. 'Let my Shoes lead me Forward,' 'Bitter? No I just love to Complain,' 'Would I play with my Band?,' 'Love ain't just a four letter Word,' 'Hey, What's the Matter?' Senere kom albummet 'Hardships!' der fik ægteparret til at danse til 'The Path,' 'Like a fading Rainbow,' 'The Wooden Chair,' 'Pas me the Salt,' 'Motherhood,' 'Hardships. Med albummet 'Demand the Impossible' fængede kun 'The Future' og 'Pyramids (Rose out of our Pain)' os. Men ved et lyt nu er der nok flere. Med det kommende album 'Exorcism' er hun blevet langt mere club. Man kan indtil videre høre to af numrene fra albummet på Spotify. Nemlig 'RAPIN*' der beskriver voldtægten og temposkiftene er symbolsk ekspressive og 'LO'HI'' der med sit lydspor af klamme støn fylder en med kvalme koblet til et fedt beat. De er bestemt et lyt værd. 

En mulighed åbenbarede sig, og jeg tog der hen. 

Åbningsaftenen på Kunsthal Charlottenborg var mest besøgt af kvinder. Seancen foregik både kl. 18:00 og kl. 20:00. Hvor fucking hardcore af Wilson. At blive interviewet af to gange om ens voldtægt. Hun blev selvsagt også lidt medtaget et par gange. CPH:DOX har nok ment det i en god mening - og Jenny Wilson VIL gerne tale om det - men det må nærmest føles som atter et overgreb at berette om den situation foran en hel sal af mennesker. Jeg følte mig som krænker i hvert fald ved at sidde som publikum, hvor det blev forudindtaget at jeg havde lyst til at sætte hende i den situation.  Det havde jeg ikke. Slet slet ikke. Det gjorde mig sgu oprigtigt ked af det. Denne oplevelse. Hendes oplevelse med voldtægten. Denne verden. 

Wilson sagde, det var én ting at optræde med sangene. Noget andet var at sidde og skulle udpensle hver følelse hver sang havde i hende. Jeg forstår hende til fulde. 

Vi lyttede en sang ad gangen. De sidste på albummet 'Exorcism'. Og Wilson blev interviewet omkring hver sang. Det var så stenet at følge beatet i hver sang om voldtægt. Rocke med, imens teksten flår dine indvolde itu. Og samtidig. Har man gjort det en million gange før, når mænd har sunget om at “tage en kvinde” og overgreb i evigheder. Eksempelvis min helt og feministen Kurt Cobain ('Rape Me' - for the less fortunate).

Det her var anderledes. En blanding af mange følelser. Og modtaget med mange blandede følelser. Selvfølgelig glæde på hendes vegne over, hun "er kommet videre". Stolthed over, hvor stærk hun er ved at vise os dette. Respekt. Taknemmelig og ydmyghed over hun ville dele dette med os. Så forbandet meget vrede over, det har fundet sted i hele taget. Frustration. Sorg. Tristhed. Sadness. Kvalme over det mindset, den hersker-mentalitet og ulækre menneskesyn. At mene at man har ret til at bestemme over en andens krop, ødelægge livet for dette menneske i denne krop - nutid og fremtid - og efterlade evige spor af sit svineri hos dette menneske i denne krop. 

Mange tænker, hun har udlevet det gennem musikken. Tjah? Det er jo ikke et 'Lemonade'-album (som jeg i øvrigt ikke kan få armene ned over - dét 'visual album' burde have vundet alt, der var at vinde dét år. Hands down.), som "blot" handler om ens mands utroskab. 

Det er en fucking voldtægt. 

Nogen har taget din krop. Krænket den og dig. Det bliver ikke værre end det. Hun har ikke udlevet det gennem musikken. Hun har tvunget sig selv til at lave musik om den umenneskelige oplevelse (og dog så hverdagskost-agtigt for så mange kvinder verden rundt - her tager jeg også "femogtyve år gamle klask i røven" med (Bornedal din negligerende idiot) for det handler om selve mentaliteten bag de overgreb. Det handler ikke om at gradbøje i overgreb (som jeg har oplevet så forbandet mange mænd gøre, jeg selv er nået til (når sætningen lyder "jeg synes, at metoo er vigtig, men..") bare at begynde at råbe "NEJ!"). Det handler ikke om at gradbøje overgreb, det handler om mindsettet bag disse overgreb. Mindsettet der legimiterer klamme bemærkninger, forklædte "komplimenter" om ens kvindelige kendetegn (luk røven - hvad fuck rager det dig?), at se på kvinder som et stykke kød, "nogens ret," klap i røven, blive raget på, "tilfældige" strejf af ens bryster eller røv i køer eller under offentlig transport, blive humpet i takt med bussens rytme når den er fyldt til randen og man ikke ved om det er ens fantasi eller..? (lad mig cementere: det er det aldrig), at ens tøj fordrer til andres upassende adfærd, overgreb, voldtægter mod kvinder) for at prøve at leve med den oplevelse. Tage tempoet af oplevelsen ved at tale om den. Prøve at få den til at fylde mindre i ens hoved ved at lukke den ud i det åbne rum. Denne skamfyldte oplevelse. Prøve at tage magten fra den. Prøve at generobre lidt kontrol over sin egen krop, som det umenneske tog kontrol over hendes krop. Ens krop der hele livet har været din. Men ikke i dét øjeblik. Og nu har man en anden krop. Der er ude af kontrol. Der ryster. Der græder. Der skælver. Der ikke lystrer. 

Kroppen husker, hvad hovedet prøver at fortrænge. 

Wilson fortalte, hun måtte tvinge sig selv til at lave musik. For at prøve at gøre et eller andet. Hun fortalte, hun startede med at lave musikken først. Teksterne kom først langt senere. Fordi det var så pissesvært for hende at sætte ord på episoden. Normalt finder hun teksterne via litteratur, film eller kunst. Her stod hun tilbage med kun hende selv. Hun skulle selv sætte ord på. Det var hårdt. Og det er også forbandet hårdt at lytte til. 'RAPIN*' er virkelig klam. Og det stikker i alle retninger i ens krop at lytte til det, og rocke med til beatet.   

Et mærkeligt spørgsmål fra en mand iblandt publikum kom med en helvedes lang mansplaining, cirkulerende rundt om hvordan hun finder på tekster...øhh har du hørt, hvad hun har sagt. Og slutteligt er der grænser for, hvad meget personligt der må komme ind i teksterne. "Langt spørgsmål - kort svar - NEJ," svarede Wilson og fik en støttende klapsalve fra publikum. 

Efter koncerten med de fire første numre fra albummet, berettede Jenny Wilson at hun giver koncert i Vega den 12. maj. 

"...det er jo ikke det, Jenny vil. Jeg er så træt af metoo, Jenny vil ikke sættes i den forbindelse," brægede en yngre kvinde bag mig som man iklædte sig sit overtøj. Are you fucking kidding? Hun har netop lige fortalt at metoo reddede hende. Som hun mente, den har gjort med så mange andre. Med metoo følte hun, at hun ikke var alene om sine oplevelser. Og der var en platform for hendes oplevelser. Her fandt hun styrken. 

CPH:DOX - please lad være med et kalde det "girl power," når det handler om en kvindes power - da det falder ind i den forestilling om, at hun ikke er voksen. Og at kvinder helst skal være unge - at gamle damer/kvinder er utiltrækkende for the male gaze. Deraf en hel makeup industri, der vil have kvinder til at købe deres yngrende produkter, give dem dårlig selvtillid og få dem til at gemme sig bag lag af makeup. "Girl Power" kom frem i halvfemserne, mon ikke vi er rykket videre til "Women Power"? Jeg anser i hvert fald ikke mig selv som en "pige" og ville aldrig referere til mig selv som en. 

Og seriøst lyserød..? 

BLIV NU VOKSEN DR

Shit hvor er det vildt, hvad DR udretter for licensen.

Lad os tage et oprids af deres såkaldte "public service" - eller hæmmende udvikling. 

- Sangen fra DR 3 som var én lang voldtægts og sexistisk taben-kæben-på-gulvet-klam video om Pernille Blume (Voldtægtskultur much?) - jeg nægter at linke til den, da det er mig komplet imod. 

- #gunnargate - Gunnar lavede en kage i Den Store Bagedyst til temaet "mandehørm," hvor opgaven hed "polterabend". Han blev afskediget, da dommerne vurderede at hans kage var simpelthen ikke maskulin nok. Og ja Gunnar var homoseksuel. 2016 var året, da DR opridsede kønsstereotyper for seerne og afskar en homoseksuel mand fra at være maskulin nok. Eller hans kage i hvert fald. I det hele taget var temaet elendigt - det må simpelthen høre fortiden til hva'? Var det fordi, det ofte er kvinder der bager og to mandlige "værter" kontra én kvindelig ikke var nok, og så prøvede I at gøre det mere maskulint ved et sådant tema?  

- DR Radio ville lave et program om hævnporno - det handlede ikke om victimblaming, men om, og hold nu fast, "hvad pigerne selv kunne gøre for ikke at blive udsat for hævnporno" (altså handlede det jo KUN om victimblaming - Heeeello voldtægtskultur!). 

- X-Factor (som min femårige megagerne ville se og derfor også finalen) hvor Gulddreng synger "Ja du var mig utro, ja du var en møgso" i et familieprogram - hvor to af de tre finalister var under atten og unge kvinder. Jeg var målløs! Selvsagt slukkede jeg med det samme efter at have spyet kaffe ud på computeren.

Og nu kan to hvide mænd (selvfølgelig) så fremelske racistiske og sexistiske jokes fra hele landet - hvor kun de groveste bliver arkiveret. Public service? 

Jeg kan fandeme godt forstå, Mary virkelig er vred. Det er jeg også. Det burde alle sgu være. På egne, alles og landets vegne.
Hvorfor bruges licenspenge ikke til at vise vejen frem? Alle de gode værdier man gerne vil give sine børn, som samfundet ikke afspejler. Hvorfor reproducere voldtægtskultur og racisme for borgernes licenspenge? DR really?
Når vi tager så få flygtninge ind, ER det måske ikke racisme der er mindst af i dette land.
Når DR i forvejen er sygt sexistisk, så var dette måske heller ikke nødvendigt..?
Eller.
I stedet for to hvide mænd i programmet, så skulle man måske have haft minoriteter til at tage imod de jokes?
En sort mand til at tage imod en af de to omtalte jokes i artiklen - eller endnu bedre FILM DET!
Lad et barn tage imod den næste omtalte joke og film den taber, der mente at verden blev et bedre sted med den joke i den. Dét ville være underholdning, lærerigt og værd at se. Selv racister og sexister ville få noget ud af at se det. Det nytter fandeme ikke at føle sig bedre end Trump, når man på et eller andet niveau selv bedriver det samme. Fremelsker racisme, sexisme og voldtægtskultur. 

Hvordan fanden kan I slippe afsted med det? Her burde racismeparagraffen træde i kraft - desværre findes der ikke en sexismeparagraf (og hvorfor mon?).

Roskilde Festivalen tager i det mindste et skridt imod at komme det til livs. De prøver at komme det til livs. Men. Hvis konsekvensen for at crowdsurfe er at armbåndet klippes, hvorfor er overgreb så ikke? Hvor må det være ødelæggende at finde overgrebspersonen på festivalen senere, efter at have gennemlevet et overgreb, gennemlevet det igen ved at fortælle det videre til politiet med alt hvad det medfører af rapekits tests for så at støde på umennesket senere fordi man ikke turde være alene og alle vennerne var stadig på festivalen. Få overgreb meldes og hvorfor mon? 

Sidste år var "temaet" "sexisme" - skønt det vidst var gået speakeren ved basket banen forbi, idet de mandlige spillere fik kammeratlige og joviale jokes med på vejen og de kvindelige fik flirtende og degraderende råb. Jeg skred af raseri. 

I år var temaet "equality". Roskilde prøver at tage ansvar. Og jeg synes, deres samarbejde med Politiken i år var en fantastisk start. Og ja der sker overgreb dér som andre steder. Desværre. Men jeg har endnu ikke oplevet seks mænd i klapstole siddende ved toiletterne i byen i København graduerende de kvinder, der kommer ud. Måske kommer jeg de rigtige steder. Alkohol blandet med den der Roskilde-løssluppenhed er en dårlig kombi. Oplevelserne om overgreb bliver italesat og offentliggjort. Det er en start. De prøver at tage ansvar. Så hvorfor gør DR ikke? - jeg har, som sikkert sagt, ikke tv. Hvis jeg ser DR er det på computer. Det sker sjældent. Men noget siger mig, jeg ville have haft meget mere at nedfælde, hvis jeg havde tv. 

Bliv nu for helvede voksen DR.

H. C. ANDERSENS VERDEN : KLODSHANS - DEN FLYVENDE KUFFERT

Veganeren havde budt bananerne på en eventur i H.C. Andersens Verden - eller det var fødselsdagsgaven til dem. Vi tror ikke på gaver efter tyve års venskab - oplevelser er langt bedre. Set i bakspejlet: hvis struma fortsætter med at demens'ere undertegnedes hukommelse, varer en fysik gave måske alligevel længst...? Til den tid har undertegnede vel også glemt afsenderen, samt at det var en gave. Husker duuuuu, så glemmer jeg aaaaalt..minderne har jeg åbenbart ikke lov at ha'. Tjah og de dårlige dem kan du bare ta'.

Nuvel. 

Vi tog til teaterparken ved Præstø. Og jeg må indrømme, at sjældent har det været så behageligt at have sine børn med. De fleste kulturelle (jo HC (udtales: José som vinen) er en del af den danske kulturarv) arrangementer, der opfordrer til at tage børn med, de mener det jo ikke. Og hvis de gør, så mener de 'piger' og 'drenge'. De mener de 'stille piger' og ikke 'Pippi Langstrømperne'. De mener de 'stille drenge' og ikke 'Emilerne fra Lønneberg'. Louisiana med deres tegnestue. Arken med deres værksted  og dog er de bedre til at rumme flere sider af børn. Så med mindre man tager i Zoo (resten er logisk), Den Blå Planet (som giver lov til at 'klappe en fisk' én gang - WTF? Og nej gu vil jeg ej selv samle den, søstjernen eller haj-ægget op for at den næsten toårige kan røre det. Der er ingen kø. Han er den eneste her. Giv ham noget at klappe!) - som fungerer godt til små børn, introverte eller særligt sensitive med lyset som på bunden af havet, utallige akvarier og større børn med deres dissektion af dyr i auditorium, men helt børnevenligt er det ikke - eller Gud forbyde det BonBon Land (det er så æstetisk afskrækkende, at det gør fysisk ondt i mine øjne). Tivoli bevarer eventyret og æstetikken for undertegnede - en påfugl hjælper altid. Museum med børn? Glem det. Og dog. Jeg vil super gerne afprøve Brandts visuelle museum i Odense. Det ser sgu lovende ud.

Men her var der plads. Der var et areal til at børn kunne løbe rundt og lege. Pickinick pladser på plænen. Sandkasse som et skib. En gammeldags hestevogn. Luft.

Eskillio forsvandt hurtigt, da vi kom ind. Han havde spottet en borg og udklædningstøj. Og snart var han ridder med skjold, svær og uniform..
Der var små huse med hver deres eventyr.

 Det var én stor kulisse eller, ja, teaterpark som de kalder det.

Et ret fedt sted.

 Der var værksted med plads til alle udfoldelser. Skulle der saves, hamres eller bygges var der masser af muligheder. Der var flere skuffedarier med korkpropper, kapsler, toiletruller, køkkenruller, papæsker, papkasser, piberensere, perler, propper, stempler, æggebakker - you name it - og pistoler ladet med lim til fri afbenyttelse.

Oven over ses naturlighvis et rumskib under under sidste fernis.

 Ved siden af værkstedet var Den Store Scene, hvor de spillede Klodshans.

Som med få midler fik fortalt historien og havde rekvisitter gemt under publikumpladserne.

 Frokost i det grønne - og face of the day.

Næste teaterstykke, Den Flyvende Kuffert, var på Ungdomsscenen.

 Der var en beskeden lille cantina med mulighed for kaffe, the, kage og is. Veganerne, en af dem højgravid i varmen, tog sig en sodavandsis.

 Ovenstående foto af oplevelsesøkonomi. Dog ikke helt amerikanske standarder med 'Exit Through the Giftshop,' men jeg havde købt magneter, havde der været nogen.

Jeg har svært ved at sige noget negativt om dette sted, hvis det skulle gå ud over deres indtægt og det måtte lukke. De er et lille sted. De er ikke så kendte. Det er lidt noget andet end en stor kulturinstitution, der er godt integreret i Danmark, folks bevidsthed og med en adresse i København.

Men.
Godt gættet.
Der er et men.
Der indgik desværre sexisme i begge stykker - ja vi skrev 2016, og året hvor misogyni, homofobi og racisme vandt et præsidentvalg i Guds eget land - og ligesom racismen lever i bedste velgående i provinsen, så gør sexismen det også.

Klodshans.
Kvinden havde ingen problemer med at påtage sig rollerne som bror Klodshans eller prinsessen. Manden havde ingen problemer med at påtage sig rollen som belæst bror (skildret på en meget feminin måde - jeg antager, han skulle forestille at være homoseksuel - gjort så latterlig at var der nogle homoseksuelle eller transkønnede børn blandt publikum, lærte de her at de vil blive til grin hvis de opfører sig således ), fader eller ged. Men prinsesse? Nej det var ikke fedt.
Der er sgu noget galt, når man uden så meget som en grimasse gerne vil spille ged, men IKKE en pige. Folk vil sikkert tænke: "Det var bare for sjov," "han prøvede bare at nå børnene på deres eget niveau" og andre latterlige søforklaringer. HVIS dette var meningen med stykket, skulle kvinden også have nægtet at spille Klodshans. Det gjorde hun ikke. Men han nægtede at spille prinsesse. Hans ansigtsmimik og karikerede kropssprog udlagde det på en måde, som om det var pinligt at spille en pige eller falliterklæring. Jeg ved ikke, hvad der er gået gennem deres hoveder da de har skrevet deres version af Klodshans -havde I overvejet, der ville være piger til stede? Havde I overvejet, der ville være drenge til stede? Homoseksuelle? Transkønnede?

Men han har jo ret!
Hvem fuck gider sgu da at være pige eller kvinde i denne verden?
I den virkelige verden vil der kun være modstand til hende, som en hvid heteroseksuel mand ikke udsættes for (jovist der er også ting en mand vil blive udsat for, men usammenligneligt med hvad en kvinde går igennem). Det ligger i sproget, at det feminine er negativt.
"Kaste som en pige," "gay," "løbe som en pige," "cry like a school girl," "kvindetårer," "tøsedreng," "stærk som en mand," "modig som en mand," "mama's boy," "daddy's girl," "tøsefornærmet," "cunt," "familiefar" ..der findes ikke "familiemor - det hedder bare "mor," "narrefisse," "vær en mand,"  "karrierekvinde," "det kræver nosser" (selv om et sæt nosser er komplet uduelige kontra uterus - "det kræver uterus,"  eller "det kræver livmoder" burde være en talemåde), "homo," "kvindelist," "bøssekarl,""gold digger," "cougar," kælling vs stodder (hvem har man mest lyst til at være? Det er stærkt nedladende at blive kaldt en kælling, hvorimod der ligger noget "sejt" i at være en stodder. I nogens lille verden i hvert fald), "feminist!" (bruges negativt typisk af ignoranter, der ikke har sat sig ind i tingene og deres betydning. Mænd fordi de måske er bange for at blive dømt af andre mænd for at kæmpe kvinders, homoseksuelles, alle køns og alle kulturers kamp for ligestilling - men bare rolig vi kæmper også for jer. Og kvinder fordi de ikke vil udskammes i patriarkatet. "Vi har ikke brug for feminisme." Jo vi har. Og hvor fuck ville du være, hvis ikke det var for feminisme? Ikke deltagende i den offentlige debat i hvert fald. Som Madeleine Albright sagde: "There is a special place in hell for women who don't help other women". Men bare rolig. Vi kæmper også for dig. Det er ikke negativt at være for 'equality for all' - med mindre man er misogynist, racist eller xenofob), "familietragedie" (nej det er faktisk umenneskeligt og brutalt mord. To- eller flerdobbelt mord), "æresdrab" (nej det er koldblodigt mord), "jalousidrab" (nej det er stadig mord).
 Det ligger i, at det er "sejt" at (unge) mænd nedlægger mange "damer," imens (unge) kvinder bliver kaldt billig og udskammet hvis de udviser samme sexuel drift..
Det ligger i "hævnporno," hvor kvinderne klandres for at have taget billeder af dem selv, men ikke gerningsmanden der har delt og krænket.
Det ligger i victim blaming af voldtægtsofre, der enten kunne have klædt sig anderledes, ikke opholdt sig dér, drukket mindre, har ødelagt hans liv, sikkert løj eller andre ting.
Det ligger i gender gap.
Det ligger i, at mænd kan rådne op på tv-skærmen, imens kvinder er passé ved de fyrre.
Det ligger i, at kvinder forventes at bære makeup, gå i hæle (der har fundet fyringer sted, hvor en kvinde nægtede), og generelt klæde sig for andre.
Det ligger i, at der ingen aldersgrænse er for mænd i badebukser, men der er aldersgrænse og udløbsdato for kvinder i bikini.
Kort sagt så er en kvindes krop ikke hendes egen. Den er samfundets.
Det ligger i, at kvinder ikke må amme i offentligheden.
Det ligger i, at en kvinde næsten aldrig vejer neutralt, hun bør enten tabe sig eller tage på i vægt. Også selv om hun har født eller egentlig har det fint nok i den.
Det ligger i, at kvinder skal gemme eller maskere deres alder imens mænd bliver bedre med alderen.
Det ligger i 'alenemor' og 'alenefar,' hvor sidstnævnte er den seje undtagelse og den første er normalen. Kvinder og deres omsorgs-gen altså.
Det ligger i de gule busser, der kører rundt med reklame for "nye bryster," imens de "nye nosser" aldrig har prydet bybilledet.
Det ligger i magasinerne, der fordummende er reklamer og dårlig selvtillid til kvinderne, imens mændenes indeholder eventyr, udstyr og livstil - og dette fodres "det følsomme køn" med helt fra barnsben. Drenge roses for deres evner. Piger for deres udseende.
Allerede her starter forskellen mellem kønnene.

Nåh hvis man skulle have lyst til at blive klogere på disse forskelle, stigmatiserende kønsroller, så kan jeg varmt anbefale 'The Guilty Feminist' med Deborah Frances-White og (danske) Sofie Hagen - de gør det en del bedre og en del sjovere end undertegnede.

Og i et eventyr er pigens/kvindens eneste ønske for sit liv at blive gift, hvor drengen/manden oplever et rigtigt eventyr. Sjovt ikke?
Nej.
Hun skulle sikkert også være jomfru, hvis de skulle finde sammen. Sjovt ikke?
Nej.

Manden ville ikke være pige. Han tog rollen som ged på sig uden et muk, men prinsesse var negativt. Han trak dog i kjolen og agerede prinsesse - dejlig overdrevet feminin - fordi prinsesser/piger/kvinder kan jo kun opføre sig som skingre tumper. Noteret tak. Ren mig i stereotyperne. 

Det samme gentog sig sgu ved Den Flyvende Kuffert.
Købmanden i eventyret var på et modigt eventyr, og prinsessen sad i et tårn - og ventede på ikke at blive ulykkelig over en fremtidig kæreste. En ung kvinde og en ung mand udgjorde stykket. Kvinden ville senere i stykket spille den eventyrlystne købmand - and who the fuck can blame her? - og rollerne kunne passende byttes om. Og her var det igen negativt at spille prinsesse/kvinde for manden? Den unge mand ville ikke spille prinsesse. Nej. Hvem gider også at sidde i et røvsygt tårn, imens Købmanden rejser rundt i en FLYVENDE kuffert. Det er der da ingen, der gider.
Men lad nu for helvede være med at lade det være negativt at spille hunkøn, når man er hankøn. Og lad være med at gøre prinsessen latterlig, når du gør det. It's just not funny. Ellers skulle kvinden modsætte sig at spille købmand, og efter overtalelse (der blev lovet, at de kunne bytte igen) spille Købmand på en ligeså latterlig måde. Men det gjorde hun ikke. Hun var normal.
Man kan sige, at drenge/mænd hurtigt lærer at det er negativt at lege pige/kvinde/prinsesse alligevel. Men jeg synes sgu, det er ulækkert at presse stereotype kønsroller ned over små børn der ser et teaterstykke. Og jeg bruger selv tid på, at tale med den ældste om at der ikke findes 'pigefarver' eller 'drengefarver,' som drenge dikterer ham i børnehaven. Han elsker tilfældigvis lilla og rød. De bliver hurtigt indoktrineret i samfundets stereotype kønsroller, og jeg hader det.

Dog var der en "jeg gemmer mig selv til den eneste ene" fantasi fremført af den unge mand, da han spillede Købmand. Denne dydighed plejer altid at være pålagt kvinden, det var befriende, men det skyldes måske mest eventyret selv.

Måske er liberal feminisme ikke nået til Præstø endnu. Men man kunne håbe, de havde en bedre dagsorden til næste års teaterstykker: at det er lige så fedt at være pige som dreng.