FREDERIKS HAVE PÅ SMALLEGADE - OG MOON DUO PÅ STENGADE

 Efter en eftermiddag med et par øl på Floss - vi skulle til koncert med Moon Duo om aftenen - kom Löjhatti i tanke om en fødseldagsgave, vi havde glemt alt om. Det drejede sig om en fødselsdagsgave i 2011. En invitation om at tage os to, hendes kæreste og min daværende mand med på Frederiks Have. Grunden til at det måtte vente var, at undertegnede var i syvende måned med vores første barn. Ergo ingen vinmenu til undertegnede, og det ville jo være en skam. Jeg havde allerede i dét år taget en tolv retters frokost på Noma på juicemenu grundet samme graviditet. Men I ved, vandet poppes, barn/børn fødes (hvilket måske er den største forenkling af det vildeste, der nogensinde er overgået min krop. Humor me.), ny verden introduceres, skolestart, stofskiftet stikker af - kort sagt - life (/shit) happens.
Löjhatti kom i tanke om denne gave, som vi sad på Floss, og instantly undersøgte vi hvorvidt om de havde bord. Det havde de. Vi brød op og cyklede mod Frederiksberg.

 Måske hører det sjældenhederne, at to kvinder kommer ind på Frederiks Have og insisterer på både fem retters menu og vinmenu, imens de har en koncert halvanden time senere. I hvert fald var det det, der skete. Vores tjener virkede ikke helt sikker på, det kunne nåes, men hun ville høre med køkkenet. Kokkene gav grønt lys, så vi kørte!

 En lille starter af rygeost og stenbidderrogn og agurk (og sødskærm) - så er foråret i gang!

 Smørristet porre med blåmuslinger, stenbidderrogn, karse og dild.

 Beaujolais Village 2011, Domaine des Ronze.

 Ballotine og sprødt skind.

 Verdens lækreste kyllingeconsommé - hånden på hjertet - jeg ville elske en fondmenu til hver servering foruden vinmenuen.

 Condado de Haza 2009, Ribera del Duero.

 Lammeculotte og lammepølse med pastinak og ramsløg.

 Löjhatti har jo siden starten af tyverne været glad for sherry, så denne faldt jo i god jord hos hende.

 Rødbedeformage med vaniljesyltede gulerødder samt gulerødssorbet med et glas Brachetto, Borgo Maragliano.

 Vores fantastiske tjener og kokke denne aften holdt et godt tempo, og vi nåede det hele. - dét selv om de havde et kæmpe selskab ved siden af. Og som de siger på hjemmesiden, som vi kun kan medgive hold     er stik: "Vi skal nok respektere, hvis I har travlt. Bare giv tjeneren besked om, hvor længe middagen må vare, så skal vi nok sørge for, at I bliver færdige til aftalt tid. Hvis I ikke har travlt, så har vi heller ikke. Vi dobbeltbooker nemlig ikke, så I skal være velkomne til at slappe af, og nyde hele aftenen hos os". 

Vi kommer helt sikkert igen, og slapper af hele aftenen hos jer. Tak for formidabel service!

Vi ræsede afsted mod Stengade. Meget meget meget fulde. Det var ufatteligt meget alkohol for undertegnede på så kort tid - og det havde været ufattelig meget alkohol for undertegnede selv for en hel aften. Jeps sådan er det at være alenemor (,der ikke har det okay med at indtage alkohol i nærheden af sine børn. Hvilket derved udelukker alle familiefødselsdage, familiefester og middage hos venner).

Det var som at spole tiden tilbage, hvor vi kunne nå et smut på Kokkeriet blot fordi vi lige lystede det (spontanitet på den måde er ikke-eksisterende som helt alenemor. Her er det mest spontane, der udfolder sig "ris" eller "pasta" i den blå time). Middagen/gaven blev ikke som først tænkt (lidt ligesom livet ikke for at blive lidt lommefilosofisk her på indlæggets faldereb), men det var et fantastisk eventyr med følelsen af, at på denne aften var alt muligt. En følelse af uovervindelighed og frihed - og fuldskab sikkert også. Den første vi mødte, da vi trådte ind ad døren på Stengade til den igangværende koncert, var selvfølgelig (selvfølgelig) eksmanden. Der var tænkt ind i gaven, da den blev givet i 2011. Hvor er livet dog ironisk og komisk nogle gange hva'?