30. april 2011

KØDBYENS FISKEBAR


Sommervejrets temperatur var i vejret, så vi smuttede mod kødbyen.
Lækkert interieur!
Men stemningen kander arbejdes på.
Vi måtte vente lidt på et bord, skønt vi havde ringet i forvejen, dette lod sig gøre ved et bord ude i solen. Super!
Men efter at have placeret sig ved kasseapparatet for at tage en prosecco med som underholdning og ventet( læs ignoreret red. ) i ti minutters tid af ti forskellige tjenere, begyndte stemningen at blegne lidt. Nu skal det ikke forstås således, at vi ikke har forståelse for travlhed. For det har vi. Og vores tålmodighed rækker langt på det punkt, specielt hvis vi mødes med et smil og et eventuelt 'hej'. De absolut ikke smilende piger på job kiggede nærmest dødt på os, før de gik videre,og man blev i tvivl om hvorvidt man egentlig var velkommen. Dertil skal det siges, at de herrerne lod til at være noget gladere for deres job. De smilede.
Nåh. Vi blev benådet og begavet med en flaske prosecco med isspand til at nyde aftenens sidste stråler. ( Nuvel vi måtte selv bære det ud, men nu havde vi da flasken! )
Efter femogfyrre minutter blev vi bænket i baren, denne gang fik vi hjælp til at bære vores drikkevarer, og her tog oplevelsen en gevaldig drejning.
( Hvis man lige ser bort fra at blive torpederet i ryggen af en bakke med tre tallerkener uden undskyldning eller efterfølgende øjenkontakt. Ja en kvindelig tjener. )
For vi fik nemlig en rigtig dejlig tjener, selvfølgelig en herre, som var sød, smilende og snakkede vores valg af menu igennem med os. Utroligt hvad imødekommenhed kan gøre!
Belysningen i baren var perfekt til at tage billeder i, så for en gangs skyld vil der ikke ske en overgang i faverne. Nyd det! Det gør vi!

29. april 2011

En tur i GRØFTEN


Så blev det fredag og tid til Fredagsrock i Tivoli.
Svirelivet tog med koncertklubben en tur i Grøften.
Det skulle snart vise sig, at undertegnede ikke var så indviet i traditionerne som resten af klubben. En lille fadøl til en hel flaske akvavit. Shit.
Til at skylle den ned med tog vi alle teaterplatten.
Som aspirant i akvavitten undskylder jeg på forhånd, hvorfor der kun er billede af min første anretning på den hyggelige tallerken. Det kørte vidst af sporet, og ja, jeg endte i grøften.
En ting der lige skal fremhæves ved dette traditionelle sted, er deres taskeholder. - som den venlige tjener tilbød mig, idet jeg forgæves kravlede rundt under bordet for at finde den konstant kæntrede taske. ( Det krævede en cigaret efter hvert indtag af akvavit for at kunne trække vejret igen red.)
Og så er det sgu altid fedt, når værten render rundt mellem gæsterne. Skærer for ved bordet, snakker med gæsterne eller fejer glasskår op når det går stærkt mellem tjenerne. Dejligt og det gør altså noget for stemningen blandt det blandede klientel.
Og så gik musikken i gang. Jeg må ærligt indrømme, jeg havde aldrig gættet opsætningen af denne aftens artister.
Mit bud; Fallulah, Winnie Who og Lucy Love som finale.
Tivolis bud; Winnie Who, Lucy Love og Fallulah som afsluttende artist....?
Dette medførte, at vi desværre ikke fk set Winnie Who. Da vi jo var kommet for at se Lucy Love, måtte vi bryde op og svire op til scenen.