BERLIN : FRIDRICHSHAIN : COMPUTERSPIELE MUSEUM : JA TAK

Fejring af 20 års venskab.

Lille M og jeg tog til Karl-Marx-Allee i Fridrichshain for at besøge Computerspiele Museum. Jeg er jo født i slutningen af 1982, og jeg har været med helt fra Super Mario Bros. platformspillet til Nintendo Entertainment System  (1985) - hvilket må være kommet til Danmark og min fætters værelse i slutningen af 19980'erne. Vi, min lillebror og jeg, havde kun et tv-spil, der mest mindede om Pong, men må have været en af klonerne med en knap at skrue på samt en affyringsknap.   

Jeg fucking ELSKER Mario. Og ja, jeg har selvfølgelig præget mine drenge med min kærlighed og nostalgi til Mario spillene. And just for the record: it's exactly like riding a bicycle. Da de var helt små, elskede de at se deres mor gennemføre de forskellige spil. Nu er den mindste endelig blevet nogenlunde til spillene, og dør ikke som det første i hver bane (med dertilhørende tantum over spillets uretfærdighed eller whatever). Og jeg elsker at se, hvor meget de her i vintermånederne får ud af at spille sammen. Hvor meget deres iver, mavekrampende latter og venskab fylder huset, imens jeg laver aftensmad i køkkenet. Det er sgu fedt. Det er også fedt, og plat bevares, når de beder om hjælp til baner, de ikke kan klare, og jeg træder ind i spillerummet (det hedder deres fællesrum til alle deres spillemaskiner) og løser deres problem uden at blinke. Plat. I know. Men for satan, jeg er en superhelt i deres øjne i det øjeblik! Og det skal nok snart ændre sig, nu de lige er blevet 12 og 10 år gamle. 

Summa summarum: Jeg elsker videospil (ja, det hed det) og Mario. Jeg var måske også den af os, der glædede mig allermest til at se 'Super Mario Bros' (2023). Men den mindste har det virkelig også vildt over Mario, så jeg havde én at dele spændingen med. Og vi glæder os til 2'eren, so der varsles med Yoshi-ægget i slutningen. Vi kommer!

Når man kommer ind på museet, og har betalt, er alle spillekonsoller og spillemaskiner up for grabs. Man må, forståeligt nok, ikke have mad og drikkelse med ind. 

Jahuu! Totalt glædeligt gensyn og nostalgisk øjeblik med Super Nintendoen, Mario og Yoshi. Shit, hvor har jeg spillet det meget!

Åh! Nintendo64 !! Dejligt gensyn! Vi nåede aldrig at have en SEGA eller playstation. 

Oh my God. Alle bilferiers redning når walkman eller senere discman'en blev for kedelig og man ikke kunne tage billeder med sin kamera (med film). Hvor er det vildt, hvor mange apparater man havde med sig - ikke så sært, at Salomon tasken var så tung. Og hvor er det vildt, at alle de ting nu bor i en mobil. Og hvor lyder jeg gammel med mine tanker. But so be it. 

Den her! Damn, hvor har mine barnehænder smertet af dette firkantede design efter timers spil med familie til familiekomsammen eller med venner efter skole - for det var en social ting for mig. Det var aldrig noget, jeg gad at spille alene. Det er vel det, børn oplever online i dag?

Intet spillemuseum uden arkadespil. Hello 1980'es!

Donkey Kong Arkadespillet fra 1991 - og hvem ses her som den lille Jump Man, der skal redde pigen fra aben? Korrekt. Figuren der bliver til Mario et par år efter:) 

Space Invaders. Oh My God. Hvor har jeg spillet det meget. Jeg husker, min far (født 1961) var vildt god til det. Det og flipperskiner.