Det Der eR I HUSETS TEATER

Det Der eR.
Halmtorvets nummer ni er indhegnet med kun én indgang. Der hænger pigtråd over vore hoveder, som vi kravler igennem hullet. De ophængte dinglende gadelamper skiftevis blænder op og ned for lysstyrken. Uhygge og usikkerhed breder sig til tonerne af en høj lyd af en centrifuge i slowmotion i bedste Lynch stil. Foran os står Die Mauer. Ach so!

Vi snubler over brostenene i den vekslende lyssætning hen til døren.
Jeg sender en kær tanke til Blumenbach Instituttet, da vi kommer ind i en helhed af et efterkrigstidshus.

Det Der eR.
Vi gennes ned i kælderen med stadig samme vekslende volume i glødepærerne - jeg glædes et kort øjeblik over gensynet med glødepæren. Her nede står vi stuvet sammen i forvirring og spænding. 
Der ligger gasbeton i blokke. Gamle kufferter med gamle sort/hvid fotografier spredt ud over sig. Toilettet er tapetseret med avispapir på de hvide klinker. Sigtbarheden svigter. Sanserne svigter. Utålmodigheden breder sig.

Klokken er ti minutter over start.
Vi hentes i kælderen og ledes op af trappen til teatret.
Lokalet er sort og skrællet for al inventar.

På nær en stol.
Det er, Det Der eR.

Sindstilstanden fra kælderen er erstattet af forvirringen med at finde sin plads.
Talen er på sit højeste blandt det grå segment. 

Lyset går. 

Stilheden er total.

Scenen antændes.
Karen-Lise Mynster kommer ind og sætter sig på stolen.
Monologen begynder.