POLITIKENS BOGHAL : FORFATTERTRAPPEN : ROMANTIKKEN OG DRØMMENS DØD

Vi skyder genvej over Amagertorv. Torvet der for altid minder mig om "Polterabend" i krydsilden mellem Café Europa og Norden - og den gang i nullerne, hvor Sonnergaard var at finde på udvalgte bæverdinger i Indre By. Hverdagens rå realisme sætter ind, når to betjente med maskinpistoler på maven spankulerer forbi det store stygge Storkespringvand.

Er det dét, vi er kommet til?

"Og denne tanke affødte associationen:

Den stærkeste magt af disse må være den, der binder atomerne sammen i stabile strukrurer - det man i forgangne tider kaldte GUD

- men næst efter er den stærkeste magt den, atombomben frigør, når den spalter atomet og udløser en kolossal sprængning, som netop tilintetgør de før så stabile strukturer."

En forfatter på trappen ved Dublineren. En velkendt skikkelse. Alt for ung til sit alt store jakkesæt. Det samme blå betræk som han bar i Politikens kultursektion sidste uge. Måske er det hans eneste. Måske vil han bare gerne ses. Som han ønskede det i barndommen. Han står i midtergangen mellem bordene udenfor. Poserer og blokerer indgangen.
Stirrende stift ud i luften.
Rygende en smøg.
Jaja Hassan jeg har set dig. 

Alene.
Men alligevel aldrig alene.
Tre meter til højre står en mand i hvid skjorte med blå striber og øresnegl dinglende ned i kraven. Han spotter os, som vi går forbi. Plejer der ikke at være to?
Jakkesættets brede skuldre bærer de tunge byrder. Hans valgte ståsted minder mest om et statement. Han er modig med sine unge år. Ytringsfriheden/kunsten har mange ofre. Jeg har på alle måder ondt af ham.

Vi slingrer ned af Vestergade for at undgå stimerne på Strøget og ind ad døren til Politikens Boghal til forfattersamtaler på Forfattertrappen. En del af Litteraturfestivalen KBH Læser.

Emnet er kærlighed.

Første samtale er mellem Anna Grue og Anne-Marie Vedsø Olesen om den romantiske kærlighed i krimier. De læser først op fra deres egne bøger. Publikum rummer flest kvinder over fyrre og op efter.

Grues krimier indeholder kærlighed i mange aspekter. Mellem kolleger. Venner. Mor og barn. Hendes egen kærlighed til hendes mand gennem otteogtredive år byder på en mere sjælelig kærlighed. 

Olesen har ikke den romantiske kærlighed med i sine bøger. Hun nævner, at de store kærlighedsdramaer mest rummer den ungdommelige kærlighed. Som i Romeo og Julie der går i døden fordi, deres naive og infantile kærlighed ikke holder i virkelighedens verden. Den slags kærlighed af overdrevet begær der driver folk mod afgrunden. Hvor man smadrer liv, sit eget liv og andres liv på vejen ned.

Dette beskæftiger deres krimier sig ikke med.

Næste samtale skal omhandle sex og kærlighed i en krimi og er mellem Anna Grue og Jesper Stein. Publikum er blevet mere gråhårede end før, og der er langt flere mænd til stede nu.

Som nævnt i første del af Forfattertrappen skildrer Grue ikke det kødelige samleje - det antydes blot, idet hendes engelske krimistil næppe fordrer til det. Det ville virke mærkeligt. Dynen beskrives som en lyserød sky, der løftes. Og det var så sex. Hun bevarer det romantiske forbehold til agten, hvor følelserne spiller den store rolle.

Stein må siges at være den diametrale modsætning. Os der netop har købt en kop kaffe, får den direkte i den gale hals som Stein læser højt fra sin bog om kokain, sprut, "jeg spyttede på pikken og stak den ind i det hul der ikke blev vådt af sig selv." 

Grue nævner, for hende er sex noget privat og romantik noget større - "for Stein, er romanantik en penetreret ringmuskel." Han behersker en sort romantik. En kynisme der understøtter det realistiske syn. "Selv om drifter altid er gode betingelser for mord," smiler hun.

Stein mener ikke, han får "hard on" på af at skrive dette, men at det beskriver hovedpersonen. Han udstiller forfaldet i hovedpersonen, der drikker, tager stoffer og knalder. 

"Den romantiske drøm er død" er næste samtales emne og er mellem Kristian Bjørnkjær og Caspar Eric - og ulig de andre to samtaler er Politikens Karen Dich sat på som interviewer, hvilket desværre punkterede dialogen.

Her er varmt. Rådhusuret slår. Der er kommet et meget yngre publikum blandt os på trappen.

De to forfattere læser op fra hver deres bog. Denne gang stående.

"Der er så mange kærlighedshistorier

nogle er gode,

men ender dårligt" slutter Bjørnkjær poetisk fra sin bog fra 1976. 

Før det har Eric læst op af fra sit udpenslede break up sidste år. 

Dich spørger, hvad der begrunder den store forskel mellem de to forfatteres skrivestil - man tager en dyb indånding, tænker: "kunne det være de otteogtredive års forskel? Kunne det være konteksten eller diskursen? Gu fanden skriver Bjørnkjær ikke om facebook, the World Wide Web var jo ikke  opfundet endnu.." og korser sig. 

Bjørnkjær fortæller om samtidens oprør mod ligusterfascismen. Hvor de hængte det private ud i offentligheden og brød de traditionelle former. At dengang var hans digte udpenslende, for mænd måtte ikke vise følelser.

Eric mener, at forhold handler om at besidde hinanden. "Dette er min kæreste." Man ejer og bestemmer over den anden. Men man kan ikke eje et andet menneske.

Oven i denne ejerskab kommer manien om selvrealisering - "hvor folk plaster facebook til med deres klamme forhold,"som han kalder det. Hvorfor ikke drømme kollektivt? 

Jeg vil give Eric ret i, at den kollektive drøm er død - det er efterhånden en sjældenhed, at folk tilsidesætter deres eget behov for andres skyld. Drømmen om næstekærlighed og omtanken for resten af verden er brast - erstattet af behovstilfredsstillelse og "mig-mig-mig." - ironisk nok favnede hans oplæste digt udelukkende sig selv og sin egen enestående knuste kærlighed... 

"You are not a beautiful and unique snowflake. You are the same decaying organic matter as everyone else, and we are all a part of the same compost pile."

Som Rådhusuret slår otte, og arrangementet næppe kan koge mere suppe på Erics fortolkning af Nietzche, bevæger overmennesket her sig op til kassen og køber et nyt eksemplar af Yahya Hassans digte, stryger ned ad Vestergade til Pisserenden forbi Floss og Søde Jan.

ÅBENT HUS: KANDIDAT PÅ RUC...?

Lige siden jeg kan huske, har RUC haft ry for at være ... Hippieagtig...

HippieRUC... Hmmmm...

Jeg tog et smut med en veninde der ned til Åbent Hus, idet hun overvejede en af deres udbudte kandidater. Det kunne vel næppe skade...?

Tjahh...en pæn stor del snak om samarbejde og projektarbejde senere på dagen var det tid til at søge information på egen hånd. 

Jeg gik efter kaffe - en god kop kynisk mokka blev det eneste, jeg satte mig for at undersøge. Udslaget for undertegnede var nok, at da der kom feedback fra gamle elever var "dét der kendetegnede en "RUC'er" i arbejdslivet, at de kun lavede tingene halvfems procent færdigt...idet der skulle være plads til dialog."

Right. Jeg kan godt se ideen..but I never do anything half assed. 

Og dét der virkede useriøst og...hippieagtigt ... Men hellere hippie end hipster!

Den gratis latte var nu ellers god...skønt jeg skam gladeligt også havde betalt for den - det forklarede naturligvis den lange kø - jeg fik min mælkede mokka, og veninden fik svar på sine spørgsmål.

Perfecto.

Sceneskift.

TRINITATIS KIRKE: LITTERATURGUDSTJENESTE: HALLELUJA HØXBROE

 Trinitatis Kirke.

Sidste gang jeg havde min gang i dette gejstlige rum, blev min kære veninde smedet sammen med sin sin kæreste.
Lige nu drejer det sig om en litteraturgudstjeneste. Hvad det så er for en størrelse...?

Andægtighed. Mørke. Levende lys langs midtergangen ned til alteret, hvor rød og gul danser i visuals. Langs stolestaderne ligger folk henslængt på madrasser. En kvinde læser op i kirkens hvælvinger ved skibets begyndelse. Kirkens klang kaster hendes stemme rundt i de mørke kroge. Hun læser definitioner op i digtform, og formår at kvæle interessen for det læste som en degn. 

 Klapsalver i kirken. Dette er ikke kutyme. Og kroppen ved det. 

Et stykke musik af Peter Brandt - det er okay, det er bare ikke lige mig.

Morten Reimer kommer på, bruger beat og rummet på en ny måde. "Facebook jeg gav dig alt - nu er jeg intet." Sjove iagttagelser fra et forhold med facebook, et med Nørreport og et venskab med Dan Turèll der dog døde, før han blev født. Dan the Man døde 15. oktober 1993, og måske derfor handler det fleste af Reimers oplæsning om drukture og at finde hjem fra byen.  

Victor Boy Lindholm kommer på. Og han er på. Han spyer ord i stride strømme ud i rummet. Småhoppende og energisk. Men for omsiggribende til at være fængende og personlig. Meget på tungen, men for lidt livserfaring til at grave et spadestik dybere end blot plasken i overfladen. Forbrugersamfund er skidt, ja, men hvad hjælper det udtalt i nye sneaks og skjorte?

Nadver. 

"Vor Herre Jesus Kristus tog i den nat, da han blev forrådt, et brød, takkede og brød det, gav sine disciple det og sagde: "Tag det og spis det; dette er mit legeme, som gives for jer. Gør dette til ihukommelse af mig!" Ligeså tog han også bægeret efter måltidet, takkede, gav dem det og sagde: "Drik alle heraf; dette bæger er den nye pagt ved mit blod, som udgydes for jer til syndernes forladelse. Gør dette, hver gang I drikker det, til ihukommelse af mig!"

Herefter kommer Claus Høxbroe.
Alderspræsident som han selv bemærker det, indtager rummet med en coolness og karma, ungdommen aldrig besad. Høxbroe bruger rumklangen, som havde de øvet dette sammen den sidste måned. Efter hver endt digt leder han efter sit nye våben i hans udgivelser - han har aldrig planlagt på forhånd, hvad han vil læse op. Manden er beat poesiens svar på jazzzzzz. Han serverer det, han føler for i øjeblikket. Dét middagen netop mangler som en anden michelinchef. Beklager billedet, men det er jazzzz.

En tilfredshed og en afbalanceret hvile og ro i det han gør - og leverer derved et stykke fuldkommenhed, lige meget hvad han serverer.

Cool cat Claus kaster ord op i kirkens akustiske kupler eller hvælvinger og tænder ild under edderkoppenes spind. Cool cat svajende i ordenes rytmik iført sixpence og Havana habit. Han mangler bare cigaren.

Skønt dette også er hans egne iagttagelser, er det ikke selvcentreret som de forrige.

Ja ja det hører alderen til. Jeg ved det, og jeg takker for at han tog over.
Mælketænder erstattet med visdomstænder.
Høxbroe forholder sig som den eneste til skuddramaet for en måned siden lidt længere nede af Krystalgaden. Dér hvor fortovet nu svømmer i blomster og for en måned siden i blod.
Der er perspektiv. 

Han forholder sig til selve Trinitatiskirken, som skjulte Torahen under Anden Verdenskrig. 

Han fortæller, han altid flytter for hver nye bog han udgiver. På den måde kommer han rundt og får København ind under huden. 
Han udgyder, han ikke er en ny Ginsberg, Burroughs eller Turèll - og hvem har nogensinde fået noget ud af den sammenligning.

En periode tourede han rundt på de Københavnske hoteller. Han anbefaler det. Jeg nikker anerkendende. Jeg har gjort det samme selv - som at være The Tourist i sin egen by. 

Han åbner op for sluserne med "Jeg fælder tårer.." og jeg glædes over, hvor fedt det egentlig er at høre nogen nævne Turbinehallerne igen - uden at skulle forklare hvad det var.
Jeg stortrives i hans livserfaring og afslappede digte om hverdagens iagttagelser.
Hans ro trods det absorberede tempo. Et beat, der får ham til at virke alvidende - skønt han er fra 1980, og altså kun to år ældre end undertegnede.
He could have fooled me.

Det Der eR I HUSETS TEATER

Det Der eR.
Halmtorvets nummer ni er indhegnet med kun én indgang. Der hænger pigtråd over vore hoveder, som vi kravler igennem hullet. De ophængte dinglende gadelamper skiftevis blænder op og ned for lysstyrken. Uhygge og usikkerhed breder sig til tonerne af en høj lyd af en centrifuge i slowmotion i bedste Lynch stil. Foran os står Die Mauer. Ach so!

Vi snubler over brostenene i den vekslende lyssætning hen til døren.
Jeg sender en kær tanke til Blumenbach Instituttet, da vi kommer ind i en helhed af et efterkrigstidshus.

Det Der eR.
Vi gennes ned i kælderen med stadig samme vekslende volume i glødepærerne - jeg glædes et kort øjeblik over gensynet med glødepæren. Her nede står vi stuvet sammen i forvirring og spænding. 
Der ligger gasbeton i blokke. Gamle kufferter med gamle sort/hvid fotografier spredt ud over sig. Toilettet er tapetseret med avispapir på de hvide klinker. Sigtbarheden svigter. Sanserne svigter. Utålmodigheden breder sig.

Klokken er ti minutter over start.
Vi hentes i kælderen og ledes op af trappen til teatret.
Lokalet er sort og skrællet for al inventar.

På nær en stol.
Det er, Det Der eR.

Sindstilstanden fra kælderen er erstattet af forvirringen med at finde sin plads.
Talen er på sit højeste blandt det grå segment. 

Lyset går. 

Stilheden er total.

Scenen antændes.
Karen-Lise Mynster kommer ind og sætter sig på stolen.
Monologen begynder.