GL STRAND : LEONARD COHEN : A CRACK IN EVERYTHING

 I dag er sidste dag for den fantastiske udstilling 'Leonard Cohen - A Crack in Everything' på Kunstforeningen GL STRAND - der nemlig løber fra 24.10.2019-13.04.2020. Og det er ærlig talt forfærdeligt, for det er lang tid siden at en udstilling har påvirket mig så meget sanseligt - senest skete det på 'Det Gode med det onde' på Kunstmuseum Brandts. Hvis vi snakker GL STRANDs udstillinger, så skal vi nok helt tilbage til 'Davis Lynch: The Air is on Fire' tilbage i 2010. 

Needless to say it moved me to tears. Many times.

 Udstillingen klæder GL STRAND, idet de mange rum (nogle af dem blev opført til udstillingen), som udstillingen kræver, spiller perfekt i med bygningen. Yderligere foregår dele af udstillingen i Nikolaj Kunsthal, billetten gælder til begge steder. Jeg når så ikke forbi Nikolajkirken fordi: Corona. 

Cohen blev født i 1934 i Montreal, hvor udstillingen åbnede for første gang i 2017 og siden Jewish Museum i New York. Det er sgu ret sejt at København lander så vild en udstilling to år efter premieren. Han døde i 2016 - året der tog elskede og enestående David Bowie, fucking Prince, George Michel, Else Marie Pade, Signe Anderson og Trille med sig. 

Særligt dette rum virkede meget stærkt på mig. Man behøver ikke have den største kendskab til Leonard Cohen, men man får helt klart mere ud af udstillingen hvis man kender hans sange. Jeg græd, som jeg tænkte tilbage på gymnasietiden og vores trip med Jeff Buckley. Eller da vi en otte år senere lå bænket til en dobbeltseng og plejede vores Roskilde-blues med dokumentaren 'I'm Your Man' (2005) og 'Lord of the Rings' (2001) lejet fra Blockbuster på Amagerbrogade. 

Alle burde have eller i det mindste prøve 'Depression Chamber'. Man ligger på en briks i et sort rum. I loftet ligger ens spejlbillede. Teksten dukker op på de tre vægge, hvorefter bogstaverne bliver til figurer der svømmer op i loftet på ens krop. Det er så smukt. 

 Mange af os har årskort til forskellige steder. Mange af os har koncertbilletter ude og svømme i disse Corona-karantænetider. Jeg selv har otte koncertbilletter. Hvis vi skal støtte spillesteder og festivaler, så behold jeres billetter! Og ja. Det er nederen, du ikke kan komme på museum i disse tider og at du har betalt for et helt år, men hør her: Det er faktisk ikke kulturstederne, der har opfundet det her karantæne. Og hvor vil livet efter Corona være kedeligt, hvis der ingen kultursteder er at besøge. 

Jeg ville selvfølgelig gerne have set den del af 'A Crack in Everything,' der bliver vist i Nikolaj Kunsthal. Men det bliver godt igen. Stay safe.  

KØBENHAVN : INDRE BY : HOTEL SP34

 Findes der noget bedre end at vågne op på et hotel? 

- det kommer måske lidt an på konteksten. 

For nogle år siden, som volumen på lårene antyder, havde jeg fornøjelsen af at vågne op på fantastiske SP 34. Det var en af de morgener, hvor intet fra natten er lagret, men i alle sammenhæng var det et smukt værelse at vågne op til. 

"Hvor fuck er jeg..?" 

Jeg kastede et blik ud af vinduet, hvor gadenavnet satte gang i hukommelsen: 

Jeg havde været på L'Éducation Nationale med min halvrussiske ekskæreste efter at have bodega-touret. Under maden og vinen havde jeg sagt, jeg snart skulle hjem da jeg ikke magtede at vente til morgentoget. Han havde spurgt mig, hvis jeg selv kunne vælge, hvilket hotel jeg helst ville overnatte på. Jeg, der netop havde læst om dette hotel og dets vundne designpriser, har helt sikkert sagt dette hotel. Ikke at jeg kunne huske det. Jeg ved, jeg har sagt noget à la "tror du, din kæreste vil tro på at du betalte for et hotelværelse til din ekskæreste og derefter gik igen..?" 

Ikke desto mindre var det dét, der skete. 

Efter vinen og duen med Tukanen på den franske bistrot med den bleu blanc rouge hane som logo, slingrede vi ned ad Vestergade til K-BAR, hvor jeg sikkert har fået en White Russian med min halve russer, derefter har hjernen takket af og lukket butikken. Hvorefter al hukommelse er gået i sort. 

ISHØJ : ARKEN : ELSKET AF PICASSO : PÅ TUR MED BØRN

 Vi elsker at tage toget på tur! Ganske vidst har undertegnede ikke kørekort, og har heller aldrig haft lyst til at tage det - skønt jeg er fra provinsen, OG er flyttet til provinsen igen. I disse tider kan det vel nærmest ses som et statement. Her ude har fol minimum to biler. Selv katten og hunden har deres eget køretøj. Any way den frihed folk med kørekort og bil taler om, ænser jeg ikke. Til gengæld er det sådan jeg har det på min cykel i København, hvor den står fast. Nothing beats biking in CPH. Hvor folk med bil gruer for en togtur, gør jeg det samme med en længere tur fastklemt i en bil. I toget er der plads til at tegne (ovenstående billede er et ud af tusinde. Ja. Det er drenge, og de elsker denne kunstpause (som Brandts kalder deres krea-rum) mellem os og næste oplevelse. 

 Denne gang var det Arken, vi skulle besøge. Yes. Man har set Picasso en milliard gange - faktisk også på Arken i 2008, da udstillingen hed 'Picasso og kvinderne' med MM. Man kan sige, der er sket lidt med fokus på de tolv år. Fra blot at være én kvinde ud af mange kvinder, er de nu gået til at være elsket af Picasso. Selv havde jeg ikke behov for at se flere Picasso-udstillinger. Men min ældste søn synes ikke, han tegner så pænt sammenlignet med pigerne fra hans klasse. Det er måske også rigtigt nok, at de adskiller sig fra hinanden. Men det gør jo ikke hans tegning til en dårlig tegning. Min tanke var at hive ham med på Arken, så han kunne se at et øje, næse eller øre kan placeres på den mest gakkede måde og folk vil stadig lave en hel udstilling med de billeder selv snart halvtreds år efter hans død. 

 Den mindste fangede faktisk godt, at dette var et kys.

 I forhold til at være genert over sine streger hjalp det faktisk min ældste at tage på 'Elsket af Picasso'. Han gav sig i krea-rummet til at tegne efter et sort/hvid billede, hvor han normalt ville have været for genert til dette. Den lille fik til opgave at tegne næse, øjne, mund og ører på et papir, klippe det ud og klistre det på et hoved på en anden tegning. 

 Arkens Café er og bliver et af mine yndlingssteder at spise, når det drejer sig om museers spisesteder. Deres altid fine tallerkner med udvalgte velsmagende små retter glæder mig hver gang. Jeg elsker, at børn er velkomne og at de er tilgodeset på menukortet. De fik en sandwich med citronkylling og flødeost, hjemmelavet müslibar, et stykke frugt og en juice.

Selv var jeg ude i en Picasso tallerken med citronkylling med saltede mandler, chorizo, salchichon, spansk lufttørret skinke med pesto af soltørrede tomater, cornichoner og oliven. 

Som altid, når der er cheesecake, skulle ældstesønnen og undertegnede dele et stykke cheesecake. Denne med en lækker syltet blomme. Mach cut til udstillingen 'Ung dansk kunst - samfundsprognoser'.

Som mor bliver man sgu helt blød om hjertet med to børn med så tæt et forhold til hinanden. Pseudotvillingerne. De kunne have sat sig med mellemrum mellem hinanden - eller valgt slet ikke at sætte sig - men billedet herover beskriver mine brødrene løvehjertes bånd så fint.