Som før nævnt var Veganeren stukket af fra Vesterbro - en fucking fed toetagers lejelejlighed - og bosat sig i provinsen. Jeg havde jo været så glad for at rykke på landet, begrundede hun det med. "Men det er sgu da kun fordi, jeg altid kan crashe hos dig når jeg er i København?! You selfish bastard!!!"
Og sådan gik det til, at hun også rykkede på landet. I starten var mit eksil kun på en periode på fire år, så var Eskillio klar til at starte skole og vi ville rykke tilbage til mit elskede København.
Dét var planen.
Hvis du tænker, vi rykkede på landet nærmere familie og flere hænder (læs: andre til at hente og passe bananer end kun undertegnede) grundet dramaet for lidt over tre år siden? Så er det fuldstændig korrekt.
Efter et halvt til et helt år begyndte planen så småt at smuldre. Vi kom fra Vanløse af. Kvarteret med villahusene. Smukke velduftende haver og hvor man dog kunne glædes, når vi gik hjem fra S-toget med barnevognen efter at have været en tur i Haven og kirsebærtræerne og syrenerne kæmpede om kap om om ens olfaktoriske opmærksomhed. Haven var også et nødvendigt pusterum for at kunne ånde i byen efter at have boet i den i ti år. Og før Vanløse boede vi på Amager. Jeg elskede og elsker Amager. Men der sker ikke en skid. Det er så stenet, at Amager er så tæt på byen og så alligevel så langt fra byen som man kan komme. Butiks- og restaurantmæssigt er det som at befinde sig i provinsen. Der findes dog et par Irmaer heldigvis.
Det fede ved Amager er, at det aldrig bliver hipster. Det bliver aldrig Nørrebro. Det er dét sted i København, selv om det ikke anerkendes som København (hvilket folk på den ene side af broen flittigt fortæller én, og ægte ama'rkanere vil heller ikke kaldes københavnere), hvor der er mest forskellighed. Ramsløg i Kongelunden. Ja og det skal vel nævnes Amager Strandpark - ikke at jeg nogensinde befandt mig dér. Jeg har en veninde, der bor i hus på Amager Strandvej. Lige så fedt der er om sommeren, lige så nederen er der om vinteren. Men direkte udsigt ud til vandet er sgu altid optur. Der er BIG's flotte højhuse i den øde Ørestad. Der er Amager Fælled. Halvvandet og snart skibakken. Der er betagende Dragør. Og resten af verden er forbundet med Amager. Jeg selv elskede, at tage hjemme fra en halv time før, check-in lukkede og stadig være i god tid. Der er stadig huse, jeg gerne ville eje på Amager rundt omkring Dyvekes Allé. Men det er også små grønne villaveje akkurat som dem i Vanløse.
Så behovet for natur var åbenbart blevet større og større, uden at jeg egentlig havde bidt mærke i det. Haven var et åndehul. En frodig oase væk fra byens triste grå bygninger, veje, trafik, vejarbejde og at skulle kæmpe om en grøn plet i parker med masser af andre. Som det første år gik, begyndte jeg at holde af årstiderne igen. Mærke og se forskellen i stedet for (fristende at skrive fifty shades of grey, men da jeg ikke har læst eller gidet at se filmene virker det malplaceret) gråt i gråt. Mine store vinduer bød på brusende grøn udsigt og min kæmpe altan ligeså. Naturligvis var huslejen (med boligsikring på 2600,- for 91m2 om måneden) også værd at tage med i beregningerne. Når det blev december, kunne man uden betænkning vælge det største juletræ og slæbe med hjem. For den enorme stue kunne sagtens rumme det. Børnene havde hver deres værelse, så legetøjet i stuen kunne begrænses.
Man skulle ikke rejse til grønne åndehuller. De var der så snart, man gik ud. Børnene kunne i børnehaven i Vanløse løbe rundt om bygningen på fliser. Hvilket stadig var mere end andre institutioner havde at byde ind med. Nu havde de en tønde lands (jeg ved ikke, hvad det er i m2) kløvermark med geder og stor bålhytte, hvor de lavede mad året rundt samt varm kakao når sneen dalede. It grew on me.
Fra at være et eksil blev det stille og roligt til et hjem. Et hjem der ganske vidst var uden for Roomservices leveringsradar, men som til gengæld var på Oldes pandekage ekspresrute. Et sted hvor butikkerne lukkede klokken syv om aftenen, men hvor Meyers Almanak gav mening og blev taget i brug til at finde spiselige planter i årets gang. Og ikke som i København, hvor man måske nok fandt spiselige planter, men bestemt ikke havde lyst til at indtage dem i forhold til forureningen. Det samme med ramsløgene i Kongelunden med al flytrafikken i bagklogskabens lys, men på dét tidspunkt tænkte vi ikke så langt (flyene og alt hvad der måtte falde ned af forurening fra dem bekymrede mig en del, da jeg boede i otte år på Amager. Det kan sgu ikke være sundt...). Som alenemor til to små bananer kunne man i starten savne at købe take away med hjem. Til gengæld købte vi nu kun økologisk mad, og lavede alt for bunden. Pros and cons.
Alt i alt blev livet her mere ægte og lettere end livet i København. Måske handler det også om prioteringer, eller hvor man er i livet. Og er man vokset op på stenbroen, så har man måske ikke et behov for natur. Undertegnede er vokset op ved siden af en skov, og har alle dage leget i den, bygget huler, bygget bivuakker og sovet i dem, bygget broer over store åer, sneget mig ind på rådyr og harer og forårsskreget i trætoppene. Nogle gange alene, men for det meste med min bedste ven Kasper.
Faktisk var den eneste grund til, at jeg begyndte til spejder for at måtte bruge min dolk som min far havde købt til mig. Den blev konfiskeret første dag, da den dels var alt for stor til min lille hånd (det syntes hverken jeg eller min far) og at der skulle tages en centimeter af spidsen da den var alt for spids. Jeg havde allerede snittet adskillige spyd, træmænd og fældet træer med den - bare for at teste den selvfølgelig - så jeg forstod ikke helt, hvad de mente. Nuvel. Jeg fik mit dolkebevis, og jeg fik dolken igen. Men måtte under INGEN OMSTÆNDIGHEDER fælde flere træer med den. Ej heller snitte i dem. Hvordan man så skulle skrive beskeder til hinanden, det var før mobilen, anede jeg ikke.
Kort sagt. Der er mange gode ting ved byen, men landsbyen kan sgu også noget.
Nåh. Vi var taget til Vordingborg, jeps den med Gåsetårnet, for at mødes med Veganeren. Hvilket er sært, for på en måde startede Veganerens og undertegnedes forhold egentlig her. Det vil sige, vi mødtes på en efterskole her for nu nitten år siden. Vi rykkede begge til København. Hun før mig, da jeg havde en studenterhue at få fat på, imens hun var blevet pitched "den fri ungdomsuddannelse". Denne hørte jeg først om, da jeg gik på Akademiet. Jeg rykkede fra højskolen og næsten direkte ind til Veganeren og hendes kollektiv på Nørre Søgade. Men for jer, der aldrig har hørt om "den fri ungdomsuddannelse," så indebar det at det kreative blev fremelsket hos de unge. Jovist der blev måske drevet rov på det, sækkepibespilleri i Skotland, men shit hvor var ideen fed. Da jeg ramte højskolen, var der stadig en del der var under "den fri." Det drejede sig om to til tre års varighed (eller otte hvad jeg har mødt), hvor unge enten kom på højskoleophold, udlandsophold eller enkeltfag som ville godskrives ved senere uddannelser. Uddannelserne blev desværre nedlagt i 2002. Og hvilket tab for dansk kunst og kultur. Alene det at man nu er gået bort fra (ifølge Bertel Haarder) "fjumreår," - undertegnede havde et "fjumreårti" - hvor den unge finder sig selv og sin retning er helt håbløst. In my opinion. Dannelse før uddannelse tak. Om jeg var chef, ville jeg til hver en tid tage en med livserfaring der havde oplevet verden i stedet for én, der havde gået i skole siden fem-seks års alderen. Og ja. Det er måske strengt at tænke på den måde, men kom nu ud i verden! Bo der! Lev der! Ikke fordi livet er forbi, når man har fået fast job, børn og kernefamilien er gået i stykker - eller ikke - men det har sgu sine begrænsninger.
Nuvel. Vordingborg. Hvis du stadig er med. Vi gik en tur rundt i byen. Der udfoldes i én lang gågade, og ellers er mærkelig øde. Det er en ting i provinsen. Folk bruger konstant deres biler. Folk tager bilen hen til hallen, hvor de skal motionere. Er det kun mig, der finder det ironisk? Alle har biler. Det er lige før, hundene eller kattene også har biler. Jeg er måske bosat i provinsen, men mine principper er københavnske. Jeg har hverken kørekort eller bil, og får det heller ikke. Grøn energi!!
Som vi kom gående, stødte vi på Farmorhuset. Vi gik nærmere. Et opstillet "oplevelseshus" og "legecafé". Jeg har måske ikke det bedste fohold til ordet "farmor," idet min egen er mærkelig at blive klog på. Børnenes er komplet ligeglad med dem, vil ikke besøge dem eller svare på mine mails eller beskeder. Og jeg har tit tænkt på, hvorfor det er? Er det fordi, deres barn ikke har leveret andet end en klat for at lave det barnebarn? Æg dannes jo i fosteret. Så æggene, mine børn er blevet skabt i, er jo blevet lavet (i mig ja) i min mors mave. De er blevet dannet i min mors mave, i mig, da min mor var gravid med mig. Så de er forbundet. Kan det have noget at gøre med det?
Min mor og jeg blev først rigtig tætte, da jeg blev gravid. Hun kunne pludselig huske alt, fra da hun ventede mig. På en måde følte hun også, at hun ventede sig. Et barnebarn. Der egentlig var startet i hende. Og samtidig er det stenet at tænke på, at mit æg, altså mig, er blevet lavet i min mormor.
Men mænd (og jeg er ligeglad med hvor sensitive og gode de, måtte være til at sætte sig ind i en graviditet. Det er IKKE det samme som at mærke et menneske gro i sig, mærke sin krop opføre sig mærkeligt. Følelserne er helt fucked. Man skal tisse hele tiden. Træthed. Usandsynlig træthed. Vand i kroppen. Hævede dunkende fødder. Ondt i lænden. Ondt i brysterne. Intet tøj sidder okay længere. Man kan ikke kende sig selv i spejlet - bliver jeg nogensinde normal igen? Bekymringerne. Blive vækket flere gange om natten. Og så de øjeblikke hvor en fod eller hånd presses ud mod maven, man sætter hånden på og kan mærke liv. Det lille væsen. Det lille levende væsen. Som vokser og syret nok lever inde i én. Ja det er naturligt. Men det føles fandeme også unaturligt.) oplever jo ikke alt det. Samhørigheden med deres mor som kan genkende alt, hvad du kan mærke i din krop. Det er ikke oplevet på første hånd. Og ja der findes fantastiske farmødre, det ville undre mig andet. Men også Veganeren oplevede en større ligegyldighed for børnebørnene hos hendes svigermor. Hvor hendes egen mor helst vil se sine børnebørn en gang om ugen. Akkurat som mine forældre ville det, da vi boede i Vanløse, og de kom hver weekend. De var på et tidspunkt på ferie i fjorten dage og missede derfor en weekend. De kørte direkte fra lufthavnen, gennem byen til Vanløse for at se deres barnebarn. De havde næsten tårer i øjnene, så meget havde de savnet ham. De havde ikke bedrevet andet på ferien end at savne ham, tænke på hvad han dog lavede nu og ellers tælle ned til de kunne se ham igen.
Nuvel. Farmorhuset.
Eskillio gik med det samme i gang med at grave efter guld.
Når man havde fundet så meget guld, man gad, vejede Farmor det på vægten. Herefter fik man et diplom samt en pose, som man skulle lægge i vindueskarmen. Når det så blev fuldmåne skulle man sige en remse. Så gik ens ønsker i opfyldelse. Hun var ganske enkelt fantastisk.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar