I onsdags var jeg til testvisning på Zentropas nye biiiiiiip i Gloria. Det stod derfor én fuldstændig frit for, hvor man satte sig - på nær på de reserverede pladser bagerst naturligvis.
Jeg sætter mig tredie række (talt fra forrest) til venstre midt for.
En lille mand med hans to høje mandlige venner og en kvinde går ind ad rækken foran mig. De diskuterer lidt, om det er for tæt på.
Det er det.
De beslutter sig for at sætte sig på de fire pladser ved siden af mig, da de spotter dem.
I stedet for at gå ad samme vej tilbage, begynder den lille mand (med alt for korte ben til dét stunt) at kravle over rækken. Og selv om han træder op på armlænet, sidder han nærmest fast på sædets ryglæn. Jeg kan ikke lade være med at grine af ham - og dem alle sammen - da jeg får øjenkontakt med ham. Han griner tilbage til mig. Som om det er uundgåelig situation, han ikke selv har sat sig i. De er meget højtsnakkende.
"Hvorfor går I ikke bare uden om? - der er tid jo nok? - her er ikke proppet? Hvem i alverden kravler over ryglæn? - jeg var gået bananas, hvis det havde været min biograf," tænker jeg.
Da de omsider er kommet om på min række, vurderer de igen situationen og ca. samme handling gentager sig. De får øje på atter fire pladser på rækken bag ved. De begynder at klatre. Den lille mand sidder fast på toppen af et nyt sæde. De fylder hele rummet.
De sætter sig. Endelig. Måske mest fordi næste række ikke har fire ledige pladser. De snakker stadig meget højt, da produceren prøver at informere om filmen. Hun prøver at overdøve dem uden at skulle bede dem klappe i. Det lykkes til sidst.
Ved en testvisning er der naturligvis ikke reklamer eller forfilm, så filmen starter så snart lyset er blændet ned.
Da filmen starter, bliver jeg prikket på skulderen.
Jeg vender mig om: det er den lille mand.
“Kan du ikke bukke dig?” spørger han.
“Hva’?” hvisker jeg.
“Du er ret høj. Kan du ikke lægge dig ned i sædet?” spørger han.
“Nej,” svarer jeg og leder efter spor i hans ansigt for bekræftelse af, at det er en joke.
Det er ikke en joke. Han mener det.
Mit ansigt ligner helt sikkert ét, der bliver taget gas på.
"Nej," svarer jeg. Han ser undrende på mig.
“Det gider jeg altså ikke,” siger jeg uden plads til forhandling og ser bestemt på ham.
“Nåh?” siger han og ser uforstående på mig.
Jeg er egentlig paf over, han beder mig om dette..
- i stedet for at bytte plads med en af sine høje venner
- i stedet for at være blevet på en af de to forcerede rækker
- i stedet for at han var blevet siddende på en af de to stolerygge, han alligevel ikke kunne komme ned fra
- stedet for at han hentede et børnesæde (som mine egne drenge på hans højde gør helt automatisk i en biograf)
Jeg er sikker på, han undrede sig over at jeg ikke ville ligge krøllet sammen med en scoliose i sædet i to timer, at jeg “optog” rummet, uden en tanke på selv at have optaget rummet ved at kravle over stolerygge (who does that?).
Jeg er 182 cm høj. Én cm over gennemsnitsmanden i Danmark. SÅ høj er jeg sgu heller ikke. Jeg oplever til gengæld tit til koncerter at blive bedt om at flytte mig. Hvorimod min korte veninde nyder stort set alle koncerter med at glo ind i lænden på folk eller at se brøkdele af storskærme. Hun har aldrig bedt nogen om at dukke eller flytte sig.
Så flytter hun sig selv.
Og for de, der måske ikke fik læst Lise Rønnes saglige og rolige (som Berlingske Tidende beskrev som 'oppe i det røde felt' - way to prove a point Berlingske!) appel til Politiken, så tryg på linket neden under.
Du er SEJ Lise Rønne, dine arme er helt normale - og der er intet småneurotisk eller vimseri over din måde at stå på.