ROSKILDE FESTIVAL : CURLINGBØRN

Den sidste uges artikler, opslag og brok omkring Roskilde (Festival) og deres hensynsløshed omkring vejret, mangel på toiletter, køer, for mange mennesker og frostgrader har raset i medierne. Hvad der får forældre til at klandre en festival for dårligt vejr, er mig ubekendt.

Jeg var selv første gang på Roskilde, da jeg var seksten. Året var 1999. Vejret var fantastisk. Vi var tre piger direkte fra efterskolen, der tog der ned sammen. To på seksten og en på femten. Vi kom onsdag, og alt var jo optaget. Men vi fik mokket vores telt ned ved indgangen til Grøn Scene (Arena?) ved siden af en gruppe mænd sidst i trediverne, der så det som deres fornemmeste og vigtigste opgave at passe på de tre teenagere. Vi havde den bedste festival nogensinde.

Året efter. 2000. Det sorte armbånd. Året hvor folk døde under Pearl Jam koncerten, og teksten ”I’m still alive” stadig får hårene til at rejse sig på armene og fremkalder tårer i øjenkrogene – den opmærksomme læser vil måske bemærke, at sangen aldrig blev spillet til den koncert.

Det er korrekt. Men publikum sang den i kanon, mens musikken var stoppet og folk døde under os. Eddie Wedder sank grædende sammen på scenen, imens han bad folk igen og igen om at gå ti skridt tilbage. Jeg får stadig kvalme af at tænke på det.

Efter Pearl Jam koncerten brød mobilnettet ned. Det var umuligt at komme igennem. Så vi lod være. Dette efterlod mine forældre i ruiner. Lørdag eftermiddag fik de kontakt til undertegnede. Efter at have siddet limet til fjernsynene for at få glimt af geniet her, der ikke fandt det aktuelt at give lyd fra sig. De vidste jo, vi ville være til den koncert og at vi højst sandsynligt også ville være oppe foran. Halvdelen af vores telt stod faktisk oppe foran og i de rækker, hvor ulykken skete. Men i den modsatte side. Vi to andre var kommet for sent, og stod længere bagved, men der var i den grad stadig massive bølger af skub. Så vi magtede ikke at krænge os længere frem. Min mor var grædende, da hun fik kontakt til mig. Min mormor ligeså. ”Hvis I ikke hører noget, er jeg okay,” var mit temmelig nonchalant respons, hvilket stivnede da de fortalte hvor mange der var omkommet.

Dette år lå vi i en kæmpe lejr. Ved indgangen til hvid scene (I have no idea) tæt på biografen (ja tænk det var der dengang, og det var SÅ fedt). Sjovt nok snakkede vi med langt flere, da vi boede alene end i en lejr.

Både lørdag og søndag oplevede man en helt anden stemning blandt publikum. Os der blev på festivalen og ikke tog hjem, havde noget sammen. Til alle koncerterne efter hev store metallere fat i én for at spørge, om man var okay. Jeg har aldrig fået så meget vand at drikke som til de koncerter efter Pearl Jam massakren. Jeg stod minimum med et krus vand i hånden hele tiden. Alle passede på alle. Jeg husker, jeg skulle binde mit snørebånd i mine udtrådte Docs idet andre konstant stod på det og låste min fod fast. Før jeg vidste af det, blev jeg flået op af tre kæmpe mænd. Jeg er pænt høj selv. Jeg forsikrede dem om, det ikke var et ildebefindende, men blot et snørebånd. De tre kæmpe mænd dannede en cirkel rundt om mig for, at jeg kunne få bundet båndet. En anelse pinligt og unødvendigt. Andre gange når bølgen af skub ramte én, ens fødder ikke rørte jorden - fordi man blev båret af den tætte forsamling - bølgen slap sit tag og man var på vej i et frit fald mod jorden, nåede man slet ikke at ramme jorden for man blev grebet før og rejst op. Mærkelig fornemmelse. Selv for et tårnhøjt helvede på 182 cm.

Jeg var femten, da jeg var au pair i hus i Bruxelles hos en familie bestående af en kun fransktalende far, Benjamin på halvandet, Olivier på fem og Sylvain på seks og deres dansktalende mor. Børnene talte fransk, forstod dansk, men talte det ikke så meget. De havde et rækkehus på tre-fire etager, hvor jeg havde kvisten. Jeg havde ikke mobil og ringede således hjem en gang om ugen. Verden var på ingen måde så lille, som den er nu. Du var overladt til dig selv, hvis noget skulle ske.

Så hvordan kommer landet så vidt, at man med minimal opdragelse og ”mit barn først polemik” sender sit barn på Roskilde? Man siger, at efter barnet er fyldt fjorten år kan man glemme alt der hedder opdragelse, læne sig tilbage, stole på sit benarbejde og blot støtte barnet og være der for de eventuelle problemer det måtte møde. Shit hvor gad jeg ikke være skolelærer nu. Hvor man bombarderes i indbakken af forældre, der er utilfredse over det ene og det andet. Når min klasselærer kom ind i klassen i folkeskolen, så var der ro. Ja barnet, det enkelte individ, skal respekteres. Men det skal de voksne fandeme også. Mine børn opdrages til at træde til side, når nogen skal forbi. They are not beautiful and unique snowflakes. De er sat i en verden med andre i, som de også skal respektere.

Roskilde er ikke et sted for børn.

Sandt nok er det ikke Langelands eller Heartland Festival. Der er en løssluppenhed på Roskilde, der måske mest kan sammenlignes med Distortion. Skrald er noget der kastes fra sig ligesom forbindelsen til den frontale cortex, og kun reptilhjernen er tilbage til at guide mod basale behov. Men derfor behøver man ikke falde i samme båd. Selv om andre måske regerer rædsomt, har man jo stadig ansvaret for egne handlinger (jo jo den er god nok).

Det bliver mit sekstende år på Roskilde - der har været afbrydelser.

Fire dage før Roskilde i 2011 fandt jeg ud af, at jeg var gravid med vores første barn. Så jo jeg har haft en alkoholfri Roskilde. Vi boede i Vest – før det blev Øst-tilstande. Selve toilet situationen var nok den værste med en gravids øgede næsefunktion. Og de tre andre i teltet var kære nok til at købe en alkoholfri drink, hver gang de selv skulle have mere indenbords. Tanken var jo god nok. Men SÅ tørstig er man sgu heller ikke. Og kadencen blev jo konstant øget, som aftenen skred på.

Det KAN også have sine fordele at være preggars på Roskilde. Vi var i pitten på Orange, og havde en koncert ved Vest indgangen. Jeg husker ikke med hvem. Det ville tage os en krig at gå ud i korrekte side af pitten og krydse Orange. Så vi gik hen til midtergangen for at komme ud. ”Not going to happen,” var svaret. ”Men det er fordi, hun er gravid,” sagde Löjhatti og pegede på undertegnede, der øjeblikkeligt skød maven ud for at bakke historien op. Say no more! Alle begyndte med det samme at løfte undertegnede nænsomt op, bære mig over hegnet og sætte mig nænsomt ned på den anden side. De tre andre lige bagefter. Det sparede os et sted mellem en halv og en hel time. Men det var også den eneste gang, jeg drev nytte af min graviditet. Og nu sørger jeg altid for at smide den gravide i køen til toiletterne forrest. Jeg husker sagtens, hvor irriterende og presserende det var. Og hvor de yngre måske tænker, at så skulle man lade være med at tage på festival skal man måske lige huske på, at det er nederen nok i forvejen at være gravid. Men det er jo ikke en form for spedalskhed eller pest, så man behøver ikke at være i karantæne. Og hvor fedt at have en mor der tog på festival trods graviditet. 

Jeg har oplevet sexisme og klamme mænd dér, ligesom jeg har oplevet klamme mænd i byen i København (der findes helt sikkert også klamme kvinder begge steder, men ingen af dem har raget på mig). Det skal stoppe. Og jeg har intet til overs for de, der gør det. Og selvfølgelig ej heller intet tilovers for overgrebspersoner. Jeg har ikke oplevet vold på Roskilde. Så for mig er Roskilde lige så trygt som at færdes i byen i København. Måske endda mere selv om antallet på Roskilde er betydeligt højere end diverse steder i København.

Jeg havde et par koncerter, jeg gerne ville se i går. Så jeg spurgte Eskillio, om han havde lyst til at tage med. Det ville han megagerne. At jeg selv føler mig tryg på Roskilde, har naturligvis også noget med det at gøre. Men jeg kunne ikke se noget galt i at tage min femårige med til nogle koncerter i opvarmningsdagene på Roskilde. Jeg indtager ikke alkohol, når jeg er sammen med mine børn - hvilket nogle mener er hysterisk. Men jeg ser bare ikke pointen. Så vigtigt er druk ikke for mig. Måske er det levn af afsky fra ægteskabet, hvor modsatte part aldrig holdt sig tilbage hver gang vi var i Haven eller lignende. Skulle der ske noget, vil jeg ikke have indtaget så meget som en dråbe alkohol når der skal tales med ambulancefolk – min ældste flere gange røg afsted med ambulance på grund af feber på fyrre eller derover og feberkramper, så det er ikke en hypotetisk situation opridset. Og nej jeg har hverken kørekort eller bil, så det hang ikke sammen med det. Blot at børn og bajere ikke var /er en kobling i min familie. Det var det i min eksmands.

Vi indtog Roskilde i går ved totiden, og tog først over til skaterne som min søn var dybt fascineret af. Han var lidt star strucked over at tale med dem efter konkurrencen. De var alle super søde og imødekommende. Derefter tilbragte vi noget tid ved slacklinerne. Eskillio prøvede med hjælp fra en fantastisk sød og tålmodig mand at gå på slackline, og gik hele vejen. Stor applaus til dem begge.

Vi vandrede lidt rundt i Dream City, hvor jeg normalvis aldrig ville befinde mig, og så ”Roskilde’s got talent” – og overvejede, hvorvidt om det var ”bad parenting” at lade ham se de tre seje kvinder lave stående og liggende twerk. Men det blev ved overvejelsen. 

Den femårige havde svært ved at forstå, hvorfor man ikke kunne prøve nogle af de der ”huse” der var rejst. For ham lignede det klart noget, man kunne prøve. City Hall, Rolighedsvej eller ZOO tårnet. Hvorfor? ”Ja..det er bare noget, de har bygget. De har lavet en slags by, men man kan ikke rigtig bruge det til noget,” måtte svaret blive. Til gengæld er der noget at hente i, at ens idoler såsom Spiderman og Batman render rundt arm i arm på Roskilde. Lynet. Og en mand klædt i guld. Eller en mand i kæmpe oppustelig T-Rex kostume som også kan få en krammer. 

 Da ingen af os er gluten allergikere, og pip elsker nachos (Mormors præg) delte vi en burrito og en tallerken nachos i Vest.

Som femårig på Roskilde høster man høje femmere hele vejen rundt, når man befinder sig ved (post) punkkoncerter og semi techno koncerter. Ved Odd Couple (hvorfor fanden de ikke fik plads i programmet, men i opvarmningsdagene er mig en gåde. De har rigeligt materiale til at spille en større scene op) gik vi helt op foran til hegnet at stå. Vi kom til at gå lidt ind foran et par ny generations Ungdomshus. ”Er det okay?” spurgte jeg dem. ”JAA!” råbte de begge af begejstring. De havde den største optur på over, hvor sejt det var at lille pip var helt oppe foran med sit kæmpe skrigende grønne høreværn på. Og det samme havde de unge mænd til den anden side. De unge mennesker ved vores side har alle været under tyve, og de var sgu så søde. Så dér er nogle forældre, der har gjort et godt benarbejde. 

I øvrigt. Hvor varmer det dog mit hjerte at se en ny generation af Det Nye Ungdomshus i gade/festivalsbilledet. Med piercinger i læberne, næsen, kinderne og øjenbrynet, punket garn, nitter, sikkerhedsnåle og band t-shirts. Oh it takes me back! Inden alt blev poleret, pastel eller beige og konformt som de polerede hipsters med læderjakke og en lille tyrering der kan pilles ud, når omgivelserne kræver det. Tænk sig som man stadig føler dem, som var de børn af Jagtvej, når man står der i sit nu rene, men stadig sorte tøj, købt-på-pladsen-kolde øl, mad fra Food Court efter tilbragt nat i Rockwool shelter eller Tent House. Ingen ville vide, hvor meget vi har crowd surfet til Slipknot eller Marilyn Manson i sin tid. Ingen ville vide, hvor mange gange vi har frosset i kø op til lørdag i regn og blæst. Ingen ville vide, hvor mange hegn vi har væltet og turboløbet for at claime et område. Ingen ville vide, hvor lidt stemme vi havde tilbage før festivalen overhovedet startede. Ingen ville vide, hvor meget ølbong vi har indtaget dengang. Ingen ville vide, hvor syge vi har været ugen efter Roskilde af enten regnvejret eller tisstøvet. Ingen ville vide, hvem de kedelige overklasseløg er. Ingen. Men nu har I en idé om det. Vi var vildere end jeres børn, og vi overlevede fint. Og det skal jeres børn nok også gøre.

Stol på jeres opdragelse kære forældre. Det er alligevel for sent at gøre det om nu.

God festival

VORDINGBORG : FARMORHUSET

Som før nævnt var Veganeren stukket af fra Vesterbro - en fucking fed toetagers lejelejlighed - og bosat sig i provinsen. Jeg havde jo været så glad for at rykke på landet, begrundede hun det med. "Men det er sgu da kun fordi, jeg altid kan crashe hos dig når jeg er i København?! You selfish bastard!!!" 

Og sådan gik det til, at hun også rykkede på landet. I starten var mit eksil kun på en periode på fire år, så var Eskillio klar til at starte skole og vi ville rykke tilbage til mit elskede København. 

Dét var planen. 

Hvis du tænker, vi rykkede på landet nærmere familie og flere hænder (læs: andre til at hente og passe bananer end kun undertegnede) grundet dramaet for lidt over tre år siden? Så er det fuldstændig korrekt. 

Efter et halvt til et helt år begyndte planen så småt at smuldre. Vi kom fra Vanløse af. Kvarteret med villahusene. Smukke velduftende haver og hvor man dog kunne glædes, når vi gik hjem fra S-toget med barnevognen efter at have været en tur i Haven og kirsebærtræerne og syrenerne kæmpede om kap om om ens olfaktoriske opmærksomhed. Haven var også et nødvendigt pusterum for at kunne ånde i byen efter at have boet i den i ti år. Og før Vanløse boede vi på Amager. Jeg elskede og elsker Amager. Men der sker ikke en skid. Det er så stenet, at Amager er så tæt på byen og så alligevel så langt fra byen som man kan komme. Butiks- og restaurantmæssigt er det som at befinde sig i provinsen. Der findes dog et par Irmaer heldigvis. 

Det fede ved Amager er, at det aldrig bliver hipster. Det bliver aldrig Nørrebro. Det er dét sted i København, selv om det ikke anerkendes som København (hvilket folk på den ene side af broen flittigt fortæller én, og ægte ama'rkanere vil heller ikke kaldes københavnere), hvor der er mest forskellighed. Ramsløg i Kongelunden. Ja og det skal vel nævnes Amager Strandpark - ikke at jeg nogensinde befandt mig dér. Jeg har en veninde, der bor i hus på Amager Strandvej. Lige så fedt der er om sommeren, lige så nederen er der om vinteren. Men direkte udsigt ud til vandet er sgu altid optur. Der er BIG's flotte højhuse i den øde Ørestad. Der er Amager Fælled. Halvvandet og snart skibakken. Der er betagende Dragør. Og resten af verden er forbundet med Amager. Jeg selv elskede, at tage hjemme fra en halv time før, check-in lukkede og stadig være i god tid. Der er stadig huse, jeg gerne ville eje på Amager rundt omkring Dyvekes Allé. Men det er også små grønne villaveje akkurat som dem i Vanløse.  

Så behovet for natur var åbenbart blevet større og større, uden at jeg egentlig havde bidt mærke i det. Haven var et åndehul. En frodig oase væk fra byens triste grå bygninger, veje, trafik, vejarbejde og at skulle kæmpe om en grøn plet i parker med masser af andre. Som det første år gik, begyndte jeg at holde af årstiderne igen. Mærke og se forskellen i stedet for (fristende at skrive fifty shades of grey, men da jeg ikke har læst eller gidet at se filmene virker det malplaceret) gråt i gråt. Mine store vinduer bød på brusende grøn udsigt og min kæmpe altan ligeså. Naturligvis var huslejen (med boligsikring på 2600,- for 91m2 om måneden) også værd at tage med i beregningerne. Når det blev december, kunne man uden betænkning vælge det største juletræ og slæbe med hjem. For den enorme stue kunne sagtens rumme det. Børnene havde hver deres værelse, så legetøjet i stuen kunne begrænses. 

Man skulle ikke rejse til grønne åndehuller. De var der så snart, man gik ud. Børnene kunne i børnehaven i Vanløse løbe rundt om bygningen på fliser. Hvilket stadig var mere end andre institutioner havde at byde ind med. Nu havde de en tønde lands (jeg ved ikke, hvad det er i m2) kløvermark med geder og stor bålhytte, hvor de lavede mad året rundt samt varm kakao når sneen dalede. It grew on me. 

Fra at være et eksil blev det stille og roligt til et hjem. Et hjem der ganske vidst var uden for Roomservices leveringsradar, men som til gengæld var på Oldes pandekage ekspresrute. Et sted hvor butikkerne lukkede klokken syv om aftenen, men hvor Meyers Almanak gav mening og blev taget i brug til at finde spiselige planter i årets gang. Og ikke som i København, hvor man måske nok fandt spiselige planter, men bestemt ikke havde lyst til at indtage dem i forhold til forureningen. Det samme med ramsløgene i Kongelunden med al flytrafikken i bagklogskabens lys, men på dét tidspunkt tænkte vi ikke så langt (flyene og alt hvad der måtte falde ned af forurening fra dem bekymrede mig en del, da jeg boede i otte år på Amager. Det kan sgu ikke være sundt...). Som alenemor til to små bananer kunne man i starten savne at købe take away med hjem. Til gengæld købte vi nu kun økologisk mad, og lavede alt for bunden. Pros and cons. 

Alt i alt blev livet her mere ægte og lettere end livet i København. Måske handler det også om prioteringer, eller hvor man er i livet. Og er man vokset op på stenbroen, så har man måske ikke et behov for natur. Undertegnede er vokset op ved siden af en skov, og har alle dage leget i den, bygget huler, bygget bivuakker og sovet i dem, bygget broer over store åer, sneget mig ind på rådyr og harer og forårsskreget i trætoppene. Nogle gange alene, men for det meste med min bedste ven Kasper. 

Faktisk var den eneste grund til, at jeg begyndte til spejder for at måtte bruge min dolk som min far havde købt til mig. Den blev konfiskeret første dag, da den dels var alt for stor til min lille hånd (det syntes hverken jeg eller min far) og at der skulle tages en centimeter af spidsen da den var alt for spids. Jeg havde allerede snittet adskillige spyd, træmænd og fældet træer med den - bare for at teste den selvfølgelig - så jeg forstod ikke helt, hvad de mente. Nuvel. Jeg fik mit dolkebevis, og jeg fik dolken igen. Men måtte under INGEN OMSTÆNDIGHEDER fælde flere træer med den. Ej heller snitte i dem. Hvordan man så skulle skrive beskeder til hinanden, det var før mobilen, anede jeg ikke. 

Kort sagt. Der er mange gode ting ved byen, men landsbyen kan sgu også noget. 

Nåh. Vi var taget til Vordingborg, jeps den med Gåsetårnet, for at mødes med Veganeren. Hvilket er sært, for på en måde startede Veganerens og undertegnedes forhold egentlig her. Det vil sige, vi mødtes på en efterskole her for nu nitten år siden. Vi rykkede begge til København. Hun før mig, da jeg havde en studenterhue at få fat på, imens hun var blevet pitched "den fri ungdomsuddannelse". Denne hørte jeg først om, da jeg gik på Akademiet. Jeg rykkede fra højskolen og næsten direkte ind til Veganeren og hendes kollektiv på Nørre Søgade. Men for jer, der aldrig har hørt om "den fri ungdomsuddannelse," så indebar det at det kreative blev fremelsket hos de unge. Jovist der blev måske drevet rov på det, sækkepibespilleri i Skotland, men shit hvor var ideen fed. Da jeg ramte højskolen, var der stadig en del der var under "den fri." Det drejede sig om to til tre års varighed (eller otte hvad jeg har mødt), hvor unge enten kom på højskoleophold, udlandsophold eller enkeltfag som ville godskrives ved senere uddannelser. Uddannelserne blev desværre nedlagt i 2002. Og hvilket tab for dansk kunst og kultur. Alene det at man nu er gået bort fra (ifølge Bertel Haarder) "fjumreår," - undertegnede havde et "fjumreårti" - hvor den unge finder sig selv og sin retning er helt håbløst. In my opinion. Dannelse før uddannelse tak. Om jeg var chef, ville jeg til hver en tid tage en med livserfaring der havde oplevet verden i stedet for én, der havde gået i skole siden fem-seks års alderen. Og ja. Det er måske strengt at tænke på den måde, men kom nu ud i verden! Bo der! Lev der! Ikke fordi livet er forbi, når man har fået fast job, børn og kernefamilien er gået i stykker - eller ikke - men det har sgu sine begrænsninger. 

Nuvel. Vordingborg. Hvis du stadig er med. Vi gik en tur rundt i byen. Der udfoldes i én lang gågade, og ellers er mærkelig øde. Det er en ting i provinsen. Folk bruger konstant deres biler. Folk tager bilen hen til hallen, hvor de skal motionere. Er det kun mig, der finder det ironisk? Alle har biler. Det er lige før, hundene eller kattene også har biler. Jeg er måske bosat i provinsen, men mine principper er københavnske. Jeg har hverken kørekort eller bil, og får det heller ikke. Grøn energi!! 

Som vi kom gående, stødte vi på Farmorhuset. Vi gik nærmere. Et opstillet "oplevelseshus" og "legecafé". Jeg har måske ikke det bedste fohold til ordet "farmor," idet min egen er mærkelig at blive klog på. Børnenes er komplet ligeglad med dem, vil ikke besøge dem eller svare på mine mails eller beskeder. Og jeg har tit tænkt på, hvorfor det er? Er det fordi, deres barn ikke har leveret andet end en klat for at lave det barnebarn? Æg dannes jo i fosteret. Så æggene, mine børn er blevet skabt i, er jo blevet lavet (i mig ja) i min mors mave. De er blevet dannet i min mors mave, i mig, da min mor var gravid med mig. Så de er forbundet. Kan det have noget at gøre med det? 

Min mor og jeg blev først rigtig tætte, da jeg blev gravid. Hun kunne pludselig huske alt, fra da hun ventede mig. På en måde følte hun også, at hun ventede sig. Et barnebarn. Der egentlig var startet i hende. Og samtidig er det stenet at tænke på, at mit æg, altså mig, er blevet lavet i min mormor. 

Men mænd (og jeg er ligeglad med hvor sensitive og gode de, måtte være til at sætte sig ind i en graviditet. Det er IKKE det samme som at mærke et menneske gro i sig, mærke sin krop opføre sig mærkeligt. Følelserne er helt fucked. Man skal tisse hele tiden. Træthed. Usandsynlig træthed. Vand i kroppen. Hævede dunkende fødder. Ondt i lænden. Ondt i brysterne. Intet tøj sidder okay længere. Man kan ikke kende sig selv i spejlet - bliver jeg nogensinde normal igen? Bekymringerne. Blive vækket flere gange om natten. Og så de øjeblikke hvor en fod eller hånd presses ud mod maven, man sætter hånden på og kan mærke liv. Det lille væsen. Det lille levende væsen. Som vokser og syret nok lever inde i én. Ja det er naturligt. Men det føles fandeme også unaturligt.) oplever jo ikke alt det. Samhørigheden med deres mor som kan genkende alt, hvad du kan mærke i din krop. Det er ikke oplevet på første hånd. Og ja der findes fantastiske farmødre, det ville undre mig andet. Men også Veganeren oplevede en større ligegyldighed for børnebørnene hos hendes svigermor. Hvor hendes egen mor helst vil se sine børnebørn en gang om ugen. Akkurat som mine forældre ville det, da vi boede i Vanløse, og de kom hver weekend. De var på et tidspunkt på ferie i fjorten dage og missede derfor en weekend. De kørte direkte fra lufthavnen, gennem byen til Vanløse for at se deres barnebarn. De havde næsten tårer i øjnene, så meget havde de savnet ham. De havde ikke bedrevet andet på ferien end at savne ham, tænke på hvad han dog lavede nu og ellers tælle ned til de kunne se ham igen. 

Nuvel. Farmorhuset. 

Eskillio gik med det samme i gang med at grave efter guld. 

 Når man havde fundet så meget guld, man gad, vejede Farmor det på vægten. Herefter fik man et diplom samt en pose, som man skulle lægge i vindueskarmen. Når det så blev fuldmåne skulle man sige en remse. Så gik ens ønsker i opfyldelse. Hun var ganske enkelt fantastisk. 

 Farmor holder stort set fødselsdag hele tiden. Så naturligvis var der fødselsdagsboller med syltetøj. Veganeren havde majskager og knækbrød med til hende og Veganerbarnet.

 Selv om der stod "nitte" på, var der gevinst. Børnene kunne da gå ind i huset og selv vælge en af de tusinder af bamser, der var der. Se dét er fandeme fedt.

 Inde i garagen var der teaterforestilling. Med farmor, klovne, saftevand, kaffe og brunsviger. Mine børn var ellevilde, idet de ikke var vant til hverken saftevand eller så sukkerholdig kage.

FREDERIKS HAVE PÅ SMALLEGADE - OG MOON DUO PÅ STENGADE

 Efter en eftermiddag med et par øl på Floss - vi skulle til koncert med Moon Duo om aftenen - kom Löjhatti i tanke om en fødseldagsgave, vi havde glemt alt om. Det drejede sig om en fødselsdagsgave i 2011. En invitation om at tage os to, hendes kæreste og min daværende mand med på Frederiks Have. Grunden til at det måtte vente var, at undertegnede var i syvende måned med vores første barn. Ergo ingen vinmenu til undertegnede, og det ville jo være en skam. Jeg havde allerede i dét år taget en tolv retters frokost på Noma på juicemenu grundet samme graviditet. Men I ved, vandet poppes, barn/børn fødes (hvilket måske er den største forenkling af det vildeste, der nogensinde er overgået min krop. Humor me.), ny verden introduceres, skolestart, stofskiftet stikker af - kort sagt - life (/shit) happens.
Löjhatti kom i tanke om denne gave, som vi sad på Floss, og instantly undersøgte vi hvorvidt om de havde bord. Det havde de. Vi brød op og cyklede mod Frederiksberg.

 Måske hører det sjældenhederne, at to kvinder kommer ind på Frederiks Have og insisterer på både fem retters menu og vinmenu, imens de har en koncert halvanden time senere. I hvert fald var det det, der skete. Vores tjener virkede ikke helt sikker på, det kunne nåes, men hun ville høre med køkkenet. Kokkene gav grønt lys, så vi kørte!

 En lille starter af rygeost og stenbidderrogn og agurk (og sødskærm) - så er foråret i gang!

 Smørristet porre med blåmuslinger, stenbidderrogn, karse og dild.

 Beaujolais Village 2011, Domaine des Ronze.

 Ballotine og sprødt skind.

 Verdens lækreste kyllingeconsommé - hånden på hjertet - jeg ville elske en fondmenu til hver servering foruden vinmenuen.

 Condado de Haza 2009, Ribera del Duero.

 Lammeculotte og lammepølse med pastinak og ramsløg.

 Löjhatti har jo siden starten af tyverne været glad for sherry, så denne faldt jo i god jord hos hende.

 Rødbedeformage med vaniljesyltede gulerødder samt gulerødssorbet med et glas Brachetto, Borgo Maragliano.

 Vores fantastiske tjener og kokke denne aften holdt et godt tempo, og vi nåede det hele. - dét selv om de havde et kæmpe selskab ved siden af. Og som de siger på hjemmesiden, som vi kun kan medgive hold     er stik: "Vi skal nok respektere, hvis I har travlt. Bare giv tjeneren besked om, hvor længe middagen må vare, så skal vi nok sørge for, at I bliver færdige til aftalt tid. Hvis I ikke har travlt, så har vi heller ikke. Vi dobbeltbooker nemlig ikke, så I skal være velkomne til at slappe af, og nyde hele aftenen hos os". 

Vi kommer helt sikkert igen, og slapper af hele aftenen hos jer. Tak for formidabel service!

Vi ræsede afsted mod Stengade. Meget meget meget fulde. Det var ufatteligt meget alkohol for undertegnede på så kort tid - og det havde været ufattelig meget alkohol for undertegnede selv for en hel aften. Jeps sådan er det at være alenemor (,der ikke har det okay med at indtage alkohol i nærheden af sine børn. Hvilket derved udelukker alle familiefødselsdage, familiefester og middage hos venner).

Det var som at spole tiden tilbage, hvor vi kunne nå et smut på Kokkeriet blot fordi vi lige lystede det (spontanitet på den måde er ikke-eksisterende som helt alenemor. Her er det mest spontane, der udfolder sig "ris" eller "pasta" i den blå time). Middagen/gaven blev ikke som først tænkt (lidt ligesom livet ikke for at blive lidt lommefilosofisk her på indlæggets faldereb), men det var et fantastisk eventyr med følelsen af, at på denne aften var alt muligt. En følelse af uovervindelighed og frihed - og fuldskab sikkert også. Den første vi mødte, da vi trådte ind ad døren på Stengade til den igangværende koncert, var selvfølgelig (selvfølgelig) eksmanden. Der var tænkt ind i gaven, da den blev givet i 2011. Hvor er livet dog ironisk og komisk nogle gange hva'? 

VEGANERENS LEVENDE DØDSBO

 Fra Enghave Plads til En lejet gård på en mark - fem km. væk fra noget der lignede en by - til et levende dødsbo. Indrømmet, der var potentiale. Men det havde håbløse horisonter. Måske det hjælper at have kørekort og bil. Og en mand der kan tage fat og ikke kun tale om sit potentiale. Halvdelen af øverste billede havde været en stor brombær og rosenbusk, hvis ikke manden med krøllerne havde kæmpet sig igennem dem. Huset havde stået hen siden halvfemserne, da ejerens kone døde. De havde været lykkelige her. Støvet kunst og håndværk. Huset havde emmet af liv. Det gjorde det i og for sig også nu, men af insekter og mug. Haven havde engang været egnens smukkeste. Der kom folk for at se den. Nu var det naturen og årenes gang, der havde taget over. 

Købet havde været vanskeligt, idet ejeren boede i Nordsjælland og ikke magtede kontakt med nogen. Selvfølgelig handlede det nok også om at være i stand til at give slip. Slip på minderne. Konen. Deres lykkelige liv. Men han var syg nu. Meget syg. Derfor skulle stedet stadig gå til de helt rigtige. Og hvordan sikrede man sig det, når man var blevet sær og menneskesky på sine ældre dage? Han drev gæk med dem. Længe. Som om han testede dem. Testede hvor vidt, de virkelig havde interessen for stedet. Hvor ihærdige var de, når det kom til stykket?

Han læste skrivelser fra de potentielle købere, der ville gøre laden beboelig først for derefter at bygge et halmhus på grunden med fundament af muslingeskaller. Innovativt. Bæredygtigt. Permakulturelt. De var to par. Med hver et barn og hver et barn på vej. Med tiden skulle det være muligt for andre at bygge hus på grunden. De ville rykke bygrænsen, således at husene måtte bygges tæt. Det må man ikke uden for bygrænsen, og bygrænsen stoppede ved hans grund. De ville lave et samfund. Et mindre Christiania som han læste det. Og han var jo selv kommunist, så det tiltalte ham da.

Om det var hans venindes evindelige vilje for at få dette til at lykkes, eller om han endelig indså at han lige så godt kunne gøre brug af de penge, huset og grunden ville inkassere, var ikke til at vide, men langt om længe blev papirerne underskrevet. Hans tid med gården var forbi. Nu måtte der nye krafter til. 

 Undertegnede troppede troligt op til...ja oprydning kan man nok ikke kalde det. Men sortering af husene. Ejeren havde været flyttet for otte år siden. Men hans Kærgårdener stod stadig på bordet. Ligesom tallerkener. Gryder og alt andet. Intet var sorteret. Køleskabene og fryserne stod stadig fyldte, men havde været slået fra lige så længe. Vi undlod at åbne dem.

Jeg har altid forbundet det med eventyr at købe et dødsbo og derefter gå igennem skattene. Stykke et liv sammen af de efterladte stumper. Da Veganeren fik sit kørekort tog vi på roadtrip for at finde forladte huse på Møn og dokumentere med vores kameraer. Dette var før smartphonen vel at mærke. Vi løb igennem marker og enge for at komme til dem. Hvem skulle have vidst, at den ene af os ville ende med at købe et sådant dødsbo. Et levende dødsbo. For ejeren var jo ikke død. 

 Den lugt huset rummede, skal jeg sent glemme. Den sad i mine næsebor, min hud og min bevidsthed længe efter. Vi gik til værks med en opdagelsesrejsendes iver og gåpåmod. Vendte hver en ting til at begynde med. Var der noget af værdi, eller havde Huset ædt det over tid med dens stank? Alt tøj, skønt det var et slaraffenland uden lige for en genbruger, måtte antages at være umuligt at få Huset ud af igen. Vi bevægede os forsigtigt rundt på førstesalen. Idet der var hul i taget, havde regnen ødelagt en del af gulvet og vi kunne meget nemt ryge fra førstesalen og direkte ned i kælderen. Hen ad eftermiddagen havde Huset også ædt vores gejst. Vi mistede overblik. Stanken. Kattelorte på gulvene - jeg bad den gravide vige bort fra dem, da jeg mente at der var et eller andet med kattelorte og gravide som ikke var hensigtsmæssigt. Skønt vi havde handsker på, synes Huset alligevel at kravle ind under huden på os. Måske var det den sorg, Huset besad? Måske var det forbandelsen ved Huset? Stille havde Huset ædt sig ind under huden på os og implementeret den sorg, Huset besad, i os. Det følte overnaturligt, skønt naturen i den grad havde overtaget Huset ved at gro ind ad vinduer, vælte ind af taget og så videre. 

 Måske var det følelsen af, at der havde været et lykkeligt liv her, men nu var det borte. Medicinen i alle rum. Fotografierne af glade dage. Fotografierne af konen i sengen på sidste vers. Livet der var smuldret bort, som døden tog over. Som om væggene huskede alt, og sang deres klager ud til os. Vi optog Huset gennem huden. 

Vi forlod hoved-Huset og gik i gang med Brombærhuset - det hus de slet ikke anede stod der, før Manden med krøllerne gik i gang med at skove buskadset. Vi lagde en plan. At rydde dette hus så meget, at det kunne bruges til opmagasinering når alt andet skulle brygges. Gulvet var stadig intakt, og der var ingen stank. Men det bød dog på andre ulækre ting. Vi kunne slå fast, at de havde haft får. Hvilket giver mening, når man har bjørneklo på ejendommen. Der lå tredive kartoffelsække med uld. Hyggeligt ikke? Nej. De var våde. Og fulde af mider. Veganeren er en afde sejeste kvinder, jeg kender. En baby i bæresele på maven, en bag pack på ryggen og så fire måneder alene til Østen med et barn på et halvt år. Dét er fandeme sejt. Men her kom graviditeten op i hende, og morgenmaden, og undertegnede tog tjansen med at løbe gennem de tre rum i Brombærhuset og få miderne og deres bolig ud. Veganeren lavede en direkte løbebane til undertegnede.

I et af de øverste rum var der et hemmeligt rum, hvor der hang denne jakke i skabet. Veganeren sagde, det var min - jeg måtte i det hele taget tage alt, hvad jeg ville. Jeg tog den. Huset havde ikke spist af den. Den lugter heller ikke mere. Jeg ved ikke. Jeg hader virkelig beige, så den er ikke i brug.  Den hænger stadig på altanen. Den ryger nok til genbrugen. 

Men dejlige Dostojevskij - endda 'Hvide nætter'!!! (som senere omskrevet blev til 'Kældermennesket') - det må være tolv år siden, jeg sidst har set denne. Jeg græd ved de smukke beskrivelser af natten. Jeg var vel toogtyve - altså før jeg-har-fået-børn-og-bliver-rørt-og-berørt-af-stort-set-alt-tilstanden, jeg befinder mig i nu. Dengang lavede jeg kunst med fårehjerner. Blot for at få noget at sammenligne med. Hvilken skat!!!

Og et af rummene var tapetseret med fucking Bjørn Wiinblad!!! SÅ bliver man sgu da glad hva'? Det ligger stadig til afstankning på altanen, for at slippe af med Huset, men jeg glæder mig til at finde et sted til det. Og ja. geniet her er langt lykkeligere for dunsende gammelt tapetstump eller noveller af Dostjevskij (det skal lige tilføjes, at netop denne oversat af Ejnar Thomassen efter sigende er den bedste oversættelse - 'Det døde hus' kan også nævnes - og hvor passende i denne sammenhæng) end en beige Burberry. 

Her over ses den ene af rummene i laden. Det var dette, der skulle blive Veganerens midlertidige hjem inden halmhuset står færdigt. Mange skatte ikke sandt? Det mente Manden med krøllerne ikke, og han kørte alt på lossepladsen inden Veganeren fik stoppet ham. Særligt tabet af den gule lampe sidder stadig dybt i mig... Nåh. Sådan er det. 

Efter en lang dag med Huset bidende i huden, rockwool i lungerne og mider på hjernen, hoppede vi i havet. Vi havde så meget brug for at vaske Huset af os. Vi sov under åben himmel og stjerneskud på sengen ved campingvognen (deres egen medbragte, så vi kunne godt have sovet inden døre). Da vi lagde os til at sove, gik der et menneske rundt inde i buskadset. Da Veganeren ikke lod til at lade sig mærke af det, skød jeg det også hen. Men fortrød dog lidt, at jeg havde hørt nok 'True Murder' med Dan Zupanski udsendelser til udemærket at kende opskriften på en amerikansk seriemorders foretrukne gerningssted (det startede med 'Serial,' gik videre med 'Undisclosed' - som sparker en del mere røv end 'Serial' - sorry 'This American Life,' I er fantastiske, men de gør det liiiige en tand bedre - og ja så fandt jeg 'True Murder...'). 

Om morgenen begyndte Veganeren at tale om, hvem der mon gik rundt her midt om natten på deres grund? "Hørte du det også?!" spurgte jeg, som Manden med krøllerne kom med morgenmad og lavede kaffe på trangia til os. Jeg erfarede, at Veganeren havde tænkt at siden jeg ikke reagerede på det så var det nok okay. Og hun vidste, at var der én hun gerne ville have ved sin side, skulle der ske noget, så var det mig. Takker for tilliden og lige over. Manden med krøllerne hældte kaffe op, og mente at det nok bare var et dyr. "Nej," udbrød vi i kor. Tyngden af de listende skridt var for stor. Og man kunne høre grene knække, når en del af foden ramte jorden, og grene knække når resten af foden blev sat ned. Det var ikke dådyr. Det havde vi begge udelukket i hver vores opmærksomme sind. 

- det skal siges, da Veganeren tog til Filippinerne med hendes treårige og seksmåneders baby i januar, og laden næsten var beboelig, nægtede Manden med krøllerne at overnatte der ude alene. Han turde ikke. Han var overbevist om, at stedet var hjemsøgt. Og her taler vi om, laden var nu med vinduer, førstesal og tætnet hele hytten rundt. Men han nægtede at sove der alene. Dette fra en mand der meget gerne tager fjorten dage alene til Norge for at vandre rundt i bjerge, sove i sit telt og rende rundt for sig selv. Veganerens mors mand - Sommerfuglen - har siden været forbi og guide ånderne videre. Han har lidt overnaturlige krafter og mente, at der var ret godt gang i den på matriklen. En port til de dødes rige...? 

Jeg elsker, vi begge har været i beredskab indvendig, men har lagt låg på for ikke at skræmme den anden. Akkurat som da vi i 2006 stod i Bodh Gaya (place and enlightenment of Buddha), hvor jeg havde slået hovedet i en bil, blev svimmel, for om aftenen at begynde at kaste op fuldstændigt ude af kontrol. Ingen af os ville nævne "hjernerystelse," skønt vi begge tænkte det. Let's. Not. Jinx. It. For hvad helvede skulle vi gøre med en hjernerystelse i en lille landsby? Ti km fra hvor Buddha opnåede indsigt? Hvordan fanden skulle vi komme tilbage til Varanasi? Alene ihukommelsen af ligene der blev båret rundt i gaderne og ned til hinduistiske ligbrændinger ved Ganges bred, fik det til at vende sig i mig. Vi havde holdt i en taxa, hvor chauføren netop havde fået en nabo til at smøre os en sandwich af hvidt brød og agurk, og et "optog" passerede os bærende på en plade med et klæde over. Da der faldt en død hånd ud, mistede jeg sulten. 

Hvordan skulle vi overleve dén lange togtur tilbage der til? Mellem høns, tusinder af mennesker, konstant sød mælkelugt af chai (den chai der kan skaffes her hjemme på cafeer, har ingen sammenligning med deres), kogte æg, urin og ja..lort. 

Omkring midnat begyndte Veganeren også at kaste op. Hvilket vi begge var utroligt lettede over. Maveforgiftning. 

Det var sgu da til at leve med. Det eneste, vi kunne komme frem til, der var det samme, var ingefærteen. Det var det eneste, vi begge havde indtaget den dag. 

Til den dag i dag indtager ingen af os stadigvæk ingefær. 

Det tog os fem døgn. Fem døgn hvor vi bare lå og sov og drak vand. Fem døgn hvor vi dagligt måtte slæbe os ned til togkontoret og få udsat vores billetter tilbage til Varanasi. Vi blev af vores ven fra det indiske børnehjem taget til en læge. Jeg skal sent glemme det sted. Et meget brugt træbord med stykker af en papirdug sømmet fast på. Her skulle vi skiftevis op på og ligge. Veganeren fik tredive piller. Nogle var gule, nogle grønne og nogle i orange farver. Jeg fik tredive piller i røde, blå eller brune farver. Min logik sagde mig, at siden vi fejlede det samme skulle vi have piller i samme nuancer. Ergo vi skulle ikke spise de piller. 

Eftersom min krop havde reageret meget hurtigt og spyet giften ud (jeg har aldrig oplevet at knække mig på den måde. Hverken før eller efter. Det kom som skudsalver efter hinanden, og jeg var sikker på at jeg ville blive kvalt i mit eget bræk. For der var ingen tid til at trække vejret imellem. Ved første fem sekunder trak jeg vejret panikslagent. "Prosit" kom det fra Veganeren inde fra sengen. Inden jeg kunne nå at fremstamme et ord, startede det for fra), var jeg også den der først kom på benene igen. Eller so so. Jeg er, selv for en dansker, ret høj. 182 cm for at være præcis. Umenneskelig høj for en inder. Rødt hår. Nuvel der var en del mænd med hennahår. Jeg var på daværende tidspunkt ligbleg. Jeg havde et stort tørklæde, som vi uger før havde købt i Kashmir i Srinagar, svøbt løst om mit hoved og skuldre for at skærme mig mod solen. Jeg har vel vejet omkring halvtreds kilo, jeg måtte binde mit tøj på mig for at holde det på min krop. Det sad løst og solen stegte løs. Jeg svajede rundt på grusvejene i dehydrering, men var fast besluttet på at finde føde. Min logik/survivor instinkt sagde mig, at der ikke kunne være bakterier i bananer. De skulle jo skrælles. 

Jeg fik hurtigt, som man jo ofte får i Indien, et følge af indiske børn i alle aldre. "Hello Madame!" "Biscuit Madame?" - gang det med fyrre børn der konstant siger dette. Jeg prøvede at forklare dem, jeg ledte efter bananer. "Ba-na-na". Jeg var ved at miste synet. Jeg havde ikke spist i fem døgn. Jeg prøvede at tegne en klase bananer i gruset. Jeg må have virket vild. Jeg havde kun indtaget vand og havde allerede opholdt mig alt for længe i solen. Jeg fandt endelig en mand, der solgte bananer ved grusvejen. Jeg gik mod vores "hotel". 

Veganeren havde i dét øjeblik besluttet sig for at lægge hovedet op i vindueskarmen for at få lidt luft, idet vores værelse stank af sygdom og død. Hun havde undret sig en del over, hvor jeg blev af. Men var, som man jo gør, faldet ud og ind af søvnen de sidste par timer. Da hun kiggede ud, fik hun øje på et hav af børn i det hvirvlende støv fra grusvejen. De fulgte et meget højt menneske med en mærkelig gangart hen ad vejen. Børnene rev i menneskets klæder og arme. 

Det lignede Jesus. 

Og han havde bananer med.