KØBENHAVN : THORVALDSENS MUSEUM : NU KUN PÅ SOFAEN

 Tante Øst havde sat mig i stævne ved kanalen med the og hjemmelavede sandwiches en kold onsdag i januar. Dette lyder som et stille og roligt rendez-vous, men efter femten år ude i verden var hun vendt hjem til fødelandet og Memsahib stod nu uden maid - hvilket frokosten af forkullede rodfrugter (læs: gone grillbriket) fjorten dage før, havde lidt under. Nuvel al forandring tager tid. 

Nu havde hun dagen før haft fornøjelsen af at hente 'too good to go' hos Emmerys, og det havde ført disse, foruden et mindre forråd i fryseren, sandwiches med sig. 

Selvsagt begyndte det øjeblikket efter at regne, og vi begav os videre på Thorvaldsens Museum som planlagt.

 Et lille stykke af Italien. Nydt i regnvejr inden døre. Med tusinde dråber dansende ned og op i vandpytter i gården afhængig af vandets dybde. Et meditativt scenarie. Nu er Italien bandlyst. Corona har lukket grænserne. Verden, set fra Danmark, her to måneder efter ser nu helt anderledes ud.   Menneskeheden viser sider af sig selv, der ikke er mennesker værdige. De sociale medier oplever kronede dage, som deres platforme bliver den nye nærhed. Dronningen skaber historie med sit opråb på tv. Kulturlivet tvinges i knæ. Alt over tusinde mennesker. Alt over hundrede mennesker. Alt over ti personer er en fare for overlevelse. Panikken har spredt sig, og efterlader sig brødflove brødhylder. Afklædte kødkølediske. Tomme toiletpapirspaller. Der hænger store plastikvægge mellem mig og kassepersonen. Mit Coopkort scannes i min hånd. Personalet har svedperler på panden, og jeg roser dem for deres arbejde. For at holde hjulene i gang. Med disse dommedags-varslende hamstringer  svømmer en ny finanskrise i farvandet. Frygten for at blive syg og ikke kunne handle er jo det, der efterlader de tomme hylder. Gader ligger øde. København ligner juletid, når jydernes vender hjem - eller København under Roskilde Festival. SPOT er aflyst. Det samme er Glastonbury. Hvor mange flere festivaler vil falde? Hvor længe vil lockdown vare? Foråret er her, men det bringer ikke håbet. Som det plejer. Fuglene kvidrer, før dagen gryr, men de spreder ikke følelsen af frihed. Som de plejer. Det virker som om, det kun er gamerne der nyder denne karantæne. Det minder mig om 'Melancholia'. Det minder mig om folk med angst, og hvordan deres sind tager et dyk i disse tider. 

Vi her i hjemmet tager situationen seriøst, og forholder os hjemme. Selvtvunget karantæne. Nu er det kun muligt at nyde Thorvaldsens Museum fra sin sofa med Google Arts & Culture. 

KØBENHAVN : INDRE BY : HOTEL SP34

 Findes der noget bedre end at vågne op på et hotel? 

- det kommer måske lidt an på konteksten. 

For nogle år siden, som volumen på lårene antyder, havde jeg fornøjelsen af at vågne op på fantastiske SP 34. Det var en af de morgener, hvor intet fra natten er lagret, men i alle sammenhæng var det et smukt værelse at vågne op til. 

"Hvor fuck er jeg..?" 

Jeg kastede et blik ud af vinduet, hvor gadenavnet satte gang i hukommelsen: 

Jeg havde været på L'Éducation Nationale med min halvrussiske ekskæreste efter at have bodega-touret. Under maden og vinen havde jeg sagt, jeg snart skulle hjem da jeg ikke magtede at vente til morgentoget. Han havde spurgt mig, hvis jeg selv kunne vælge, hvilket hotel jeg helst ville overnatte på. Jeg, der netop havde læst om dette hotel og dets vundne designpriser, har helt sikkert sagt dette hotel. Ikke at jeg kunne huske det. Jeg ved, jeg har sagt noget à la "tror du, din kæreste vil tro på at du betalte for et hotelværelse til din ekskæreste og derefter gik igen..?" 

Ikke desto mindre var det dét, der skete. 

Efter vinen og duen med Tukanen på den franske bistrot med den bleu blanc rouge hane som logo, slingrede vi ned ad Vestergade til K-BAR, hvor jeg sikkert har fået en White Russian med min halve russer, derefter har hjernen takket af og lukket butikken. Hvorefter al hukommelse er gået i sort.