Det var onsdag. En uge før festivalpladsen på Roskilde åbnede. I min optik handlede det om at få så meget civilisation ind i blodet som muligt inden da. Jeg ved ikke, hvad der skete for mit fjæs den dag. Jeg havde med mit ungdomskort (som om, men det hedder det) købt en tillægs-børnebillet til Humlebæk fra KBH. Som altid sad jeg i stillekupeen. Netop som toget rullede ind på Humlebæk kom konduktøren. Jeg viste min billet og nåede ikke at finde mit kort frem. Manden nikkede og gik videre. Jeg gik ud i mellemgangen. Han kom der ud efter at have tjekket de andre passageres billetter. Jeg viste ham mit kort, og undskyldte at jeg ikke lige havde haft billet og kort samlet. "Ja. Men det er så svært med de unge piger i dag. Jeg var ikke helt sikker på, om du nu var femten," sagde han og nikkede godkendende til mit kort.
Hva'? Jeg ligner sgu da ikke én under seksten...?
Nåh. Jeg spadserede den pittoresque promenade langs skovkanten til Louisiana - ugen hvor også København osede over med Marina Abramovic. Den søde dame i skranken spurgte mig, om jeg var under otteogtyve da jeg bad om en billet med studierabat. Hva´? Jeg forklarede hende om konduktørens tvivl, nu hendes spørgsmål og hun grinede. "Jamen er det ikke dejligt?" spurgte hun muntert og gav mig min billet. "Det ved jeg ikke, jeg er fireogtredive og mor til to børn - det virker meget urealistisk," sluttede jeg undrende.
Og måske er der et kæmpe hul at falde i her. For kvinder dikterer patriarkatet, at kvinder skal se unge ud, (jævnfør hele makeup industrien) og derved er det et kompliment at en kvinde ser ung ud. Hvorimod mænd bare bliver bedre og bedre med alderen. Det er ikke et kompliment, jeg gider at modtage. Jeg elsker at se mine veninders ansigter, der begynder at ældes. Jeg elsker at se, hvordan deres ansigt og krop tager ny form og udseende efter eventyr og bedrifter. Jeg elsker de grå hår - eller hvide for mit vedkommende - titte frem og sætte karakter på udseender, jeg kender så godt. Det er her, folk begynder at hvile i deres person og stres forsvinder. For the most. Og dét er sgu da smukt!
Jeg tog plads uden for under halvtaget, da gingeren ikke orker for meget sollys, men behages af lyset. Det blev til en frokost buffet, som altid rummer småt, men godt. Mit indtag bestod af gazpacho, torsk med æg og kørvel, persille bygotto og tyksteg med gulerodscreme og stegte løg.
Bag mig ankom to ældre veninder, der jublede over at have fået netop dét bord helt op mod væggen. Et lille stykke afspillede sig om et halvtreds års langs venskab.
"Neijhh hvor er det perrrfekt! Det er det bedste bord," sagde den ene med en slående tysk dialekt.
"JA! Altså hvor har vi et daaajligt venskab Grethe. Jeg synes, jeg siger det til alle mine venner. Og jeg siger det ikke kun fordi, du kommer med gaver. Men vi har også kendt hinanden længe," sagde den anden med overlegen nordsjællandsk accent.
"Jar. Siden vores børn begyndte i børnehave," sagde den tyske dame.
"Mon vi bare kan efterlade vores jakker," studsede den nordsjællandske dame og så op.
"Jeg skal nok passe på jeres ting," smilede jeg til dem.
"Jar og vores pladzer," spurgte den tyske dame.
"- naturligvis. Jeg vogter dem med mit liv!" lovede jeg dem.
"Ja...for det er virkelig sådan nogle gode pladser," tøvede den nordsjællandske dame lidt.
"Det forstår jeg. I skal ikke være bekymrede," forvissede jeg dem og de gik ind efter deres frokost.
De kom lidt efter tilbage med hver deres sorte bakke og hver en anretning.
"Tusinde tak! Det var pænt af dig," sagde den nordsjællandske dame jublende over at finde deres bord som de havde efterladt det.
"Ingen årsag," smilede jeg.
"Vi er pensionister. Vi har kendt hinanden i halvtreds år. Siden vores børn startede i børnehave sammen. Nu tager vi her hen på Louisiana og mødes til frokost," fortalte den nordsjællandske dame ivrigt og i godt humør.
"Det lyder helt perfekt. Jeg håber selv på at fastholde sådanne aftaler med mine veninder til den tid. Har I årskort?" spurgte jeg.
"Jar det har vi begge. Nogle gange drikker vi kun kaffe og spiser kage. Andre gange, som i dag, spiser vi frokost. Men vi kan ikke spise buffetten. Vi spiser ikke så meget mere, så vi spiser kun et stykke smørrebrød," fortalte den tyske dame.
"Ahh aha. Bor I i nærheden?" spurgte jeg.
"Ja/jar," sagde de i kor.
De spurgte ind til, hvad jeg lavede og så videre.
Øjeblikke og dialoger som dette gør mig lykkelig. Venner i halvtreds år? Jeg fik lyst til at lave en film om dem. Deres venskab. Hvor er alderdommen så meget mere interessant end ungdommen. Det fik mig til at længes efter at være ældre. Fast forward til halvfjerds. Og se hvilke mennesker mit liv stadig bedrev sig med.
Nåh. Jeg gik i gang med Marina Abramovic. Performance kunstens mester. Udstillingen 'The Cleaner.
Jeg fik det fysisk dårligt af denne video af hendes performance 'Rythem 0'. Performancen foregik i Napoli - og ikke i (eks)Jugoslavien, hvor Abramovic er fra. Tænk hvad folk vil gøre selv med publikum på. At de kan få sig selv til at skære i et andet menneske? Seksuelle overgreb. Det er naturligvis et studie af den menneskelige psyke og flokmentalitet. Men på åben kamera? Hvad helvede er de så ikke i stand til uden? Jeg forstår bedre, hvordan massedrab og grusomheder kan ske, når jeg ser sådan noget. Og jeg fucking frygter for menneskeheden. This scares the shit out of me.
"Instructions.
There are 72 objects on the table that one can use on me as desired.
Performance.
I am the object.
During this period I take full responsibility.
Duration: 6 hours."
"It began tamely. Someone turned her around.
Someone thrust her arms into the air. Someone touched her somewhat intimately.
The Neapolitan night began to heat up. In the third hour all her clothes were
cut from her with razor blades. In the fourth hour the same blades began to
explore her skin. Her throat was slashed so someone could suck her blood.
Various minor sexual assaults were carried out on her body. She was so
committed to the piece that she would not have resisted rape or murder. Faced
with her abdication of will, with its implied collapse of human psychology, a
protective group began to define itself in the audience. When a loaded gun was
thrust to Marina's head and her own finger was being worked around the trigger,
a fight broke out between the audience factions," skrev Thomas McEvilley om 'Rhythm 0'. Hvis man har lyst til en lille forsmag, kan det gøres her.
Der var også en 'A living Door' som på billedet med en nøgen kvinde og en nøgen mand på udstillingen, hvor man skulle passere. Jeg havde ikke modet. Og jeg begriber, at dette værk er for min egen oplevelses skyld. For at blive konfronteret med ubehaget ved at gå igennem to nøgne kroppe. Hvem man vender sig mod, når man skal gå sidelæns igennem. Kvinden? Eller manden? Hvem vil man helst se i øjnene? - for mit vedkommende havde det på det tidspunkt været ingen af dem, thi de var begge under min højde.
Og nej jeg fandt det heller ikke vigtigt at tage billeder af dem. Og ville man dele det, det skal der klart være folk der gør, har man jo egentlig ikke de nøgnes tilladelse. Altså er det vel en lovovertrædelse eller..?
En ret vild performance. At trække vejret gennem et andet menneske eller få luft gennem et andet menneske. Det MÅ man simpelthen blive svimmel af. Jeg fornemmede på de unge kvinder, der opholdt sig i rummet og hurtigt gik videre, at de ikke forstod konceptet.
Man skal virkelig være oven på, når man oplever/gennemlever udstillingen med Marina Abramovic. Dels er lyduniverset sygt stressende for en særligt sensitiv, dels er det hårdt psykisk at se hendes performances igennem. Nogle værre end andre naturligvis. Over halvtreds års dokumentation af hendes liv. Det var på alle måder overvældende at overvære.
I december så jeg ,The Space in Between: Marina Abramovic and Brazil'. En virkelig hård film også. En dokumentar om hendes rejse tilbage til sig selv. Hun går gennem shamaner, healere, adskillige behandlinger for at komme sig over ham "who broke my heart". Det kunne måske være en typisk 'Eat, Pray , Love,' men ikke når man er performancekunstneren Marina Abramovic. Mange af behandlingerne er virkelig kvalmende. Men man elsker hende også for at bruge sig selv og sin krop så meget, at intet er hende for intimt.
Tal R.
Et tiltrængt pusterum for mine øre og øjne. Figurer, flader og forbandet berigende tanker. Koblingen mellem Marina Abramovic er allerede lavet på Heartland 2016. Men bliver bestemt ikke værre af at blive præsenteret i den her form. Efter et smut uden for i det betagende vejr, gik jeg under jorden for at indtage Tal R.
'The Virgin' neden under. Det får en til at gyse, hvor længe han har nørklet med dette. Hvilket tålmod.
"For at gide at lave kunst" er fandeme også en low key holdning til sit erhverv - hvor andre kunstnere har travlt med at udbryde at "de slet ikke kan lade være" eller ophøje deres kunst på anden måde. It is what it is. "...det er et område med luft og mulighed for at vende mindreværd, uforløsthed, sorg, angst, aggressioner og sådanne følelser til noget, der kan kommunikeres." Igen må jeg indrømme, at han rammer noget spot on i mig. Alle de sider vi helst ikke viser eller bør vise i samfundet, kan transformeres i kunsten til noget mere kommunikativt. Aggression er en virkelig dårlig måde at kommunikere på, der sjældent åbner op for en positiv dialog eller forståelse, men transformeret til kunst bliver den interessant. Det relaterer sig igen, i min optik, til den version vi viser af os selv på de asociale medier. Gennem et filter. Redigeret eller ej. Så bliver det en slags reklame for ens eget liv - om det er for at genere respekt eller misundelse, aner jeg ikke. Men det burde vel være nok for én selv at vide, at det man oplever er fedt. Eller er det først fedt, når det bifaldes med halvtreds likes..? Ofte tænker jeg, og jeg tænker det især om bloggen her, hvad fanden rager det andre mennesker? Who the fuck cares? Jeg ved mere om mine klassekammerater fra folkeskolens liv, end jeg ved om mit eget.
Jeg holder af at mødes med mennesker. Tage del i øjeblikket med dem. Opleve deres bekymringer - opturene ser jeg jo på de asociale medier. Være til stede med dem. Være med dem. Være i øjeblikket.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar