SKOLERNE ÅBNER : OG JEG ER HELT TRYG : FØRSTE SKOLEDAG : COOL CORONA

Der skulle alligevel gå seks år, før det for alvor gav mening hvorfor man flyttede til provinsen. Drengenes børnehave har en tønde land/kløvermark, og har således ingen problemer med at genåbne i disse Coronatider. Masser af plads og toiletter uden for. Jeg havde været helt tryg ved at sende mine børn afsted.

Men faktisk skulle min sidstfødte være startet i førskole første april - det bliver så i dag samtidig med storebror. Den sidste måned har stået på konstante opdateringer i Aula, der har ikke ligefrem manglet information. Førskole, 0.-5. klasse starter i dag, og min ældste glæder sig enormt. Den yngste glæder sig mest til at lege med sin storebror, uanfægtet af at de lige har været sammen non stop i en måned. 

Der er rigeligt med plads på skolen her i provinsen, og der er masser af plads uden for til at have undervisning. Jeg forstår sgu godt, folk panikker i hovedstaden hvis ens skole er i en opgang midt i Indre By. Det er jo nærmest umuligt. LilleM sammenlignede indkøb for tiden med en ekspedition for Daryl Dixon på sin motorcykel foran en masse walking dead. Der er ikke meget galt. Hun er både sygeplejerske og i risikogruppen.

Min ældste er meget opmærksom på, han ikke må kramme eller high five. Vi har set filmen fra Sundhedsstyrelsen sammen. Jeg har netop ikke vist den den yngste. Dels ville han have glemt det hurtigt igen, dels skulle han have lov at glæde sig til sin første skoledag - og ikke frygte den eller være bange for at komme i skole. Han undrer sig til stadighed over at skulle vaske hænder hele tiden. Der skal heller ikke være mere fokus end det. Resten må personalet tage sig af - det er ikke en opgave eller et ansvar en seksårig kan tage på sig. Med deres skolestart kommer nu afstand til Olde, som vi har sørget for at se meget op til i dag efter de første fjorten dage af karantænen - bare for at være sikre.

Den ældste havde spurgt mig, om jeg ville vække ham først så vi sammen kunne synge for skolebarnet bagefter. Selvfølgelig ville jeg det. Sammen med Hr. Skæg. Vi tog det obligatoriske polaroid, som han insisterede på skulle være med hjertehænder. Alle kan bruge lidt mere hjerte i disse tider.

På gåturen ned til skolen ringede den yngste til både morfar og farfar for at fortælle dem at det var hans første skoledag. Lille pip. Og som jeg, der ikke havde overtræksbukser på, gik hjem efter at have talt med forældre på legepladsen i halvanden time, bredte der sig en stolthed i min krop. Tænk sig, at jeg fucking helt alene forælder har groet disse to børn op til nu begge at være vidunderlige mennesker og nu skolebørn. - for ikke at tale om den sidste måned med fuldtidsjob fra sofaen, hjemmeundervisning, madlavning, opvask, tøjvask og rengøring. Uden at have et andet voksent menneske at samtale med ansigt til ansigt.

Skud ud til aleneforældre i denne tid!
Du gør det så godt, du kan. Og det er godt nok. 

Glædelig forårsdag i dag. 

Det bliver godt igen.

PARIS : MUSÉE EDITH PIAF, CIMETIÈRE DU PÈRE-LACHAISE & CHEZ MARIE LOUISE

De gange jeg har været i Paris, sidst bryllupsrejsen med ja gæt selv hvem, har det ærgret mig at jeg ikke har nået Musée Edith Piaf. Jeg har hørt hende, siden jeg var seksten år. Ja ja big deal tænker du - og ja det er det sgu, dengang var musik på CD'er og nået man opsøgte på biblioteket eller i pladeforretninger. Det kunne ikke streames, man havde ikke en radio funktion eller "sounds like" på Spotify. Det var en fucking videnskab. En mani. En opdagelsesrejse. Hvor noget førte til noget andet. Og i øvrigt måtte man læse om kunstnere i BØGER, for internettet var ret tomt. Dengang man hørte en her plade. Igen og igen. Jeg ved godt, jeg lyder pissegammel nu - and I'm not even sorry. 

Any way you get it. I was very into La Môme Piaf. Derfor ringede jeg til museet, for det skal man, og manden taler kun fransk. Det er gratis, men det forventes at man lægger nogle "drikkepenge".

Museum er nok så meget sagt. Men en flot gammel lejlighed, Piaf boede her i starten af hendes karriere, hvor to rum er dedikeret til memorabilia af varierende og tvivlsom kvalitet - proppet så meget til randen at det ville få Niels Rydungs lejlighed til at se nærmest minimalistisk indrettet ud. Der er et par kjoler, men det er vidst også det mest autentiske. Der er mange malerier og tegninger af spurven foruden en én til én pap figur af hende - hun havde ca. gået mig til navlen. 

Af en så stor stjerne er det bemærkelsesværdigt, at der ikke findes et offentligt museum til ære for Piaf. Museet drives af 'Edith Piafs venner,' og ligger på 5 rue Crespin du Gast i det 11. arrondissement. Det er åbent fra 13:00-18:00 mandag til onsdag, og man skal som sagt ringe og lave en aftale på forhånd. 

Nåh det var overraskende nok hurtigt overstået, så hvad gør man så på disse kanter? Man tager selvfølgelig på Père-Lachaise for at finde døde - denne gang havde jeg jo ligesom ikke eksmanden med to slow me down - og man kunne jo passende starte med La Môme Piaf. Man kan tage et kort ved en af indgangene for at finde de kendtes sidste hvilested, men på en så stor kirkegård som denne er det ikke den store hjælp. 

Nuvel Edith Piaf. 

Intet besøg her uden at besøge The Lizzard King, hvor teens ironisk nok spillede 'The End' - her er tonerne til 'Break on Through' mere passende efter min mening. 

Ingen akademiker uden at have beskæftiget sig til hudløshed med sociolog og antropolog Pierre Bourdieu, så han skulle selvfølgelig også findes. 

Komedieforfatteren Moliere.

Den amerikanske forfatter Gertrude Stein.

Og ganske uventet, denne er forståeligt nok ikke på kortet, stødte man på denne. Hjertet sank, jeg tabte pusten og trillede et par tårer. Det blev lige lidt for tæt på og ganske virkeligt. Hvis man skulle være helt blank over for, hvem der ligger her, så er det tegneren Tignous der døde under terrorangrebet på Charlie Hebdo. Shit. 

"Tu rêvais d'être libre, et je te continue," kan oversættes med "du drømte om at være fri, og jeg vil fortsætte dig," som var de sidste ord den franske justitsminister Christiane Taubira sagde til Tignous' begravelse citerende den franske poet Paul Élaurd.

Videre til Oscar Wilde hvis gravmonument desværre er dækket af en glasvæg nu. Folk kysser stadig væggen, men det var nu smukkest med en næsten helt rød version. 

Maleren Eugène Delacroix. 

Forfatteren Honoré de Balzac. 

Komponisten Giacchino Rossini (ikke at forveksle med kaviaren). 

Den polske komponist Frédéric Chopin. 

Den tyske maler, grafiker og skulptør Max Ernst var ret svær at finde. 

Den franske filminstruktør, skuespiller, tryllekunstner, illusionist og opfinder George Méliès. 

Kirkegården lukkede og jeg gik mod mit eget kvarter i Belle Ville. Jeg havde ikke nået frokost, og var nu meget sulten, men det var alt for tidligt at spise i forhold til franske tider. Som småbørnsmor er man ret wired til at spise kl. senest seks..jeg satte mig på en bænk og røg en smøg i stedet. Lidt efter kom en lille MEGET krumbøjet ældre kvinde gående, hun bukkede sig så langt ned som min hofte. Hun rakte ud efter bænken, jeg sad på. Aede den. Kiggede på sin hånd. Hun spurgte mig om noget på fransk. Jeg greb det ikke. Hun sagde noget med "peindre," og jeg forstod at hun tjekkede om den var nymalet. Det håbede jeg virkelig ikke. "No, je ne crois pas," sagde jeg og tjekkede mit tøj. Hun kravlede i land på bænken ved mig. "Oh la la," stønnede hun grinende, jeg smilede til hende. Hun havde en fin hat på trukket ned over det farvede sorte hår. Hun havde markant sort streg om øjnene. Og øjne der var placeret dybt dybt inde i dybe dybe øjenhuler. Tynd og afmagret. Gammel og umådelig smuk. Hun mindede mig med det samme om Edith Piaf. Hun spurgte mig, hvor jeg var fra. Hun grinede ved mit svar, og fortalte mig, også ved hjælp af kropssprog, at sidst, hun var i København var da hun tomlede der op med sin mand (mari) på deres bryllupsrejse. Jeg fortalte, at sidst jeg var i Paris var med min mand. På bryllupsrejse. Hun grinede og spærrede øjnene dybt inde overrasket op. 

"Men..han er død nu," sagde hun. 

"Hm. Det er mit ægteskab også," sagde jeg. Hun grinede igen. Og sådan sad vi langt fra lost in translation, men med minder fra hver andens by. Pudsigt. Jeg undlod selvfølgelig at tage et billede af hende, momentet var magisk nok i sig selv. Selv om jeg gerne ville have dokumenteret de øjenhuler. Hun trykkede begge mine hænder og kyssede mine kinder, da hun bød mig farvel. Jeg tog min telefon og tændte for Via Michelin app'n.  

Via Michelin trak mig hen til Chez Marie Louise, da de havde åbentfor servering. Godt mættet af indtryk er det nogle gange rart, at man har ting man ikke kan gå forbi. Kyllingelever (hjernen læser "kylling elever") naturligvis med kirsebær med Griottine (franske dessertkirsebær  i kirsch), sæde blade og honning.

Andebryst med grønkål, verdens bedste sauce og sorte spanske hvidløg.

64% chokolademousse med marengs og vanilje is. 

ARoS : BACON FOR BREAKFAST & FISKESKIND TIL FROKOST - BACON, FREUD, AND THE LONDON PAINTERS

Efter tre timer i tog fandt jeg vej til ARoS - af en eller anden grund var det gået min viden forbi, at Bacons malerier var på dansk jord. Eftersom den løb fra 14. oktober 2017- 4. februar 2018, var det bare om at komme afsted (how the hell did I miss this?!). Jeg er stadig in awe over udstillingen om Francis Bacon på Tate Britain (11. september 2008- 4. januar 2009), det må gerne fortsætte.

Det overrasker mig i øvrigt altid, hvor grim ARoS bygningen, tegnet af Schmidt Hammer Lassen, er uden på, for så at "totally redeem itself" når man kommer inden for. Pludselig er det som at stå på Guggenheim i New York - det kan man kun blive i godt humør af jo. 

Den ældre dame, I ser ryggen på her, havde årskort da hun bor i byen. Vi fik en lang snak om kunst, og hun anbefalede mig at tage på Silkeborg Kunstmuseum (det der nu hedder Museum Jorn). Det måtte blive en anden dag. 

Francis Bacon 'Blue Crawling Figure, No. 1.', 'Figure in Landscape,' 'Collapsed Figure,' ' Reclining Figure,' 'Figure With Left Arm Raised, No. 2'. 1952-1961.

 Ovenstående 'Second version of Triptych 1944' (1988) er min yndling, og den jeg var kommet for. Hvis du undrer dig over, hvorfor den så ikke er afbilledet bedre, kan jeg oplyse at det var ikke muligt med så lidt plads der hvor den var placeret. Bare rolig jeg hader det også. Men i det mindste fik jeg dette. Og jeg oplevede det live. Igen. 

Tallene ved billederne var ikke kronologiske - som hvis man gik langs væggen - faktisk skulle man gå rundt og lede efter næste tal, der ofte var placeret langt væk, og jeg spurgte derfor den ældre kustode om der var en speciel rute, man burde tage. Den ældre søde herre sagde, at det var der ikke, men han anbefalede at man startede med tegningerne og skitserne. Det gjorde jeg. Da jeg stod ved 'Triptych August - 1972' (1927)(som er et så FUCKING VANVITTIGT FEDT BILLEDE), kom han hen til mig og sagde at det var forkert hvad der stod i programmet. Det var ikke et selvportræt. Jeg nævnte, det stod der i hvert fald heller ikke på Tate, da jeg så den dengang. Han var intriged, og fortalte at udstillingen var lånt fra Tate. Jeg var ikke overrasket. Jeg fortalte, jeg kun var kommet for Bacon. At jeg var rejst seks timer kun for at se ham. Han forstod mig udemærket. Men selvfølgelig var de andre kunstnere som Lucian Freud, Michael Andrews, Frank Auerbach, David Bomberg, William Coldstream, R.B. Kitaj, Leon Kossoff, Paula Rego og Euan Uglow også en bonus. Dette var udstillingens hovedværk.

Jeg fandt min kustode ind imellem og drøftede de forskellige malerier med ham. Egentlig fandt jeg den diffuse nummerorden interessant - det gjorde, at man var nødt til at engagere sig i sin oplevelse. Hvor malerier normalvis præsenteres fra et af og op efter i programmet, så var dette nærmest som en skattejagt - eller der var andre ruter igennem udstillingen. Dette komplimenterede jeg kustoden for. Han var glad for at høre noget positivt om denne formidling, for det var stort set kun negativ feedback de havde fået. Hmm.

Paula Rego 'The Betrothal: Lessons: The Shipwreck, after 'Marriage a la Mode' by Hogarth' (1999).

 Frank Auerbach 'Primrose Hill' (1967-1968).

 Leon Kossoff 'Children's Swimming Pool, Autumn Afternoon' (1971).

 Francis Bacon 'Reclining Woman' (1961).

Lucian Freud 'David and Eli' (2003-2004).

Voldsomt imponerende ikke sandt? Francis Bacon 'Three Figures and Portrait' (1975).

Lucian Freud 'Girl with a Kitten' (1947).

Lucian Freud 'Girl with a White Dog' (1950-1951).

Lucian Freud 'Man With a Thistle (self-portrait)' (1946)

 

Min kustode anbefalede mig, da jeg berettede for ham at jeg ville få noget at spise, at jeg besøgte den blivende udstilling. Der var blandt andet Kvium. Jeg smilede indviet til ham, og spurgte om han fik set Kvium på Arken. Han sank lidt i benene. JA. Han havde taget hele vejen fra Jylland hen til Arken for at se ham. Vi var begge enige om, at Kvium var/er fantastisk. Faktisk havde kustoden købt nogle litografier af ham, han havde taget et lån for at købe dem. Han MÅTTE have dem. Jeg forstod ham så udemærket. Han havde dette job, så han kunne gå og se på kunst dagen lang. Og nogle gange kom der gæster, der var lige så interesseret i kunst som han selv. Vi krammede farvel, da hans vagt snart var slut og vi derfor ikke skulle genses efter min frokost. Jeg overvejede, om jeg burde have spurgt om jeg måtte se hans litografier, men at det måske var for anmassende. 

 

Jeg havde samlet appetit hele vejen fra Sjælland til Jylland, og selv om dagen indtil videre mest havde bestået af Bacon, prøvede jeg deres sprøde fiskeskind til frokost. 

Ja. Intet besøg på ARoS uden 'Your Rainbow Panorama' - Olafur Eliasson (2011) - det bliver man aldrig træt af. På denne årstid ser byen måske lidt trist ud - til gengæld er man ikke ved at besvime af varme.

Jørgen Boberg. Der døde for ikke så længe siden, og hvis søn jeg gik på gymnasiet med. 'Jæger og falkoner' (1971-1974).

Jørgen Boberg 'Fantastisk fødsel' (1969-1971).

Michael Kvium 'Think Bigger' (2003).

Olafur Eliasson 'Your Condensation' (2013).