'THE HATEFUL EIGHT' - TARANTINOS OTTENDE FILM

High noon. Ved denne tid er der kun ti minutters underholdning før filmen. Ikke som i andre biografer hvor alle reklamer fra tv (dette er et skud, da jeg ikke selv har tv. Alt er genudsendelser, reklamer og tidstyveri. Tid man aldrig får tilbage) vælter over lærredet. Det blev til forfilm til ’Steve Jobs,’ ’Hail, Caesar!’ (denne ser ganske lovende ud! Coen-brødrene tilbage i antagelsesvis ’Burn After Reading’-mode (2008). Hvis dette holder, er jeg allerede et lykkeligere menneske) og ’The Revenant’ (Inarritu der har lavet ’21 Gram,’ (2003) ’Biutiful’ (2010), ’Amores Perros’  (’Love is a Bitch’ – en virkelig god film), (2000) ’Babel’ (2006) og endelig mesterværket som har skudt forventningerne til næste film i vejret ’Birdman’ (2014). Jeg kan ikke rose den film nok! Og ja selvfølgelig skulle den have været oplevet i Biografen. Intet mindre ville yde filmen den rette respekt. Naturligvis er kameraføringen det mest overvældende ved filmen, men lydsiden ved alteregoet Birdmans bevægelser knaser stadig sprødt i min øresnegl ved tanken. Så ja kort sagt: der er uopnåelige forventninger til ’The Revenant’ og traileren lover forbandet godt).

Et ellers uvant soundtrack i forhold til den ikoniske jukebox, der plejer at tage hånd om Tarantino’s genistreger, læner soundtracket af Ennio Morricone (som også stod for det meste af ’Inglorious  Basterds’ (2009) og ’Django Unchained’ (2012)) – dog med enkelte afbrydelser såsom Jack White med ’Apple Blossom’ og Jennifer Jason Leigh med ’Jim Jones at Botany Bay’ – sig op ad et rigtigt filmisk mesterværk. Ligesom det pittoresque frosne landskab, der lægger kulisse til – og hvem andre end Quentin Tarantino laver en western i tre meters sne og en snestorm?

Scenen er sat, og den sidste diligence rider afsted igennem snedriverne mod Red Rock til tonerne af en lurende fed fagot (absolut et af mine yndlingsinstrumenter i et orkester) og sætter stemningen til filmens første kapitel. Tarantino delte også ’Kill Bill’ op i kapitler. ’L’Ultima Diligenza di Red Rock’ hedder nummeret, skulle man have lyst til at prøve det af. Vi møder John Ruth ’The Hangman’ (Kurt Russel), der er på vej med sin fange Daisy Domergue (Jennifer Jason Leigh) for at få udbetalt sin dusør for hende og se hende hænge i galgen. Dusøren hedder ’død eller levende,’ men John Ruth leverer dem altid levende. For at se dem hænge i galgen – doing ’The Tyburn Jig’ – deraf tilnavnet ’The Hangman.’

På ”vejen,” eller rettere sagt et snelandskab i bjergene, møder de Major Marquis Warren (Samuel L.  Jackson), der er på vej til Red Rock med nogle lig for at få dusøren udbetalt for disse. Marquissens hest er død, og han trækker selv ”slæden.” The Hangman og Marquissen kender hinanden fra tidligere, og en Tarantinosk skøn dialog udfolder sig i frostgraderne. Marquisen får lov at køre med, og hans dusør-lig får lov at ligge på taget af diligencen til Red Rock. Til tonerne af Jack Whites ’Apple Blossom’ kører de afsted, imens Domergue prøver at forføre Marquisen ved at slikke sig om læberne – hun har fået tilstrækkeligt mange slag for sin skarpe tunge og har blod i hele ansigtet. Charmeure. Her introduceres brevet fra Lincoln – som grundet betydningen leder tankerne tilbage til det famøse ur i ’Pulp Fiction’ (1994) – eller Hattori Hanzô sværdene i ’Kill Bill’ (2003 og 2004), hvor lyssætningen og lyden også ændres. Der er et guddommeligt spot på sværdet samt en ringen på lydsiden, hver gang sværdet tages i brug. Lincoln brevet portrætteres ligeledes med et gudeagtigt spotlys fra oven og en særlig ophøjet melodi.

I kapitel to ’Son of a Gun’ møder vi Chris Mannix – den nye sherif i Red Rock – som sjovt nok også befinder sig uden en hest i det snedækkede kolde helvede, og også han beder om at blive samlet op af John ’The Hangman’ Ruth. Her udspilles atter en ikonisk dialog.

De ankommer alle til kapitel tre ’Minnie’s Haberdashery,’ for at søge ly for snestormen. Men her er ingen Minnie (Dana Gourrrier) eller Sweet Dave (Gene Jones), hvilket undrer Marquissen der kender dem forholdsvis godt - godt nok til at vide, at de aldrig forlader butikken. Marquissen hjælper mexicaneren Bob med at sætte hestene og diligencen i stald. Kusken O.B. Jackson og Mannix sætter et hegn af reb og pæle i sneen op til dasset. John ’The Hangman’ Ruth tager sin fange med ind i varmen. Her møder vi den rigtige ’hangman’ af Red Rock Oswaldo Mobray (Tim Roth) – eller i hvert fald ham der skal til Red Rock og hænge fanger for så at rejse videre. Her er sydstats General Sandy Smithers (Bruce Dern), der ikke tager det godt at være i rum med Marquissen. Disse har stiftet bekendtskab under krigen mod Nord- og Sydstaterne ved slaget ved The Baton Rouge. Og selvfølgen når man ser en Tarantino film, Michael Madsen, som Joe Cage, der er på vej hen og besøge sin mor. 

Der er referencer fra ’Pulp Fiction,’ hvor Samuel L. Jackson spiller over for Tim Roth og holder den fuldendte monolog: (Ezekiel 25:17) “The path of therighteous man is beset on all sides by the iniquities of the selfish and thetyranny of evil men. Blessed is he, who in the name of charity and good will,shepherds the weak through the valley of darkness, for he is truly hisbrother’s keeper and the finder of lost children. And I will strike down uponthee with great vengeance and furious anger those who would attempt to poisonand destroy my brothers. And you will know my name is the Lord when I lay myvengeance upon thee.”

En anden reference er, Michael Madsen spiller over for Tim Roth som de også gjorde i ’Reservoir Dogs’ (1992). Særligt scenen hvor en dansende Michael Madsen hælder benzin udover et bundet offer til tonerne af Stealers Wheel’s ’Stuck in the Middle WithYou,’ og Tim Roth som undercover politibetjent ligger forblødende med skudsår i maven på gulvet burde folk kunne huske.

En tredie reference (og der skal nok være flere, men jeg har kun set den én gang i biografen) er Kurt Russel, der spiller over for Zoë Bell, Six-Horse Judy, som de gjorde det i ’Death Proof’ (2007). Én af de to film jeg har set to gange i biografen. 

Yderligere er der en panorering i baren, kaldet Philadelphia for våbenhvilens skyld, der leder tankerne hen på åbningsscenen i ’Reservoir Dogs.’ Den ikoniske åbningsscene hvor Tarantino selv fortæller sin teori bag sangen ’Like a Virgin,’ imens filmens aktører introduceres i halvtotale glimt, brudstykker og overshoulder shots symboliserende deres lyssky forretninger i en glidende panorering rundt om det firkantede bord.

Når de forgiftede i ’The Hateful Eight’ kaster kaskader af blod op, falder tankerne direkte på ’Kill Bill’ hvor blodet sprayes ud som en fontæne hvad enten et hoved, en arm eller et ben hugges af med et samurai svær. Eksempelvis i ’Kill Bill’ (2003) (undertegnedes absolutte favorit af de to volumes) står blodet sprøjtet op af Boss Tanakas hals, hvis krop stadig sidder til bords, efter O-Ren Ishii (Lucy Liu) alias Cottenmouth i ’The Deadly Assassination Squad’ netop har halshugget ham. Denne overdrevede blodfontæne findes også, når Beatrix Kiddo ’The Bride’ (Uma Thurman) alias Black Mambatager kampen op mod ’The Crazy 88’ der beskytter O-Ren. Også her virker denne effekt befriende morsom, og man husker Tarantinos rødder og forkærlighed for B-filmen og særligt inden for splatter genren, men også spaghettiwesterns (’The Good the Bad’ og der inspirerede til ’Django Unchained’ og Kiddo’s karakter i ’Kill Bill’ – ’Kill Bill’ er jo et mixed tape af et postmodernistisk potpourri, så der er naturligvis mange flere genrer og inspirationer blandt andet Bruce Lee film) og klassiske biljagtfilm ('Vanishing Point’ der inspirerede til ’Death Proof’).

Ligesom Hitchcock har Tarantino også altid yndet at medvirke i sine egne film ’Reservoir Dogs,’ ’Pulp Fiction,’’Death Proof,’ ’Inglorious Basterds,’ ’Django Unchained,’ eller offscreen som i ’Jackie Brown’ (1997) eller voiceover som i ’Kill Bill.’ Dette gør sig også gældende for denne, da han er den uncrediterede fortællerstemme. Og som vanen tro, er der selvfølgelig en ’Mexican standoff’ og en ’showdown’ - som også gør sig gældende i en hver film af Quentin Tarantino.

Tarantino elsker at genbruge skuespillere i sine film, og det er faktisk ret fedt for hans fans at følge med i hans nye film med den viden.  Hvis man regner ’True Romance’ (1993) (som Tarantino har skrevet manuskriptet til) med til hans film, er der både en genganger i Christoffer Walken (’Pulp Fiction’) og Brad Pitt (’Inglorious Basterds’). Christoph Waltz spillede med i ’Inglorious Basterds’ og ’Django Unchained.’ Uma Thurman spillede med i ’Pulp Fiction’ og begge volumes af ’Kill Bill.’  Harvey Keitel spillede med ’Pulp Fiction,’ ’Reservoir Dogs’ og ’Inglorious Basterds.’

Tim Roth spillede med i ’The Reservoir Dogs,’ ’Pulp Fiction’ og ’The Hateful Eight.’

Michael Madsen spillede med i ’Reservoir Dogs,’ ’Kill Bill’ og ’The Hateful Eight.’

Zoë Bell har faktisk medvirket i rigtig mange Tarantino film. Næsten lige så mange som Samuel L. Jackson. Men det er kun i ’Death Proof’ og ’The Hateful Eight,’ at publikum ser hendes ansigt. Hun er nemlig Tarantinos yndede stunt kvinde og har været stunt in for Uma Thurman i begge ’Kill Bill’ film, Mélanie Laurent og Diane Kruger i ’Inglorious Basterds’ og i ’Django Unchained.’

Samuel L. Jackson er den mest anvendte skuespiller i Tarantino regi. Jackson spillede både med i (’True Romance’) ’Pulp Fiction,’ Jackie Brown, ’Kill Bill,’ fortælleren i ’Inglorious Basterds,’ ’Django Unchained’ og endelig ’The Hateful Eight.’

”You only need to hang mean bastards, but mean bastards you gotta hang.”

(Man fristes nemt til at lave stavefejlen som i ’Inglorious BastErds’)

Undertegnede overvejede, hvad der var anderledes ved manuskriptet som blev lækket. Manuskriptet til ’The Hateful Eight’ som efter trusler om sagsøgninger, droppet film og dernæst genoptaget med nye plots. Man kan overveje, om denne sætning i sidste scene er ment til idioterne der lækkede ’The Hateful Eight’ til grippene.

   

PS. 

Opdatering. 'Best Original' Score går til manden bag lyden i Tarantino’s ’The Hateful Eight’ nemlig Ennio Morricone, der har været nomineret til seks Academy Awards siden 1979. Dette er Morricones første Oscar, der emd sine syvogfirs år er den ældste Academi Award vinder her i 2016.