EBELTOFT : GLASMUSEET : NO STRINGS

Sommeren 2019 tog vi, efter et smut i Skagen, videre med campingvognen ti Ebeltoft. Jeg har været i Ebeltoft, da jeg var som barn, jeg elsker virkelig stemningen her. Her er så hyggeligt. Og så er her kun en brøkdel af alle de turister, der oversvømmer Skagen. Nede ved vandet ligger Glasmuseet, der skulle vi naturligvis ind - det kan næppe være gået nogens næse forbi, at jeg elsker museer. Og når man, som jeg, er vokset op få km. fra Danmarks eneste bevarede glasværk nemlig Holmegaard Glasværk, så har man eller jeg en forkærlighed for glaskunst og glasdesign. Det samme gør sig egentlig også gældende i forhold til keramik, idet jeg jo selvfølgelig også er vokset op tæt på Kähler. Holmegaard Glasværk, der blev blev oprettet i 1825, er i øvrigt blevet lavet om om til et nyt "kulturelt kraftcenter" kaldet Holmegaard Værk med kunsteksperimentarium, udstillinger og spisesteder og jeg glæder mig enormt meget til at besøge det. Du ved, post corona. Nåh. Tilbage til Ebeltoft og Glasmuseet:

 Glashytten er stedet arbejdende værksted, hvor man denne dag kunne se glaskyllinger blive til.

 Glas- og billedskunstneren Micha Karlslund indsamlede henover sommeren de indleverede perleplader, så de til sidst indgik i én stor samlet perleplade. Motivet tog afsæt i 'Æbletræets blomst. Det færdige værk blev præsenteret som en del af Æblefestivalen, som hvert af afholdes i efterårsferien i Ebeltoft. Man fik en fribillet, når man afleverede sin færdige og nystrøgede perleplade ved indgangen, som kunne bruges på at komme i efterårsferien og se det færdige resultat. Det var super hyggeligt, Morfar lavede ikke sin egen, men hjalp i stedet Elvisio med sin. 

Vi returnerede dog ikke til eftersferien, men så i stedet det færdige resultat på deres Facebookside:

CINEMATEKET : EDIBLE CINEMA : 'THE SILENCE OF THE LAMBS'

 I september 2019 tog LilleM og jeg et smut forbi The Fat Greek, der ligger i det nye Boltens Food Court, før vi skulle i Cinemateket til Edible Cinema. Edible Cinema, som vi også gæstede året før, er en blanding af to af mine yndlingsting: se film i biografen og en speciel madoplevelse. Sidste år havde vi ikke spist først, og menuen i Cinemateket er ikke en mættende menu så vi var meget sultne efter forestillingen. 

 Som året før startede menuen med en drink. 

Filmen 'The Silence of the Lambs' er fra 1991, og jeg kan nærmest ikke huske at have set den igen efter årtusindeskiftet. Det vil sige, der var nogle ting jeg havde glemt og andre stod stadigvæk klart i erindringen. "I ate his liver with some fava beats and a nice Chianti," huskede jeg - det gør alle, der har set den og alle der ikke har set den - men overraskende nok var det bønnerne og ikke leverpatéen, der gav mig kvalme.

KARREBÆKSMINDE OG REERSØ : UDLÆNGSEL : ROADTRIP MED H & PUNKS

 Efter disse uger med Corona-karantæne i højt solskinsvejr og forår, vores seje Statsministers pressemøde med håb,  drømmer man sig lidt tilbage til sidste sommer. Min pisseseje veninde H spurgte mig, om vi ikke skulle lave en roadtrip med vores børn. Mit svar blev et rungende "JO"!

 De hentede os i H's fars bil - jeg spillede non stop titelmelodien til 'Convoy' (1978).

Så snart vi ankom til stranden på Sydsjælland, sprang vi i vandet og badede resten af dagen. Vi blev enige om, at spise rugbrød til aftensmad. Vi var godt brugte efter en hel dag i vandet.

 Næste dag kørte vi til en ny strand, efter at have spist morgenmad og badet, hvor vi badede hele dagen, spiste frokost på stranden, byggede sandslotte og gravede tunneller. Vi fortsatte længere vest på, til vi landede ude i ingenting om aftenen. Børnene brokkede sig gevaldigt over, hvor kedeligt her var. At der ingenting var at tage sig til. Alligevel gik der ikke længe, før deres fantasi tog over og de alle havde gang i flere lege. 

Da vi landede på 'et øde sted' (credits: Jens Okking), faldt der sammen med blæsten ro over lejren. Der var for mange sten til at bade, hvilket vi jo havde gjort hele dagen, så i stedet blev det nye sted udforsket. Tænk sig hvor mange lege, der gemmer sig i et reb?

 Herunder ses ridderne af det manglede bord: Arthur, Elvisio, Eskillio og Buster. Når nettet var sparsomt, og mobilen skulle oplades i bilen, blev Busters verden udvidet til at lege Robinson Crusoe med de mindre børn. Vi blev alle enige om, at denne roadtrip måtte blive en tradition hver sommer.

SKOLERNE ÅBNER : OG JEG ER HELT TRYG : FØRSTE SKOLEDAG : COOL CORONA

Der skulle alligevel gå seks år, før det for alvor gav mening hvorfor man flyttede til provinsen. Drengenes børnehave har en tønde land/kløvermark, og har således ingen problemer med at genåbne i disse Coronatider. Masser af plads og toiletter uden for. Jeg havde været helt tryg ved at sende mine børn afsted.

Men faktisk skulle min sidstfødte være startet i førskole første april - det bliver så i dag samtidig med storebror. Den sidste måned har stået på konstante opdateringer i Aula, der har ikke ligefrem manglet information. Førskole, 0.-5. klasse starter i dag, og min ældste glæder sig enormt. Den yngste glæder sig mest til at lege med sin storebror, uanfægtet af at de lige har været sammen non stop i en måned. 

Der er rigeligt med plads på skolen her i provinsen, og der er masser af plads uden for til at have undervisning. Jeg forstår sgu godt, folk panikker i hovedstaden hvis ens skole er i en opgang midt i Indre By. Det er jo nærmest umuligt. LilleM sammenlignede indkøb for tiden med en ekspedition for Daryl Dixon på sin motorcykel foran en masse walking dead. Der er ikke meget galt. Hun er både sygeplejerske og i risikogruppen.

Min ældste er meget opmærksom på, han ikke må kramme eller high five. Vi har set filmen fra Sundhedsstyrelsen sammen. Jeg har netop ikke vist den den yngste. Dels ville han have glemt det hurtigt igen, dels skulle han have lov at glæde sig til sin første skoledag - og ikke frygte den eller være bange for at komme i skole. Han undrer sig til stadighed over at skulle vaske hænder hele tiden. Der skal heller ikke være mere fokus end det. Resten må personalet tage sig af - det er ikke en opgave eller et ansvar en seksårig kan tage på sig. Med deres skolestart kommer nu afstand til Olde, som vi har sørget for at se meget op til i dag efter de første fjorten dage af karantænen - bare for at være sikre.

Den ældste havde spurgt mig, om jeg ville vække ham først så vi sammen kunne synge for skolebarnet bagefter. Selvfølgelig ville jeg det. Sammen med Hr. Skæg. Vi tog det obligatoriske polaroid, som han insisterede på skulle være med hjertehænder. Alle kan bruge lidt mere hjerte i disse tider.

På gåturen ned til skolen ringede den yngste til både morfar og farfar for at fortælle dem at det var hans første skoledag. Lille pip. Og som jeg, der ikke havde overtræksbukser på, gik hjem efter at have talt med forældre på legepladsen i halvanden time, bredte der sig en stolthed i min krop. Tænk sig, at jeg fucking helt alene forælder har groet disse to børn op til nu begge at være vidunderlige mennesker og nu skolebørn. - for ikke at tale om den sidste måned med fuldtidsjob fra sofaen, hjemmeundervisning, madlavning, opvask, tøjvask og rengøring. Uden at have et andet voksent menneske at samtale med ansigt til ansigt.

Skud ud til aleneforældre i denne tid!
Du gør det så godt, du kan. Og det er godt nok. 

Glædelig forårsdag i dag. 

Det bliver godt igen.