Hjemvendt fra Barcelona bekræftes liggepladserne på næste
års Roskilde af Löjhatti over sms før et langt bad indtages. Opfølgende sms
brummer på terrazzoen bag badeforhænget.
”Har du for resten set, at Søde Jan er død?” vibrerer
forlængelsen af højre hånd på badeværelsesgulvet.
Sonnergaard død?
Jeg erindrede straks første møde med ham gennem ’Radiator’
og senere resten af trilogien. Og mine tænder føltes løse. At han tog sin egen
vin med på Noma og gav pot i drikkepenge. At SorteM havde stødt på ham på
Jernbanecaféen, og han havde været betaget af hende fra første øjeblik. - det
kunne i grunden være et hvilken som helst brunt værtshus, så var Søde Jan tilpas.
Dette møde førte til flere møder, men aldrig til gengældt kærlighed skønt han
fløj Europa rundt for den rette chokolade, nødder og likør – han var den fødte
vært.
Disse historier fra disse møder bredte smil på mine læber, når
jeg stødte på Søde Jan på eftermiddage på Floss. Det var i sig selv et kapitel,
når Søde Jan holdt hof i baren. Han serverede sine små medbragte fine kager fra
enten La Glace eller Dessertdragen for sine gæster på barstolene ved sin side. Den
naturlige del af Floss nemlig Kim og de andre tørstige stamgæster sad fint med
hver en lille fin kage foran dem samt et lille fint glas med væske, hvad der nu måtte
passe med kagerne, af brunlig substans.
Hele scenariet, og i det hele taget at Kim kunne balancere oprejst
på en barstol i så lang tid, på dette falmede fantastiske sted, var en novelle
i sig selv. Faktisk tror jeg, det er det eneste føde jeg nogensinde har set Kim
indtage. Jan var den fødte opvarter. Og han kastede et særligt lys over stamgæsternes
ansigter og de gulmalede, men bruntilrøgede vægge på Floss med hans
tilstedeværelse. Nogle gange var der flere munde end antallet af kager, og med
kniv delte værten kagerne så det passede med antallet af munde. Som Jesus delte
brødet.
Og her sad de. Her sad de ellers usynlige i samfundet og smagte i
stilhed på tilværelsen. De var blevet set. De var blevet opvartet. Der var
noget ganske smukt og ømt over dette scenarie. Som en radiator varmede han
stedet op til et ophøjet niveau for en stund.
Bag mig fra min udkigspost til dette lille teaterstykke hang
det store lærred med ordene ’Søde Jan’ opkaldt efter værten selv. En
værtensmand i denne verden. ’Søde Jan’ som er titlen på cocktailen, Floss har
opkaldt efter Sonnergaard selv. Om den serveres efter den egentlige opskrift vides
ikke. Men opskriften forlyder således: grappa, rom, vodka, marchino, cointreau,
angustura, isterninger, et cocktailbær samt en knivspids kokain.
Jeg, Floss og - som Claus Høxbroe skrev – alfabetet vil
savne Søde Jan.
I verden og i litteraturen.
Nu skal folk seriøst stoppe med at dø i år.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar