Den sidste uges artikler, opslag og brok omkring Roskilde
(Festival) og deres hensynsløshed omkring vejret, mangel på toiletter, køer,
for mange mennesker og frostgrader har raset i medierne. Hvad der får forældre
til at klandre en festival for dårligt vejr, er mig ubekendt.
Jeg var selv første gang på Roskilde, da jeg var seksten.
Året var 1999. Vejret var fantastisk. Vi var tre piger direkte fra efterskolen,
der tog der ned sammen. To på seksten og en på femten. Vi kom onsdag, og alt
var jo optaget. Men vi fik mokket vores telt ned ved indgangen til Grøn Scene
(Arena?) ved siden af en gruppe mænd sidst i trediverne, der så det som deres
fornemmeste og vigtigste opgave at passe på de tre teenagere. Vi havde den
bedste festival nogensinde.
Året efter. 2000. Det sorte armbånd. Året hvor folk døde
under Pearl Jam koncerten, og teksten ”I’m still alive” stadig får hårene til
at rejse sig på armene og fremkalder tårer i øjenkrogene – den opmærksomme
læser vil måske bemærke, at sangen aldrig blev spillet til den koncert.
Det er korrekt. Men publikum sang den i kanon, mens musikken
var stoppet og folk døde under os. Eddie Wedder sank grædende sammen på scenen,
imens han bad folk igen og igen om at gå ti skridt tilbage. Jeg får stadig
kvalme af at tænke på det.
Efter Pearl Jam koncerten brød mobilnettet ned. Det var
umuligt at komme igennem. Så vi lod være. Dette efterlod mine forældre i
ruiner. Lørdag eftermiddag fik de kontakt til undertegnede. Efter at have
siddet limet til fjernsynene for at få glimt af geniet her, der ikke fandt det
aktuelt at give lyd fra sig. De vidste jo, vi ville være til den koncert og at
vi højst sandsynligt også ville være oppe foran. Halvdelen af vores telt stod faktisk
oppe foran og i de rækker, hvor ulykken skete. Men i den modsatte side. Vi to
andre var kommet for sent, og stod længere bagved, men der var i den grad stadig
massive bølger af skub. Så vi magtede ikke at krænge os længere frem. Min mor
var grædende, da hun fik kontakt til mig. Min mormor ligeså. ”Hvis I ikke hører
noget, er jeg okay,” var mit temmelig nonchalant respons, hvilket stivnede da
de fortalte hvor mange der var omkommet.
Dette år lå vi i en kæmpe lejr. Ved indgangen til hvid scene
(I have no idea) tæt på biografen (ja tænk det var der dengang, og det var SÅ fedt).
Sjovt nok snakkede vi med langt flere, da vi boede alene end i en lejr.
Både lørdag og søndag oplevede man en helt anden stemning
blandt publikum. Os der blev på festivalen og ikke tog hjem, havde noget
sammen. Til alle koncerterne efter hev store metallere fat i én for at spørge,
om man var okay. Jeg har aldrig fået så meget vand at drikke som til de
koncerter efter Pearl Jam massakren. Jeg stod minimum med et krus vand i hånden
hele tiden. Alle passede på alle. Jeg husker, jeg skulle binde mit snørebånd i
mine udtrådte Docs idet andre konstant stod på det og låste min fod fast. Før
jeg vidste af det, blev jeg flået op af tre kæmpe mænd. Jeg er pænt høj selv.
Jeg forsikrede dem om, det ikke var et ildebefindende, men blot et snørebånd.
De tre kæmpe mænd dannede en cirkel rundt om mig for, at jeg kunne få bundet
båndet. En anelse pinligt og unødvendigt. Andre gange når bølgen af skub ramte
én, ens fødder ikke rørte jorden - fordi man blev båret af den tætte forsamling
- bølgen slap sit tag og man var på vej i et frit fald mod jorden, nåede man slet
ikke at ramme jorden for man blev grebet før og rejst op. Mærkelig fornemmelse.
Selv for et tårnhøjt helvede på 182 cm.
Jeg var femten, da jeg var au pair i hus i Bruxelles hos en familie
bestående af en kun fransktalende far, Benjamin på halvandet, Olivier på fem og
Sylvain på seks og deres dansktalende mor. Børnene talte fransk, forstod dansk,
men talte det ikke så meget. De havde et rækkehus på tre-fire etager, hvor jeg
havde kvisten. Jeg havde ikke mobil og ringede således hjem en gang om ugen.
Verden var på ingen måde så lille, som den er nu. Du var overladt til dig selv,
hvis noget skulle ske.
Så hvordan kommer landet så vidt, at man med minimal
opdragelse og ”mit barn først polemik” sender sit barn på Roskilde? Man siger,
at efter barnet er fyldt fjorten år kan man glemme alt der hedder opdragelse,
læne sig tilbage, stole på sit benarbejde og blot støtte barnet og være der for
de eventuelle problemer det måtte møde. Shit hvor gad jeg ikke være skolelærer
nu. Hvor man bombarderes i indbakken af forældre, der er utilfredse over det
ene og det andet. Når min klasselærer kom ind i klassen i folkeskolen, så var
der ro. Ja barnet, det enkelte individ, skal respekteres. Men det skal de
voksne fandeme også. Mine børn opdrages til at træde til side, når nogen skal
forbi. They are not beautiful and unique snowflakes. De er sat i en verden med
andre i, som de også skal respektere.
Roskilde er ikke et sted for børn.
Sandt nok er det ikke Langelands eller Heartland Festival. Der
er en løssluppenhed på Roskilde, der måske mest kan sammenlignes med
Distortion. Skrald er noget der kastes fra sig ligesom forbindelsen til den
frontale cortex, og kun reptilhjernen er tilbage til at guide mod basale behov.
Men derfor behøver man ikke falde i samme båd. Selv om andre måske regerer rædsomt,
har man jo stadig ansvaret for egne handlinger (jo jo den er god nok).
Det bliver mit sekstende år på Roskilde - der har været
afbrydelser.
Fire dage før Roskilde i 2011 fandt jeg ud af, at jeg var
gravid med vores første barn. Så jo jeg har haft en alkoholfri Roskilde. Vi
boede i Vest – før det blev Øst-tilstande. Selve toilet situationen var nok den
værste med en gravids øgede næsefunktion. Og de tre andre i teltet var kære nok
til at købe en alkoholfri drink, hver gang de selv skulle have mere indenbords.
Tanken var jo god nok. Men SÅ tørstig er man sgu heller ikke. Og kadencen blev
jo konstant øget, som aftenen skred på.
Det KAN også have sine fordele at være preggars på Roskilde.
Vi var i pitten på Orange, og havde en koncert ved Vest indgangen. Jeg husker
ikke med hvem. Det ville tage os en krig at gå ud i korrekte side af pitten og
krydse Orange. Så vi gik hen til midtergangen for at komme ud. ”Not going to
happen,” var svaret. ”Men det er fordi, hun er gravid,” sagde Löjhatti og
pegede på undertegnede, der øjeblikkeligt skød maven ud for at bakke historien
op. Say no more! Alle begyndte med det samme at løfte undertegnede nænsomt op, bære
mig over hegnet og sætte mig nænsomt ned på den anden side. De tre andre lige
bagefter. Det sparede os et sted mellem en halv og en hel time. Men det var
også den eneste gang, jeg drev nytte af min graviditet. Og nu sørger jeg altid
for at smide den gravide i køen til toiletterne forrest. Jeg husker sagtens, hvor irriterende og presserende det var. Og hvor de yngre måske tænker, at så skulle man lade være med at tage på festival skal man måske lige huske på, at det er nederen nok i forvejen at være gravid. Men det er jo ikke en form for spedalskhed eller pest, så man behøver ikke at være i karantæne. Og hvor fedt at have en mor der tog på festival trods graviditet.
Jeg har oplevet sexisme og klamme mænd dér, ligesom jeg har
oplevet klamme mænd i byen i København (der findes helt sikkert også klamme kvinder begge steder,
men ingen af dem har raget på mig). Det skal stoppe. Og jeg
har intet til overs for de, der gør det. Og selvfølgelig ej heller intet
tilovers for overgrebspersoner. Jeg har ikke oplevet vold på Roskilde. Så for
mig er Roskilde lige så trygt som at færdes i byen i København. Måske endda
mere selv om antallet på Roskilde er betydeligt højere end diverse steder i
København.
Jeg havde et par koncerter, jeg gerne ville se i går. Så jeg
spurgte Eskillio, om han havde lyst til at tage med. Det ville han megagerne. At
jeg selv føler mig tryg på Roskilde, har naturligvis også noget med det at
gøre. Men jeg kunne ikke se noget galt i at tage min femårige med til nogle
koncerter i opvarmningsdagene på Roskilde. Jeg indtager ikke alkohol, når jeg
er sammen med mine børn - hvilket nogle mener er hysterisk. Men jeg ser bare
ikke pointen. Så vigtigt er druk ikke for mig. Måske er det levn af afsky fra
ægteskabet, hvor modsatte part aldrig holdt sig tilbage hver gang vi var i
Haven eller lignende. Skulle der ske noget, vil jeg ikke have indtaget så meget
som en dråbe alkohol når der skal tales med ambulancefolk – min ældste flere gange røg
afsted med ambulance på grund af feber på fyrre eller derover og feberkramper, så det er ikke
en hypotetisk situation opridset. Og nej jeg har hverken kørekort eller bil, så
det hang ikke sammen med det. Blot at børn og bajere ikke var /er en kobling i min
familie. Det var det i min eksmands.
Vi indtog Roskilde i går ved totiden, og tog først over til
skaterne som min søn var dybt fascineret af. Han var lidt star strucked over
at tale med dem efter konkurrencen. De var alle super søde og imødekommende. Derefter
tilbragte vi noget tid ved slacklinerne. Eskillio prøvede med hjælp
fra en fantastisk sød og tålmodig mand at gå på slackline, og gik hele vejen. Stor applaus til dem begge.
Vi vandrede lidt rundt i Dream City, hvor jeg normalvis aldrig
ville befinde mig, og så ”Roskilde’s got talent” – og overvejede, hvorvidt om
det var ”bad parenting” at lade ham se de tre seje kvinder lave stående og
liggende twerk. Men det blev ved overvejelsen.
Den femårige havde svært ved at
forstå, hvorfor man ikke kunne prøve nogle af de der ”huse” der var rejst. For
ham lignede det klart noget, man kunne prøve. City Hall, Rolighedsvej eller ZOO
tårnet. Hvorfor? ”Ja..det er bare noget, de har bygget. De har lavet en slags
by, men man kan ikke rigtig bruge det til noget,” måtte svaret blive. Til gengæld er der noget at hente i, at ens idoler såsom Spiderman og Batman render rundt arm i arm på Roskilde. Lynet. Og en mand klædt i guld. Eller en mand i kæmpe oppustelig T-Rex kostume som også kan få en krammer.
Da ingen af os er gluten allergikere, og pip elsker nachos (Mormors præg) delte vi en burrito og en tallerken nachos i Vest.
Som femårig på Roskilde høster man høje femmere hele vejen
rundt, når man befinder sig ved (post) punkkoncerter og semi techno koncerter.
Ved Odd Couple (hvorfor fanden de ikke fik plads i programmet, men i
opvarmningsdagene er mig en gåde. De har rigeligt materiale til at spille en
større scene op) gik vi helt op foran til hegnet at stå. Vi kom til at gå lidt
ind foran et par ny generations Ungdomshus. ”Er det okay?” spurgte jeg dem. ”JAA!”
råbte de begge af begejstring. De havde den største optur på over, hvor sejt
det var at lille pip var helt oppe foran med sit kæmpe skrigende grønne
høreværn på. Og det samme havde de unge mænd til den anden side. De unge
mennesker ved vores side har alle været under tyve, og de var sgu så søde. Så
dér er nogle forældre, der har gjort et godt benarbejde.
I øvrigt. Hvor varmer
det dog mit hjerte at se en ny generation af Det Nye Ungdomshus i
gade/festivalsbilledet. Med piercinger i læberne, næsen, kinderne og øjenbrynet,
punket garn, nitter, sikkerhedsnåle og band t-shirts. Oh it takes me back! Inden
alt blev poleret, pastel eller beige og konformt som de polerede hipsters med læderjakke og en
lille tyrering der kan pilles ud, når omgivelserne kræver det. Tænk sig som man
stadig føler dem, som var de børn af Jagtvej, når man står der i sit nu rene,
men stadig sorte tøj, købt-på-pladsen-kolde øl, mad fra Food Court efter
tilbragt nat i Rockwool shelter eller Tent House. Ingen ville vide, hvor meget
vi har crowd surfet til Slipknot eller Marilyn Manson i sin tid. Ingen ville
vide, hvor mange gange vi har frosset i kø op til lørdag i regn og blæst. Ingen
ville vide, hvor mange hegn vi har væltet og turboløbet for at claime et
område. Ingen ville vide, hvor lidt stemme vi havde tilbage før festivalen
overhovedet startede. Ingen ville vide, hvor meget ølbong vi har indtaget dengang.
Ingen ville vide, hvor syge vi har været ugen efter Roskilde af enten regnvejret
eller tisstøvet. Ingen ville vide, hvem de kedelige overklasseløg er. Ingen.
Men nu har I en idé om det. Vi var vildere end jeres børn, og vi overlevede
fint. Og det skal jeres børn nok også gøre.
Stol på jeres opdragelse kære forældre. Det er alligevel for sent at gøre
det om nu.
God festival
