Viser opslag med etiketten jul. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten jul. Vis alle opslag

21. november 2020

KAFFEPOST TIL FOLKET

 

Der er så mange glæder ved at være voksen. 

En af dem er at vågne kl. 06:31 på sin fridag, uden børn, når man er kommet hjem kl. 00:34 fra megagod Dicte koncert på Forbrændingen - ikke fordi der gik alkohol i den, men fordi man bor i provinsen og tror på offentlig transport.


En anden er, man kan få kaffe med posten. Så selv om man ikke kan rejse ud, kan man stadig smage på verden på sin fridag midt i en COVID-19 tid. Dét er fedt. Og så er det i øvrigt to af mine kolleger, der har lavet Kaffepost. 

- Opturs-julegaveidé, just saying.

Find dem på: kaffepost.com  

26. november 2014

NU' DET JUL IGEN - NU' DET JUL IGEN!!!

Stormagasinerne starter julen tidligt. Tidligere og tidligere siges det.
Så hvornår må man selv gå i gang med juleriet og bryde lidt ud af hverdagens hjul?
Mit pejlemærke er Centralhjørnet
Når de er kampklar, er det kosher at jule. Ovenfor ses noget af deres udendøre dekorationer - jeg kan ABSOLUT anbefale at træde et smut indenfor og nyde en sodavand eller andet. Dekorationen er så fuldkommen, at det føles som at være Chip og Chap i Mickeys juletræ. Prøv det.

Det ligger lidt til den gængse holdning, at man skal hade julen - som MC Einars 'Jul, det er cool,' skønt den stadig minder mig om klippe-klister-dage i folkeskolen og derfor stadig et foretrukkent hit når der pyntes, bages eller klippes.
Jeg vil gerne indrømme, jeg ELSKER julen! Ikke nødvendigvis gaveræset og de transportmæssige forsinkelser. Men jeg elsker hyggen, lysene, samværet omkring juleklip og julebagning, kaneture ( dog med hest og ikke rensdyr ), julestuer, varme sokker, betænksomheder, overraskelser, maden, SOVSEN, traditionerne, børnenes fantasi og tro på julemanden og nisser. - det er næsten som at blive et barn igen, når man ser lyset i deres øjne. 
Sidste år nåede vi ikke at jule så meget på grund af flytningen. I år tager vi hundrede procent revanche!
Julekassen blev fundet frem i weekenden, og siden har Eskillio og undertegnede pyntet op. Selvsagt mener førstnævnte, at alt bør være på hans værelse. Når man pludselig går fra en to værelses på 54m2 til en fire værelses på 91m2, går det op for én at alt det julepynt man mente, man havde rigeligt af slet ikke er så tilstrækkeligt endda. Faktisk på ingen måde hvis Centralhjørnet er målestokken. 
Nåh det er der råd for. 
Sidste år nåede vi ikke at være konkurrencedygtige med de andre beboere i boligblokkene. I år tager vi føringen. Farvel til privatliv og mørke aftener med stearinlys. Goddag til kodyl elregning. 
We're in it for the win.
Momse hentede drengene fra vuggestue, idet det var min sene dag på universitetet. Jeg nåede hjem med tre lyskæder i flere knuder og filtrede dem op på altanen. Trak strøm gennem vinduet og satte solen til lige i tide til, at drengene vendte hjem. Lavede sprællemand på altanen - jeg kunne intet se ud - løb derefter ned og tog imod. Eskillio grinede fra han stod ud af bilen, en latter som var han i chok, løb op ad trappen, smed støvlerne og løb ud på altanen. Lysenes fest. Børnenes fest. 
Eskillio var fuldstændig elektrisk og strålede om kap med showet på balkonen. 
Ja ja normalvis er vi 'Less is more,' men i denne tid er vi 'Yes is more!'
Det er vores altan til venstre, der brænder ud. Endda kun med to af lyskæderne tændte.
BEAM ME UP SCOTTY!!
Nu glæder vi os til lørdag, hvor Julemanden øjensynligt kommer med toget og hilser på byens børn. - DSB er åbenbart mere punktlige end rensdyr. Men sneen er jo heller ikke faldet endnu.
Glædelig juuuuuul!!!

1. december 2013

DET SØR'ME DET SANDT DECEMBER

 Det blev den første december, og der skulle der julebages.
Eskillio var ferm til at snuppe kagerne op med paletten, det havde han fuldstændig styr på. Han havde fået en decemberpakke fra Skagen, så han havde faktisk allerede forme til jødekagerne. 
Jødekagerne bestod af:

1 citron – fintrevet skal af den hele og saft af den halve
250 g sukker
500 g mel
1 tsk. hjortetaksalt
400 g smør
1 æg
æg til pensling

Pyntes med kanelsukker eller smuttede og hakkede mandler - her må allergikeren nedlægge veto.
En kapløb uden lige mod tiden, og Ekillio, hvor moderen måtte få kagerne over på pladen, før kuldens stivhed slap op eller Eskillio fik spist dejen. 




Vi tog til julemarked på Svenstrup Gods ved Borup for at få lidt landlige juleindtryk.
Normalt havde jeg nok tyet til en sandwich hønsesalat, men da denne blev hentet op af en bøtte med 'K' på, valgte jeg gullaschsuppen.  ( Mit gæt er, at der nok har stået 'Knorr' på den.... )

Varm, krydret og udemærket. Bestemt ikke som jeg selv eller min mor ville lave den. ( Men måske nok Knorr? )Brødet var ikke hjemmebagt, men stadig godt og sprødt.
Eskillio fik æbleskiver - og til moderens store sukkerforskrækkelse havde Momse glemt at sige uden flormelis og ( ikke-økologisk ) syltetøj.
Et lille bolche-julehjerte fra alle os til alle jer. Glædelig jul!
Vi kastede lange skygger mod ventetiden til en tur i hestevogn rundt i det ganske danske land med skovtrolde i landskabet.

17. november 2013

MED SNEØJNE GÅR VI VINTEREN OG JULEN I MØDE

En opfordring fra Fairy Godmother, som havde fundet stykket, og vi gik vinteren i møde med SneØjneZangenberg Teater. Et teaterstykke fra nul til fireårige.
Eskillio havde været oppe siden klokken seks om morgenen, og af en eller anden grund havde han ikke sovet til formiddag, så han var meget overtræt. Faktisk skulle han lege med lyset for ikke at smide sig på gulvet. Så moderen ærgrede sig i den grad over at have brugt 325 kroner på to voksne og et barn, når barnet tydeligvis ikke var gearet til en forestilling. Hvilket aldrig kan være barnets skyld.
Nuvel Eskillio på sine enogtyve måneder gik med ind efter at have gået i bro et par gange - undertegnede forudså allerede at måtte storme ud fra forestillingen, og fik derfor bænket os alle tre på forreste række så det var muligt at flygte hurtigst muligt - skulle situationen kræve det.
Nu skete der imidlertid det fantastiske, - Eskillio elsker musik og teater og har generelt ikke koncentrationsproblemer, kun når trætheden melder sig - at han blev fuldstændig opslugt af stykket. Live guitar, knasen, dans og hvide balloner. Han var helt dedikeret, også da de fleste andre børn satte ud. Et spændende stykke i børnehøjde der virkelig rammer bredt og favner alle aldersgrupper fra nul til fire. Utroligt, men sandt.
Efter de tredive minutters forestilling gik Eskillio kold i barnevognen, imens fik vi varmen med en kop kaffe i Nyhavn på Cap Horn.
Derefter slog vi et smut forbi Højbro Plads for at nyde julemarkedet.
Hvis Moses ikke kan komme til currywursten, så må currywursten komme til Moses.
Åhh tankerne falder tilbage til den dejlige juletur til Berlin...
Bagefter fik vi en pandekage - liiidt for bleg i forhold til min smag - en med kanel til Eskillio og med chokolade til os.