ROSKILDE : STAGE DINING - TARTAR - OG DEN BEDSTE MUSIKOPLEVELSE PÅ DETTE ÅRS FESTIVAL: LORENZO WOODROSE

STAGE DINING. Jovist stod der FORAN Orange Stage. Men derfor blev jeg alligevel skuffet over, det ikke var PÅ Orange Stage. Desuden henvendte arrangementet sig, set i bakspejlet, nok mere til folk, der ikke har dyrket deres egne grøntsager eller spist på noma - hvilket jeg erfarer, ikke er så mange alligevel. Nuvel. Vi skulle sidde på klapstole med vores egne knæ som bord. Ikke alene skulle vi anvende vores egne knæ som bord, vi skulle også sidde i rundkreds med en del andre mennesker – hvilket måske havde været mere tåleligt, om vi havde haft et rigtigt bord. 

På vores klapstol var placeret et stykke papir med ens opgave. Denne opgave kunne bestå i at hente mad – ja – til hele kredsen, holde tale – ja – eller andre ting. Skønt klokken kun var elleve, og vi havde været i mavepuster-pitten til Justice om natten, sovet i tenthouse, været i bad og benyttet rigtige toiletter, var vi ikke gearet til denne velmenende selskabssjov. Tre ud af os fem skred mod tartar i Foodcourt i stedet. Det der gjorde udslaget var en kurv af urter, der blev tilbudt at smage på. Are you kidding? Vi kan nok nævne flere af de urter, end du kan. Og nej. Det kan ikke skrives uden, at vi fremstår som snobber. Men det er vel også ved at være ti år siden, jeg første gang blev kaldt en snob. De sidste to af vores crew var så tilpas tømmermændsramte, at vi blev siddende. De ved vores kreds var til gengæld helt med på konceptet. De tog det sprøjtede dug af ”personalet” til sig som en oplevelse. De smagte sødskærm fra kurven for første gang og var i det hele taget meget med på ideen. Jeg der ikke havde sagt en skid fornuftigt hele morgenen (eller natten med for den sags skyld) byttede min-holde-tale-stol ud med en hent-mad-stol. Mere omløb var der ikke. Depoterne var tomme. Jeg kørte på pumperne. 

Først et par syltede radiser, en rå radise og en grov ærtemos. En smoothie der blev opgivet af næsten alle – appelsinskræl? 

Brød (sendt rundt til alle så de kunne brække et stykke af, hvilket jo altid er det man ønsker på Roskilde – at så mange som muligt rører ved ens mad. Jeg siger ikke, folk er klamme. Men jeg siger heller ikke, at folk ikke er det.) med pesto og olie. 

Vi var variationer af kartoffelmos igennem. Dernæst en kartoffelkage (billede mangler) med glasur og kold kaffe til. Jeg fik min nabos kombucha, idet kaffen såvel som alt det andet ikke rigtig smagte mig. Jeg har altid haft det pænt stramt med kombucha. Hvis jeg har lyst til en øl, så tager jeg en øl. Ellers har jeg det okay med vand. Men nu var der ligesom ikke noget vand, og tog derfor en stor tår af det der var. Det gik også fint, indtil jeg mærkede et fremmedlegeme i min mund og per refleks spyede det ud – dette bidrog kun til medspisernes totale oplevelse. ”Du fik ”the mother,”” grinede Jolie (fransk udtale). What? Næppe. Den er dårlig den der. Og så var der ikke rigtig mere at hente der.

Vi gik der fra, efter at have pakket alt sammen (why?) som påskrevet og direkte i Food Court. Fra Food Court og tartar (som billedet viser en del mere nærig end sidste års og dette års version på Heartland - bollen er blevet skiftet ud med en mere brioche agtig bolle) og ind på Gloria – som fandeme er og bliver min yndlingsscene. Helvedes hedt når Roskilde sveder over af sommervarme. Tørt når Roskilde regner derudaf. Intens som ingen af de andre scener næsten lige meget, hvad musikken er. Dagens første koncert. Lorenzo Woodrose. Jeg har så meget kærlighed til overs for den mand. En uddøende race. Et brændende 68’er hjerte midt i en krigsliderlig og forbrugersvins verden. Rødere end Rød Første Maj. Her var fyldt. Ikke overfyldt. Tilpas.

”Sikke mange I er. Regner det?” trådte han på scenen og tog os med. Hvordan én mand med en guitar alene på en scene kan favne alle i teltet i ét stort kosmisk kram og opsang, er mig en gåde. Jeg stod oppe foran. Ingen skubbede. Ingen masede. Alle respekterede hver andres plads. Vi blev hele tiden af vagterne bedt om at samle os tættere, fordi der var så mange der gerne ville ind. Mange af de foran stod med lukkede øjne og flød med musikken og ordene.

Om det var grundet Uffes tekster og formidling, de få timers søvn eller tømmermændenes tag eller det evigt forandrede sind efter to graviditeter, ved jeg ikke, men teksterne og intensiteten fik tårerne til at trille ned ad mine kinder. Hårene på armene mine stod strittende hele koncerten igennem særligt, da Uffe lavede sin version af Røde Mors ’Lil’ Johnnys mund’ - ”Det var dengang, der var noget der hed ”fredsbevægelser”. Det findes ikke mere. Nu er der kun ”krigsbevægelser”. Der er sgu penge i lortet.”

 Min veninde Jolie, der intet kendskab havde til Uffe, Baby Woodrose eller Spids Nøgenhat – hun har boet i udlandet de sidste seks år- blev også ramt af hans røst, revet med og græd ved min side. Flere sange igennem måtte jeg forsøge at blokere teksten ude, for at komme til hægterne igen. 

Det var absolut dette års bedste og smukkeste koncert og øjeblik på Roskilde for mig.

Af hjertet tak kære Uffe. 

– jeg ved ikke, hvor fuck Gaffas Keld Broksø befandt sig, men det er tydeligt med hans præmierende ligegyldige fire stjerner for denne sammenknytning-af-hoved-og-hjerte-seance at han må have stået med hovedet oppe i røven på sig selv frem for at være til stede. Når nu han selv vælger at bringe teksten til ’Sang om merværdi,’ som Uffe havde bøjet fra dur til mol (selvfølgelig), må det sgu også kommenteres her.

”Hør lige:

”Jeg står op om mor’nen/og går hen på mit job/og jeg laver noget/og jeg får min løn./Men det jeg laver/ er mere værd/end det jeg får./Hvordan sku nogen men'sker ellers blive rige uden at lave no'et?”

Mine damer og herrer:

Mage til støvet verdensopfattelse her i 2017 skal man nok lede længe efter (med mindre man tilhører en lille klike af uddøende, faste abonnenter på Socialistisk Arbejderavis). Og spørg lige en selvstændig tømrermester med et par svende, hvor mange timer han arbejder om ugen.” skrev BROKsø i Gaffa.

Tjah. Nu ER min far tilfældigvis tømrermester. Han har været selvstændig, hvilket ikke kunne løbe rundt til sidst. For det han laved,’ var mere værd end det han fik. Og selv som leder af et sjak er det, han laver mere værd end det han får. I januar skar han sin ene pegefinger på en rundsav. Hvad gør man så? Man tager resten af dagen med naturligvis, rydder op og besøger skadestuen når man har fri. Man får en stiv finger ud af det, efterfølgende operationer med en trediedel af den løn, man ville få – hvilket svarer til det rene ingenting – hvis man var på job. Man bliver ødelagt i en alder af femoghalvtreds, før man overhovedet kom i nærheden af den alder der kunne påråbe sig efterløn før den målstreg også blev fjernet. Knæene er ødelagte. Ryggen er ødelagt. Et arbejdsliv der startede som fjortenårig. Op klokken fire om morgenen, og hjemme igen klokken tre om eftermiddagen.

 Næh det lugter mere af, du får mere end det du laver, er værd. Og derved er netop dette spildt på dig. Mit råd til dig: prøv at se dig omkring. Hvordan oplever de omkring mig koncerten? ER jeg helt off? I dette tilfælde : Fuldstændig. Og undlad for alles skyld at omtale Uffe som "en bamse," blot fordi han ikke er petit. 

Det er muligt, ordene, teksten, opråbet, håbet og energien var spildt på dig Broksø. For dét har jeg ondt af dig. Du gik glip af noget sublimt her. En ophøjet oplevelse. Et håb. For menneskeheden og den verden den er søsat i. Et håb som igen trækker tårer, når ens treårige i sin leg synger:

"Mere lys - mere kærlighed - mere lys - mere frihed!"