Dette års CPH:DOX blev i går skudt i gang med en kunstfilm tidssvarende debat og koncert med Jenny Wilson. Der var udsolgt. Jeg havde egentlig ikke billet. Egentlig startede mit kendskab til Jenny Wilson med børnenes far på vores andet møde. Det startede med 'Love and Youth' albummet, der blev skamhørt ud på de tidlige røgfyldte og berusede morgentimer. 'Let my Shoes lead me Forward,' 'Bitter? No I just love to Complain,' 'Would I play with my Band?,' 'Love ain't just a four letter Word,' 'Hey, What's the Matter?' Senere kom albummet 'Hardships!' der fik ægteparret til at danse til 'The Path,' 'Like a fading Rainbow,' 'The Wooden Chair,' 'Pas me the Salt,' 'Motherhood,' 'Hardships. Med albummet 'Demand the Impossible' fængede kun 'The Future' og 'Pyramids (Rose out of our Pain)' os. Men ved et lyt nu er der nok flere. Med det kommende album 'Exorcism' er hun blevet langt mere club. Man kan indtil videre høre to af numrene fra albummet på Spotify. Nemlig 'RAPIN*' der beskriver voldtægten og temposkiftene er symbolsk ekspressive og 'LO'HI'' der med sit lydspor af klamme støn fylder en med kvalme koblet til et fedt beat. De er bestemt et lyt værd.
En mulighed åbenbarede sig, og jeg tog der hen.
Åbningsaftenen på Kunsthal Charlottenborg var mest besøgt af kvinder. Seancen foregik både kl. 18:00 og kl. 20:00. Hvor fucking hardcore af Wilson. At blive interviewet af to gange om ens voldtægt. Hun blev selvsagt også lidt medtaget et par gange. CPH:DOX har nok ment det i en god mening - og Jenny Wilson VIL gerne tale om det - men det må nærmest føles som atter et overgreb at berette om den situation foran en hel sal af mennesker. Jeg følte mig som krænker i hvert fald ved at sidde som publikum, hvor det blev forudindtaget at jeg havde lyst til at sætte hende i den situation. Det havde jeg ikke. Slet slet ikke. Det gjorde mig sgu oprigtigt ked af det. Denne oplevelse. Hendes oplevelse med voldtægten. Denne verden.
Wilson sagde, det var én ting at optræde med sangene. Noget andet var at sidde og skulle udpensle hver følelse hver sang havde i hende. Jeg forstår hende til fulde.
Vi lyttede en sang ad gangen. De sidste på albummet 'Exorcism'. Og Wilson blev interviewet omkring hver sang. Det var så stenet at følge beatet i hver sang om voldtægt. Rocke med, imens teksten flår dine indvolde itu. Og samtidig. Har man gjort det en million gange før, når mænd har sunget om at “tage en kvinde” og overgreb i evigheder. Eksempelvis min helt og feministen Kurt Cobain ('Rape Me' - for the less fortunate).
Det her var anderledes. En blanding af mange følelser. Og modtaget med mange blandede følelser. Selvfølgelig glæde på hendes vegne over, hun "er kommet videre". Stolthed over, hvor stærk hun er ved at vise os dette. Respekt. Taknemmelig og ydmyghed over hun ville dele dette med os. Så forbandet meget vrede over, det har fundet sted i hele taget. Frustration. Sorg. Tristhed. Sadness. Kvalme over det mindset, den hersker-mentalitet og ulækre menneskesyn. At mene at man har ret til at bestemme over en andens krop, ødelægge livet for dette menneske i denne krop - nutid og fremtid - og efterlade evige spor af sit svineri hos dette menneske i denne krop.
Mange tænker, hun har udlevet det gennem musikken. Tjah? Det er jo ikke et 'Lemonade'-album (som jeg i øvrigt ikke kan få armene ned over - dét 'visual album' burde have vundet alt, der var at vinde dét år. Hands down.), som "blot" handler om ens mands utroskab.
Det er en fucking voldtægt.
Nogen har taget din krop. Krænket den og dig. Det bliver ikke værre end det. Hun har ikke udlevet det gennem musikken. Hun har tvunget sig selv til at lave musik om den umenneskelige oplevelse (og dog så hverdagskost-agtigt for så mange kvinder verden rundt - her tager jeg også "femogtyve år gamle klask i røven" med (Bornedal din negligerende idiot) for det handler om selve mentaliteten bag de overgreb. Det handler ikke om at gradbøje i overgreb (som jeg har oplevet så forbandet mange mænd gøre, jeg selv er nået til (når sætningen lyder "jeg synes, at metoo er vigtig, men..") bare at begynde at råbe "NEJ!"). Det handler ikke om at gradbøje overgreb, det handler om mindsettet bag disse overgreb. Mindsettet der legimiterer klamme bemærkninger, forklædte "komplimenter" om ens kvindelige kendetegn (luk røven - hvad fuck rager det dig?), at se på kvinder som et stykke kød, "nogens ret," klap i røven, blive raget på, "tilfældige" strejf af ens bryster eller røv i køer eller under offentlig transport, blive humpet i takt med bussens rytme når den er fyldt til randen og man ikke ved om det er ens fantasi eller..? (lad mig cementere: det er det aldrig), at ens tøj fordrer til andres upassende adfærd, overgreb, voldtægter mod kvinder) for at prøve at leve med den oplevelse. Tage tempoet af oplevelsen ved at tale om den. Prøve at få den til at fylde mindre i ens hoved ved at lukke den ud i det åbne rum. Denne skamfyldte oplevelse. Prøve at tage magten fra den. Prøve at generobre lidt kontrol over sin egen krop, som det umenneske tog kontrol over hendes krop. Ens krop der hele livet har været din. Men ikke i dét øjeblik. Og nu har man en anden krop. Der er ude af kontrol. Der ryster. Der græder. Der skælver. Der ikke lystrer.
Kroppen husker, hvad hovedet prøver at fortrænge.
Wilson fortalte, hun måtte tvinge sig selv til at lave musik. For at prøve at gøre et eller andet. Hun fortalte, hun startede med at lave musikken først. Teksterne kom først langt senere. Fordi det var så pissesvært for hende at sætte ord på episoden. Normalt finder hun teksterne via litteratur, film eller kunst. Her stod hun tilbage med kun hende selv. Hun skulle selv sætte ord på. Det var hårdt. Og det er også forbandet hårdt at lytte til. 'RAPIN*' er virkelig klam. Og det stikker i alle retninger i ens krop at lytte til det, og rocke med til beatet.
Et mærkeligt spørgsmål fra en mand iblandt publikum kom med en helvedes lang mansplaining, cirkulerende rundt om hvordan hun finder på tekster...øhh har du hørt, hvad hun har sagt. Og slutteligt er der grænser for, hvad meget personligt der må komme ind i teksterne. "Langt spørgsmål - kort svar - NEJ," svarede Wilson og fik en støttende klapsalve fra publikum.
Efter koncerten med de fire første numre fra albummet, berettede Jenny Wilson at hun giver koncert i Vega den 12. maj.
"...det er jo ikke det, Jenny vil. Jeg er så træt af metoo, Jenny vil ikke sættes i den forbindelse," brægede en yngre kvinde bag mig som man iklædte sig sit overtøj. Are you fucking kidding? Hun har netop lige fortalt at metoo reddede hende. Som hun mente, den har gjort med så mange andre. Med metoo følte hun, at hun ikke var alene om sine oplevelser. Og der var en platform for hendes oplevelser. Her fandt hun styrken.
CPH:DOX - please lad være med et kalde det "girl power," når det handler om en kvindes power - da det falder ind i den forestilling om, at hun ikke er voksen. Og at kvinder helst skal være unge - at gamle damer/kvinder er utiltrækkende for the male gaze. Deraf en hel makeup industri, der vil have kvinder til at købe deres yngrende produkter, give dem dårlig selvtillid og få dem til at gemme sig bag lag af makeup. "Girl Power" kom frem i halvfemserne, mon ikke vi er rykket videre til "Women Power"? Jeg anser i hvert fald ikke mig selv som en "pige" og ville aldrig referere til mig selv som en.
Og seriøst lyserød..?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar