Fra Enghave Plads til En lejet gård på en mark - fem km. væk fra noget der lignede en by - til et levende dødsbo. Indrømmet, der var potentiale. Men det havde håbløse horisonter. Måske det hjælper at have kørekort og bil. Og en mand der kan tage fat og ikke kun tale om sit potentiale. Halvdelen af øverste billede havde været en stor brombær og rosenbusk, hvis ikke manden med krøllerne havde kæmpet sig igennem dem. Huset havde stået hen siden halvfemserne, da ejerens kone døde. De havde været lykkelige her. Støvet kunst og håndværk. Huset havde emmet af liv. Det gjorde det i og for sig også nu, men af insekter og mug. Haven havde engang været egnens smukkeste. Der kom folk for at se den. Nu var det naturen og årenes gang, der havde taget over.
Købet havde været vanskeligt, idet ejeren boede i Nordsjælland og ikke magtede kontakt med nogen. Selvfølgelig handlede det nok også om at være i stand til at give slip. Slip på minderne. Konen. Deres lykkelige liv. Men han var syg nu. Meget syg. Derfor skulle stedet stadig gå til de helt rigtige. Og hvordan sikrede man sig det, når man var blevet sær og menneskesky på sine ældre dage? Han drev gæk med dem. Længe. Som om han testede dem. Testede hvor vidt, de virkelig havde interessen for stedet. Hvor ihærdige var de, når det kom til stykket?
Han læste skrivelser fra de potentielle købere, der ville gøre laden beboelig først for derefter at bygge et halmhus på grunden med fundament af muslingeskaller. Innovativt. Bæredygtigt. Permakulturelt. De var to par. Med hver et barn og hver et barn på vej. Med tiden skulle det være muligt for andre at bygge hus på grunden. De ville rykke bygrænsen, således at husene måtte bygges tæt. Det må man ikke uden for bygrænsen, og bygrænsen stoppede ved hans grund. De ville lave et samfund. Et mindre Christiania som han læste det. Og han var jo selv kommunist, så det tiltalte ham da.
Om det var hans venindes evindelige vilje for at få dette til at lykkes, eller om han endelig indså at han lige så godt kunne gøre brug af de penge, huset og grunden ville inkassere, var ikke til at vide, men langt om længe blev papirerne underskrevet. Hans tid med gården var forbi. Nu måtte der nye krafter til.
Undertegnede troppede troligt op til...ja oprydning kan man nok ikke kalde det. Men sortering af husene. Ejeren havde været flyttet for otte år siden. Men hans Kærgårdener stod stadig på bordet. Ligesom tallerkener. Gryder og alt andet. Intet var sorteret. Køleskabene og fryserne stod stadig fyldte, men havde været slået fra lige så længe. Vi undlod at åbne dem.
Jeg har altid forbundet det med eventyr at købe et dødsbo og derefter gå igennem skattene. Stykke et liv sammen af de efterladte stumper. Da Veganeren fik sit kørekort tog vi på roadtrip for at finde forladte huse på Møn og dokumentere med vores kameraer. Dette var før smartphonen vel at mærke. Vi løb igennem marker og enge for at komme til dem. Hvem skulle have vidst, at den ene af os ville ende med at købe et sådant dødsbo. Et levende dødsbo. For ejeren var jo ikke død.
Den lugt huset rummede, skal jeg sent glemme. Den sad i mine næsebor, min hud og min bevidsthed længe efter. Vi gik til værks med en opdagelsesrejsendes iver og gåpåmod. Vendte hver en ting til at begynde med. Var der noget af værdi, eller havde Huset ædt det over tid med dens stank? Alt tøj, skønt det var et slaraffenland uden lige for en genbruger, måtte antages at være umuligt at få Huset ud af igen. Vi bevægede os forsigtigt rundt på førstesalen. Idet der var hul i taget, havde regnen ødelagt en del af gulvet og vi kunne meget nemt ryge fra førstesalen og direkte ned i kælderen. Hen ad eftermiddagen havde Huset også ædt vores gejst. Vi mistede overblik. Stanken. Kattelorte på gulvene - jeg bad den gravide vige bort fra dem, da jeg mente at der var et eller andet med kattelorte og gravide som ikke var hensigtsmæssigt. Skønt vi havde handsker på, synes Huset alligevel at kravle ind under huden på os. Måske var det den sorg, Huset besad? Måske var det forbandelsen ved Huset? Stille havde Huset ædt sig ind under huden på os og implementeret den sorg, Huset besad, i os. Det følte overnaturligt, skønt naturen i den grad havde overtaget Huset ved at gro ind ad vinduer, vælte ind af taget og så videre.
Måske var det følelsen af, at der havde været et lykkeligt liv her, men nu var det borte. Medicinen i alle rum. Fotografierne af glade dage. Fotografierne af konen i sengen på sidste vers. Livet der var smuldret bort, som døden tog over. Som om væggene huskede alt, og sang deres klager ud til os. Vi optog Huset gennem huden.
Vi forlod hoved-Huset og gik i gang med Brombærhuset - det hus de slet ikke anede stod der, før Manden med krøllerne gik i gang med at skove buskadset. Vi lagde en plan. At rydde dette hus så meget, at det kunne bruges til opmagasinering når alt andet skulle brygges. Gulvet var stadig intakt, og der var ingen stank. Men det bød dog på andre ulækre ting. Vi kunne slå fast, at de havde haft får. Hvilket giver mening, når man har bjørneklo på ejendommen. Der lå tredive kartoffelsække med uld. Hyggeligt ikke? Nej. De var våde. Og fulde af mider. Veganeren er en afde sejeste kvinder, jeg kender. En baby i bæresele på maven, en bag pack på ryggen og så fire måneder alene til Østen med et barn på et halvt år. Dét er fandeme sejt. Men her kom graviditeten op i hende, og morgenmaden, og undertegnede tog tjansen med at løbe gennem de tre rum i Brombærhuset og få miderne og deres bolig ud. Veganeren lavede en direkte løbebane til undertegnede.
I et af de øverste rum var der et hemmeligt rum, hvor der hang denne jakke i skabet. Veganeren sagde, det var min - jeg måtte i det hele taget tage alt, hvad jeg ville. Jeg tog den. Huset havde ikke spist af den. Den lugter heller ikke mere. Jeg ved ikke. Jeg hader virkelig beige, så den er ikke i brug. Den hænger stadig på altanen. Den ryger nok til genbrugen.
Men dejlige Dostojevskij - endda 'Hvide nætter'!!! (som senere omskrevet blev til 'Kældermennesket') - det må være tolv år siden, jeg sidst har set denne. Jeg græd ved de smukke beskrivelser af natten. Jeg var vel toogtyve - altså før jeg-har-fået-børn-og-bliver-rørt-og-berørt-af-stort-set-alt-tilstanden, jeg befinder mig i nu. Dengang lavede jeg kunst med fårehjerner. Blot for at få noget at sammenligne med. Hvilken skat!!!
Og et af rummene var tapetseret med fucking Bjørn Wiinblad!!! SÅ bliver man sgu da glad hva'? Det ligger stadig til afstankning på altanen, for at slippe af med Huset, men jeg glæder mig til at finde et sted til det. Og ja. geniet her er langt lykkeligere for dunsende gammelt tapetstump eller noveller af Dostjevskij (det skal lige tilføjes, at netop denne oversat af Ejnar Thomassen efter sigende er den bedste oversættelse - 'Det døde hus' kan også nævnes - og hvor passende i denne sammenhæng) end en beige Burberry.
Her over ses den ene af rummene i laden. Det var dette, der skulle blive Veganerens midlertidige hjem inden halmhuset står færdigt. Mange skatte ikke sandt? Det mente Manden med krøllerne ikke, og han kørte alt på lossepladsen inden Veganeren fik stoppet ham. Særligt tabet af den gule lampe sidder stadig dybt i mig... Nåh. Sådan er det.
Efter en lang dag med Huset bidende i huden, rockwool i lungerne og mider på hjernen, hoppede vi i havet. Vi havde så meget brug for at vaske Huset af os. Vi sov under åben himmel og stjerneskud på sengen ved campingvognen (deres egen medbragte, så vi kunne godt have sovet inden døre). Da vi lagde os til at sove, gik der et menneske rundt inde i buskadset. Da Veganeren ikke lod til at lade sig mærke af det, skød jeg det også hen. Men fortrød dog lidt, at jeg havde hørt nok
'True Murder' med Dan Zupanski udsendelser til udemærket at kende opskriften på en amerikansk seriemorders foretrukne gerningssted (det startede med 'Serial,' gik videre med 'Undisclosed' - som sparker en del mere røv end 'Serial' - sorry 'This American Life,' I er fantastiske, men de gør det liiiige en tand bedre - og ja så fandt jeg 'True Murder...').
Om morgenen begyndte Veganeren at tale om, hvem der mon gik rundt her midt om natten på deres grund? "Hørte du det også?!" spurgte jeg, som Manden med krøllerne kom med morgenmad og lavede kaffe på trangia til os. Jeg erfarede, at Veganeren havde tænkt at siden jeg ikke reagerede på det så var det nok okay. Og hun vidste, at var der én hun gerne ville have ved sin side, skulle der ske noget, så var det mig. Takker for tilliden og lige over. Manden med krøllerne hældte kaffe op, og mente at det nok bare var et dyr. "Nej," udbrød vi i kor. Tyngden af de listende skridt var for stor. Og man kunne høre grene knække, når en del af foden ramte jorden, og grene knække når resten af foden blev sat ned. Det var ikke dådyr. Det havde vi begge udelukket i hver vores opmærksomme sind.
- det skal siges, da Veganeren tog til Filippinerne med hendes treårige og seksmåneders baby i januar, og laden næsten var beboelig, nægtede Manden med krøllerne at overnatte der ude alene. Han turde ikke. Han var overbevist om, at stedet var hjemsøgt. Og her taler vi om, laden var nu med vinduer, førstesal og tætnet hele hytten rundt. Men han nægtede at sove der alene. Dette fra en mand der meget gerne tager fjorten dage alene til Norge for at vandre rundt i bjerge, sove i sit telt og rende rundt for sig selv. Veganerens mors mand - Sommerfuglen - har siden været forbi og guide ånderne videre. Han har lidt overnaturlige krafter og mente, at der var ret godt gang i den på matriklen. En port til de dødes rige...?
Jeg elsker, vi begge har været i beredskab indvendig, men har lagt låg på for ikke at skræmme den anden. Akkurat som da vi i 2006 stod i Bodh Gaya (place and enlightenment of Buddha), hvor jeg havde slået hovedet i en bil, blev svimmel, for om aftenen at begynde at kaste op fuldstændigt ude af kontrol. Ingen af os ville nævne "hjernerystelse," skønt vi begge tænkte det. Let's. Not. Jinx. It. For hvad helvede skulle vi gøre med en hjernerystelse i en lille landsby? Ti km fra hvor Buddha opnåede indsigt? Hvordan fanden skulle vi komme tilbage til Varanasi? Alene ihukommelsen af ligene der blev båret rundt i gaderne og ned til hinduistiske ligbrændinger ved Ganges bred, fik det til at vende sig i mig. Vi havde holdt i en taxa, hvor chauføren netop havde fået en nabo til at smøre os en sandwich af hvidt brød og agurk, og et "optog" passerede os bærende på en plade med et klæde over. Da der faldt en død hånd ud, mistede jeg sulten.
Hvordan skulle vi overleve dén lange togtur tilbage der til? Mellem høns, tusinder af mennesker, konstant sød mælkelugt af chai (den chai der kan skaffes her hjemme på cafeer, har ingen sammenligning med deres), kogte æg, urin og ja..lort.
Omkring midnat begyndte Veganeren også at kaste op. Hvilket vi begge var utroligt lettede over. Maveforgiftning.
Det var sgu da til at leve med. Det eneste, vi kunne komme frem til, der var det samme, var ingefærteen. Det var det eneste, vi begge havde indtaget den dag.
Til den dag i dag indtager ingen af os stadigvæk ingefær.
Det tog os fem døgn. Fem døgn hvor vi bare lå og sov og drak vand. Fem døgn hvor vi dagligt måtte slæbe os ned til togkontoret og få udsat vores billetter tilbage til Varanasi. Vi blev af vores ven fra det indiske børnehjem taget til en læge. Jeg skal sent glemme det sted. Et meget brugt træbord med stykker af en papirdug sømmet fast på. Her skulle vi skiftevis op på og ligge. Veganeren fik tredive piller. Nogle var gule, nogle grønne og nogle i orange farver. Jeg fik tredive piller i røde, blå eller brune farver. Min logik sagde mig, at siden vi fejlede det samme skulle vi have piller i samme nuancer. Ergo vi skulle ikke spise de piller.
Eftersom min krop havde reageret meget hurtigt og spyet giften ud (jeg har aldrig oplevet at knække mig på den måde. Hverken før eller efter. Det kom som skudsalver efter hinanden, og jeg var sikker på at jeg ville blive kvalt i mit eget bræk. For der var ingen tid til at trække vejret imellem. Ved første fem sekunder trak jeg vejret panikslagent. "Prosit" kom det fra Veganeren inde fra sengen. Inden jeg kunne nå at fremstamme et ord, startede det for fra), var jeg også den der først kom på benene igen. Eller so so. Jeg er, selv for en dansker, ret høj. 182 cm for at være præcis. Umenneskelig høj for en inder. Rødt hår. Nuvel der var en del mænd med hennahår. Jeg var på daværende tidspunkt ligbleg. Jeg havde et stort tørklæde, som vi uger før havde købt i Kashmir i Srinagar, svøbt løst om mit hoved og skuldre for at skærme mig mod solen. Jeg har vel vejet omkring halvtreds kilo, jeg måtte binde mit tøj på mig for at holde det på min krop. Det sad løst og solen stegte løs. Jeg svajede rundt på grusvejene i dehydrering, men var fast besluttet på at finde føde. Min logik/survivor instinkt sagde mig, at der ikke kunne være bakterier i bananer. De skulle jo skrælles.
Jeg fik hurtigt, som man jo ofte får i Indien, et følge af indiske børn i alle aldre. "Hello Madame!" "Biscuit Madame?" - gang det med fyrre børn der konstant siger dette. Jeg prøvede at forklare dem, jeg ledte efter bananer. "Ba-na-na". Jeg var ved at miste synet. Jeg havde ikke spist i fem døgn. Jeg prøvede at tegne en klase bananer i gruset. Jeg må have virket vild. Jeg havde kun indtaget vand og havde allerede opholdt mig alt for længe i solen. Jeg fandt endelig en mand, der solgte bananer ved grusvejen. Jeg gik mod vores "hotel".
Veganeren havde i dét øjeblik besluttet sig for at lægge hovedet op i vindueskarmen for at få lidt luft, idet vores værelse stank af sygdom og død. Hun havde undret sig en del over, hvor jeg blev af. Men var, som man jo gør, faldet ud og ind af søvnen de sidste par timer. Da hun kiggede ud, fik hun øje på et hav af børn i det hvirvlende støv fra grusvejen. De fulgte et meget højt menneske med en mærkelig gangart hen ad vejen. Børnene rev i menneskets klæder og arme.
Det lignede Jesus.
Og han havde bananer med.
